Ej, jeg må altså fortælle dig om et gammelt nytår, jeg aldrig glemmer. Jeg var ude med min mor i BR Legetøj dagen før nytårsaften vi skulle egentlig bare have noget simpelt, sådan noget som julelys eller måske lidt glimmer til træet.
Men så ser jeg det her vidunderlige strikkede røde kjole med en flot blå kant forneden og på ærmerne. Jeg blev helt vild med den. Begyndte straks at plage min mor om at måtte prøve den, for jeg kunne bare mærke, at jeg ville have den på til juleafslutningen i klassen. Der var den her dreng, jeg var så lun på, og jeg håbede, han ville lægge mærke til mig, hvis jeg dukkede op i lige netop dén kjole.
Kjolen sad bare helt perfekt, som om den var syet lige til mig. Så stod jeg dernede i prøverummet og nærmest tude-holdte på den jeg ville altså ikke tage den af igen. Min søde mor så på mig og sagde: Nå, jeg får snart løn vi køber den, ikke?
Altså, den køretur hjem jeg kunne næsten ikke være i mig selv af glæde. Vi pyntede lejligheden, satte kulørte lyskæder op og gjorde juletræet klar. Men helt ærligt, i køleskabet var der kun isterninger og en klat smør tilbage.
Vi gik bare og ventede på mor fik løn, og du ved, dengang arbejdede folk også d. 31. december, men blev sluppet lidt tidligere hjem. Men så kom min mor hjem med tårer i øjnene lønnen var forsinket, der var ingenting at gøre. Jeg kunne se hun var ked af det og skuffet, og hun undskyldte, fordi vi ikke havde noget rigtigt festligt madbord.
Men jeg sværger, jeg var slet ikke trist. Stemningen var stadig hyggelig og fyldt med forventning. Jeg lå foran fjernsynet og så de gamle danske nytårsfilm, du ved, sådan nogle man kun ser i juletiden, for på almindelige dage var TV totalt kedeligt vi havde vel kun DR og TV2.
Min mor kogte kartofler, lod dem svømme i smør, rev lidt gulerod og dryssede sukker på. Der var ikke andet. Vi satte os sammen ved bordet, og hun begyndte at græde. Jeg prøvede at trøste og støtte hende, indtil jeg selv sad og tudede. Ikke på grund af maden men fordi det gjorde så ondt at se hende have det dårligt.
Til sidst snurrede vi os ind under det samme tæppe på sofaen, holdt om hinanden og så nytårskoncerten. Pludselig slog klokken tolv, og alle nede ad opgangen begyndte at komme ud på trappeopgangen med champagneglas og råbe Godt Nytår!, synge og grine. Mor og jeg blev ikke rigtig fristet til at gå ud.
Men så, bum-bum-bum, ringer det intenst på døren. Mor går ud for at åbne, og der står vores nabo, Fru Grethe hende der altid skældte mig ud, når jeg havde glemt at vaske trappe eller larmer for meget på gangen. Hun var sådan den klassiske sure gamle dame, som ingen børn (inklusive mig) gad have imod sig.
Hun og mor talte lavmælt, og pludselig maser Fru Grethe sig forbi og stirrer på vores bord, hvor de kogte kartofler stod i midten. Hun siger ikke en lyd og går bare tilbage igen. Så, efter tyve minutter, banker det så hårdt på døren, vi nærmest hopper op af chok. Mor beder mig blive, mens hun går ud. Ind ruller hun Fru Grethe denne gang med favnen fuld af poser. Hun har syltede agurker, halve grillskyllinger fra Netto, pålæg, salater, en flaske Asti under armen, chokolade og endda nogle clementiner.
Mor begynder at tude igen, men nu sådan lettet, nærmest af taknemmelighed. Fru Grethe kalder hende en fjols, tørrer hende under næsen med sit store ærme og traver ud af lejligheden uden et ord mere.
Efter det nytår var Fru Grethe stadig den samme kommanderende type i opgangen. Hun nævnte aldrig nytårsaften, som om den nat aldrig havde fundet sted. Men da hun mange år senere blev begravet, og hele opgangen mødte op, viste det sig, at alle faktisk holdt af hende hun havde på den ene eller anden måde hjulpet os alle sammen på et eller andet tidspunkt.
