Slip mig fri
Nogle gange stoppede Tine op. Hun stivnede på stedet, vendte sig pludselig rundt og stirrede ind i mørket med sine hævede og grædende øjne. Men hun kunne ikke se noget. Intet at høre, men noget kunne hun fornemme.
*****
Tine tænkte på sin kat overalt: i den tomme lejlighed, på gaden, i den overfyldte bus, siddende ved computeren på kontoret eller mens hun stod i kø ved kaffeautomaten.
Hun kunne ikke lade være med at tænke på katten, selv når hun gik i supermarkedet og kom ud med tunge poser i hænderne.
Nogle gange føltes det som om…
…hun så hende. Hun så hende!
Den hvide, fluffy hale på Snøfnuge glimtede for hendes øjne, forsvandt hurtigt om hjørnet af en bygning eller vinkede venligt fra bag en bænk i nærheden.
Åh, hvilken lykke det var: at se. At se den, hun ikke kunne leve uden. Hende, der altid var der.
I de øjeblikke kom der en gnist af håb i kvindens triste øjne.
Et lille, næsten spøgelsesagtigt håb. Måske var alt, der var SKET, ikke virkeligt?
Åh, hvor hun ønskede at tro det.
Men det var kun et øjeblik.
Et glimt mellem fortid og fremtid. Fortiden, der ikke kan vendes tilbage, og fremtiden…
…der aldrig vil komme.
Uanset hvor meget hun forsøgte at finde sin elskede “blondine” i de uendeligt grå hverdage, lykkedes det hende ikke, og tårerne pressede på.
Store, varme dråber gled ned ad kinderne og tog med sig sorg, smerte og det sidste håb.
– Tine, du kan ikke blive ved sådan her! – sagde hendes veninder. – Slip hende nu!
Men hun kunne ikke slippe hende.
Hvordan kan man slippe den, man elsker? Hvordan?! At slippe er det at glemme? Glemme?! Er du fra forstanden?
Hun prøvede, forsøgte, men intet virkede. Fordi hun ikke kunne glemme.
Hvordan glemmer man, når man tænker på hende hver dag?
Det eneste, hun ønskede at glemme og slette for evigt fra sin hukommelse, var…
…dagen, hvor Snøfnuge pludselig ikke var der mere.
Ja, hendes kat var gammel og havde været syg, men hun troede ikke, det ville ske så hurtigt. Hun var ikke klar til det. Hvordan kan man forberede sig på sådan noget?
De, der er klar, er klar til at slippe. Men hun ønskede ikke at slippe. Kunne ikke.
Og hun var helt ligeglad med, hvad hendes veninder tænkte, eller hvad kollegerne hviskede bag hendes ryg, mens de drejede fingeren ved tindingen.
Alt forstås ved sammenligning. Og hendes venner og kolleger havde intet at sammenligne med.
Måske vil noget ændre sig med tiden. Men nu… var smerten stadig for stærk og…
…hendes udmattede fantasi malede stadig levende billeder.
Hun vågnede om morgenen og så, hvordan Snøfnuge lå ved hendes fødder: Hjertet begyndte straks at banke stærkere, hurtigere, som om det ville springe ud af brystet. Men når Tine forsøgte at nå katten med sin hånd, kom virkeligheden og smilet forsvandt fra hendes ansigt.
Sådan en virkelighed kan gøre en skør.
Og Tine ville have mistet forstanden, hvis ikke det var for hendes fantasi, der i hast begyndte at male andre billeder i hendes hoved.
Snøfnuge gik elegant hen over reolen, sprang ned på gulvet og løb ind i det næste rum…
Da hun lå på vindueskarmen, så hun på sin egen hvide pels og smilte til solen, der uden skam kiggede ind gennem vinduet for at beundre Snøfnug sammen med Tine.
Hvor smuk hun var: en ægte blondine. Ikke en eneste mørk plet.
Kun et par “fregner” prydede hendes kønne ansigt, men de gjorde slet ikke den perfekte skønhed ringere. Tværtimod gjorde de billedet endnu mere fortryllende.
Med sin kat havde Tine levet i 15 lange år.
Det er meget. Rigtig meget. Nærmest et helt liv, bare mindre i skala.
I den tid skete der så meget i hendes liv: både godt og dårligt.
Nogle gange føltes det som om alt…
Der var ikke flere kræfter til at rejse sig.
Og ingen til at række en hånd. Men pludselig kom Snøfnuge løbende og hjalp hende op. Hun trængte dybt ind i sjælen og rørte noget dér med sit jævne spinden.
Det hjalp.
Tine rejste sig og fortsatte med at leve. Fordi der var noget at leve for og nogen at leve for. Men nu? Hvorfor skal hun leve nu?
Hun sad på en bænk og græd. Græd stille og vendte sig væk hver gang, nogen gik forbi, så de ikke skulle stille for mange spørgsmål.
Og ved siden af hende sad Snøfnuge og pressede sig tæt ind til hende, spandt og forsøgte at trøste sin ejer.
Den tidligere ejer, for…
…hende, katten, er ikke længere i denne verden.
Men til regnbuen kunne hun ikke nå. Derfor slipper Tine hende ikke. Kan ikke slippe hende.
“Slip mig fri,” mjavede hun.
“Jeg kan ikke!” græd Tine, ikke rettet mod nogen specifik, men til det, der omgav hende i det øjeblik:
Træerne, der stod lydløse, skyerne, der langsomt gled over den blå himmel, solen, der gik ned bag horisonten.
Sådan sad de sammen på bænken til sent om natten. Hvis Snøfnuge kunne se og høre sin ejer, fornemmede Tine kun hendes tilstedeværelse. Men selv det betød meget.
I den kølige aftenluft, fornemmede Tine, at hendes fødder frøs i de lette sko, men hendes knæ var varme. Det var netop på dem, Snøfnuge nu sad, mellem to verdener.
Mellem den verden, hun aldrig skulle tilbage til, og den verden, hun ikke kunne komme ind i.
Nej, Snøfnuge bebrejdede ikke sin ejer for det. Hvordan kunne hun bebrejde hende for noget?
Hvordan kan man bebrejde en person, der elskede hende mere end livet, der gav hende et liv, da andre mennesker efterlod hende, en hjælpeløs killing, til at dø på gaden?
Hvis hun kunne leve et liv mere, ville Snøfnuge gerne gå igennem smerte og lidelse igen for at blive reddet af Tine. For at være sammen med hende igen.
Men er det sådan, det fungerer?
Kvinden rejste sig og gik hjem. Og katten løb efter hende med en vis afstand.
Nogle gange stoppede Tine op. Hun stivnede på stedet og vendte sig pludselig rundt og så ind i mørket med sine hævede og grædende øjne. Men hun kunne ikke se noget. Intet at høre, men noget kunne hun fornemme.
Hun gik ind i lejligheden, gik mod soveværelset og lagde sig på sengen, mens hendes elskede kat i det øjeblik lagde sig ved hendes fødder. Og Tine vidste, at hun var der… vidste det og ønskede ikke at slippe.
Måske kunne dette have fortsat længe. Rigtig længe. Men tiden læger.
Nej, ikke fuldstændigt, men det bliver lettere. Det er normalt. Sådan skal det være.
Selv når man mister nære, kære, elskede, skal man gå videre. Det er skæbnen for dem, der fortsætter med at leve.
At huske…
At huske og bevare de minder, gennemsyret af kærlighed og lykke.
Efterhånden dulmedes smerten fra tabet, og Tine tænkte ikke på katten hvert minut. Ikke engang hver dag. Hun huskede hende kun lejlighedsvis. Som regel, når hun gik en tur om aftenen i gården.
Og Snøfnuge… hun mærkede mindre og mindre til “jordens tiltrækning”.
Bare lidt endnu, og hun ville være ved regnbuen. Derfra kunne hun fortsætte med at overvåge sin ejer, glæde sig over hver af hendes succeser og være ked af det ved hendes fiaskoer.
Hun vil altid være der. Man skal blot slippe. Det er ikke vores regler, og det er ikke os, der skal bryde dem. Man må blot tro og…
…huske.
Alt andet vil himlen tage sig af. De ved bedre, hvordan det skal være.
Tine slap Snøfnuge, og hun forlod, endda uden mulighed for at vinke farvel. Men denne begivenhed satte en stor, usynlig livets cyklus i gang.
En dag sad Tine på bænken og beundrede den første stjerne på himlen, da hun hørte et insisterende mijau under fødderne. Da hun kiggede ned, så hun en killing.
Hvid. Med blå perleøjne og røde pletter på næsen.
Hun kiggede og kunne ikke tro sine egne øjne. Nej, hun vidste selvfølgelig, at det ikke var hendes Snøfnuge.
Men denne killing lignede hende meget, da hun var lille.
Kan det være meningen, at de samme katte bliver født igen?
“Eller er det bare et tilfælde?” tænkte Tine og tog killingen op i armene, og blev endnu mere overrasket, da hun indså, det var en pige.
Om det sker eller ej, er det et tilfælde eller ej, det ved ingen. Men er det egentlig vigtigt?
Hvis denne hvide killing ikke havde haft “fregner”, ville Tine virkelig have ladet være med at lægge mærke til den? Naturligvis ville hun ikke!
I livet gentager alting sig med tiden, og dem, der HUSKER, vil aldrig gå forbi…
…det, der er bestemt for dem af skæbnen.
Så Tine gik ikke forbi.
Hun tog den lille killing med hjem og gav den samme kærlighed, som hun engang havde givet sin kat.
Og navngav denne vidunderlige lille en Snehvide.
Igen var Tines lejlighed fyldt med lyde. Lyd af glæde og lykke.
Og Snøfnuge var ligeglad, hvad hun hed: i det tidligere liv var hun Snøfnuge, i dette – Snehvide. Hvad betyder det i det store billede? Hovedsagen var, at hendes ønske blev opfyldt!
Nu ville hendes elskede ejer igen give hende varme og kærlighed, som før, og hun ville igen dele en del af sig selv. Verden er vidunderlig, og livet er også vidunderligt. Det vigtigste er at huske…
