Mads, jeg fatter dig simpelthen ikke. Er du gået helt fra forstanden? Hvad mener du med jeg skrider?
– Præcis dét jeg siger. Jeg har været sammen med en anden længe! Hun er 16 år yngre end mig! Og jeg har besluttet, at det er hende, jeg vil være sammen med!
– Hun kunne jo nærmest være din datter!
– Overhovedet ikke! Hun er fyldt 20 år.
Mads trådte et skridt tættere på.
– Og desuden. Ellinor har en far med masser af penge. Nu kan jeg endelig få det liv, jeg altid har drømt om! Forstår du? Hun føder mig sikkert også et barn, hvilket du aldrig kunne give mig!
Hvert af hans ord ramte Stine som et slag i maven. Hun havde længe frygtet, det ville ende sådan, da de ingen børn fik sammen.
Men hun havde aldrig forestillet sig, det skulle ske så ydmygende.
De havde været gift i næsten 15 år. Livet bød på op- og nedture som hos alle andre. Men Stine havde altid ment, at gensidig respekt var grundlaget for et ægteskab.
– Stine, kunne du i det mindste knibe en tåre for anstændighedens skyld? Jeg føler mig så akavet.
Stine løftede hagen stolt.
– Hvorfor skulle jeg græde? Jeg er faktisk glad på dine vegne! Måske får én af os nu det liv, vi drømte om.
Mads trak på skuldrene.
– Jeg fatter ikke, hvorfor du altid taler om dine pensler. Det er jo ikke en rigtig hobby! Det er ingenting!
– Nej, det er bare en hobby. Men hvis jeg arbejdede mindre og du tjente mere, kunne jeg måske gå mere op i min passion.
– Åh, kom nu. Hvad skal du ellers bruge livet på? Du kan jo alligevel ikke få børn. Så arbejd bare videre.
Hun vendte sig om mod Mads, som rodede med sin kuffert.
– Mads, din nye flamme. Hun kommer nok ikke til at arbejde. Hvordan vil I så klare jer? Du er jo heller ikke ligefrem arbejdsnarkoman.
– Det rager ikke dig mere! Men jeg er i godt humør, så jeg fortæller det. Vi skal kun klare os på vores egen løn en kort overgang.
Når Ellinor bliver gravid, åbner hendes far for pengekassen! Og indtil da klarer vi os du skal ikke bekymre dig!
Mads lukkede endelig kufferten og forlod lejligheden med et brag. Stine gik en smule sammen. Hun hadede høje lyde. Hun så ud ad vinduet.
Næsten nede på gaden holdt en smart rød bil. En ung kvinde sprang ud og kastede sig i armene på Mads.
Selvfølgelig stod kvarterets damer og kiggede på optrinnet. Han kunne da bare være gået uden at gøre hende til grin.
Af en eller anden grund følte Stine en mærkelig lettelse. Livet med Mads havde længe været en komedie.
Mads var knap nok hjemme længere. Stine forstod det hele, men hun kunne ikke selv tage det sidste skridt og bryde op.
Hun greb sin mobil.
– Rikke, hej! Hvad skal du i aften?
Hendes veninde lød overrasket.
– Hvad? Er du kommet ud af din depression endelig?
– Helt ærligt, der var ikke nogen depression. Måske lidt tristhed. Kan vi ikke tage ud i aften, får en drink, fejrer lidt? Jeg har faktisk noget at fejre.
Rikke blev stille en stund. Så spurgte hun forsigtigt:
– Stine, er du okay? Hvilke piller har du taget i dag mod hovedpine, mod feber? Du har ikke feber, vel?
– Årh, stop nu, Rikke!
– Hvis du mener det, er jeg helt klar. Jeg er træt af at se dig gå rundt som en sur citron! Men
– Hvad så?
– Tror du, Mads giver slip på dig? Hvem skal ellers servere mad for ham på sofaen og tørre hans næse?
– Rikke, klokken syv i “Diamanten”!
Stine lagde på. Engang skulle hun slå Rikke ihjel. Og det skulle blive snart.
Stine smilede for sig selv. Hun havde haft lyst til det, lige siden de blev veninder.
Men det havde aldrig ødelagt deres venskab. Hun greb sin taske og smuttede ud døren. Det var jo allerede eftermiddag, og hun havde masser at gøre.
Rikke kiggede utålmodigt på uret. Stine plejede aldrig at komme for sent, men nu var hun allerede fem minutter bagud.
Så kom Stine ind på restauranten, og munden hang åben på Rikke samt på flere andre gæster.
Stine havde altid haft langt hår, sat op i en knold. Nu havde hun fået en smart, kort frisure, næsten lys.
Hun plejede kun at bruge lidt mascara og creme. Men i dag var makeuppen elegant og stilsikker.
Stine plejede at gå i bukser, men havde nu en løstsiddende kjole, der antydede mere om hendes figur end nogen stramme jeans.
– Stine sikke en forvandling!
Stine satte triumferende tasken på stolen og satte sig.
– Kan du lide det?
– Jeg er vild med det! Du ligner en, der er ti år yngre. Men sig ikke, du har smidt Mads ud?
– Det gør jeg heller ikke! Han gik selv!
Et øjeblik så veninderne på hinanden og brød så ud i latter.
En halv time senere kom der drikkevarer fra en mand ved nabobordet. Han så fem år ældre ud end dem.
Rikke blinkede til Stine:
– Se nu, du har allerede admirere!
Stine smilede og vinkede manden over. Rikke gjorde store øjne.
– Jeg kan altså godt lide dig i dag!
De blev hængende længe. Manden hed Henrik både morsom, skarp, nede på jorden og temmelig charmerende.
Da han satte Rikke i en taxi, tilbød han at følge Stine hjem.
– Jeg går gerne resten af byen for dig! Jeg har bil, men vil aldrig køre i den stand.
– Det behøver du slet ikke. Jeg bor kun to kryds herfra.
Solens første stråler ramte dem, da de nåede Stines lejlighed. De havde spankuleret gennem byen og talt om alt mellem himmel og jord.
– Stine, jeg har faktisk ikke spurgt var det din fødselsdag, I fejrede?
– Nej eller måske Igår droppede min mand mig.
Stine smilede sit måske smukkeste smil. Henrik så overrasket ud.
– Tja, Stine du forstår virkelig at overraske.
Tre uger senere sad Stine og Rikke på café.
– Hvordan går det med Henrik? spurgte Rikke.
Stine smilede.
– Rikke, jeg har aldrig været så lykkelig før. Jeg skjuler intet for ham, og han klarer let mine bekymringer.
– Men, der er noget, der trykker dig?
– Det er bare…Mads kan ikke lade mig være i fred. Han har sendt mig en invitation til sit bryllup.
– Hold da op Hvorfor mon?
– Tror han vil se mig knust og ulykkelig eller vise mig frem for den nye.
– Din eksmand er en idiot Tag da bare Henrik med. Kør derhen, ønsk dem tillykke og smid det lige i hovedet på ham!
Mads så på Ellinor.
– Du er så smuk
– Jeg ved det godt. Tror du, far dukker op i dag?
– Hvordan skulle han kunne lade være, du er jo hans datter
– “Hans datter” Et helt år uden en krone fra ham, han prøver bare at få mig til at arbejde. Fedt far, hva’.
Mads tog hende i favn.
– Bare rolig, han kommer. Hans pige skal jo giftes!
Brylluppet var betalt på kredit. Både Mads og Ellinor var sikre på, at faderen ville overøse dem med penge, når han så sin datter blive gift.
– Mads?
– Ja, hvad med din ekskone? Kommer hun?
– Gæt engang! Hun ringede i går.
– Det må du lave sjov med!
– Nej, jeg tror hun kommer og beder mig tage hende tilbage.
– Sandsynligvis jeg elsker den slags scener!
Da Stine forklarede Henrik, hvad hun ville have ham med til, løftede han øjenbrynene.
– Hvad tid er brylluppet?
– Klokken to. Har du travlt?
– Hvad hedder din eksmand?
– Mads.
– Tænk, verden er lille. Selvfølgelig vil jeg tage med.
Han fortalte hende alt på vej, og Stine var så forbløffet, at hun ikke engang forsøgte at ændre noget.
De gik op ad stien mod brudeparrets bord. Stine holdt Henrik under armen og smilede stolt.
Mads og Ellinor så lidt utrygge ud, nærmest utilpasse.
Ellinor hviskede: Far?
Mens Mads kun kunne stamme: Stine?
Han genkendte hende slet ikke – han havde aldrig forestillet sig, hun kunne se sådan ud.
Henrik rakte blomster og en kuvert til Ellinor og sagde:
– Det er godt, du er blevet gift og har lært at stå på egne ben. For Stine og jeg har planer om at rejse jorden rundt.
Så vendte han sig til Mads:
– Du forstår nok, at din kommende svigermor også kan trænge til ferie. Så jeg overlader trygt min datter til dig. Undskyld, men vi må videre.
De gik ud. Stine havde lyst til at le, men vidste ikke, om Henrik nu kunne forstå det. Men pludselig vendte han sig om.
– Du ved godt, du skal gifte dig med mig nu, ikke?
Stine tænkte over det. Så sagde hun alvorligt:
– Tja, hvis det skal være, så skal det være
Arm i arm gik de mod bilen, mens Henrik allerede bookede billetter til et sted med sol og hav.
Livet lærer os, at selv når vi tror alt falder sammen, venter nye muligheder og lykke, hvis vi tør tage imod dem.
