LEJEREN
En tidlig vinteraften spadserede en høj kvinde ad fortovet i Brøndbyøster. Det var stadig lyst, og vejret var umanerligt godt. Kun en stille snert af frost, og solen havde strålet hele dagen. Nu dalede den ned bag hustagene, og de sidste solstrejf glimtede i de funklende, rimdækkede snefnug.
Kvinde nød det. Hun gik i et roligt tempo. Høj, imponerende, lidt over tres, i udsøgte støvler og en luksuriøs minkpels spankulerede hun af sted. Ansigtet bar spor af tidligere skønhed og et stænk af overklasse-arrogance. Velplejet, bevidst om sin værdi.
Bevares, de romantiske ungdomsdage var for længst overstået, men Karen Margrethe havde skam lært at nyde sit liv som folkepensionist. Hendes mand gik bort ti år tidligere. Hun sukkede stadig af og til, for sammen havde de haft et godt liv og en skøn søn.
Sønnen var flyttet til Aalborg for at studere og blev hængende. Giftede sig og gjorde Karen Margrethe til farmor to gange, men besøgene var få både på grund af afstanden og den obligatoriske karrieretravlhed. Heldigvis eksisterede der jo nu videoopkald! Karen Margrethe klarede sig ganske glimrende med det især når hun tilføjede sig selv lidt ekstra optimisme.
Hun havde to lejligheder; boede selv i en rummelig toværelses og lejede den anden, en etværelses, ud til et ungt par med et barn. Da hun begyndte at udleje, var der ikke noget barn, men på fem år havde de nået at få en fin, buttet dreng lille Malthe, to år gammel. I håndtasken lå en chokoladebar til ham.
At finde gode lejere var et held uden lige! Karen Margrethe havde haft sin andel af skuffelser hvad enten det var restance på elregningen eller ødelagte møbler. Derfor dukkede hun personligt op hver måned for at hente huslejen (og lige snuse til, om der nu var rent og penge sendt til elselskabet). Med de nuværende lejere var hun dog tryg. De var unge, men især Signe som Karen Margrethe primært havde kontakt til holdt pænt rent.
Signe lignede stadig en skolepige, men hun var det vidste Karen Margrethe jo fra CPR-nummeret 24 år. Spinkel, lys hud, klare blå øjne; det var slet ikke til at forstå, at den buttede Malthe var hendes! Signe var altid venlig, rettidig med betalinger og holdt lejligheden i tiptop stand.
Signes mand, det var en anden sag uinteresseret og altid på langs foran flimmerkassen, hvis han da ikke var forsvundet ud i byen. Han mumlede et hej, men forlod hurtigt rummet igen. Nogle aftener lugtede han lidt for meget af julebryg, men hvad ragede det Karen Margrethe, så længe hun fik sin husleje?
På vej op ad elevatoren til femte sal overvejede Karen Margrethe, hvad hun skulle forkæle sig selv med for lejepengene. Lidt laksesalat? Rejer? Nogen gang må man da også unde sig et eller andet, når livets efterår kunne høstes lidt ekstra nydelser. Er man i tresserne, er man ligeglad med at spare livet smager bedst nu!
Hun trykkede på dørklokken. Selvfølgelig havde hun egen nøgle, men man skulle ikke være påtrængende hun bankede altid på og ventede. Det tog lidt ekstra tid denne gang, og hun nåede at tænke, at familien måske ikke var hjemme. Men så åbnede Signe og Karen Margrethe fór sammen. Signes stikkende røde øjne og rystende hænder talte sit tydelige sprog.
Signe trak sig tilbage i entreen, armene hårdt over brystet for at kontrollere skælv.
Er du okay, Signe? Du ser sløj ud. Alt i orden? spurgte Karen Margrethe og gik ind i lejligheden.
Hun nåede dårligt at lukke døren, før hun overvejede, om Signe var ramt af vintersyge eller holdt for hårdt på julefrokosterne.
Nej, Karen Margrethe, det er ikke i orden, stønnede Signe og nedbrudt forsvandt hun ind i stuen.
Karen Margrethe så straks, at noget var helt galt. Der rodede (for første gang), Malthes legetøj flød, klædeskabet stod åbent og var temmelig tømt.
Signe stak hende kvitteringer med en hånd, der dirrede nærmest i et antræk til stepdans.
Alt til el og vand er betalt. Men jeg har ikke penge til huslejen i denne måned. Må jeg skylde dig? Malthe og jeg er smuttet i morgen. Jeg skal bare lige finde energien.
Ansigtet krøllede sammen, som om hun kæmpede mod gråden, men tårerne var væk kun hævede, røde øjne tilbage.
Karen Margrethe bemærkede med det samme, at det ikke var sprut. Her lugtede kun af snot og tårer. Signe måtte have grædt meget længe.
Hvad i alverden er der sket? Hvorfor dig og Malthe? Og hvor forsvandt din mand hen?
Signe satte sig på kanten af sofaen, gemte ansigtet i hænderne og begyndte, mellem hulk og sammenbrud:
Jeg er syg, Karen Margrethe. Jeg har haft det sløjt i et halvt år nu træt hele tiden, orkede ingenting. Jeg havde aldrig tid til at komme til lægen, for jeg var jo alene med Malthe. Men han fik plads i vuggestue forleden, så jeg nåede til læge. Og nu… nu har jeg fået kræft!
Hun tog sig sammen, men fortsatte med grød i stemmen.
Min mand… da han hørte det, pakkede han tasken og råbte, som om jeg selv havde valgt diagnosen. Hans tante døde af kræft. Han ville ikke opleve det igen. Sagde, han skulle skilles. Jeg står uden penge, på barselsdagpenge. Alt, jeg havde, gik til elregningen. Husleje kan jeg ikke betale. Vi flytter i morgen, så snart jeg kan samle mig selv lidt op.
Karen Margrethe stod tungt og betragtede den skrøbelige figur på sofaen, mens Malthe legede på gulvet. Pludselig føltes egne tanker om fiskesalaten lettere pinlige hvad skulle man egentlig brokke sig over, når virkeligheden var så meget værre for andre?
Hun satte sig tungt ved siden af Signe, lagde en hånd på hendes ryg.
Hør nu, Signe, se på mig. Det hele er forfærdeligt, ja, men du har din søn. Hvordan er planen? Har de givet dig en behandlingstid? Og hvad havde du tænkt dig at gøre?
Signe så op, men krøllede hurtigt sammen igen, da Karen Margrethe nævnte “plan”.
Der ER ingen plan. Jeg skal på Rigshospitalet i morgen og biopsieres for at få svar på, hvor alvorligt det er. Men jeg kan ikke jeg har ingen til at passe Malthe, og jeg har ikke råd til noget som helst her. Min gamle mormor i Præstø bliver nødløsningen. Hun forsørgede mig engang nu må jeg tage tilbage. Rigshospitalet kan jeg glemme. I Præstø har de en sygeplejeklinik, det må blive der.
Hvad for noget sludder! Du må da blive undersøgt ordentligt! Og Malthe ham tager vi os af! Lad være at tænke på den lede eksmand. Skal du bare give op nu?
Hvad skal jeg ellers gøre? Jeg kan ikke efterlade Malthe hos mormor, hun er for gammel. Og jeg har INGEN at spørge. Jeg har brug for at indlægges et par dage til prøver, og bagefter skal jeg frem og tilbage til hospitalet Det er umuligt.
Hold nu op med det pjat! Du bor jo ikke langt ude på Lars Tyndskids mark. Der findes ordentlige mennesker endnu! Jeg skal nok tage mig af Malthe, mens du er væk bliv undersøgt og lad være at tænke på noget som helst andet imens. Og lejligheden betal bare næste gang, du kan. Vi klarer os jo, det er ikke sidste stykke rugbrød, jeg slider i. Alt det der økonomiske, det finder vi ud af. Og for resten tag dig sammen! Jeg kommer i morgen tidligt, så viser du mig, hvordan systemet i vuggestuen fungerer, og så skal jeg nok sørge for Malthe, mens du får styr på det hele.
Signe glippede med de opsvulmede øjne kunne ikke tro på det, hun hørte. Karen Margrethe var ellers ikke den, man forventede at få omsorg og varme fra. Altid så korrekt og lidt overlegen aldrig havde Signe forestillet sig, hun kunne tilgive manglende husleje, endsige tilbyde alt det her!
Kom nu, du har et langt træk foran dig, og der skal simpelthen en voksen til at græde over det så er det ikke dig eller mig, lød det lidt grovkornet fra Karen Margrethe.
Signe kunne kun læne sig ind mod hende, og Karen Margrethe mærkede straks en klump i halsen. Men nu var der ikke tid til sentimentalitet.
Jeg smutter nu, men saml dine ting jeg er der klokken seks i morgen.
I stedet for fisk, gik Karen Margrethe i Føtex og fyldte kurven med kylling, korn og hakket oksekød ting, hun havde brug for at have i køkkenet, når nu hun skulle passe Malthe under Signes hospitalsindlæggelse.
Malthe havde hun altid holdt af kvikt, glad, og faktisk nem at have med at gøre. Han savnede Signe, men Karen Margrethe savnede hende mindst lige så meget! Hendes lejer-problemer var pludselig blevet personlige. Signe var så ung, så pæn og nu med en så frygtelig diagnose.
Biopsien blev taget, og efter to dage var Signe hjemme igen. Så begyndte ventetiden uudholdeligt lang. Men størst var glæden, da Signe ringede:
Karen Margrethe, jeg har fået svar det er kun første stadie! Måske skal jeg bare opereres én gang, de tror på helbredelse!
Hvad sagde jeg! udbrød Karen Margrethe. Du var jo ved at give op! Godt du fandt ud af, at din idiot-mand ikke var noget at samle på. Og nu… hvornår er der operation? Jeg føler mig ærligt talt lidt som besætter i din lejlighed, så mens du ligger på hospitalet, så tager jeg altså Malthe hjem til mig!
Operatinen er først om en måned. Ventetiden er enorm. Skal jeg måske tage hjem til mormor imens og spare dig for endnu et måneders gratis ophold?
Hold nu op, du bliver bare her. Skal jeg købe flere madvarer også? Det gøres da med glæde!
Ej, Karen Margrethe, det her… det er alt for meget. Hvordan skal jeg nogensinde betale dig tilbage?
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Halvandet år senere…
Der var høj fest på Restaurant Bellevue. Karen Margrethe, i sit lyse jakkesæt, sad på hæderspladsen ved siden af bruden. Mange gæster troede, hun var Signes mor, og hun følte det faktisk også lidt selv.
Signe, smuk og kridhvid med tiara i det vildt krøllede hår og nu også rask! Inde ved siden af hende sad Malthe og smed stolt krummer på dugen. Signe blev gift med sin kirurg ham, hun for et og et halvt år siden syntes var al for ung til at have ansvar for noget som helst. Men hvad skulle hun gøre?
Det havde ikke været let først operation, så opfølgende undersøgelser, lang rehabilitering. Først efter et halvt år, da Signe var tilbage på arbejde, tilbød hun igen at betale husleje hvilket Karen Margrethe nu næsten havde vænnet sig fra at tage imod. Signe var jo blevet familie! Hvordan tager man penge fra sin egen datter… eller næsten datter?
Nu flyttede Signe og Malthe til villa, og Karen Margrethe skulle til at finde nye lejere. Lægen var tydeligvis forelsket og kørte stadig bedre hjem på, at festen var overdådig.
Karen Margrethe skubbede i al ubemærkethed sin tallerken med laks tættere på. Hun elskede fisken, og hvorfor ikke unde sig selv det bedste? Hun tænkte på, hvordan hun for halvandet år siden havde afskrevet al luksus, og i måneder derefter justeret sin økonomi på alt mellem leverpostej og striktrøjer. Men hvad var lidt fisk og kroner sammenlignet med, hvad hun havde fået? Hun havde jo næsten fået en datter og et barnebarn. Sønnen boede langt væk, men nu havde hun både Signe og Malthe, og de ville aldrig glemme hende.
Karen Margrethe var egentlig ikke typen, der lod sig rive med, men måtte tørre øjnene, da Signe rejste sig og klinkede på glasset.
Jeg vil gerne sige noget om et menneske, der har betydet alt for mig, sagde Signe, stemmen lidt hæs. Karen Margrethe, du er blevet som en mor for mig en mor jeg aldrig havde. Tak for at du findes, og for at du tog imod mig og Malthe med åbne arme.
