Britta Jørgensen stod ved gangtunnelen nær togstationen og solgte simple varer. Hver dag tog hun derhen som om det var hendes arbejde af to grunde. For det første gav det lidt at lave, og for det andet var hendes pension ikke stor, selvom hun havde arbejdet ærligt hele sit liv, men sådan var det blevet…
At sidde hjemme alene kedede hende. Brittas mand havde været væk i mange år, over tyve år faktisk, og af kedsomhed begyndte hun at strikke. Først strikkede hun til sig selv, så begyndte hun at give sokker og vanter til naboerne, og da hun ikke kunne give mere væk, begyndte hun at strikke til salg.
Hun solgte ikke kun strikvarer. En gang imellem tilbød hun syltede agurker, surkål eller stueplanter som violer og kaktusser.
Hun fik sig en hund, en blandingshund. Hun havde set en hund med halsbånd gå rundt, blevet rørt over dens skæbne, tog den med hjem, og satte en annonce op om, at ejeren kunne hente den. Ingen ejer dukkede op. Det virkede som om, den var blevet forladt. Så hvad skulle hun gøre? Britta havde ondt af hunden. De lever nu sammen i harmoni. Og når hun skulle “arbejde”, fulgte hunden altid med hende til gangtunnelen. Den sad ved siden af og holdt vagt, mens Britta fodrede den med brød. Hun købte en halv franskbrød og brød et stykke af til hunden. En kop te fra termosen og frokosten var klaret.
***
Jens gik hjem fra skole og var fortørnet. Mathlæreren, fru Tobiasen, havde givet ham en dårlig karakter. Helt uretfærdigt, syntes han. “Handler matematik om dansk sprog?!” tænkte drengen. Ja, han havde lavet en opgave lidt forkert, ja, der var fejl i eksemplerne. Men det var matematik! “At trække fra for en stavefejl i svaret, det er for meget!” tænkte han. Men det kunne han ikke forklare sin mor. Og hvorfor havde nogen opfundet denne elektroniske karakterbog?! Nu kunne karaktererne slet ikke skjules for forældrene. Før i tiden kunne man bare rive siden ud af karakterbogen, og så var det ordnet…
Så mens han gik, nåede han næsten hjem uden at bemærke det. Han skulle bare gennem gangtunnelen. “Åh, damen står der igen. Med sine store sokker. Hvem køber dem?” tænkte Jens. Pludselig fik han øje på en smuk violet i en surmælksbøtte på hendes stofstykke, der fungerede som udstillingsvindue. Den var simpelthen enestående. Bladene lignede små roser, og de var pink med takkede kanter. Drengen beundrede den og stoppede op. Under violen stod prisen på et lille skilt – 50 kroner. Og Jens havde hele 80 kroner.
“Hvad hvis jeg køber blomsten til mor?” tænkte han. “Og morsdag er snart, næsten. Hun elsker blomster, hun vil blive glad og glemme den dårlige karakter!”
Jens købte violen, bragte den hjem og satte den på køkkenbordet til sin mor. Derefter så han lidt fjernsyn, spiste en frikadelle fra panden. Han kiggede ind i køleskabet og så modvilligt på gryden med suppe, som moren havde sagt, han skulle spise.
— Den skal varmes op! Åh nej! Det gider jeg ikke! — sagde Jens og fløj ud for at lege i gården.
Tricket med violen virkede. Moren blev virkelig glad og glemte at tjekke Jens’ karakterer. Hele aftenen rodede hun med blomsten, omplantede den og fandt det bedste sted til den i lejligheden.
Og Jens blev ven med Britta Jørgensen. Siden han købte violen, begyndte de at hilse, når de mødtes. Så begyndte han at tale med hende, dele nemme skolenyheder, og en dag kom det frem, at hun var en tidligere matematiklærer og huskede hele skolepensumet perfekt. Og for Jens, var det ikke dårligt? Han satte sig ved siden af Britta på klapstolen, og hun forklarede ham alle lektier. Hvordan man skulle gange og løse opgaver. Og hendes hund, Arne, løb rundt, stak sit næse i Jens’ hænder og ville gerne klappes og have kløet bag øret.
Men en dag kom drengen fra skole, og Britta var ikke ved tunnelen. Kun Arne sad på det sted, hvor de plejer at være. Da han så Jens, hoppede hunden op og løb hen til ham, som om den ventede. Den logrede med halen, løb frem og tilbage og viste, at de skulle gå et sted hen. Jens fulgte Arne. Men de behøvede ikke gå langt. Ved en bænk ved det nærliggende hus sad en bleg Britta Jørgensen, med sin store taske på hjul. Da hun så drengen og hunden, smilede hun og sagde:
— Hvorfor løb du væk, din skurk! Ville du redde mig? Alt er i orden nu. Jeg har taget en pille. Det er overstået. Jeg sidder lidt og går tilbage til mit arbejde.
— Mormor! Hvorfor går du hele tiden derhen, til tunnelen? Du burde blive hjemme, se tv, serier.
— Åh, lille ven! Hvorfor skulle jeg dog det?
— Men ingen køber noget alligevel!
— Det er rigtigt, — sukkede Britta. Så så hun trist på Jens og sagde stille:
— Hjemme ville jeg blive skør. Men sådan har jeg noget at lave.
— I burde prøve at strikke noget andet. Måske bløde legetøj? For de sokker er ikke særlig populære… Ved du hvad, prøv at strikke nogle figurer, så lægger jeg en annonce op på internettet! Alt kan sælges der!
— Nå, — sagde Britta tøvende, — Hvorfor ikke prøve? Hvem er populære nu? Gurli Gris? Jeg ved lidt, jeg ser jo tv, — sagde den gamle dame med et lumsk glimt i øjet.
— Det kan du godt! — smilte drengen.
Britta Jørgensen viste sig at være en fremragende håndværker. Med store briller tog hun dygtigt fat på at strikke forskellige tegnefilmsfigurer, både moderne og gamle, og bare søde dyr, så hendes forretning fik fart på. Kunder stod i kø. De ringede fra morgen til aften. Først hjalp Jens hende med at lægge annoncer op fra sin computer. For de første penge købte Britta sig en simpel smartphone i stedet for sin gamle telefon, og hun begyndte regelmæssigt at kommunikere med kunderne via internettet. Hendes legetøj blev en succes, fordi hun lagde en del af sin sjæl i hver af dem. Nu behøvede hun ikke at stå ved nogen tunnel. I varmen, mens hun nippede til te, tjente hun lidt ekstra til pensionen. Og hun fik mere socialt samvær. Nu kedede hun sig bestemt ikke.
En dag gik Jens ud for at købe brød og så Britta stige ind i en taxa.
— Ja, lille ven, jeg vil tage på en privat klinik. Til en god læge. Fordi nu har jeg råd! — smilede Britta Jørgensen, — Tak til dig! Du hjalp mig med at finde min niche! Åh, hvor! — lo hun.
Ved disse ord fra den gamle dame smilede Jens, taxachaufføren smilede også, og hurtigt kørte han Britta Jørgensen til den private klinik.
