Kajsa
Brylluppet er forbi, gæsterne er taget hjem, og vores datter er flyttet til sin mand. Lejligheden føltes tom. Efter en uge i stilhed besluttede min kone og jeg at anskaffe et kæledyr. Vi håbede, det kunne erstatte vores datter på en værdig måde og holde vores forældrereflekser i live at fodre, træne, gå tur med og rydde op efter noget. Jeg håbede også, at i modsætning til vores datter, ville dyret ikke svare igen, stjæle mine cigaretter eller rode i køleskabet om natten. Vi havde ikke besluttet os for, hvad det skulle være, men tænkte, vi fandt ud af det på stedet.
Søndag tog vi til Den Grønne Dyremarked. Ved indgangen blev der solgt nuttede marsvin. Jeg kiggede spørgende på min kone.
“Nej,” afgjorde hun. “Vores datter var landbaseret.”
Fiskene var tavse, og papegøjerne, der lignede hinanden både i farver og snakkesalighed, udløste min kones allergi for fuglefnug. Jeg blev tiltrukket af en lille abe, hvis grimasser mindede mig om vores datter i puberteten. Men min kone lovede at lægge sig som en død mellem os, så jeg måtte give efter. Til sidst vi havde kun kendt aben i fem minutter, men min kone var jeg vant til.
Der var kun hunde og katte tilbage. Hunde skulle gås konstant, og katte gav for meget besvær jeg kunne ikke se mig selv sælge killinger ved metroen. Så det blev en kat.
Vores Kat genkendte vi med det samme. Den lå i et plexiglas-aquarium, omgivet af uerfarne killinger. Killingerne stødte deres våde næser mod dens bløde mave og trådte søvnigt med poterne. Katten sov. På aquariet hang en skilt med navnet “Kajsa.” Sælgeren fortalte en rørende historie om en hård kattetilværelse om hvordan en hund, der var vokset op med katten, næsten havde bidt den ihjel, så den ikke længere havde et hjem.
Udadvendt var vores valg en smuk, grå perser med pedigree. Men der var ingen papirer, der bevarede, at den flade næse ikke var en fødselskade, men et racetræk. Ifølge de manglende papirer hed katten officielt “Konge,” men den reagerede hurtigt på Kajsa. Så vi købte den.
Turen hjem gik fint Kajsa snorkede blidt under sædet i bilen. Allerede i opgangen, vel vidende min holdning til lemlæstelse, spurgte min kone spydigt:
“Er du sikker på, den ikke er kastreret?”
Jeg spændte mig. Ikke fordi jeg har noget imod seksuelle minoriteter, men en kastreret kat minder mig om Quasimodo, umenneskeligt misdannet af mennesker. Jeg lagde Kajsa ud på trappeafsatsen og foretog en grundig urologisk undersøgelse. I halvmørket kunne man ikke se de pelsklædte kønsdele, og hele den bløde mave var fuld af filtret pels. Jeg prøvede at fremkalde en zoofil følelse og kørte hånden over kattens underkrop. Katten hylede, men alt syntes at være på plads.
Senere samme dag kom vores datter på uanmeldt besøg for at gennemgå køleskabet. Da hun så Kajsa, glemte hun den halvspiste lagkage og gik løs på dyret. Sammen med sin mor proppede de den i badekarret og vaskede den med babyshampoo. Derefter svøbte de den ind og tørrede den med min håndklæde, inden de brugte en hårtørrer.
Da Kajsa så præsentabel ud, begyndte min kone at redde dens pels og klippe de filtrede pletter væk. Katten mjavede utilfreds. Jeg blandede mig ikke og tog en øl med ud i køkkenet.
Idyllen blev brudt af et hjerteskærende hyl og et brag. Glas klirrede, og der lød et skrig. Jeg satte flasken fra mig og skyndte mig derhen. Min kone sad på sofaen og vuggede frem og tilbage i takt med sine hulk, med blodige ridser på hænderne. Der lå en saks og totter af kattelhår. Min datter og jeg stimlede sammen om den sårede.
“Hvad skete der?”
Min kone så på os med bedrøvede øjne og hylede igen:
“Bøøøller!”
“Hvilke boller?”
“De blev skååååret af!”
“Hvorfra?”
“Fra kateeeeen!”
Jeg er ikke læge, men jeg har en stærk mistanke om, at sådan noget ikke bare falder af. Især ikke hos katte.
Længe og forgæves prøvede vi at forstå, hvad der var sket, mens hun græd. Jeg er en god person, så jeg havde en voldsom lyst til at kvæle min elskede. Jeg har altid lyst til at dræbe en grædende kvinde. Af medlidenhed. Som en alvorligt såret soldat, så hun ikke lider og river sjæle ud med sine hyl.
Til sidst åbnede hun de hårdt sammenknyttede næver. På de blodige og tårevåde håndflader lå to bløde pelsklumper. Den grå pels glinsede af bloddråber. Det viste sig, at da min kone klippede pelsklumper mellem bagpoterne, røg katten til. Hun fulgte bevægelsen med saksen og klippede det, der kom i vejen. Og ifølge hende var det netop *boller*.
Gennem tårer og løbende næse fandt vi ud af, at katten havde hyllet af smerte og gemt sig under sofaen, efter at have ridset min kones hænder i blod. Og selvfølgelig, undervejs, smadret en vase. Hvis jeg var katten, havde jeg bidt hovedet af hende og smadret hele lejligheden. Hvilket jeg også fortalte hende. Hun begyndte at hyle igen.
Min datter og jeg tog en moppestang og lagde os på gulvet. Under sofaen, i det mørkeste, støvede hjørne, lyste øjnene på den nyfødte kastrat som rav. Katten knurrede truende. Den reagerede ikke på kælenavne eller pølser. Som mand kunne jeg godt forstå den.
Min datter skubbede forsigtigt Kajsa mod kanten med moppen, mens jeg prøvede at gribe den hjemmelavede kirurgs offer i poterne. Katten var utrolig kvik og slap ikke af. Den kneb øjnene sammen og hamrede løs på moppen med kloer, der efterlod dybe ridser. Til sidst greb den fat i moppen med kloer og kom tættere på. Gud, hvor så den ud! Gale, lysegule øjne. Spindelvæv på snuden og hundredeårs støv på halen. På en halv time var den smukke perser blevet til en hjemløs kastrat. Det gjorde mig trist at tænke på sammenligningen.
Jeg holdt den varsomme kat tæt og kradsede den beroligende bag øret. Gradvist slap den af, og de anspændte poter slappes den
