Vi skal leve for hinanden
Efter Egons mors død begyndte livet så småt at falde på plads igen. Hans mor havde været indlagt på hospitalet til sidst, men inden da lå hun hjemme, og Egon og hans kone Vera passede hende på skift. Deres huse lå lige ved siden af hinanden, og selvom han flere gange tilbød hende at flytte ind hos dem, ville hun bestemt ikke høre tale om det.
Dreng, din far døde her, og det gør jeg også. Sådan skal det være hun græd, og Egon kunne jo ikke nænne at insistere.
Det havde unægtelig været nemmere for dem, hvis hans mor havde boet hos dem, men på den anden side deres datter, Astrid, var kun tretten, og det føltes ikke rigtigt, at hun skulle opleve sin farmor visne væk dag for dag. Egon arbejdede i skiftehold, og Vera var lærer for de mindste i folkeskolen. Alligevel var nogen altid ved svigermors side, de overnattede endda på skift i hendes hus.
Mor, dør farmor snart? spurgte Astrid, Det er synd for hende, hun er så sød.
Jeg ved det ikke, skat, men det kommer til os alle før eller siden. Sådan er livet.
Farmors helbred blev dårligere, og hun blev kørt på sygehuset. Egon havde en lillesøster, Rikke, tre år yngre end ham, med sønnen Anton, som farmor og Vera ofte havde taget sig af for Rikke var nærmest altid på forretningsrejse, som hun sagde. For længst skilt, og nogen plejer forældrene måtte hun end ikke overveje hun vidste jo udmærket, bror og svigerinde sørgede for det. Karakterfast, hård, storhittende på konflikter Rikke var sin brors diametrale modsætning.
Tre dage senere døde Egons og Rikkes mor på hospitalet. Efter begravelsen blev det besluttet at sælge huset det krævede pasning, ellers ville det hurtigt forfalde. Egons mor havde længe forinden sat huset i hans navn hun og datteren havde ikke haft det bedste forhold, hvilket Rikke også vidste, og derfor holdt de sig fra hinanden.
Men efter salget kørte Vera på med sine argumenter:
Når pengene lander, deler du dem bare i to lige dele med Rikke!
Vera, Rikke har da allerede sin egen ejerlejlighed eksmanden gik derfra uden noget, hun spenderer alligevel alt væk.
Det kan godt være, Egon, men så har vores samvittighed det rent, og så slipper vi også for at få offentlig skandale med i prisen.
Reluctant, men dog pligtskyldig, gav Egon halvdelen til søsteren. Hun kvitterede, højlydt skuffet:
Er det alt? Og hvad med resten?
Tiden gik. Astrid fyldte femten, og så ramte uheldet igen; Vera blev alvorligt syg. Hun havde småklaget over træthed, men havde slået det hen. At undervise børn dagen lang sætter jo sine spor, sagde hun. En dag besvimede hun midt i gården. På hospitalet fik hun konstateret den værste sygdom terminal. For sent.
Kan man ikke gøre noget? spurgte Egon lægen, desperat.
Vi gør, hvad vi kan, men hun kom alt for sent. Har De virkelig ikke lagt mærke til, hun havde det dårligt?
Selvfølgelig så jeg det, men Vera Hun lever altid for andre og aldrig for sig selv han trak på skuldrene.
Egon fik hende hjem. Hun kunne ikke længere stå op, og både han og Astrid plejede hende. Sygdommen udviklede sig hurtigt. Egon lærte at give injektioner, tog fri fra arbejde for at være hos hende. Da ferien slap op, var det Astrid, der tog over, passede hende efter skoletid, indimellem var det den gamle rutine om natten med et barn, bag bogen.
En dag kom Rikke forbi.
Egon, min vaskemaskine er stået af, kan du ikke lige kigge på den? Jeg ved, du er ferm til sådan noget.
Jo, jeg kigger på det, lovede han og ordnede maskinen efter fyraften næste dag.
Da han gik, bad han hende:
Rikke, kan du ikke indimellem kigge forbi? Astrid er kun femten, og det er altså alt for hårdt for hende, mens jeg arbejder. Selv voksne må give op, og hun er bare et barn. Vera er heller ikke fremmed for dig hun har jo nærmest opdraget Anton, og det var hende, der sikrede dig lejligheden, da din mand ville splitte den.
Ej nu må du stoppe det er årtier siden! Anton er sytten nu jeg blev jo gift før dig. Din Vera hjalp mig, fordi jeg var bortrejst i tid og utide. Jeg gav hende et guldring dengang.
Ja, og den gav Vera dig tilbage igen, og du tog glad imod.
Hvis hun ikke ville have den, ja så beholdte jeg den jo. I øvrigt er der forskel på at passe et raskt barn og sidde ved en døendes seng. Glem det, jeg gider ikke, svarede hun skarpt, og takkede ikke engang for reperationen.
Egon var ikke bare såret han sagde:
Kom aldrig mere til mig. Du er hjerteløs og kold.
Så var Rikke ud af billedet. Vera blev svagere for hver dag. Den dag Egon kom hjem og Astrid løb ham i møde med tårer i øjnene:
Far, mor har det slemt. Hun spiser ikke, vender sig væk og siger ikke noget. Jeg prøvede at give hende medicin og vand, men…
Vi klarer det, skat. Vi skal nok klare det.
Allerede samme nat døde Vera. Far og datter græd sammen. Bag al smerten var det næsten en lettelse, tænkte Egon nu led Vera ikke mere, og Astrid skulle ikke længere se sin mor have det sådan. Han elskede hende jo, men sygdommen havde drænet dem begge.
Efter begravelsen var der tomhed. Han savnede hendes blik, hendes grin, hendes omsorg, som aldrig slap. Hun manglede og ville aldrig komme tilbage. Astrid var også i sorg, men hun trøstede sin far:
Far, vi gjorde, hvad vi kunne. Mor lider ikke mere, og vi skal lære at leve med det… Vi må bare huske, at vi har hinanden.
Hvor er du næsten blevet voksen, skat, sagde Egon overrasket det her med mor har tvunget dig til at vokse hurtigt op.
Astrid gjorde alt for sin far; han skyndte sig hjem fra arbejde, og Astrid lavede mad og duftede af pandekager, når han trådte ind ad døren. Om aftenen fortalte de hinanden dagens historier.
En dag sagde Astrid:
Far, Rikke dukkede op lige efter jeg kom hjem fra skole.
Hvad skulle hun? spurgte Egon, irriteret luk hende aldrig ind!
Jeg nåede ikke at låse døren hun kom bare med det samme. Hun ville have mors gamle pels og noget tøj, sagde du var enig.
Jeg gav hende ingenting. Hun blev tvær og gik.
Det har jeg heller aldrig lovet hende og næste gang, pas på, lås døren straks. Hun har intet at gøre her.
Så skete det, Egon blev dårlig på arbejde. Pludselig kunne han ikke få luft, smerter i brystet, bleg og ved at besvime. En kollega ringede straks 112, og han røg på hospitalet. Astrid styrtede derhen med det samme, og lægen forsikrede hende:
Bare rolig, ikke græd. Din far er ved bevidsthed, men det er optræk til en blodprop han skal behandles.
Nu hvilede alt på Astrids skuldre: far, hus, skole. Hun løb rundt fra tidlig morgen til sen aften, besøgte sin far hver dag og prøvede endda at forkæle ham lidt. Pludselig kom Rikke forbi med en kage.
Astrid, jeg har bagt en kage til din far jeg vil helst ikke selv aflevere den, for du ved, han tåler mig dårligt. Tag den, sig ikke jeg har bagt den.
Ok, tak tante Rikke, sagde Astrid, og Rikke gik.
Kort efter kom Anton forbi. Han hjalp tit sin kusine, han var jo trods alt familie. Han var netop færdig i gymnasiet og søgte ind på universitetet.
Havde glemt mine nøgler, så jeg gik bare ind til dig, sagde han. Hold da op, har du bagt kage, Astrid?
Nej, det kan jeg ikke. Din mor var her lige før, hun sagde den var til far på hospitalet. Skal jeg ikke skære et stykke til dig, du er jo også lige kommet fra skole, og far får alligevel for meget.
Anton nikkede, hun gav ham te til, og de gik sammen på hospitalet. Udenfor slyngede Anton pludselig sig til gelænderet, blev bleg og faldt om. Godt, de var ved et hospital!
Lægerne konstaterede gift i blodet.
Hvad har han spist, spurgte lægen.
Kagen til min far den havde hans mor lige bragt.
Lad far være! Jeg tager kagen vi skal undersøge noget.
Rikke blev tilkaldt, og da det gik op for hende, hvad der var sket, blegnede hun.
Hun blev hurtigt afhørt hos politiet. Det viste sig, at hun havde forgiftet kagen i håbet om at snigmyrde Egon, sælge hans hus, og lade Astrid tage på universitet og bo på kollegie. Alt var tænkt igennem lige bortset fra at Anton kunne få hapset et stykke.
Da Egon blev udskrevet, tog han sammen med Astrid og Anton ind og besøgte Rikke i varetægtsfængslet.
Tilgiv mig, Egon. Tilgiv mig, Anton, og du også, Astrid Jeg har forstået mit livs dummeste fejl. For Guds skyld, tilgiv mig! græd hun.
Egon trak anmeldelsen tilbage, og lidt efter blev Rikke løsladt. Anton kunne dog ikke tilgive hende han flyttede stort set ind hos Egon og Astrid.
Onkel Egon, jeg vil aldrig tilgive min mor. Jeg hader hende. Hvordan kunne hun?
Anton, forældre vælger man ikke. Din mor gjorde noget frygteligt, men hun angrer. Alle kan fejle. Giv hende en chance hun har det jo elendigt.
Langsomt rettede tingene sig op. Anton startede på universitetet, Astrid blev student og planlagde også at læse videre men det var svært helt at lade far være alene.
Bare rolig, skat, sagde Egon, du skal studere. Vi skal leve for hinanden du kommer hjem i weekender og ferier. Din mor ville have elsket, at du blev lærer…
