BRUD PÅ LÅN
Brylluppet er aflyst! sagde Frederikke pludselig, da vi sad og spiste aftensmad.
Min mor var lige ved at få maden galt i halsen, så overrasket blev hun over nyheden.
Frederikke! Er du blevet helt skør? Kjolen er købt, ringene ligger klar, restauranten er bestilt Din Daniel glæder sig jo til brylluppet som et barn ser frem til juleaften Sødeste, sig nu, at det er en joke, tryglede mor og så nervøst på mig.
Nej, mor, jeg mener det. Nilas og jeg rejser snart til London. Det er alvor, svarede jeg uden at tøve.
London? Men der er alt jo fremmed! Andre mennesker, andre vaner. Du forsvinder bare i mængden! Vær nu fornuftig, skat! Ham Nilas har vendt dit hoved helt rundt er du sikker på han ikke allerede har kone og børn? Manden kunne jo være din far! Daniel elsker dig, og han er næsten som et familiemedlem for os Lyt nu til kærligheden. Du skal stå til ansvar for dine valg, prøvede mor at overtale mig.
Bare rolig, jeg er ikke bange, jeg skal nok klare mig, sagde jeg fast.
Et par uger senere rejste Nilas og jeg til England.
Lige siden jeg var lille, har jeg drømt om at opleve livet i andre lande bare få et glimt. Jeg kunne fransk flydende, engelsk som mit andet sprog, og var lige begyndt på spansk man ved jo aldrig, hvor livet tager en hen. Efter studiet fik jeg job som tolk i et dansk rejsebureau. Og det var præcis dér, jeg mødte Nilas, som var her som gæst. Jeg skulle vise ham rundt til diverse arrangementer. Allerede første dag havde Nilas mig under luppen, følte jeg.
Jeg var let at snakke med, smilende og heller ikke ligefrem kedelig at se på. Og så vigtigst af alt jeg var ung! Jeg var treogtyve, Nilas var seksogfyrre. Først tog jeg nærmest imod hans tilnærmelser for sjov. At han ligefrem ville fri efter kun en uge! Det havde jeg virkelig ikke set komme. Nilas anede ikke, at jeg var forlovet og skulle giftes med Daniel lige om lidt.
Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Man får ikke ofte chancen for at blive gift med en udenlandsk mand! Elsker jeg Nilas? Nej, men tænk på alle de nye eventyr! Hele livet forandrer sig! Jeg ville altid være taknemmelig. Er det ikke nok for en midaldrende mand med en ung kone? Og Daniel han ville komme sig, han var jo stadig ung. Han ville finde lykken igen.
Sådan overbeviste jeg mig selv, mens jeg begyndte at pakke mit liv ned i kufferterne.
Over telefonen fortalte jeg Daniel, at det var slut. Han forstod ingenting, men ønskede mig faktisk held og lykke. Resten af den sommer druknede han dog sin sorg i alt for meget øl.
Da Nilas og jeg landede i London, troede jeg næppe mine egne øjne. Tænk, om drømme virkelig går i opfyldelse? Jeg havde lyst til at kramme hele verden!
Nilas tog mig med hjem til sit kæmpestore hus. Hans familie ventede: to voksne sønner Hjalte og Jens. (Senere kommer jeg faktisk til at gifte mig med Jens, og det bliver det bedste der nogensinde er sket mig.) Lidt efter kom Nilas ekskone, Lene, ud fra sit værelse. Rigtig køn og veldresseret kvinde.
Hun blev rød i hovedet.
Er du gal, Niller?! (for det plejede hun at kalde ham hjemme). Hvem er den der pige? Du kan da ikke tro, hun skal bo her? Lene blev nærmest hysterisk.
Jo, det skal hun. Det er stadig mit hus, og Frederikke bliver snart min kone. Hun skal have det godt her, Lene, sagde Nilas stille, næsten undskyldende.
Jeg følte mig pludselig meget utilpas. Familien var tydeligvis opløst, men de boede alle sammen endnu i den kæmpestore villa. Og Lene styrede alt med hård hånd. Men i mit hjerte var Jens allerede flyttet ind. Han var ikke som Daniel, der bare drak, græd og undskyldte på knæene. Helt andre følelser tog fat stor, ren, evig kærlighed.
Nilas yngste søn, Jens, var fireogtyve, ligesom jeg. Smuk og med sin mors milde blik. Han kiggede meget på mig, pakket ind i længsel og nysgerrighed. Der opstod et usynligt bånd mellem os. Vores hjerter bankede helt vildt.
Efter et par uger sagde Nilas, vi måtte vente lidt med brylluppet, men forklarede aldrig hvorfor. Jeg indvilligede, for jeg havde ikke længere nogen steder at tage hjem til nu.
Jeg fik mit lille, hyggelige værelse (huset var stort nok). Forholdet til Nilas var respektfuldt næsten for venligt, men helt uden varme. Lene ignorerede mig stort set. Jeg var luft for hende.
Tre måneder gik, og jeg lærte Jens bedre og bedre at kende. Det var faktisk ham, der endelig åbnede mine øjne.
Han fortalte, at hans far Nilas stadig elskede sin ekskone Lene, og det var gensidigt. Men efter et slem skænderi blev de skilt. Årene gik, men de fandt aldrig sammen igen. Til sidst ville Nilas gøre Lene jaloux. Så han fandt mig og foregav, at han ville giftes. Lige præcis rollen som lånebrud passede perfekt til mig.
Den dag Lene og Nilas fandt sammen igen, ville de købe en returbillet til Danmark og sende mig hjem.
Jeg kunne egentlig ikke lade være med at grine over min egen naivitet.
Så det var bare det! Jeg er bare brud på lån! Først stak jeg af fra min egen forlovede, og nu render jeg og leger skuespil Jens, hvad gør jeg dog nu?
Jeg kan ikke undvære dig! svarede Jens og tog min hånd.
Det kan jeg heller ikke. Endelig siger du det! Jeg troede aldrig, du ville turde, hviskede jeg lettet.
Hvordan skulle jeg kunne sige sådan noget, når du, formelt set, var min fars forlovede? Jeg vidste intet om deres latterlige plan Hjalte fortalte mig det først. Men da jeg fandt ud af sandheden, blev jeg så lykkelig. For den pige, jeg var forelsket i, var pludselig fri.
Frederikke ville du have giftet dig med min far? spurgte han med alvor i stemmen.
Åh, Jens. Fra det øjeblik, jeg så dig, kunne jeg slet ikke forestille mig noget andet liv! Naturligvis ville jeg have sagt nej, grinede jeg.
Vi krammede hinanden, fuldstændig overvældet.
Nilas og Lene blev tilgivet. Hvem har ikke dummet sig for kærlighedens skyld? Elsker man, må man også tilgive. Og midt i al den rod opdagede jeg det vigtigste jeg havde fundet Jens! Forestil dig! Universet fandt min eneste ene her på den anden side af Nordsøen.
Man jager lykken, men måske ligger den allerede lige for fødderne af en. Jens og jeg blev hurtigt gift. Jens var så lykkelig, at han ville sikre, jeg ikke forsvandt hjem til Danmark. Så vi ventede ikke længe før vores første barn. Først kom en dreng, og to år efter en pige.
Jens forgudede mig. Vi boede i kærlighed. Nilas og Lene blev venner igen, efter lang tid. Tiden læger trods alt mange sår. De passede ofte børnebørnene med stor glæde og kærlighed.
En dag fik jeg et brev fra min mor. Hun lød meget bekymret og spurgte, om jeg ikke ville komme hjem og hilse på.
Jeg tog af sted til Aarhus. Børnene var for små til en så lang rejse, så jeg lod dem blive hjemme hos farmor Lene.
Hos mor mærkede jeg straks, at noget var galt.
Åh, Frederikke, Daniel er død! Han havde en forfærdelig motorcykelulykke, og hans kone omkom også. Nu har deres datter, lille Frederikke, ingen forældre. Hun er kun tre år det er en tragedie!
Du skal vide, Daniel glemte dig aldrig. Da du forlod landet, fandt han hurtigt en anden en pige fra provinsen, ikke noget særligt, men hun var god mod ham. Fik hurtigt en datter, som de kaldte Frederikke efter dig. Klog pige, ved ikke hvem hun tager det fra. Nu er hun alene i verden, enten børnehjem eller pleje. Sidste gang han var forbi, sagde han, han ville give noget særligt til dig så du altid ville huske ham og så gik det så galt.
Han nåede ikke, stakkel sagde mor og tørrede tårerne væk med forklædet.
Jeg tænkte mig om, og så sagde jeg roligt:
Han nåede det, mor. Jens og jeg adopterer Frederikke. Det bliver vores gave fra Daniel.
Jeg ved, Jens vil bakke mig op. Man må tage ansvar for sine valg, mor det ved du.
Og nu må du skynde dig at sætte noget mad på bordet. Jeg er træt og skrupsulten! Har lyst til noget surt æble eller måske en lille syltet agurk. Kommende mødre har jo brug for ekstra mad! sagde jeg med et glimt i øjet.
