Mette Nielsen vendte sig om og stirrede på den unge kvinde uden at genkende hende.
Kvinden nærmede sig, snublede på den glatte fortov, og Mette greb hende i sidste øjeblik.
“Annelise? Annelise Sørensen? Hvor i alverden…?”
“Jeg gik forbi skolen og så dig – jeg kunne knap tro mine egne øjne!” svarede Annelise, mens hun rettede på sin hue. “Hvordan har du det? Hvad laver du? Du forsvandt jo helt dengang!”
“Hvad mener du? Jeg ringede, men dit nummer eksisterede ikke…”
“Jeg… mistede min telefon, og alt blev kaos. Men nok om mig – hvad med dig?”
“Vi skal da ikke stå her! Kom op til os i morgen – vi holder en lille hyggeaften med venner. Hvad siger du?”
“Nej, det føles… upassende…”
“Slap af! Vi har kendt hinanden siden børnehaven. Hvor bor du?”
“På hotel.”
“Kom herned i stedet! Vi har lige købt en treværelses i Vanløse.”
“Har I? Undskyld, det er professionel vane…” Annelise grinede. “Jeg arbejder som ejendomsmægler. Hotellet er arbejdsbetalgt, men tak.”
“Kom alligevel! Åh, og hvad med din mand? Har du overhovedet…?”
“Selvfølgelig! Jakob og jeg blev gift for otte år siden. Vi har to børn, Emil og Freja. Hvad med dig?”
“Jeg kommer. Vi snakkes ved.”
Ved aftensmaden fortalte Mette – der hjemme bare var “Mette” eller “mor” – Jakob om mødet.
“Hvilken Annelise?” spurgte han og rørte ved sin suppe.
“Annelise Sørensen. Du kørte os på din cykel dengang – mig på stelret, hende på bagagebæret. Vi krævede, du skiftede, men du valgte kun mig…” Hun lo, men stemmen knækkede. “Tror du, hun var jaloux?”
“Hvorfor bringer du hende op?”
“Jeg mødte hende i dag. Hun er her på en kursus.”
“Ejendomsmægler? Hun skulle da studere jura eller…”
“Spørger jeg hende i morgen. Husk, Vasilis kommer også.”
“Netop! Hvorfor inviterede du hende?”
“Hun er vores barndomsven! Og din, for den sags skyld!”
Mette arbejdede som folkeskolelærer og elskede det. Men denne aften hvilede en uforklarlig tyngde på hende.
Vennerne ankom klokken syv. Deres treårige søn, Nikolaj, fik alle til at grine, mens femårige Emil forsvandt til sine tegnefilm.
Da dørklokken ringede, gik Mette med bankende hjerte.
“Det er din barndomsveninde,” sagde Jakob drillende.
Annelise trådte ind – duftende af parfume, håret drysset med glimmer, som om hun lige var stået ud fra et magasin.
“Hvor ser du strålende ud…” mumlede Mette.
Annelise svævede ind i stuen, hvor Jakobs ven Oleg straks rettede på skjorten. Hele aftenen dominerede hun samtalerne, mens Mette følte sig usynlig. Små stikpiller gemt som vittigheder: “Husker I, da Mette tabte sine bukser i svømmehallen?”
På køkkenet hørte Mette pludselig stemmer fra altanen:
“Tre værelser, hm? Jeg må nøjes med en etværelses?” sagde Annelise. “Du skylder mig mere. Hvis ikke, fortæller jeg din kone om ‘drengen’…”
Mette vendte stift tilbage til gæsterne. “Hvor er Jakob?”
“Ryger med Annelise,” svarede en ven.
Da gæsterne endelig gik, konfronterede Mette dem:
“Skal I ikke fortælle mig om jeres kærlighedsaffære?” Hun stirrede på Jakob. “Tag hende med i lejligheden. Jeg finder et sted til mig og børnene.”
Annelise grinede hæst: “Din Jakob har betalt mig i fem år for en dreng, der ikke eksisterer. Pengene er mine nu.”
“Løgn!” råbte Jakob. “Hun truede mig efter Frejas fødsel! Jeg sendte penge, men så ingen beviser…”
Mette greb Annelises arm: “Du returnerer hver en krone.”
“Uden beviser?” Annelise rev sig løs. “Retten vil tro, han gav mig gaver af kærlighed. Farvel, *veninde*.”
Da dørken smækkede, tav de længe.
“Hvorfor sagde du ingenting?” hviskede Mette.
“Jeg var bange for at miste dig.”
“En graviditet efter én uge? Jakob, vi lever i 2023!”
Han så ned. “Jeg skal aldrig mere skjule noget.”
Hun rystede på hovedet. “Vi skal have terapi. Og Annelises penge? Dem får hun ikke.”
Udenfor faldt sneen blødt, mens de to holdt om hinanden – usikre, men sammen.
