Kvinden flygtede fra hjemmet og forlod sin mand og børn – to dage senere modtog hun et brev Efter en lang arbejdsdag vendte faren hjem, satte sig med en øl for at se fodbold og valgte roen frem for ansvar for børn og hjem. Han ønskede ikke at putte de råbende børn. Men den aften ændrede alt sig – hans kone mistede tålmodigheden, smækkede døren og gik. Børnene blev hos faren, og idyllen på sofaen blev vendt op og ned. Her er brevet, som manden sendte til sin kone få dage senere: “Kæreste, For et par dage siden skændtes vi. Jeg kom træt hjem kl. 20 og ville bare smide mig på sofaen og se fodbold. Du var udmattet og i dårligt humør. Børnene skændtes og råbte, mens du puttede dem. Jeg skruede op for lyden for ikke at høre dem. ‘Du ville nok ikke dø af at hjælpe lidt til – og tage ansvar for børnene,’ sagde du, mens du sænkede lyden. Frustreret svarede jeg: ‘Jeg har arbejdet hele dagen, så du kan gå hjemme og hygge dig med børnene’. Skænderiet rullede, argumenterne fløj. Du græd, fordi du var træt og vred. Jeg sagde mange dumme ting. Du råbte, at du ikke kunne mere. Så løb du ud og efterlod mig med børnene. Jeg måtte fodre og putte dem selv. Dagen efter kom du ikke hjem. Jeg blev hjemme fra arbejde for at være der for børnene. Så kom alle tårene og klagesangene. Jeg løb rundt i huset hele dagen uden tid til selv at tage et bad. Jeg var hjemme hele dagen og havde ingen at tale med over 10 år. Jeg fik aldrig ro til at nyde et måltid – børnene krævede min opmærksomhed konstant. Jeg var så udmattet, at jeg kunne have sovet 20 timer i træk, hvis ikke et barn vågnede og skreg hver tredje time. Jeg levede uden dig i to dage og én nat – og så forstod jeg det hele. Jeg forstod, hvor træt du er. Jeg så: At være mor er et konstant offer. Jeg forstår: Det er langt hårdere end at sidde på et kontor i 10 timer og træffe vigtige beslutninger. Jeg indså, at du har opgivet din karriere og økonomiske frihed for at være der for vores børn. Jeg forstod, hvor svært det er, når økonomien ikke er din egen, men afhænger af din partner. Jeg indså, hvad du ofrer, når du takker nej til fester eller træning med veninder. Du kan ikke dyrke dine egne interesser eller bare sove igennem. Jeg forstår, hvordan det føles, når du sidder indelukket med børnene og går glip af alt andet. Jeg forstår, hvorfor du bliver såret, når min mor kritiserer dine opdragelsesmetoder. Ingen forstår vores børn bedre end deres mor. Jeg indså, at mødre bærer det største ansvar i samfundet. Desværre bliver det hverken rost eller værdsat nok. Jeg skriver ikke dette brev kun for at sige, hvor meget jeg savner dig. Jeg vil ikke have, at der går én dag mere uden at du hører: ‘Du er utrolig stærk, du gør det fantastisk, og jeg beundrer dig!’ Rollen som hustru, mor og husbestyrer er samfundets vigtigste – men desværre den, der får mindst anerkendelse. Del dette brev med dine veninder, så vi endelig kan begynde at hylde verdens vigtigste arbejde: At være mor.

Kvinden løb ud af huset midt i natten, efterlod sin mand og sine børn bag sig, og to dage senere gled et brev gennem brevsprækken.

Efter at være kommet hjem fra arbejde, havde faren besluttet sig for at se fodboldkampen i stilhed, som om sofaen var en lille ø midt i et oprørt hav ingen pligter, ingen små stemmer. Han orkede ikke at lægge børnene, som råbte og legede med skyggerne.

Men den aften krøllede virkeligheden sig sammen som en gammel avis; hans kone fór ud af døren med en lyd, der var både storm og stilhed. Børnene efterlod som små både på en kyst, han ikke kendte. Manden, med en Tuborg i hånden og fjernsynets flimren, mærkede verden dreje en halv omgang for hurtigt. Et par døgn senere skrev han et brev til sin hustru, som svævede gennem drømmen:

“Kære Rikke,

For et par aftener siden skændtes vi. Jeg kom hjem, følte mig knust. Klokken var otte, og jeg ville bare synke ned i sofaen og svæve væk til lyden af fodbold.

Du var mat i blikket, træt i kroppen. Børnene diskuterede højlydt, mens du forsøgte at lægge dem.

Jeg drejede op for TVet, så jeg ikke behøvede høre det hele.

Ville du tage skade af at hjælpe lidt til med ungerne?, spurgte du, mens du skruede ned for lyden.

I min irritation svarede jeg: Jeg har knoklet hele dagen, så du kan gå herhjemme og lege mor.

Skænderiet spirede, argumenter blev til visne blade. Du græd, for du var slidt og vred. Jeg sagde dumme ting. Du råbte, at du ikke kunne mere. Så løb du og jeg blev alene med børnene.

Den nat måtte jeg fodre dem og putte dem i drømmeland. Dagen efter ventede jeg på, om du ville komme hjem. Jeg meldte mig syg og blev i lejligheden i Valby med ungerne.

Jeg lyttede til deres femtede ballade og gråd.

Jeg løb forvirret imellem værelserne, uden tid til at gå i bad eller mærke mig selv bare et øjeblik.

Hele dagen kunne jeg kun tale med små mennesker. Ingen voksne stemmer, kun børnebabbel.

Jeg nåede aldrig at spise varm aftensmad børnene krævede hele min opmærksomhed.

Jeg var så træt, at jeg kunne have sovet i dage, men hver tredje time vågnede et barn og kaldte på mig.

Jeg levede to dage uden dig og forstod alt.

Sådan forstod jeg, hvor udmattet du må føle dig.

At være mor er evig opofrelse.

Det er langt hårdere end ti timer i et finanskontor med store beslutninger og tal. Du gav afkald på din karriere og økonomiske frihed for børnene.

Jeg indså også, hvor mærkeligt det er at lægge sin økonomi i hænderne på en anden.

Jeg så, hvad det betyder at sige nej til en aften ude eller at træne med veninderne du når aldrig din yndlingsbeskæftigelse, og din søvn er et puslespil.

Jeg forstår nu, hvordan det føles at være indespærret med børnene og at miste forbindelsen til verden udenfor.

Jeg forstår, hvorfor det gør ondt, når min mor kritiserer dig for ingen kender børn bedre end deres egen mor.

Jeg har indset, at mødre bærer Danmarks tungeste ansvar. Men sjældent bliver mødre klappet på skulderen eller set.

Dette brev er ikke kun for at sige, hvor meget jeg savner dig. Lad aldrig timerne glide uden at du hører:

Du er modig, du gør det fantastisk, og jeg beundrer dig!

Rollen som hustru, mor og husholderske selvom den er vigtigst er den mindst værdsatte. Del dette brev med dine veninder, så vi endelig kan rose det vigtigste job: at være mor.”