Lad os giftes
Mikkel er en stille og beskeden fyr. Han bor stadig hjemme hos sine forældre i landsbyen måske er det sådan, han er opdraget, eller måske er han bare født sådan. Han har aldrig givet sine forældre, Lise og Søren, nogen problemer. Altid lydig og omtenksom.
I nabogården lød der konstant skrig og skænderier. Birgitte, nabo til Lise og Søren, opdrager alene sine to sønner, Lasse og Rasmus, der kun er et år fra hinanden. Men hvor er de livlige, især den ældste, Lasse. Birgitte ved snart ikke, hvordan hun skal få styr på ham.
“Lasse, hvorfor plager du din bror igen? Vent bare, jeg skal nok…” Birgittes hvasse stemme lød gennem gården.
“Han startede det! Han skal bare lade være med at drille mig, og så tager du altid hans parti!” svarede Lasse med hævet stemme.
“Hvor vover du at tale sådan til din mor?” råbte Birgitte tilbage.
Og sådan gik det dag ud og dag ind. Birgitte klagede ofte til Lise:
“Jeg får simpelthen ikke styr på mine to ravagehoveder. Hos jer er der altid så roligt og fredeligt. Din Mikkel er sådan en stille dreng, jeg misunder dig virkelig, Lise. Men hvad kan man sige? Din Søren er også rolig det har Mikkel vist arvet. Min mand var lige så urolig og skænderisk, og det blev hans undergang. Hvis han ikke havde drukket, var han ikke druknet… Lasse er præcis som hans far, mens Rasmus er lidt roligere, men giver aldrig efter. Åh, min skæbne…”
“Ja, Birgitte, dine drenge er virkelig fulde af krudt. Til forældremødet skældte læreren ud over Lasse, så det sang. Du kommer jo aldrig til de møder.”
Deres sønner, Mikkel og Lasse, går i samme klasse og er venner. De går sammen til og fra skole. Mikkel klarer sig fint, men Lasse kæmper og halter bagefter.
“Jeg orker ikke at gå til de møder. Det er pinligt at høre klager over mine skørn, især Lasse. Og hvis jeg ser deres lærere på gaden, går jeg den anden vej. Jeg ved, de begynder at brokke sig, og så bliver jeg helt rød og begynder at svede,” sukkede Birgitte. “Jeg misunder dig, Lise, på den gode måde. Din Mikkel er en dreng, man kan være stolt af, mens mine…” Hun viftede afværgende og gik ind i huset.
Drengene blev ældre. Lasse forblev lige så urolig og droppede ud efter niende klasse, mens Rasmus fortsatte.
“Jeg skal være chauffør, aftjene værnepligt, og så skal jeg giftes,” sagde Lasse altid.
Mikkel og Lasse talte nu som voksne. Mikkel forblev stille og rolig, blid af sind. Han elskede at vandre alene i skoven om sommeren og samle svampe. Om aftenen sad han på trappen og drak te. Han læste også mange bøger.
Efter skolen blev han elektriker og havde ingen planer om at forlade landsbyen. Hans forældre ville heller ikke have det. Han var deres eneste søn.
“Her hører du til, min søn. Her skal du blive,” besluttede Søren for længe siden, og Mikkel protesterede ikke.
Da han tog sin uddannelse, kørte han med bussen til byen hver dag kun en halv times kørsel. Han kunne ikke lide byen; for mange mennesker. Han datede ikke, selvom pigerne kiggede efter ham. Nogle frække tilbød endda at gå i biografen, hvis de ikke vidste, hvor genert han var. Han afslog altid med undskyldningen, at han skulle hjem med bussen.
“Mikkel, pas på med de bypiger,” advarede hans mor strengt. “De er for kvikke, og før du ved af det, har de snøret dig ind.”
“Hold op, mor, altså…” svarede han og rullede med øjnene.
Han besøgte dog ofte det lokale forsamlingshus og hængte ud med de andre unge, især Lasse. Men pigerne interesserede ham ikke, så de lod ham også være. Ingen vidste det, men Mikkel havde i sine sidste skoleår været forelsket i en pige, Tina, der var et år yngre. Men han turde aldrig sige det til nogen, og især ikke til hende.
I smug bebrejdede han sig selv:
“Hvorfor er jeg ikke så fræk som Lasse? Pigerne følger ham i flok, mens jeg… Jeg er bange for piger, bliver rød og pinlig berørt… Jeg kan lide Tina, men jeg vil aldrig indrømme det, især ikke over for hende. Hvad nu, hvis hun griner af mig? Hvordan skulle jeg nogensinde få modet til det? Når Tina kommer i nærheden, begynder mine knæ at ryste. Jeg ender sikkert som en gammel ungkarl. Og Lasse skal allerede giftes…”
“Mikkel, du skal komme til mit bryllup. Det bliver i forsamlingshuset. Der kommer piger fra Annas landsby. Du må ikke blive hjemme. Ellers bliver du en gammel ungkarl,” grinede Lasse med sit bredeste smil.
Anna, Lasses kæreste, kom fra den nærliggende landsby, fire kilometer væk. Der havde naboen fundet sin kærlighed. Selvom mange lokale piger sukkede efter ham, valgte han en fra nabobyen.
“Okay, Lasse, jeg kommer,” lovede Mikkel.
Lasses bryllup var larmende og festligt. En varm sommeraften med musik og mange gæster. De fleste dansede, mens Mikkel sad ved bordet eller gik ud for at få luft.
Her blev han lagt mærke til af en livlig brudepige Freja. Hun iagttog ham først. Mikkel var faktisk ret flot høj, mørkhåret, med grå øjne så piger, der ikke kendte ham, blev nysgerrige.
“Hej, kom her,” hørte Mikkel en munter stemme og så den smukke Freja foran sig.
“Hej,” svarede han og blev rød.
“Jeg kender dig. Du er onkel Sørens søn,” fortsatte hun. “Din far kommer ofte forbi os han og min far er venner, når han er i vores landsby. Jeg hedder Freja, og du må være Mikkel?” sagde hun, halvt som et spørgsmål, halvt som en konstatering.
Mikkel blev igen rød af forlegenhed, mumlede noget tilbage, og hans ryg begyndte at svede af nervøsitet. Men han kunne godt lide Freja måske blev han endnu mere forlegen af den grund. Freja stod ved siden af ham og snakkede løs. Hun fortalte historier, lo, og han lyttede, men ikke alt nåede frem han var for nervøs. Selv sagde han kun lidt, nikkede og smilede. Han var bange for at sige noget forkert og virke dum.
“Kom, lad os danse. Hvorfor står vi her?” Hun greb hans hånd og trak ham med.
Mikkel havde aldrig danset før, men pludselig gik det godt. Musikken var langsom, han lagde armen om Frejas liv, og hun førte dansen.
“Det er faktisk
