Dagbogsnoter: Lejligheden blev købt af min søn: svigermorens påstand
Jeg mødte min mand, Esben, på universitetet i Aarhus. Vi var begge 20 år gamle og læste på hver vores studieretning. Allerede fra starten lagde jeg mærke til Esben han udstrålede både styrke og klogskab, men mest af alt var han utrolig venlig. Vi blev hurtigt gode venner, men jeg kunne mærke, at mine følelser for ham var meget dybere end det.
Efter nogle måneder blev vi kærester, og jeg mindes stadig vores studietid med stor varme. Jeg tror ærligt talt, at det var nogle af de lykkeligste år i mit liv.
Et år senere friede Esben til mig og vi blev gift. Vi havde hverken råd til stor bryllupsfest eller dyrt tøj, så vi fejrede med et lille selskab for den nærmeste familie hjemme hos mine forældre over et klassisk dansk frokostbord.
Efter et par år begyndte Esben at arbejde som revisor i København. I starten boede vi på et lille kollegieværelse, men drømmen var selvfølgelig en dag at have vores egen lejlighed. Det virkede meget langt væk, men vi troede begge på, at det nok skulle lykkes om ikke før, så senere.
Da min mormor døde, arvede jeg 750.000 kroner det var vores første mulighed. Esben havde samtidig lagt lidt til side, og med det kunne vi endelig tage et realkreditlån til en toværelses lejlighed, da vi jo drømte om snart at udvide familien.
Vi var gift i ti år, men fik aldrig børn. For et par år siden blev Esben rodet ud i problemer på sit arbejde: firmaet kom i økonomiske vanskeligheder, og den administrerende direktør besluttede, at det var Esbens skyld selv om han bare havde fulgt ordrerne. Esben blev klandret for rod i regnskaberne, og efter en lang og opslidende retssag fik han fire års fængsel fuldstændig uretfærdigt.
Jeg prøvede alt kontaktede advokater, gik i banken, ringede til forskellige instanser men det var som om sagen var tabt på forhånd. Alt papirer talte imod os, selvom Esben i virkeligheden bare gjorde sit arbejde.
Hele situationen var svær, men jeg gjorde alt for at støtte ham. Men efter et år sad jeg selv tilbage med et akut behov for støtte og omsorg…
En dag stod Esbens mor, Karen, pludselig foran døren og sagde, meget koldt, at jeg ikke længere havde noget at gøre i lejligheden. Hun lagde alt skylden på mig for det, der var sket med Esben, og påstod desuden, at Esben alene havde betalt for lejligheden at jeg derfor ikke havde nogen rettigheder.
Jeg blev helt mundlam. Jeg havde aldrig forestillet mig så meget kulde fra hende.
Det viste sig, at Esben før retssagen havde givet sin mor fuldmagt til økonomiske forhold. Hun havde brugt den til at få lavet et kontoudtog, hvoraf det fremgik, at afdragene på lejligheden var betalt fra Esbens konto. Nu hævder hun, at det alene er grund nok for retten til at frakende mig ejerskab og ret til at fortsætte med at bo her.
Jeg føler mig fuldstændig fortabt og ved ikke, hvad jeg skal gøre.
