At give et menneske mulighed for at forlade denne verden i fred og med værdighed.
Midt på sommeren blev min svigermor syg. Det var forventet, 95 år er en ærefuld alder. Hun gik bort. Mor til fire børn, otte børnebørn, ni oldebørn.
Hun var en kvinde med karakter, for at sige det mildt. Så længe hun kunne gå, nægtede hun næsten al hjælp. Vaskemaskinen måtte ikke tændes, for hun ville vaske i hånden; køkkenet måtte ikke renoveres, for hun mente, det var farligt med gas; toilettet måtte ikke opdateres, for “hvad gjorde man i gamle dage?”; sofaen måtte ikke skiftes ud; gulvene måtte hun selv vaske; mikrobølgeovn var uacceptabel, for mad kunne varmes op på komfuret osv. Alt førte til skænderier.
En af børnebørnene lykkedes mirakuløst at opdatere badeværelset, og min mand fik snydt sig til at skifte to vinduer i køkkenet og hendes soveværelse – angiveligt betalt af kommunen. Heldigvis kunne vi skaffe et nyt køleskab, for det gamle døde af alderdom.
Det eneste, vi måtte gøre, var at bringe mad, støvsuge, tage hende til lægen og betale regningerne, men hun brokkede sig altid over mængden af mad.
Men tiden kom, hvor denne jernkvinde måtte lægge sig. Jeg forstår stadig ikke, hvor alle de nære slægtninge forsvandt hen. Måske spillede hendes svære karakter ind. Men det blev mig og min mand, hendes søn, som tog os af hende.
Her starter essensen af historien.
I tre uger gav vi hende en værdig afsked fra denne verden.
Jeg er tidligere intensivsygeplejerske. Vi ved, hvordan det gøres bedst. En hospitalsseng, trykaflastende madras, plejeprodukter, specialkost blev købt.
Morgenpleje, blodtryksmåling, injektion, fodring, tryksårspleje, skift af sengetøj, kort lur, vask, juice, middagslur, strygning, fodring, injektion, ble-skift, vask, massage, kort lur, lavement, ble, fodring, middag, injektion, ble-skift, blodtryksmåling, frisere, klippe negle, massage, skifte nattrøje…
Fra gammeltidens tænkemåder tror mange, at man skal dø hjemme. At alle slægtninge skal være omkranset, drage omsorg. Gud forbyde, at man betaler for en plejer. Det er som om, at døtrene og svigerdøtrene lader sig skræmme af sådanne opgaver!? Og sikke da det sidste glas vand skal blive givet.
Og her må jeg sige noget.
Afføring! Det er det bedste, der kan ske for en sengeliggende person. At skifte ble er den nemmeste del. Når bleen er fyldt, ved man i det mindste, at alt fungerer. Men at sørge for, at der er afføring, kan være en udfordring.
Problemet er ukontrollerbare smerter, daglige næsten nytteløse lavementer, hjerte- og åndedrætssvigt, uden iltapparater. Ilt kan være svært at skaffe, for de fleste nærmest umuligt.
De fleste, der venter på det sidste glas vand, dør af organsvigt, inklusiv vejrtrækningssvigt. Og tro mig, at kvæles i fuld bevidsthed er en forfærdelig oplevelse, selv i “egne vægge”.
Ingen dør af vejrtrækingssigt i intensivafdelinger med fuld bevidsthed. Der er ingen skærrende frygt i øjnene, ingen skrækslagne lyde. Nære, der er til stede, oplever ikke den efterfølgende langvarige tomhed.
Alle får en fredelig afsked i trygt medicinsk miljø.
Nu om de pårørende, der “giver det sidste glas vand”.
Jeg kan kun fortælle, hvordan jeg havde det.
Først var der hektisk aktivitet. Find, køb, lever en hospitalsseng, trykaflastningsmadras, plejeprodukter, bleer osv. Derefter indtrådte rutinen. Man vågnede op på den samme dag gentagne gange. Fra dag fire oplevede jeg en trættende tomhed hver aften. Sen ankomst hjem, kun ønske om at sove, men skulle lave mad, vaske tøj, stryge om morgenen og tilbage igen. Tankerne flakkede omkring madindtag, blodtryk, puls, afføring, lavement, rødbedesaft…
Disse tre uger forsømte jeg mit eget hjem og arbejde totalt.
Morgenmaden blev en kort sessions, børnene blev kun kommunikeret med via beskeder, hvis der ikke krævedes mere, var alt i orden. Min mand blev kun en leverandør af forsyninger.
Jeg forsømte mit arbejde, kunne ikke finde kræfter til videomøder, hvor der blev præsenteret en ny direktør, og for første gang i mit liv underskrev jeg en vigtig tillægsaftale til en franchise kontrakt uden at læse den. Siden 1992 har jeg altid læst dokumenter før underskrift. En dyb tomhed, ligegyldighed for livet og følelsen af at være udnyttet.
Den dag min svigermor døde, gik jeg i seng og rejste mig seks dage senere. Jeg slukkede telefonen. Gik kun på toilettet, røg lidt, drak vand, spiste noget af det, der blev bragt ind til mig.
Hele denne tid tænkte jeg kun på, hvordan mennesker klarer det i årevis med sengeliggende familiemedlemmer. Det førte til en dybere depression.
Jeg havde gjort alt, hvad der kaldes “socialt godkendt adfærd”, og mere til. Frivilligt. Jeg forventede ingen tak. Det var mit bevidste valg, men indså klart, at jeg ikke ønsker at forlade verden på den måde.
Jeg ønsker. Et rent hospitalværelse, æblegelé til morgenmad, ilt, smilende sygeplejersker, en selvsikker læge, der ved, hvornår den endelige tid nærmer sig, at man ikke føler skam over en beskidt ble.
Jeg ønsker ikke. At mine døtre stopper deres liv, arbejde, familier, selv i nogle uger, for at give mig en værdig afsked. Ingen tårer af magtesløshed og år af selvbebrejdelser over, at noget kunne have været gjort bedre.
Jeg støtter ældreomsorg og palliative afdelinger. Jeg håber virkelig, at sådan en industri udvikles her, som i mange civiliserede lande, til den tid, jeg skal herfra.
Lige nu er det desværre ikke sådan. Måske er der ingen efterspørgsel…
