Leonid ville ikke tro, at Ira var hans datter – Virkelig! Vera, hans kone, arbejdede i den lokale brugs og blev rygtes sludret om, at hun skjulte sig ofte ude bagved med andre mænd. Derfor nægtede Leonid at tro, at den spinkle, lille Ira var hans datter – og han kom til at afsky sit barn. Kun morfar hjalp sit barnebarn og efterlod hende huset i arv. Det var kun bedstefar, som elskede lille Ira Iras barndom var præget af sygdom – hun var spinkel og lille af vækst. ”Der har aldrig været så små børn i min familie,” sagde Leonid. ”Den unge er mindre end potten!” Med tiden smittede farens manglende kærlighed af på moren. Hjertet, der virkelig elskede Ira, tilhørte bedstefar Mads. Hans hus lå yderst i landsbyen, næsten i skoven. Mads havde hele livet arbejdet som skovfoged og gik dagligt i skoven efter han gik på pension – hentede bær og helbredende urter, fodrede skovens dyr om vinteren. Nogen syntes, han var lidt sær og frygtede ham – for tit gik hans ord i opfyldelse. Alligevel kom folk til ham efter urter og bryg. Mads havde mistet sin kone for længst. Trøsten var skoven og barnebarnet. Da Ira begyndte i skole, boede hun mere hos bedstefaren end hjemme. Han lærte hende om urternes kraft. Lære kom let til Ira – og når nogen spurgte, hvad hun ville være, svarede hun: ”Jeg vil hjælpe syge mennesker.” Men moderen sagde, de ikke havde penge til uddannelse. Bedstefar beroligede hende: han skulle nok hjælpe, hvis det gik galt – ellers kunne de jo sælge koen, hvis det blev nødvendigt. Et hus og lykkelig fremtid i arv Vera dukkede sjældent op hos sin far, men en dag stod hun på hans dørtrin – for at bede om penge, da hendes søn havde tabt dem i kortspil inde i byen og var blevet banket. De krævede penge – koste hvad det ville. ”Nu kommer du, for når det virkelig brænder på?” spurgte Mads strengt. ”Ellers har du ikke været her i årevis!” Han nægtede at hjælpe – ”Jeg vil ikke dække Andreas’ gæld. Jeg har barnebarnet, der skal læres op.” Vera blev rasende. ”Jeg vil ikke se jer, hverken dig eller min datter!” skreg hun og løb ud. Da Ira kom på sygeplejeskolen, fik hun intet fra sin mor og far. Kun bedstefar hjalp hende – og hendes stipendium, for hun var dygtig i skolen. Da Ira var ved at være færdig med sygeplejeskolen, blev bedstefar Mads syg – og med fornemmelse for det sidste, informerede han barnebarnet om, at hun arvede huset. Han rådede Ira til at finde arbejde i byen, men ikke glemme huset – for et hus lever kun, så længe der er et menneske med ånd i det. Vinteren igennem skal ovnen tændes. ”Du skal ikke være bange for at overnatte alene her. Her finder lykken dig,” spåede Mads. ”Du bliver lykkelig, lille ven.” Han vidste nok noget. Bedstefars forudsigelse gik i opfyldelse Bedstefar døde efteråret. Ira arbejdede nu som sygeplejerske på regionshospitalet. Hun tilbragte weekenderne i Mads’ gamle hus og tændte op i ovnen fra det store lag brænde han havde skaffet. Dagens vejr var grusomt, men Ira havde fri. Hun ville ikke være i sin lejede værelse, men tog ud på landet. Om aftenen ankom hun – og om natten brød snestormen ud. Næste morgen lagde sneen sig, og vejene var dækket. Pludselig bankede det på døren. Ira åbnede – udenfor stod en ukendt ung mand: ”Goddag, jeg er kørt fast med bilen – har I en skovl?” spurgte han. ”Der står én ved trappen, tag bare, og jeg kan hjælpe dig hvis det skal være,” svarede hun. Den høje mand så på den spinkle persona og grinede: ”Er ikke meningen du skal sne inde også.” Han fik hurtigt bilen fri, men kørte kun lidt før han sad fast igen. Igen skovlede han. Ira inviterede ham ind til varm te – snestormen ville jo snart slutte, og vejen blive fremkommelig. Han tænkte lidt, men fulgte så med ind. ”Er du ikke bange for at bo alene ved skovkanten?” spurgte han. Ira forklarede, hun kun var der i weekenderne, arbejdede i byen. Han præsenterede sig som Sten – han skulle også til byen og tilbød at hjælpe med transport. Ira takkede ja. Senere – på vej hjem fra arbejde – overraskede Sten hende. ”Din urtete må være magisk – blev nødt til at komme og se dig igen!” han spøgte. ”Måske byder du på te en gang til?” De blev aldrig gift – Ira ville ikke. Sten insisterede, men gav til sidst op. Til gengæld fik de sand kærlighed. Nu vidste Ira: det er ikke kun i bøger, at mænd bærer deres hustruer på hænder. Da deres første barn blev født, undrede sygehuset sig over, at så spinkel en kvinde kunne føde sådan en rask knægt! Spørgsmålet om navn: ”Han skal hedde Mads – efter en meget god mand.”

Leif nægtede stædigt at tro, at lille Aslaug var hans datter. Hans hustru, Karen, arbejdede i Brugsen ned i byen. Der gik rygter om, at hun ofte lukkede sig inde med fremmede mænd i lageret. Måske derfor nægtede Leif at anerkende, at den spinkel Aslaug virkelig var hans eget barn. Han udviklede hurtigt en kølig afstand til hende. Kun bedstefar Kaj tog sig kærligt af barnebarnet og lod hende arve sit hus ved skovkanten.

Aslaug blev kun elsket af sin morfar Kaj
Allerede som lille pige var Aslaug ofte syg. Hun var altid skrøbelig og lav af vækst. “Der har aldrig været nogen så lille i hverken min eller din familie,” sagde Leif hånligt. “Det barn er jo knap nok større end en potte.” Med tiden blev Karens kærlighed til datteren også mere sparsom Leifs kulde smittede af.

Den, som virkelig holdt af Aslaug, var morfar Kaj. Han boede helt ude ved skoven, i den gamle røde murstenshus. Kaj havde arbejdet som skovfoged hele livet og selv efter pensionen gik han dagligt ud under bøgetræerne for at samle svampe og urter. Om vinteren fodrede han dyrene i skovbrynet. Folk i landsbyen syntes, Kaj var lidt sær han havde en evne til at forudse ting, der så skete. Men de kom gerne til ham efter hans stærke urte-teer og hjemmelavede tinkturer.

Kajs hustru var gået bort for mange år siden. Hans trøst fandt han i skoven og i Aslaug. Så snart hun begyndte i skole, boede hun mere hos morfar end hjemme. Kaj lærte hende om planters og urters egenskaber, og Aslaug sugede viden til sig. Når folk spurgte, hvad hun ville være, sagde hun: “Jeg vil hjælpe mennesker og gøre dem raske.” Karen svarede tørt, at hun ikke havde kroner til datterens uddannelse. Men Kaj beroligede Aslaug: “Jeg er ikke fattig skulle det blive nødt, kan vi da sælge koen.”

Han efterlod barnebarnet huset og en velsignet fremtid
Karen kom kun sjældent på besøg hos sin far, men en dag stod hun pludselig foran døren. Hun havde brug for penge hendes søn Anders havde spillet alt op i København, og var blevet banket af kreditorerne. De krævede, hun skaffede penge uanset hvad.

“Nu kommer du her, fordi det passer dig?” sagde Kaj strengt. “Du har jo glemt min adresse i årevis.” Han nægtede at dække Anders’ spillegæld: “Jeg vil ikke betale for den slags. Jeg skal bruge de penge til Aslaugs uddannelse.”

Karen var rasende: “Jeg vil ikke se jer mere! Jeg har hverken far eller datter længere!” hylede hun og forlod huset i vrede. Da Aslaug kom ind på sygeplejeskolen, gav hverken mor eller far hende en eneste krone. Kun Kaj støttede barnebarnet, og stipendiet hjalp også, for hun var dygtig.

Kort før hun afsluttede sin uddannelse, blev Kaj syg. Han vidste, at tiden var ved at rinde ud, og fortalte Aslaug, at huset nu var hendes. Han formanede hende at finde arbejde i byen, men aldrig glemme huset for et hus lever, så længe der bor mennesker i det. “Du skal ikke frygte at være her alene selv din held vil finde dig her,” sagde Kaj. “Du skal nok blive lykkelig, min pige.” Måske vidste han noget, ingen andre gjorde.

Kajs profeti gik i opfyldelse
Kaj døde sidst på efteråret. Aslaug arbejdede som sygeplejerske på regionshospitalet. I weekenderne tog hun ud til morfars hus, tændte op i den gamle brændeovn. Kaj havde hugget så mange brænde, at der var til flere vintre. Ude i byen lejede hun et værelse hos nogle ældre slægtninge til en studiekammerat.

En stormfuld og snefuld nat ankom hun til landsbyen. Næste morgen lukkede sneen veje af. Pludselig bankede det på døren. Foran hende stod en ukendt ung mand. “Goddag min bil er kørt fast lige ude på vejen. Har du en skovl?” spurgte han. “Der står én ved trappen, du må gerne låne den. Skal jeg hjælpe dig?” tilbød hun, men den høje mand lo da han så hendes lille skikkelse: “Det ville bare ende med, at du blev væk i sneen.”

Han greb skovlen og gik i gang. Motoren startet, men han kom ikke langt, før han sad fast igen. Aslaug inviterede ham ind og bød ham på varm te, mens de ventede på at stormen skulle lægge sig der kørte jo ofte biler her, og vejen ville nok snart være fremkommelig.

Den fremmede, der hed Svend, tøvede, men fulgte så med indenfor. “Er du ikke bange for at bo her alene ved skoven?” spurgte han Aslaug. Hun forklarede, hun arbejdede i byen og kun var der i weekenden. “Hvad nu hvis bussen ikke kommer?” Svend tilbød, at han også skulle til regionsbyen, så hun kunne tage med. Hun takkede ja.

En dag efter arbejde besluttede Aslaug at gå hjemad. Pludselig stod Svend dér, overraskende. “Din urte-te virker magisk,” grinede han, “jeg kunne ikke lade være med at tænke på dig. Måske kan jeg få en kop mere?”

Bryllup blev der aldrig Aslaug ønskede det ikke. Svend insisterede først, men gav op. Til gengæld fik de en oprigtig kærlighed. Nu vidste Aslaug, at eventyret om mænd, der løfter deres kvinder, ikke kun hører bøgerne til. Da deres førstefødte kom til verden, måtte alle undre sig over, at sådan en lille, spinkel kvinde kunne få en så stærk dreng! Da de spurgte om navnet, var hun klar: “Han skal hedde Kaj opkaldt efter manden, der gjorde mig lykkelig.”