Pga. en kylling smed jeg min mand ud. Og jeg fortryder ikke et sekund.
Den dag var Mette helt udkørt. Hele morgenen gik med rengøring, vasketøj, legetøj der skulle på plads og gulve der skulle gøres. Endelig kiggede hun ind i ovnen: kyllingen med kartofler steg og duftede så lækkert, at hun næsten svimlede.
“Ti minutter til,” mumlede hun, satte en alarm og skyndte sig i badet – nu kunne hun nå at gøre fliserne rene. Alt gik som smurt. Indtil dørklakket lød.
“Det er sikkert børnene,” tænkte Mette, men i stedet var det hendes mand, Jens, der dukkede op – han havde været “i garagen” hele morgenen, efter eget udsagn.
“Åh, hvor dufter det!” gnubbede han hænderne. “Elsker din kylling!”
“Hent børnene, så skal vi spise,” råbte Mette og vendte tilbage til vasken.
Et øjeblik efter lød der trampen af bare fødder, nogen smækkede med sko, andre grinede højt. Mette hørte skænderi og skyndte sig ud før alarmen ringede.
“Hvad sker der?” spurgte hun, stadig med gummihandsker på.
“Jeg vil have et lår!” skreg den 10-årige Freja.
“Også mig!” hylede den 8-årige Emil i kor.
“Der er to,” svarede Mette.
“Nej! Der er kun ét tilbage!” stampede Freja med foden.
Mette gik hen til bordet. Hun så det med det samme – halvdelen af kyllingen var væk. Der var kun brystfilet og en stakkels kartoffel tilbage.
“Hvor er far?”
“Han gik. Han tog halvdelen og gik,” knurrede Emil.
Mette greb telefonen og ringede – Jens svarede ikke. Hun snuppede nøglerne og stormede ud. Inden i brændte hun: hvor ofte skulle det her ske? Han tog altid det bedste til sig selv. Men nu var det ikke engang til ham selv – det var til hans venner. Det var ikke bare grådighed, det var en forræderi mod familien.
Ved legepladsen sad Jens med sine kammerater. Øl i hånden, kylling på skødet. De grinede, spiste og slikkede fingrene.
“Smager det godt?!” råbte Mette, øjnene blussede.
“Gå hjem, vi snakker senere,” svarede han og kastede et blik på “drengene.”
“Nej, vi snakker NU! Du stjal maden, jeg lavede til VORES børn! Er du ikke flov? Er det ikke nok, at du altid tager det bedste til dig selv? Nu skal du også fodre dine venner med det, der ikke er dit?”
“Gå, før jeg bliver rigtig sur,” kneb han sammen og greb hende om armen.
“Hvad laver du?!” røg det ud af Mette. “Du er ikke bare en egoist, du er en tyv, Jens. En tyv, der stjæler fra sine egne børn og fodrer stive venner.”
“Hold op med det pis, Mette,” knurrede han, ydmyget foran sine venner. “Det er bare én gang.”
“Én gang? Hvad med frugterne? Kaviar fra min mor, som du spiste på én dag? Det grillkød, hvor du gav børnene de forkullede stumper og tog de saftige bidder selv?”
Mette vendte sig og gik.
Om aftenen, da han kom hjem, stod hun ved vinduet.
“Du skulle se dig selv,” grinede Jens. “‘Skilsmisse pga. en kylling.’ Det kunne være et tv-show.”
“Jeg søger om skilsmisse,” sagde hun iskoldt. “Det handler ikke om kyllingen. Det handler om din grådighed, din mangel på respekt, og at du ikke tænker på andre end dig selv.”
“Hvor skal jeg så hen?” fnøs han. “Du er ikke engang sjov.”
“Til din mor. Den samme, der lærte dig, at alt det bedste er dit. Nu kan hun dele med dig.”
Jens gik, troende på, det var alt sammen en joke. Men næste dag indgav hun skilsmissepapirer. Han flyttede hjem til sin mor.
To uger senere ringede telefonen.
“Du havde ret,” sukkede hans mor. “Han spiser alt hos mig. Jeg køber slik, spiser én – resten forsvinner samme aften. Jeg troede, du overdrev. Men han hælder endda den sidste kop te ud uden at spørge.”
“Vil du have, at jeg tager ham tilbage?” spurgte Mette overrasket.
“Nej… det var bare… for at brokke mig, tror jeg,” hummede hun.
“Nå, men så held og lykke. Jeg er færdig med at leve med den menneskelige madrobot.” Og ved du hvad? For første gang i lang tid kan jeg trække vejret frit.
