Marianne bar tunge poser fra supermarkedet og tænkte på, hvad hun skulle lave til aftensmad. Da hun krydsede vejen, opdagede hun en pige på omkring 11-12 år, iført en tynd lyseblå kjole, stående ved lyskrydset. “Det er koldt udenfor, og pigen er kun iført en kjole. Hun vil da fryse. Hvor er hendes forældre henne?”, tænkte Marianne.
Næste dag stod den samme pige uden for opgangen. Hun så meget mærkelig ud, nærmest fraværende, og hun havde den samme kjole på. Måske var der sket noget med hende…
“Pige, fryser du ikke? Hvorfor har du så lidt tøj på? Det er jo koldt…”
Pigen så på Marianne, og det gav Marianne en ubehagelig fornemmelse. Hendes øjne havde en skarp lyseblå farve, ligesom kjolen. Det var som om, hendes blik kunne trænge ind i sjælen.
“Kan du virkelig se mig? Hører du mig?” spurgte pigen.
“Ja, naturligvis, jeg taler jo til dig,” svarede Marianne.
“Normalt ser eller hører ingen mig… Mit legeme blev begravet, men jeg forsvandt ikke. Andre piger med smukke klæder kaldte på mig fra lyset, men jeg kan ikke forlade. Det er som om, der er tråde, der holder mig her.”
“Og mine forældre græder konstant. Jeg kan ikke holde det ud…”
“Hvad skete der med dig? Jeg forstår ikke, hvorfor jeg kan se og høre dig. Jeg er bare et almindeligt menneske, og du… Du er tilsyneladende et spøgelse. Men jeg er ikke bange for dig. Jeg kan fornemme, at du er ensom…”
“Jeg blev påkørt på et fodgængerfelt. Føreren kiggede på sin telefon og nåede ikke at bremse i tide. Det skete så hurtigt, at jeg ikke forstod noget, før mit legeme lå der. Ambulancen kom, mine forældre var der, men jeg følte ingen smerte. Jeg blev som luft.”
“Jeg forsøgte at råbe til mine forældre, men de hørte mig ikke. Jeg fulgte efter dem, skræmte og uforstående. Jeg så min egen begravelse, så min familie og venner græde. Det var synd for dem og for mig selv. Jeg indså, at intet nogensinde ville blive som før.”
“Så så jeg en port åbne sig på himlen. Der var lys og latter, og jeg ønskede at gå derhen, men jeg kunne ikke. Mine forældres tårer trækker mig ned…”
Marianne lyttede forundret til pigens fortælling. Det virkede som noget fra en film. Hun havde set sådanne historier på skærmen, men at opleve det i virkeligheden… Noget skulle gøres for pigen. Der måtte være en grund til, at de mødtes.
“Hvad hedder du, og hvor bor dine forældre? Lad os gå til dem. Jeg kan forklare det hele.”
“Nej, jeg kan ikke være i nærheden af dem. Det er for smertefuldt at se deres sorg. Sig bare, at de skal stoppe med at sørge. Jeg kan ikke komme væk. Og… jeg ser deres fremtid. De vil få et barn mere, en dreng. Men min mor er nødt til at lade mig gå.”
“Lad os gå en tur. Jeg går med dig hjem, men jeg bliver udenfor. Mit navn er Tove. Min mor kaldte mig for lillaøjet, fordi mine øjne har farven som en lilla.”
Marianne bankede på døren, og en smuk kvinde, iført en sort sjal, åbnede. Sorgens præg hvilede tydeligt på hendes ansigt. Mariannes hjerte sank. Som mor kunne hun sætte sig ind i smerten ved at miste et barn.
“Hej, du kender mig ikke, men jeg hedder Marianne. Vil du lytte til mig? Det er svært at tro på, men jeg ser din datter, Tove, lillaøjet… Hendes sjæl er stadig her, og af en eller anden grund kan jeg se og høre hende.”
“Hun beder om, at I stopper med at sørge, så hun kan forlade denne verden og gå derhen, hvor alle drager hen.”
“Hvad fabler du om… Hvordan kan du sige sådan noget? Gå væk, skamløse menneske! Vi har det allerede dårligt nok, og nu kommer du med dine vanvittige idéer!”
Døren blev smækket i. Marianne sukkede og gik ud på gaden igen. Selvfølgelig, hvad kunne hun forvente? Hvilken mor ville tro på noget så mystisk?
“Din mor tror ikke på mig. Hun siger, det er det rene vrøvl… Jeg ved ikke, hvordan jeg skal overbevise hende…”
“Stakkels mor, hun elsker mig så højt… Ved du hvad? Sig til hende, at hun skal tage til sommerhuset og grave under æbletræet, hvor vi elskede at sidde sammen. Jeg har gemt en æske der med sedler, jeg skrev til en fyr, Ole. Kun min mor ved om dem.”
“Jeg plejede at skrive breve til Ole. Men han grinede af mig. Jeg græd så meget, og min mor sagde, at jeg skulle rive dem i stykker og glemme det. Jeg besluttede at begrave dem, og om 10 år tage dem op igen og grine af det hele.”
Nogle dage senere besøgte Marianne igen Toves hjem. Denne gang åbnede faren døren.
“Er du til Svetlana? Kom indenfor.”
Marianne trådte ind i lejligheden. Der var legetøj og billeder af Tove overalt, med hendes smilende lilla øjne. Moren sad inde i stuen og så i et fotoalbum fyldt med barndomsminder.
“Hvad vil du nu? Kan du ikke lade os være i fred?”
“Svetlana, jeg spøger ikke. Tove bad dig tage til sommerhuset og grave æsken op, som hun gemte sommeren inden. Undskyld mig, men jeg vil gerne hjælpe din datter.”
Marianne efterlod en seddel med sit telefonnummer og gik. To dage senere ringede Svetlana.
“Marianne… Det er utroligt… Kun jeg kendte til min datters breve. Lad os mødes.”
Fra den dag blev Marianne og Svetlana gode venner. De kunne tale i timevis om Tove, ofte med tårer.
“Marianne, det har lettet mit hjerte at vide, at vores datter har været her hele tiden… Men jeg forstår, at hun skal rejse til et sted uden gråd og sorg. Lad os gå i kirke sammen, tænde et lys og bede for hendes sjæl.”
Da de kom ud af kirken, så Marianne Tove, som gik over til dem.
“Svetlana… Hun er her…”
“Lillaøjet, tilgiv os for alt, vi elsker dig så meget og vil aldrig glemme dig. Gå nu, min pige, vi vil mødes igen.”
“Mor, alting vil gå godt for dig og far. I vil få en søn, en barnebarn med øjne som mine. Vær lykkelig, og jeg vil have det bedre… Nu kan jeg roligt gå. Husk mig ofte, giv almisse, bed for mig, det er alt jeg har brug for…”
Marianne overbragte præcis, hvad Tove sagde, og kort efter forsvandt hun. Marianne så hende aldrig igen. Hun forblev venner med Svetlana i mange år. Tre år senere fik de en søn, og Marianne blev udnævnt til hans gudmor.
