Længe tav jeg og fandt mig i min mor. Men én hændelse vendte op og ned på alt

Da jeg var sytten år gammel, forlod min far os. Min mor sled hårdt, hun havde to jobs, men lønnen rakte aldrig langt. Vi sparede på alt, hvad vi kunne. Hos os blev der kun serveret frugt og søde sager til jul. Jeg turde aldrig bede min mor om noget. Jeg forsøgte i stedet selv at tjene til mit eget. Jeg havde en lillesøster, og sammen med mor gjorde vi alt for, at hun ikke skulle føle sig mindre værd end andre børn.
Men min fars død blev ikke enden på vores bekymringer. Min mor blev ramt af en blodprop og kom på hospitalet. Siden den dag kunne hun ikke længere gå. Hun fik førtidspension, men det var ikke tilstrækkeligt til os alle. Jeg holdt fast i håbet om, at tingene nok en dag ville blive bedre, selvom det sjældent føltes sådan.
Jeg måtte forlade mine studier, for nu var jeg familiens eneste forsørger. Det var tungt at passe både en syg mor og min søster. Selv om mange tilbød deres hjælp, sagde jeg altid nej tak. Før sit slagtilfælde var min mor en hjertelig og åbenhjertig kvinde, men sygdommen ændrede hende.
Først hørte jeg kun hendes klager over livet, over min søster, over mig. Så var det maden, der ikke smagte godt nok, eller huset, der aldrig var rent nok, eller at vi brugte for mange penge på os selv. Jeg prøvede at se igennem det, at hun var syg; jeg forstod hende godt nok. Men det gjorde ondt at mærke, at hun aldrig viste glæde over alt det, jeg gjorde for hende. Venner sagde flere gange, at jeg burde ansætte en plejer til moren og finde mig et bedre job. Det var der ikke noget galt i, men hvordan kunne jeg lade en fremmed tage sig af min egen mor, når hun havde to døtre?
Mor blev kun mere utilfreds med alt. Hun kunne hidse sig op over, at vi købte noget så simpelt som et stykke rugbrød, selvom vi talte og regnede hver en krone.
Længe bed jeg det i mig og sagde ikke noget. Men så var der en hændelse, der ændrede mit syn på hende for altid. Jeg blev voldsomt syg: bankende hovedpine, høj feber, hoste jeg kunne ikke sove en eneste nat. Om morgenen besluttede jeg mig for at gå til lægen. Min søster så, hvordan jeg havde det, pakkede sin skoletaske, omfavnede mig og bad mig om ikke at vente med at opsøge hjælp. Vores mor, som altid, sagde blot, jeg ikke behøvede nogen behandling: “Du er ung, din krop klarer det selv, jeg har det jo meget værre. Pengene bør bruges på mig, du skal ikke bruge alt på læger og undersøgelser, bare fordi du har lidt influenza.” Hun kom også med den sædvanlige anklage: at jeg ikke tog mig af hende, at jeg helst så hende dø.
Jeg lyttede, mens tårerne trillede ned ad kinderne. Dér sad jeg, totalt udmattet jeg havde opgivet mine egne drømme og mit studie for hendes skyld, knoklede dag og nat, mens jeg hele tiden tænkte: måske bliver hun glad, hvis jeg bare gør alt rigtigt. Den morgen tabte jeg besindelsen og sagde alt det til hende, jeg havde båret på længe.
Hos lægen viste det sig, jeg havde lungebetændelse. Lægen sagde, jeg burde indlægges, men det kunne jeg simpelthen ikke. Hvem skulle så tage sig af min søster og mor? Jeg købte de nødvendige piller og cyklede hjem til min veninde.
Lise åbnede døren og skældte mig ud, fordi jeg gik rundt udenfor, når jeg burde ligge under dynen. Vi talte længe sammen, og jeg fortalte hende sandheden om mor. Jeg bad hende hjælpe mig med at finde en hjemmeplejer til mor, og jeg havde også brug for et sted at bo jeg kunne ikke mere.
Lise tilbød straks, at jeg kunne flytte ind hos hende, indtil jeg fik fundet mig noget andet. Jeg skulle bare hente mine ting hjemmefra. Da jeg kom hjem, gik døren næsten op af sig selv, for min mor råbte så højt, at det rungede. Ikke et ord om, hvordan jeg havde det; hun var kun optaget af pengene. Jeg lavede mad til hende, gik ind på mit værelse og besluttede, at nu skulle det være slut.
Lise sørgede hurtigt for alt: Hun fandt en pålidelig plejer, og jeg fik tag over hovedet. Jeg fik også skiftet job. Jeg besøger ikke mor længere, nogen siger måske det er hårdt, men jeg har gjort mere, end nogen burde forlange. Tak har jeg aldrig fået. Var det hele så det værd? Livet er stadig foran mig, det kan ingen tage fra mig.
Hver måned betaler jeg det nødvendige til mors pleje, og faktisk giver jeg mere, end hun mangler. Hanne, der nu ser efter hende, siger, at mor oftere og oftere glemmer, hvem vi er. Hun husker end ikke længere vores fødselsdage, selvom min søster og jeg stadig mindes hendes. Men det gør ikke ondt længere. Jeg har fået nyt arbejde, og inden længe flytter min søster og jeg i en lille lejlighed sammen. Min søster støtter mig altid og siger: “Man skal tage sig af sine forældre, men aldrig hvis de er ved at ødelægge én langsomt.”