Det gør stadig ondt
I den her familie var det som om alle levede deres eget liv. Far, Henrik, havde udover sin kone, også en kæreste på siden nogle gange var det endda ikke den samme kæreste særlig længe ad gangen. Moren, Karen, anede selvfølgelig godt, at Henrik var hende utro, men hun var bestemt heller ikke nogen engel. Hun nød at tilbringe tid væk fra hjemmet med en gift kollega.
De to sønner, Emil og Mads, passede stort set sig selv. Ingen i huset gad rigtigt engagere sig i at opdrage dem, og forældrene mente, at skolen nok kunne tage sig af al opdragelsen. Derfor gik drengene mest bare og slentrede rundt og lavede ingenting.
Hele familien samledes stort set kun på søndage rundt om køkkenbordet, men det var bare for at spise hurtigt og i tavshed, så hver især kunne skynde sig videre til deres egne ting. Sådan havde livet været længe i deres lidt smadrede, fejlbarlige, men på sin vis også trygge hverdag indtil alt pludselig blev vendt på hovedet.
Da den yngste søn, Emil, var blevet tolv, tog Henrik ham for første gang med ned i sit skur for at hjælpe til. Hendrik skulle lige hurtigt over til vennerne i naboskuret, der rodede med deres biler, og så var Emil ladt alene tilbage, nysgerrig som kun en tolvårig kan være, mens han kiggede nærmere på alle fars spændende værktøjer.
Uventet begyndte det at sive kraftig røg ud fra Henriks skur, og bagefter slog flammerne ud. Ingen fattede hvad der skete (senere fandt man ud af, Emil ved et uheld havde tabt en tændt blæselampe på en benzindunk). Folk stivnede, ingen gjorde noget. Ilden hærgede. En af vennerne kastede en spand vand over Henrik, og han spurtede ind i flammerne. Stemningen var så anspændt, at ingen turde trække vejret. Efter uendeligt få sekunder kom Henrik ud igen med Emil livløs i armene. Drengen var forbrændt over hele kroppen, kun ansigtet var uberørt; måske havde han nået at dække det. Al hans tøj var væk, brændt væk.
Nogen havde fået fat i brandvæsen og ambulance, de kom hurtigt og Emil blev kørt afsted. Han var med nød og næppe stadig i live.
På hospitalet blev han straks lagt på operationsbordet. Der gik timer Til sidst trådte lægen hen til Henrik og Karen og sagde nøgternt: Vi gør alt, hvad vi kan. Lige nu er jeres søn i koma. Hans chance for at overleve er én ud af en million. Medicin kan ikke gøre mere nu. Men hvis Emil virkelig har livsvilje, kan der ske et mirakel. Hold ud.
Helt fortabte og uden at vide, hvad de ellers skulle gøre, styrtede Henrik og Karen ned til Sankt Ansgars Kirke, selvom det pøsede ned. For første gang i deres liv trådte de ind og stod lidt fortabte foran præsten.
Fader, vores søn ligger for døden! Hvad skal vi gøre? snøftede Karen gennem tårerne. Præsten, som hedder Pastor Jørgen, rystede på hovedet og så mildt på dem: Ja, det er tit sådan først når det brænder på, begynder vi at bede, ikke? Men fortæl mig, hvor står I selv i jeres ægteskab?
Henrik stirrede blot opgivende ned på sine hænder. Vi har da ikke gjort noget slemt ingen har slået nogen ihjel, mumlede han. Pastor Jørgen svarede: Nej, måske ikke. Men I har slået kærligheden ihjel. Der burde ikke engang kunne komme et græsstrå imellem mand og kone, men lige nu kunne man lægge hele Øresundsbroen imellem jer, uden at nogen bemærkede det. Bed til Sankt Nikolaj for jeres dreng bed som aldrig før! Men tænk på, at alt ligger i Guds hænder. Nogle gange sender han os svære prøver, så vi ikke helt mister sjælen. Det vigtigste er kærligheden, den kan redde alt.
Sønderknuste og drivvåde sad Henrik og Karen foran alteret med hænderne knuget omkring hinanden, mens sandheden om deres liv sank ind. Efter bønnen, tårene og mange løfter satte de punktum for alle udenomsaffærer. De rensede nærmest hele deres liv for synd og gamle fejl så meget de kunne.
Allerede morgenen efter ringede lægen og fortalte, at Emil var vågnet af komaen. Inde på hospitalet sad Henrik og Karen nu hele tiden ved hans seng. Emil åbnede øjnene, prøvede at smile, men det gjorde stadig ondt. De så hurtigt, hvor store smerter han havde.
Mor, far please, lad være med at gå fra hinanden, hviskede Emil svagt. Hvorfor tror du det? spurgte Karen, mens hun blidt tog fat om hans brændte hånd. Det ved jeg bare, mor. Og engang får mine børn jeres navne, hviskede han. Karen og Henrik så på hinanden og tænkte, han måtte være omtåget efter ulykken. Hvilke børn? Han kunne knap nok vifte med en finger!
Men fra dét øjeblik gik det fremad for Emil. Familien kastede alle deres penge og kræfter efter at hjælpe ham. Henrik og Karen solgte sommerhuset, og hvis ikke skuret og bilen var brændt helt op, var de også solgt for at få råd til alt det, Emil havde brug for. Men vigtigst han var i live! Bedsteforældre og familien hjalp hvor de kunne, og nu stod alle sammen.
Selv den længste sommerdag ender. Der gik et år. Emil var nu i genoptræning på et center, han kunne gå og klare sig selv ret fint. Her blev han venner med Frida en pige på hans egen alder, som også havde overlevet en brand. Hos hende var det ansigtet, der var brændt. Frida var flov, skjulte sine ar, kiggede aldrig i spejlet.
Emil blev nærmest rørt over, hvor stærk og klog hun var og så alligevel så sårbar, at han bare fik lyst til at passe på hende. De sad tit og snakkede om alt mellem himmel og jord, de forstod så meget, kun folk med smerte og store prøvelser forstår. De blev uadskillelige.
Tiden gik hurtigt. Emil og Frida blev gift stille og roligt, bare os, her i Danmark. Der kom børn: først en datter, Rikke, og tre år senere en søn, Jeppe.
Det var først nu hvor det føltes som om, livet endelig havde fundet sit leje at Henrik og Karen besluttede, at det var bedst at skilles. Alt det med Emil havde tappet dem for alt. De kunne ikke mere sammen, men ønskede roen hver for sig.
Karen tog ud til sin søster i Århus for at få luftforandring, men inden da gik hun forbi kirken for at sige tak til Pastor Jørgen. Mange gange havde hun de senere år søgt støtte og trøst hos ham, og hver gang hun takkede ham for Emils redning, svarede han: Du skal sige tak til Gud, Karen!
Pastor Jørgen var ikke begejstret for, at Karen tog afsted, men sagde også roligt: Okay, tag lidt tid alene, nogle gange er det sundt. Men husk, mand og kone hører sammen.
Henrik sad nu alene i lejligheden drengene og deres familier boede andre steder. De to ekser koordinerede endda, hvornår de kom forbi for at besøge børnebørnene, så de ikke stødte ind i hinanden.
Og på sin egen, lidt mærkelig måde, føltes det som om, alle nu endelig havde fundet lidt ro.
