Lejligheden blev købt af min søn: svigermor udtaler sig
Jeg mødte min mand på universitetet. Vi var begge 20 år gamle og stadig grønne bag ørerne som studerende. Jeg lagde straks mærke til ham min fremtidige mand fordi han altid udstrålede både styrke, skarphed og, ikke mindst, en herlig venlighed. Vi var venner til at begynde med, men hurtigt blev det tydeligt for mig, at jeg havde fået markant mere end bare venskabelige følelser for ham.
Efter nogle måneder blev vi kærester. Jeg husker stadig den tid med varme, og jeg er stadig overbevist om, at studietiden var de bedste år i mit liv.
Et år efter friede Mads, og vi blev gift. Penge var ikke noget, vi ligefrem svømmede i, så brylluppet blev en helt igennem charmerende lille familiefest med kagemand og hele molevitten.
I vores andet år sammen var Mads allerede begyndt at arbejde. Vi boede først på kollegium, og bare det at have vores egen lejlighed virkede nærmest som en skør idé, men vi var sikre på, at det nok skulle lykkes på et tidspunkt. Og sådan blev det faktisk. Da min mormor døde, arvede jeg 100.000 kroner, og Mads havde også formået at spare lidt op. Det var præcis nok til, at vi kunne tage et realkreditlån til en toværelses lejlighed vi havde jo tænkt os at udvide familien på et tidspunkt.
Vi var gift i ti år, men børn blev det aldrig til. For nogle år siden løb Mads ind i vanskeligheder på arbejdet: Firmaet, han var cheføkonom i, kom i problemer, og pludselig blev han gjort ansvarlig for både rod i regnskaberne og kæmpe gæld. Efter en uheldig retssag blev Mads ganske uretfærdigt dømt til fire års fængsel.
Jeg ville gøre alt for ham
Vi kæmpede længe og fandt advokater, men lige meget hjalp det papirerne var bare skruet sådan sammen, at det så ud som om det hele var Mads skyld, selvom han bare fulgte chefens anvisninger.
Det var benhårdt, men jeg gjorde hvad jeg kunne for at støtte min mand men efter et år gik det op for mig, at det nok var mig selv, der havde mest brug for hjælp…
Så trådte min svigermor ind ad døren, og med sin foretrukne dramatiske stil sagde hun direkte, at jeg ikke længere hørte hjemme her. Hun lagde hele skylden for Mads situation på mig, og insisterede endda på, at han havde købt lejligheden for egne penge, så jeg havde ikke krav på så meget som en sølle dansk krone. Jeg blev fuldstændig mundlam, for jeg havde ærligt talt aldrig regnet med sådan en kold omgang fra min svigermors side.
Det viste sig, at før hele retscirkusset havde Mads givet sin mor en fuldmagt, og med den havde hun tryllet et kontoudtog frem, der kunne bevise, at alle afdrag på lånet kom fra Mads konto. Ifølge hende var de papirer bevis nok for, at jeg ikke var involveret overhovedet i boligkøbet.
Nu står jeg her, komplet forvirret og ærligt talt lidt småfornærmet og aner hverken ud eller ind.
