**Dagbogsnotat**
Jeg stod i køkkenet og lavede mad til hele familien, men min datters venner åd det hele!
Min datter, Freja, er sjælen i selskabet. Hendes åbne og venlige natur tiltrækker venner som en magnet. I vores hus i Århus er der altid fyldt med hendes kammerater – børn i alle aldre, ikke kun klassekammerater. Jeg er glad for, at hun er så social, men på det sidste er situationen løbet løbsk, og jeg er ved at miste modet.
Det startede, da Freja begyndte at invitere venner hjem. Det er vinter, koldt, og jeg har ikke noget imod, at børn leger et varmt sted. Førhen serverede hun dem te og småkager, satte musik på, og fandt på lege. Jeg blev så rørt over, hvor gæstfri hun var. Men nu inviterer hun fremmede unger, jeg aldrig har set før. Og deres opførsel chokerer mig.
For nylig kom jeg hjem fra arbejde og fandt to fremmede teenagere i køkkenet. De spiste af den gryderet, jeg havde lavet til to dage for hele familien. Der var ikke en skål tilbage! De efterlod beskidte tallerkener i vasken og gik uden at sige farvel. Jeg var rasende. Vi havde ingen aftensmad, og jeg var for træt til at lave noget nyt.
Jeg prøvede at forklare Freja, at hun ikke kan invitere fremmede ind og fodre dem med vores mad. Småkager, slik – fint, men maden i køleskabet er til familien. Freja blev vred, kaldte mig nærig og smadrede døren i på vej til sit værelse. Hun lukkede sig inde og nægtede at tale med mig. Jeg følte mig skyldig, men hvad skulle jeg gøre?
Jeg kogte kartofler, stegte frikadeller og bad alle til bordet. Freja nægtede demonstrativt at spise, som om jeg var hendes fjende. Morgenen efter, før arbejde, sagde jeg: “Der er mad til to dage, jeg er sent hjem, jeg kan ikke lave mere.” Men da jeg kom hjem klokken elleve om aftenen, stod min mand, Thomas, og stegte kartofler i et tomt køkken. Frejas venner havde tømt køleskabet igen. Hun låste sig inde og nægtede at forklare sig.
Jeg er fortvivlet. Hvordan når jeg hende? Hun hører ikke efter, kaster absurde anklager: “Du er nærig, du kan ikke lide mine venner!” Er det bare puberteten? Eller har Thomas og jeg overset noget i opdragelsen? Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Mit hjerte slider: Jeg vil have, at Freja er glad, men jeg kan ikke acceptere denne kaos.
Jeg er ikke gnier, men vores budget er presset. Thomas og jeg arbejder os selv i bund for at forsørge familien. Jeg prøver at lave lækker mad til mine egne, men ender med at fodre fremmede børn. Min mor siger: “Det er på tide at sætte grænser!” Men jeg er imod hårde metoder. Jeg vil løse det fredeligt, men hvordan? Freja vil ikke kommunikere, og jeg føler, jeg mister kontakten med min egen datter.
Hvad ville I gøre? Hvordan forklarer jeg Freja, at hendes handlinger skader familien, uden at såre hende? Hvordan sætter jeg grænser, så hendes venner ikke gør vores hjem til en cafeteria? Har I prøvet noget lignende? Del jeres råd – jeg er ved at knække.
