“Lad være med at stirre sådan på mig! Jeg har ikke brug for det barn. Tag det!” en fremmed kvinde smed bare en barnevogn i mine arme. Jeg forstod ikke, hvad der foregik.
Min mand og jeg havde altid levet i harmoni. Vi skændtes næsten aldrig. Jeg gjorde mit bedste for at være en god hustru og husmor. Vi giftede os, mens vi stadig studerede. Senere blev jeg gravid, og vi fik tvillinger. Da børnene blev større, startede vi en lille virksomhed. Jeg hjalp kun til lejlighedsvist, for jeg skulle passe børnene og huset. Især elskede jeg at lave mad. Min mand så altid frem til weekenden, hvor jeg forkælede ham med noget lækkert. Hver gang prøvede jeg at finde på nye retter, og min mand var min smagsprøve. Børnene var altid nysgerrige efter at se, hvad mor havde lavet denne gang. Med alle de bekymringer børn, hjem, arbejde lagde jeg aldrig mærke til, hvad min mand foretog sig. Det faldt mig aldrig ind, at han kunne være mig utro.
Det sidste år havde været svært for os. Virksomheden kæmpede, og vi sparede, hvor vi kunne. Min mand måtte rejse rundt i landet for at skaffe nye aftaler. Børnene startede i første klasse, så jeg var hjemme med dem.
En dag, da vi kørte hjem fra arbejde, blev vi overrasket af en smuk kvinde. Vi steg ud af bilen, og pludselig stod hun foran mig og skubbede en barnevogn i mine hænder.
“Lad være med at glo! Jeg har ikke brug for det barn, hvis han ikke vil være med mig. Tag det!” råbte hun og pegede på min mand.
Jeg stod helt forvirret.
“Du lovede, at du ville forlade hende og være med mig! Hvis ikke, så vil jeg ikke have barnet!” Hun spyttede ved mine fødder, vendte sig på hælen og gik.
Chokket sad i mig i flere minutter, indtil det gik op for mig, at jeg holdt en barnevogn. Jeg spurgte ikke min mand om noget hans blik fortalte mig alt. Han så ud, som om han ønskede at synke i jorden. Stille gik vi ind i lejligheden. I barnevognen lå en dreng, højst to uger gammel.
“Du henter pigerne fra skolen og køber alt, jeg skriver ned til barnet.” Min mand nikkede bare.
Der er gået atten år siden da. Mange af mine venner fordømte mig de forstod ikke, hvorfor jeg opdragede et barn, der ikke var mit, når jeg allerede havde to døtre.
Jeg spurgte aldrig min mand om den kvinde. Jeg opdrog drengen som min egen søn. Pigerne var lykkelige for at få en lillebror. Vi fortalte ham sandheden, og da han blev ældre, forklarede vi situationen. Til min overraskelse tog han det roligt og spurgte ikke engang om sin rigtige mor.
Jeg var lykkelig. Jeg havde tre vidunderlige børn, der elskede os. Forholdet til min mand var blevet anstrengt, men han gjorde sit bedste for at rette op på det.
På drengens attenårs fødselsdag ville vi fejre med familien. Mine døtre skulle komme de er gift nu og bor selv. Lige da vi skulle til at spise, ringede det på døren. Vi ventede ikke flere gæster, så jeg blev bekymret. Hele dagen havde jeg haft en underlig fornemmelse, og jeg havde ret. Da jeg gik ud i gangen, stod en mager kvinde, der mindede om den, der havde givet mig sin søn.
“Jeg vil tale med min søn!” sagde hun.
“Der er ingen søn til dig her!” svarede min søn og jeg i kor.
Han lukkede døren for hende og inviterede alle tilbage til bordet. Mine øjne var fulde af tårer. Jeg var så lykkelig over at have en sådan søn selvom han ikke var min egen.
Livets største gave er ikke blod, men kærlighed.
