Kvinde, 63 år: Efter syv år alene lukkede jeg en mand ind i mit liv. Efter tre måneder fortrød jeg…
I syv år boede jeg alene. Altså, hvis ikke man tæller katten Misse og veninderne, der indimellem kom forbi til en kop te. Livet gik sin rolige gang: stille, uden store udsving eller unødige dramaer. Overraskende for mange var jeg faktisk oprigtigt tilfreds med den hverdag.
En dag sagde en af veninderne pludselig:
Birgitte, er du ikke bange for at vænne dig alt for meget til det? At du aldrig lukker nogen ind igen?
Jeg lo bare:
Hvorfor skulle jeg dog det, når jeg har det så godt?
Det sagde jeg og glemte det straks igen. Alligevel satte ordene sig fast bag i hovedet. Helt vænne dig til det. Som om ensomheden var en sygdom, man skulle skynde sig at blive rask fra.
En måned senere blev jeg via nogle bekendte præsenteret for Jens. Jeg tænkte: Hvorfor ikke? Jeg er treogtres. Han er femogtres. Voksne mennesker med erfaring. Måske er det på tide at være lidt mindre stejl?
Tre måneder gik. Og så stod det klart for mig: nogle gange er ensomheden faktisk varmere end et forhold, hvor man ikke bliver hørt.
Når stilheden bliver din ven
I de syv år led jeg aldrig under at være alene. Jo, lige efter min skilsmisse var det svært vrede, skuffelse, en tomhed indeni. Men med tiden fandt jeg ro.
Jeg fik katten Misse. Lærte at brygge kaffe på min egen måde. Holdt op med at vågne med uro i brystet hver morgen. Begyndte at læse mere, gå flere ture, lytte til mig selv.
I begyndelsen var det uvant, især de første par år. Men lidt efter lidt lærte jeg at leve alene uden at føle mig ensom. En dag sagde jeg til den samme veninde:
Ved du hvad, jeg har det faktisk godt.
Hun lo:
Pas nu på, du ikke bliver for glad for det. Vænner du dig for meget, vil du ikke lukke nogen ind.
Men jeg havde jo ikke brug for en eller anden. Jeg savnede nærhed, respekt, meningsfulde samtaler. Som det viste sig sidenhen, hører nogle mænd kun ét: Hun er alene hun siger ja til hvad-som-helst.
Han kom med blomster og komplimenter
Jens og jeg blev sat sammen af nogle fælles venner. Han var enkemand. Venlig, rolig, havde et guldhjerte, som folk sagde. Og hænderne rigtigt skruet på.
Han var god til at kurtisere: dukkede op med blomster, inviterede på café, morede sig. Han sagde, at jeg så meget yngre ud og ikke lignede en på min alder.
Det var smigrende. Men samtidig var der en forsigtighed i mig. Man åbner en dør, som længe har stået lukket støvet har lagt sig og nu står man pludselig i noget, som virker fremmed. Og man prøver at overbevise sig selv: Det skal nok gå. Giv det en chance.
Den første måned var næsten lys. Vi gik ture, talte om film, spiste middag sammen indimellem. Han virkede så opmærksom, at jeg tog mig i at tænke: Måske er ikke alle mænd ens?
Men allerede dér dukkede de første små advarsler op.
Første måned: små ting fortæller mere end ord
En gang blev han fornærmet, fordi jeg ikke ville flytte ind hos ham med det samme.
Hvad skal du vente på? Vi er jo ikke unge længere sagde han med et smil.
Jeg har ikke travlt med at kaste mig ud i noget svarede jeg roligt.
Så må du jo blive siddende i din lille hule.
Jeg lo, troede det var for sjov. Men jeg bemærkede det.
Senere kom andre bemærkninger:
Du har for mange veninder. Du ses med dem næsten hver dag.
Skal du også sidde på Facebook og sociale medier? Hvorfor dog?
Du burde skære ned på saltet. I din alder, du ved…
Det blev fremsagt på en måde, hvor det altid var du burde, aldrig vi burde. Forskellen mærkes.
Vigtigst var hans trang til konstant at rette på mig. Belære, vejlede. Som om jeg ikke var en voksen kvinde med masser af livserfaring, men en skolepige, der skulle ledes på rette vej.
Anden måned: hvor lyset svinder
Langsomt begyndte jeg at blive træt ikke i kroppen, men i sjælen.
Det føltes som at være sammen med én, der hele tiden kigger på dig gennem et forstørrelsesglas og altid finder fejl: Her gør du forkert. Og her også. Faktisk gør du det hele forkert.
Han blev jaloux, selv overfor mine små vaner. Min morgenkaffe, som jeg holder af at drikke alene i stilheden.
Han blev irriteret, hvis jeg ikke ville tage med til hans kolonihave, når jeg allerede havde planlagt at se en veninde. Kritiserede, at jeg holdt afstand, selvom kun halvanden måned var gået.
En dag sagde jeg det ligeud til ham:
Ved du hvad, jeg føler faktisk ikke, at du accepterer mig.
Han smilede og svarede:
Jeg prøver bare at gøre dig til en ordentlig kvinde.
Der lød et bump inde i mig. Som om noget tungt faldt ned. En stemme inden i sagde: Gå.
Endeligt besluttede jeg mig, efter en episode hjemme hos mig selv.
Han kom uanmeldt forbi. Trykkede på dørtelefonen og sagde kort:
Det er mig, luk op.
Jeg åbnede ikke.
Jeg har morgenkåbe på, er optaget og har ting, jeg skal nå.
Stemningen blev straks vred:
Hvilke ting kan du have at lave en lørdag? Klarer du ikke dig selv? Du vil bare ikke se mig!
Hans stemme steg, sikkert så hele opgangen kunne høre det. Så ville han endda låne en nøgle for en sikkerheds skyld. Derefter blev der stille. Ikke en rolig stilhed, men en fornærmet, spids tavshed med budskabet: Du ødelagde det hele selv.
Den nat sov jeg for første gang længe trygt. Ingen opkald. Ingen pres. Ingen indvendig spænding over at skulle leve op til andres forventninger og være den bedste version af mig selv for én, der ikke engang prøver at forstå, hvem jeg er.
Hvad skete der så: Tilbage til mig selv
Jeg græd ikke. Jeg sad ikke oppe om natten med telefonen i hånden eller spurgte veninder: Var det min fejl?
Jeg satte mig bare ved køkkenbordet og skrev et brev til mig selv. Meget kort. Én tanke:
“Du skylder ikke nogen noget. Din stilhed er ikke tomhed. Det er et rum, hvor du bliver respekteret.”
Så lavede jeg kaffe, gik ud på altanen og åbnede en bog. Dagen efter tog jeg i teatret med en veninde. Så begyndte jeg til yoga.
Lidt efter lidt vendte jeg tilbage til min rytme. Til mit liv, hvor der ikke var behov for at undskylde hele tiden.
Hvad jeg lærte på de tre måneder
Ofte bliver ensomhed udlagt som en slags straf især efter tres, hvor man hører de samme sætninger igen og igen:
Du skal skynde dig, mens du kan.
Du er ikke noget for nogen.
Bare én er bedre end ingen.
Men virkeligheden er en anden. Ikke bare bare en eller anden, men ham eller hende, du faktisk har det godt sammen med. Ikke nå at finde nogen, men bare leve. Ikke at holde ud for anstændighedens skyld, men at vælge det, der føles rigtigt for dig.
Jeg indså: Ensomhed er ikke en dom. Det er en mulighed. En mulighed for at leve på den måde, som føles rigtig. Ikke lade sig styre af, hvad andre mener, du skal eller bør. Ikke blive ved med en person, bare fordi du tænker måske er det sidste chance.
Jeg er 63 år. Og jeg lever igen alene. Men i denne ensomhed er der det, jeg savnede i forholdet: respekt.
Fem lærepunkter fra de tre måneder
Første: Hvis en mand siger, at du bor i din lille hule det er ikke sjovt ment. Det er et forsøg på at gøre dit liv mindre værd.
Andet: En mand, der vil gøre dig normal, accepterer dig ikke, som du er. Og vil aldrig gøre det.
Tredje: Kommer han uanmeldt og forlanger at blive lukket ind det er ikke omsorg. Det er kontrol.
Fjerde: Hvis du efter bruddet føler lettelse i stedet for sorg, var forholdet kun rigtigt for én ting: at ende.
Femte: Ensomhed er ikke tomhed. Det er plads til dig selv. Og det skal ikke fyldes med hvem som helst.
Til sidst: Jeg vælger stilheden
Jeg er 63. Jeg venter ikke længere på en prins på en hvid hest. Drømmer ikke om ungdommens eventyr. Søger ikke min anden halvdel.
Men hvis en dag, der dukker én op i mit liv, ved jeg præcis, hvad der er vigtigt for mig. Ikke pæne ord. Ikke blomster. Ikke smigrende komplimenter.
Men respekt. At blive set, som man er. Muligheden for at være sig selv.
Er det ikke der så vælger jeg hellere stilheden. Fredfyldt, varm, min egen.
For ensomhed med respekt er langt bedre end et forhold, hvor du bliver forsøgt ændret.
Jeg har det godt alene. Og det er helt i orden.
En kvinde på 63 valgte ENLIGHED frem for et forhold med pres og kontrol er det svaghed eller snarere visdom? Er det bedre at være ALENE eller bare sammen med nogen? Måske handler det også om, at samfundet alt for ihærdigt fortæller kvinder over 60, at de skal nå at finde en mand, ellers bliver de set som tabere? Men i virkeligheden ligger den største styrke ofte i at turde vælge sig selv og stilheden.
