I de små byer, hvor alle kender hinanden, fortalte en mor løgne om sin datter, for skammen var for stor. I den lille bundt, der var lavet til hendes begravelse, lå der breve… fra datteren. Helle tog dem og lagde dem under den afdødes hovedpude. Måtte hun tage dem med sig i graven, og… sin frygtelige skam.
Fra virkeligheden. Den frygtelige skam.
Ellen havde altid troet på drømme. Det var sådan, det var blevet. Nogle gange, når pigerne i landsbyen fortalte om en drøm, kunne Ellen finde ud af, hvad den betød. Hun tog sjældent fejl. Og sine egne drømme fortolkede hun altid selv. Og så kunne hun flyve i drømmene! Nogle gange løftede hun sig op over husene og fløj! Det var sådan en fantastisk følelse. En drøm kom tilbage igen og igen. Hvide heste med grå pletter, spændt for en slæde, og i slæden sad hun og Aksel sammen og holdt i tøjlerne. Hestene løb så hurtigt, at de lettede op i himlen! De kunne knap trække vejret! De slap tøjlerne og krøb sammen i slæden… mens de fløj… Denne drøm havde hun mange gange, mens Aksel stadig levede. Da han døde, fløj hun stadig på hestene, men han stod bare ved siden af, uden at holde i tøjlerne… Han smilede… Hun elskede disse nattelige “flyveture,” selvom hun vidste, at heste i drømme kunne betyde sygdom… eller måske død… Nogle gange fløj hun om natten, og om morgenen var det enten for højt blodtryk eller hjertebanken…
Den nat stod de igen sammen i slæden. Men ingen styrede længere “flyveturen.” Der var slet ingen tøjler. Hestene steg højere og højere, helt op til skyerne. På en sky sad en lille engel med vinger og smilede til dem. “Lille Lise! Min lille Lise!” råbte Ellen så højt i søvne, at hun vågnede af det selv…
“Det er tid… Det er tid… til at gøre mig klar,” hviskede hun stille til sig selv. Uden sorg, uden fortvivlelse…
Hun elskede orden, så hun vaskede gulvet og bankede de hjemmegjorde tæpper. Hun tog den lille bundt frem den hun havde gemt “til døden” og lagde alt ud, selv små sedler om, hvor tingene skulle være. For uden hende ville ingen vide det. Fremmede mennesker ville rode gennem hendes ting… Men Helle ville nok komme, hvem ellers? Hun var den eneste, der besøgte hende nu, både veninde og næsten som en søster. Der var ikke mange af hendes veninder tilbage i denne verden, og ingen kunne nå hende, for benene gjorde ondt. Men Helle var stærk. Hun ville nå det…
Ellen tog en notesbog og en kuglepen og satte sig for at skrive et brev.
“Tilgiv mig, Helle. Du er den eneste, der betyder noget for mig nu. Vi har levet som søstre… Læg ikke min skam for dagen, jeg beder dig, min frygtelige skam. For mig vil det ikke gøre ondt længere, når folk taler, men alligevel beder jeg dig… I årevis har jeg løjet for alle, også for dig, min søster, om at jeg havde en omsorgsfuld datter, som ikke kunne besøge mig, fordi hun var syg… Men sandheden er, at jeg ikke ved, hvor hun er. Jeg tror, hun er i live, men hun forlod mig for længe siden. Og for ikke at skamme mig, løj jeg for alle, også for dig… Vent ikke på min datter, led ikke efter hende… Begrav mig ved siden af Aksel, hvor jeg har reserveret pladsen. Huset og alt, hvad der er i det, efterlader jeg til dig. Måske kan dine børn bruge noget af det. Jeg formåede ikke at opdrage min datter… Jeg bærer en frygtelig skam over det. Må den følge mig i graven… Jeg beder dig, søster…”
Ellen fyldte ovnen godt op, lukkede skorstenen og lagde sig til at sove…
Helle havde allerede om aftenen bemærket, at der ikke var lys hos hendes veninde, men hvem kunne have forestillet sig det?
“Har den afdøde efterladt nogen besked?” spurgte politimanden, der var kommet for at registrere den ensomme kvindes død.
“Nej, der var ingenting… Ingenting… Hun led af ensomhed, det var alt…” sagde Helle, mens hun knugede den sammenkrøllede afskedsbrev i lommen.
* * *
Hendes lille Lise var vokset op som en smuk og klog pige. Den eneste, den elskede. Aksel, en gift landmand, forelskede sig i en simpel arbejderkvinde. Efter tidens love kunne han være blevet fyret fra sit job og smidt ud af partiet, men på en eller anden måde slap han kun med en advarsel… og så blev det glemt. Hans kone kunne ikke få børn, men nu fødte en markarbejder en barn uden for ægteskab med landmanden! Folk sagde, at selv landsbyens borgmester havde “en finger med i spillet,” så han hjalp hurtigt med skilsmissen og ægteskabet med Ellen. “Vi skal ikke have nogen ‘faderløse’ børn her,” hamrede han i bordet. Hans ekskone flyttede til byen og fandt sig en bymand, mens de levede lykkeligt sammen og opdragede deres datter, men… ikke længe.
Lignende heste, som dem i drømmene, men rigtige denne gang, bragte ulykken. Aksel kørte sent om aftenen hjem fra marken på sin cykel. I mørket blev han ramt af en flok løse heste, der trådte ham ned. Manden, der skulle have holdt styr på dem, var fuld og så ham ikke. Hvis bare nogen havde fundet ham i tide! Ellen ventede hele natten, uden at lukke øjnene. De fandt ham om morgenen… allerede død. Men han kunne have været reddet, hvis nogen havde set ham. Sådan var skæbnen måske…
Der var andre mænd, der interesserede sig for Ellen… Men hun gav dem ikke en chance. Hun levede kun for sin datter. Og datteren var alt for hende. Hun var dygtig i skolen. Hun optrådte ikke kun i lokale teaterforestillinger, men i hele regionen. For hun kunne både synge og danse! Alle sagde, hun var talentfuld! Og så var hun heldig! Hun kom ind på Kunsthøjskolen i København på første forsøg!
Ellen var så stolt af sin datter. Hun gjorde alt for at besøge hende, bringe mad og se hende. Det første år kom Lise gerne hjem ved den mindste lejlighed. Men med tiden blev hun mere og mere fjern. Hun begyndte endda at være uhøflig over for sin mor. Hun blev irritabel. Intet var godt nok. Engang, da Ellen kom på besøg, var datteren ikke på kollegiet. Folk sagde, hun havde fundet sig en udenlandsk kæreste. Hun blev smidt ud af skolen ikke længe efter. Tidligere klassekammerater sagde, at udlændingen havde fået Lise til at tage stoffer. Dengang kendte man ikke til den slags i landsbyerne. Sikke en skam
