Lad os lade hende her, lad hende dø! sagde de, da de smed den gamle dame ned i sneen. De onde mænd anede ikke, at boomerangen snart ville vende tilbage.
Mette Kristensen gik mod sin opgang. De ældre damer på bænken diskuterede den nye bil, der var parkeret for nylig.
Hvem ejer den? spurgte Mette.
Det ved vi ikke! svarede en af damerne. Den må tilhøre Lise. Så dyre biler kommer ikke hos os gamle.
Her hos os kommer kun ambulancer! tilføjede en anden.
Naboerne snakkede lidt mere om myndighederne og alle sladderhistorier. Og så kom Lise selv ud den, som den dyre bil tilhørte. Hun gik sin vej uden at lægge mærke til naboerne eller bilen, der stod på græsset. Mette skyndte sig hjem.
Mette Kristensen? sagde en mand, da han så hende i opgangen. Kan du huske mig? Vi talte sammen for et par dage siden. Jeg er din fætter.
Åh, Jakob! udbrød Mette, da hun genkendte ham. Hvorfor sagde du ikke, du kom på besøg? Er det din bil, der står på græsset?
Ja, det er den.
Så gå ud og flyt den, før nogen klager! Hvordan kunne du falde på at parkere på mine blomster?
Fætteren skyndte sig ud, mens Mette gik ind for at sætte vand over til te. Hun havde brug for at sælge lejligheden hun ville ikke efterlade en ødelagt have til naboerne.
For nogen tid havde hendes onkel besøgt hende med sin søn. Senere havde familien mistet kontakten. Og nu dukkede den unge mand pludselig op! Men der var noget ved ham, der gjorde Mette mistroisk. Han røg meget. Selvom han var ung, var hans tænder allerede gule. Godt, at han i det mindste kom. Hun ville ikke hyre en ejendomsmægler til at sælge lejligheden det var bedre at betale sin nevø. Men han afslog pengene.
Mette var blevet enke og barnløs i alderdommen. Hun ønskede at flytte tættere på naturen. Frisk luft var altid bedre end at gå op og ned fra fjerde sal. På landet var der en have. Så længe hun havde kræfterne, ville hun dyrke grøntsager til sig selv. Om efteråret kom der en køber til lejligheden.
I morgen er det vinter. Lad os vente til foråret med at sælge, besluttede Mette og udskød huskøbet.
Men husene bliver dyrere til foråret! protesterede nevøen. Når det er koldt, er det lettere at tjekke opvarmningen. Og der er allerede en køber. Hvad hvis de springer fra?
Men du har ikke fundet et hus til mig endnu! Hvor skal jeg bo? Når vi finder et hus, sælger vi lejligheden, sukkede Mette.
Jakob gav efter.
Det tog ikke lang tid, før familien fandt nogle passende huse. Efter at have valgt et, kørte de ud til landsbyen. Da Mette så husene, blev hun lidt skuffet. Overalt var der brug for renovering. Men med pengene fra lejligheden kunne hun både få huset og renoveringen.
Jakob kendte til byggeri og kunne fortælle sin tante, hvad materialer og arbejdskraft ville koste. Han lovede at hjælpe.
Den ældre kvinde følte sig bekymret:
Vinteren er lige om hjørnet. Jeg gider ikke bøvle med renoveringer. Jeg vil bare flytte ind og bo som normale mennesker.
Men jeg hjælper dig jo! svarede den unge mand.
Mette undrede sig over, at nevøen så ivrigt ville sælge lejligheden og købe hende det første bedste hus. Men hun besluttede, at Jakob ikke fik noget ud af det, og at salget var ubelejligt for ham. Hun takkede ham for overhovedet at ville hjælpe.
Da hun havde valgt et hus, blev handelsdagen fastsat.
Køberen og notaren kom til tiden. Jakob satte vand over til te til alle. Mette følte det underligt at sælge sit hjem. Det var trods alt hendes egen lejlighed. Her havde hun boet hele sit liv. Men der var ingen vej tilbage hendes ting var allerede pakket, og handlen skulle gennemføres.
Sådan! Nu kan vi flytte til det nye hus! sagde nevøen, da papirerne var underskrevet.
Vent, skal vi virkelig flytte nu? Jeg har ikke engang tømt buffetskabet endnu, protesterede den ældre kvinde, men Jakob insisterede på, at hun skulle flytte allerede i dag køberen havde jo ingen bolig!
Nå ja, hvis det skal være i dag, så i dag. Men jeg skal lige samle tallerkenerne, gav Mette efter.
Snart kørte de afsted i en flyttebil. Mette begyndte at gabe og faldt i søvn. Af og til kom hun til bevidsthed og så vejen gennem bilvinduet, mens hun hørte mændene tale sammen.
Tante, kan du høre mig? lød Jakobs stemme, som om den kom langt borte. Hun havde ikke kræfter til at svare.
Lad os lade hende her, hørte hun en anden gang, da hun kortvarigt vågnede. Alt foregik som i en tåge. De efterlod hende bare i sneen.
Hun dør af sig selv, tilføjede Jakob.
Mette indså, at hendes nevø havde snydt hende. Han måtte have puttet noget i teen, så hun faldt i søvn og underskrev papirerne. Hun lukkede øjnene og forberedte sig på døden.
I mellemtiden blev alt det her set af en ung kvinde. Hun kørte forbi og så en bil holde ved vejen og troede, chaufføren havde brug for hjælp. Men så så hun mændene slæbe noget ud af bilen og gå mod skoven. Det sneede kraftigt. Kvinden undrede sig hvad lavede de midt om vinteren? Gemte de noget ulovligt?
Hun kørte lidt videre, slukkede lysene og besluttede at vente. For en sikkerheds skyld noterede hun nummerpladen. Da de fremmede mænd kørte væk, skyndte hun sig hen til det sted, hvor de havde båret noget. Da hun så den gamle dame, tjekkede hun hendes puls. Hun levede men var bevidstløs. Kvinden ringede straks til sin mand om hjælp.
Da manden ankom, bar de Mette til deres bil. Under køreturen kom hun til bevidsthed.
Hvor er jeg? spurgte hun.
Vi fandt dig, svarede Louise. Kan du huske, hvordan du kom ud i sneen?
Ja. Jeg husker det. Min nevø og jeg solgte min lejlighed. Så drak vi te. Og den te Jakob puttede noget i den! Så kørte vi mod landet, og de smed mig ud i sneen. Min egen familie forlod mig!
Lad mig hjælpe dig, tilbød Louise og tog en varm creme frem.
Det er varmere med dig, smilede Mette. Uden dig
