Kvinden pakkede sine ting og forsvandt i en retning, ingen kendte
Stop nu med det hellige skuespil. Alt skal nok falde på plads. Kvinder kommer sig jo altid lidt skænderi, lidt tårer, så er alt glemt. Hovedsagen er, vi har nået målet. Vi har en søn. Familien videreføres.
Yrsa sagde ikke noget.
Bo, hviskede hun, lænede sig frem, for en uge siden sagde du, at du havde “taget dig af” Sannes graviditet. Hvad mente du med det?
Bo lagde gaflen fra sig og lænede sig tungt tilbage.
Præcis det. Hun rendte rundt i fem år og trak mig rundt ved næsen. “Ikke klar”, “vil have karriere”, “lad os vente”.
Men hvor længe skal man vente? Jeg er toogtredive, Yrsa. Jeg ville have en arving. En rigtig dansk familie.
Så, jeg byt-rede hendes piller.
Yrsa stirrede målløs.
Fortalte du hende det? Hvornår?
Den dag, hun skred, mumlede Bo. Hun begyndte at råbe. Så sagde jeg bare: væn dig til det, skat, du ville jo selv have et barn, jeg gav bare et skub.
Tænkte, hun ville falde ned igen, forstå at der ikke var nogen vej udenom. Men hun mærkelig, du. Greb tasken og stak af.
***
På køkkenbordet, midt mellem bunker af snavsede flasker, lå brorens glemte kam.
Yrsa kiggede på den. Hun mærkede irritationen boble under huden. Hvorfor skal alt altid flyde?
Babyen i tremmesengen i værelset ved siden af var endelig faldet til ro. Men stilheden gav ingen trøst om en times tid, max to, ville alt begun-de igen!
Yrsa trak morgenkåben tættere om sig og tog vandkedlen. For bare én måned siden havde de hentet Sanne, hendes svigerinde, ud fra Hvidovre. Bo havde grinende faret rundt, givet blomster til sygeplejerskerne, mens Sanne
Sanne så ud, som om hun skulle til dommedag.
Yrsa troede dengang, det var træthed. Førstegangs-fødende, hormoner og nerver men hun burde have forstået noget da.
Yderdøren smækkede broren var hjemme. Han gik ind i køkkenet, trak slipset løs og rodede i køleskabet.
Er der noget mad? spurgte han uden at se på hende.
Der står pasta. Jeg har kogt medister.
Bo, han faldt lige i søvn, vær lidt stille, ikke?
Bo snøftede, hev en tallerken frem.
Jeg er mast, Yrsa. Benene værker, kunderne sled mig op i dag.
Hvordan med Spurven?
Spurven? Det er din søn, Yrsa satte kruset lidt hårdere på bordet, end hun ville. Han hedder Asger.
Han skreg i tre timer. Hans mave gør ondt.
Men du klarer det, Bo trak på skuldrene. Du er jo kvinde, det ligger i blodet.
Vores mor stod også alene med os, når far lå ude som fisker.
Yrsa bed sig i læben. Hun havde lyst til at slyng-he den tallerken efter ham.
Hun boede kun midlertidigt, til hun fik styr på gælden for atelieret, men i de to uger var hun blevet gratis barnepige, kok og stuepige.
Og Bo han opførte sig, som om alt var normalt, som om det ikke var hans kone, der havde forladt ham og forsvundet.
Har Sanne ringet? spurgte Yrsa, mens broderen skovlede mad ind.
Bo stivnede med gaflen i munden, hans ansigt blev mørkt.
Hun tager den ikke. Lægger på. Sikke dog en at forlade sit barn
Sur på mig fordi jeg byttede hendes piller. For at få hende hurtigere gravid.
Du er et svin, Bo, sagde Yrsa lavt.
Hva! øjnene blev runde. Det gjorde jeg for famil-ien! Jeg knokler, jeg betaler!
Men hun droppede sit eget barn! Hvem af os har fejlet?
Du tog valget fra hende, Yrsa rejste sig. Du bedragede en du påstod at elske.
Hvordan skulle hun reagere? “Tak fordi du ødelagde alt”?
Hold nu op, Bo viftede hende væk. Hun skal nok falde til. Hvor skal hun gå hen? Barnet er her, tingene er her.
Hun løber tør for penge, kommer krybende hjem igen. Indtil da du hjælper vel?
Jeg har altså travlt, regnskabsperioden nærmer sig.
Yrsa svarede ikke, men gik mod børneværelset.
Asger gispede i søvne, hans små knoer var hvide. Yrsa kiggede på ham og mærkede hjertet knække.
På den ene side denne hjælpeløse, uskyldige skabning. På den anden Sanne, fanget som en rotte.
Hun havde ondt af dem begge.
Hun tog mobilen. Sanne var online tre minutter før. Yrsa skrev længe, slettede, startede forfra.
“Sanne. Det er Yrsa. Jeg beder dig ikke om at komme tilbage. Jeg vil bare vide, at du er okay.
Og jeg har det svært alene. Må vi snakke? Uden skænderier.”
Svaret kom efter ti minutter.
“Sidder på et hotel. Om tre dage kører jeg til Odense på projekt i tre uger.
Det var aftalt for længst, inden jeg anede noget jeg vender tilbage lægger sag an om skilsmisse. Jeg forlader ikke Asger, Yrsa.
Men jeg kan ikke være der. Jeg kan ikke se på ham, for han ligner Bo i alt!”
Yrsa sukkede.
“Jeg forstår. Jeg gør virkelig. Bo har fortalt mig det hele.”
“Og hvordan har han det? Stolt af sig selv?”
“Noe sådan. Han tror, du kommer krybende.”
“Lad ham drømme. Yrsa siger du til, hvis det bliver for meget for dig. Jeg finder en barnepige, sender over MobilePay.
Men jeg vender aldrig tilbage til ham. Aldrig.”
Yrsa lagde mobilen væk og sukkede dybt. Hun skulle finde job, betale gæld, skabe et liv.
Men lade Asger i armene på Bo, som knap kunne kende forskel på ble og body det kunne hun ikke.
***
De næste tre dage var tiende cirkel i helvede.
Bo kom sent hjem, smed sig, spiste og snorkede. Hver gang hun bad ham om hjælp: “Jeg orker ikke” eller “Du er da bedst til at berolige ham”.
En nat kunne Yrsa ikke mere. Asger græd hjerteskærende.
Hun gik ind til Bo og tændte lyset.
Op, sagde hun koldt.
Bo trak hovedet under puden.
Gå væk, Yrsa. Jeg skal op klokken seks.
Det rager mig. Gå ind og vug din søn. Han er sulten, jeg ryster på hænderne af træthed.
Er du blevet sindssyg? Bo satte sig op, forpjusket og gal. Det er derfor du bor her! Jeg giver dig tag over hovedet, betaler regninger!
Nå, så jeg er tjenestepigen?
Kald det hvad du vil, brummede han. Sanne kommer hjem, så slapper du af. Indtil da arbejd!
Yrsa gik tavs ud.
Hele natten lå hun vågen. Hun sad i køkkenet, vuggede kurven med foden og tænkte over, hvordan hun kunne tage Bo i skole for alvor.
Næste dag, da Bo var væk, skrev Yrsa til Sanne.
“Vi må mødes. I dag, mens han er væk. Please.”
Sanne var enig.
De satte sig på en øde bænk i Søndermarken.
Sanne var bleg som kalk, håret hængte, øjnene mørke, tagget af gråd.
Hun gik længe og så ned på sin sovende søn i barnevognen. Hendes fingre rystede.
Han er vokset, sagde hun lavt. På to uger han ligner dig nu.
Sanne, han ved ikke engang hvem du er, sagde Yrsa blidt.
Jeg ved det, Sanne skjulte ansigtet. Yrsa jeg er ikke et monster. Jeg elsker nok mit barn men tanken om at skulle leve med Bo, sove med den mand, der gjorde det her mod mig jeg kan ikke engang trække vejret korrekt.
Men hvad hvis det ikke er med Bo? spurgte Yrsa.
Sanne så løftet på hende.
Hvad mener du?
Han tror, du aldrig slipper væk. At du og Asger er hans ejendom. Men sandheden er: han er ikke far. Han er bare projektleder på sin ‘perfekte familie’.
Han går ikke op om natten, han aner ikke, hvor mange skefulde modermælkserstatning. Han ville bare have ‘arvingen’, ikke barnelivet.
Så hvad gør vi?
Du tager til Odense på dit projekt, sagde Yrsa bestemt. Kom til dig selv.
Jeg bliver her i tre uger mere. Imens lægger jeg fundamentet.
Fundamentet?
Skilsmisse. Delt forældremyndighed. Sanne, du må ikke flytte tilbage til ham. Find en lejlighed. Jeg rykker ind, så kan jeg hjælpe med Asger, når du er på arbejde.
Det går. Jeg har opgaver på computeren, penge er på vej. Vi to. Uden ham.
Sanne så skeptisk ud.
Du går imod din bror?
Han er min bror, men han har gjort mig flov. Jeg vil ikke være medløber.
Han tror, jeg er på hans side, fordi jeg mangler et hjem han tager fejl.
Sanne var stille længe, mens en solstråle dansede hen over kalechen.
Hvad hvis han ikke vil afgive Asger? sagde hun.
Det bliver et scenarie, Yrsa nikkede. Men vi har et es. Han har selv indrømmet pilletricket. Hvis det kommer frem i skifteretten jeg bevidner alt.
Også hvordan han aldrig tog nattevagten.
Han vil ikke kæmpe, Sanne. Han vil kun dominere. Når indsatsen bliver personlig, giver han op.
Det er meget sjovere for ham at lege ‘forladt far’ overfor gutterne, end at håndtere et rigtigt barn.
Sanne smilede slapt for første gang i uger.
Du har virkelig fået brede skuldre, Yrsa.
Det pressede på, sukkede hun. Er det en aftale?
Ja. Tak.
Tre uger fløj.
Bo blev mere sur, utålmodig; han bemærkede, at Yrsa ikke længere sprang og serverede, når han kom ind ad døren.
Hvornår kommer Sanne hjem? spurgte han, kastede tasken på sofaen.
I morgen, svarede Yrsa kort og trykkede Asger tættere ind til sig.
Endelig! Så kan vi komme ud og spise! Gad vide, om jeg skal købe hende et smykke, så der ikke kommer brok Piger elsker bling.
Yrsa så på ham med krøllet foragt.
Tror du virkelig, at en ring kan redde det?
Rolig nu, Bo prøvede at ruske hende kammeratligt i skulderen, hun undveg. Stop nu med det martyrpis. Det hele ordner sig. Kvinder tilgiver. Mission fuldført. Vi har søn, slægten lever videre.
Yrsa sagde ikke noget.
***
Næste morgen rullede Sanne op foran blokken, mens Bo var på kontoret. Hun gik ikke indenfor, ventede i bilen. Yrsa havde pakket barnets ting, egne kufferter og alt det nødvendige.
Det tog tre ture at bære det hele ned. Asger sov trygt i autostolen.
Inden sidste gang lukkede hun døren til lejligheden bag sig og lagde nøglen på køkkenbordet, lige dér, hvor Bos kam havde ligget for tre uger siden. Ved siden af lagde hun en seddel:
“Bo. Vi er taget af sted. Led ikke efter Sanne, hun kontakter dig gennem advokat. Asger er med hende. Jeg er også.
Du ville have en familie, men glemte at den bygges på tillid, ikke manipulation.
Pastaen er i køleskabet. Dem må du klare alene nu.”
De forlod stedet.
Sanne lejede en lille hyggelig lejlighed i Valby. De første dage var barske: Asger var urolig, Sanne græd tit og Yrsa’s mobil glødede af Bos vrede opkald.
Bo skreg, truede, ville ‘tage barnet’, true-de med erstatning og at de aldrig ville se en krone.
Yrsa lyttede stille.
De holdt stand.
Efter et par dage dæmpede Bo sig og forsvandt ud i det blå.
Skilsmissen blev klaret ved retten, Bo sagde ikke et ord om, at han ville have Asger boende.
Yrsa havde fået ret hendes bror ønskede ikke mere ballade, bare at slippe med børnebidrag og fred. Han prøvede end ikke at få samvær.
Der blev ro.
