Landsbyen var lille, nærmest en lille boplads. Den lå på en bakketop, omgivet af mos og tyttebær. Fire gårde med grå tage gemt under mægtige egetræer dannede landsbyen Egely, opkaldt efter netop disse træer. Der boede kun elleve sjæle i Egely. Livet her gik med husdyrhold, jagt og fiskeri.
Rasmus Andersen var den mest velhavende i landsbyen. Han var nærig og flittig, en mand omkring de tres, men stadig stærk og senet. Den efterår havde han samlet omkring 150 kilo tyttebær, selvfølgelig ikke alene, men sammen med sin søn Peter.
Peter, den yngste søn, var atten år gammel. De to ældre sønner boede i København og havde ikke besøgt hjemmet i tre år. Peter var endnu ikke draget mod storbyen, selvom landlivet ikke rigtig passede ham. En morgen, efter han vendte hjem, sagde Peter til sin far: “Send bud efter bejlere til Marie i Søby.”
Præcist til hvem?” spurgte Rasmus skeptisk. “Til Dem Hansens datter, Marie.” Med sin fars temperamentsfulde natur i sinde tilføjede Peter: “Hvis du ikke gør det, stikker jeg af med hende til byen.” Der var ingen glæde for Rasmus ved tanken om sin yngste søn. Han var ikke som faderen: let, overfladisk, ingen god vært. Men han var jo den sidste. Hvis han tog til byen, ville Rasmus stå alene med gården. Hans kone, Inger, var blevet skrøbelig, angrebet af en eller anden sygdom. Hans Hansen, Maries far, var både dranker og doven, men pigen selv var en skønhed. Rasmus havde set hende om sommeren på engen. Høj og statelig med gyldent hår ned til taljen. Hendes store grå øjne havde dybde. Og hvad hun så i Peter… ja, sådan en pige kunne pryde ethvert hjem, og Inger havde brug for hjælp. Kort tid efter blev brylluppet holdt på Høstgilde.
En måned senere kom én fra kommunen til Egely og indkaldte Peter til militæret. Ved afskeden græd Marie som var Peter død. Efter Peters afgang blev Maries liv i Egely ulideligt. Svigerfaren begyndte at være nærgående. Først som en joke, så knibede han hende i siden, når hun malkede køerne. En dag stak han en hånd op under hendes kjole, mens hun vaskede gulvet. Hun kunne ikke sige noget, det var pinligt under svigermorens blik bag forhænget. En dag, da hun samlede hø på loftet, sneg Rasmus sig ind på hende, væltede hende i høet og begyndte at kysse hende, hans hvidløgs- og snapsedunst var overvældende. Hans store, strittende skæg dækkede hendes ansigt, hun kunne ikke råbe op. Marie mindes ikke hvordan, men hun slap fri, greb en høtyv og truede sin svigerfar: “Jeg stikker dig! Du gamle gris! Gud tilgiv mig!” Fra da af holdt Rasmus sig i skindet, men blev stadig efter hende hele tiden: alt hvad hun gjorde, var forkert.
Marie græd og sørgede. Hun gik til sin mor i Søby og klagede sin nød. “Bær over med det,” sagde moderen, “Peter kommer snart tilbage, og alt bliver godt.” På vej tilbage til Egely stoppede Marie ved købmanden og købte krydderier. Med stor modvilje gik hun tilbage mod Egely. Tredje måned var ved at gå uden Peter. Hun kunne virkelig godt lide den glade, næsvise fyr, selvom der var mere iøjnefaldende karle i landsbyen. De var dog oftest grove og uhøflige, mens Peter var blid og venlig. Men nu var svigerfaren efter hende i stedet. “Det sker ikke! Jeg skal få den gamle sensor væk, men hvordan?”
Fortabt i sine tanker ankom Marie til Egely. Svigerfaren klagede over, hun havde været væk længe og købt det forkerte ind. Efter mælken gik hun ind i sit værelse og låste døren. Næste dag blev der gjort klar til bad i saunaen. Saunaen lå lidt fra huset ved en lille dam. Marie trak vand og tændte op i ovnen. Da hun gik rundt i husholdningen, tog hun en håndfuld peber i forklommen og tilføjede lidt sennep. Senere, da hun gik for at rydde op i saunaen, gned hun peber og sennep på bænkene og hældte blandingen i vandet med en skål. Den stærke duft fik hendes næse til at løbe, hun nyste og skyndte sig ud.
Da svigerfaren kom med sit tøj under armen råbte han: “Hvorfor lader du saunaen køle af, kælling?” Marie bøjede hovedet og lod ham passere og skyndte sig ind i huset. Hendes hjerte slog blev tungt. “Hvad vil der ske?” Hun var både bange og stolt af at tage mod til sig. Rasmus gik ind i saunaen, spekulerede over, hvad der foregik. Måske var saunaen ikke ordentligt ventileret? Han skubbede til gløderne og lagde sig på bænken, men snart gik varmen over til brænding. Han rejste sig, forstod ikke hvorfor, rakte hånden frem og straks mærkede han sviende smerte – som at blive stukket af en bi foran og slået med brændenælder bag.
Brølende af smerte sprang Rasmus nøgen ud i sneen. Brændingen aftog, men kulden tvang ham tilbage i saunaen. I huset rullede Marie rundt på gulvet af indestængt latter. Inger, hendes svigermor, var kommet frem fra sit hjørne og så undrende til. Hun havde længe vidst Rasmus var efter Marie, men kunne intet gøre. Marie fortalte, hvad der skete, og Inger smilte: “Det fortjente han, den gamle hund.” Senere samme år fik Marie et brev fra Peter og rejste til ham.
Selvom bedstemor Grethe kaldte hende Marie i sin fortælling, tror jeg snarere, hun talte om sig selv. Selvom hun var over firs, glimtede der stadig djævelske gnister bag de gamle øjne.
