**Dagbog**
Det var på universitetet, at Mette og Anders mødtes. Begge boede på kollegiet. De besluttede sig hurtigt for at blive sammen, men først efter enden uddannelse. Som altid kom livet i vejen for deres simple planer. På sit sidste år blev Mette gravid.
“Anders, hvad skal vi gøre?” Mette stirrede fortvivlet på ham. “Du ved, hvor streng min mor er. Hun ville knap nok lade mig studere. Jeg lovede hende, at jeg ikke ville ende som hende, føde et barn uden en mand. Og nu? Hvordan skal jeg nogensinde vende hjem? Hun slår mig ihjæl.” Mette bed sig i læben for at holde gråden tilbage.
Anders var også bange, men han ville være en mand og redde sin kærestes ære. Hans forældre havde ikke stillet krav til ham, da han flyttede til København for at studere. Han elskede den ulykkelige, tårevædede Mette, så han foreslog, de skulle giftes. Der var eksamener lige om hjørnet—ingen tid til bryllup nu.
Han ringede til sine forældre, fortalte ærligt, hvad der var sket, og sagde, at han ville komme hjem efter eksamen med en eksamensbevis og en kone. De skældte ham selvfølgelig ud—det var der ingen undgåelse for. Men hvad kunne de gøre? Han måtte komme hjem med hende.
Mette gemte sin bule bag sin mand, da de stod i hans forældres trange gang. Faderen rynkede panden, moren rystede på hovedet og skældte dem ud for at skynde sig med et barn og gifte sig uden deres velsignelse. “Det bliver ikke godt. Er det virkelig sådan, man starter et liv?” De sukkede og skændtes, men besluttede at hjælpe det unge par. De solgte sommerhuset, skrabede sidste øre sammen og købte en lille lejlighed til dem.
“Vi har gjort, hvad vi kunne. Resten må I klare selv,” sagde faderen.
To måneder senere fødte Mette en lille pige.
Anders arbejdede, men pengene rækkede aldrig. Hans forældre havde allerede givet alt, hvad de havde, og det var pinligt at tigge om mere. Så da en gammel skolekammerat foreslog at sælge computere, lyttede han.
“Det er en god forretning. Lige nu er der efterspørgsel. Jeg har kontakter til leverandører. Du har styr på teknikken—jeg er stadig ny. Sammen kan vi gøre det store!” overtalte kammeraten ham.
90’erne med bandekrig lå bag dem. Risikoen var der, men det var lovligt nok. Så Anders sagde ja. Men han måtte låne en stor sum for at starte virksomheden.
De købte udgået hardware billigt, og Anders reparerede og opgraderede den. Så solgte de den med stor fortjeneste. Forretningen gik godt. Anders betalte gælden og købte endda en større lejlighed.
Datteren blev større, og det var tid til børnehave. Mette længtes efter at arbejde.
“Bliv nu hjemme. Vi har penge nok. Hvad er det, du vil?” knurrede Anders. “Det er tid til at tænke på en sønu.”
“Lad mig lige hvile. Jeg er ikke kommet over bleerne endnu. Jeg har ikke arbejdet en dag efter universitetet. Og Emma skal lære at omgås andre børn. Hvordan skal hun ellers klare skolen?” overtalte Mette.
Men der var ingen pladser i børnehaven. Så tilbød de Mette en pædagogmedhjælperstilling, hvis de også ville tage Emma. Hun tøvede ikke.
“Pædagogmedhjælper med en universitetsuddannelse? Gør mig ikke til grin,” rasede Anders.
“Vær ikke vred. Det er kun et år, inden Emma kommer ind. Så siger jeg op og finder et rigtigt job. Hun vil være lige her. Er det ikke godt?” formildede Mette ham.
Online-arbejde var ikke en mulighed dengang. Internetet var langsomt. Anders brokkede sig, men gik med til det.
Deres forretning blomstrede, til mishag for konkurrenterne. Men en dag gik det galt. Lige da de havde købt en ny ladning bærbare computere, blev alt stjålet om natten, og tyveriet blev dækket af en påsat brand. De mistede alt og sad tilbage med gæld.
Kammeraten begyndte at drikke. Men Anders kunne ikke—han havde en familie. Pengene skulle tilbage, og en tænkte sælge lejligheden. Men hvor skulle de bo? Tilbage til forældrene?
Anders ledte efter et job—ingen mere forretning. Heldigvis mødte han en god chance: en bil sad fast i sneen. Han skubbede den fri, bemærkede en processor på bagsædet, og før de vidste det, fik han tilbudt et job. Firmaet havde brug for en til at reparere og installere software—lige hans område. Han sagde ja.
Gælden blev betalt langsomt. Livet fandt sin balance. Emma voksede op, skulle snart i gymnasiet. Det virkede, som om alt ondt var overstået.
Den dag kom Anders sent hjem. Mette lavede aftensmad, mens Emma og en veninde lyttede til musik. Så skulle veninden hjem.
“Mor, jeg følger hende,” råbte Emma fra gangen.
“Ikke længe!” nåede Mette at sige, før døren smækkede.
Hun slukkede komfuret og satte sig foran fjernsynet. En film kørte. Mette lod sig rive med, glemte tiden, lagde ikke mærke til, at Anders kom hjem.
“Hvorfor så stille? Er Emma hjemme?” spurgte han og gnubber sine kolde hænder. “Det er lige pludselis blevet frost.”
Først nu huskede Mette, at Emma var gået for at følge sin veninde. Hvor længe var det siden? Tyve minutter? En halv time? Hun burde være hjemme længe siden. Veninden boede i nærheden. Mette løb ind i Emmas værelse. Tomt. Hun ringede til veninden.
“Er Emma ikke hjemme? Vi sagde farvel for tyve minutter siden,” sagde veninden forvirret.
Det var tydeligt—noget var sket. Mette bebrejdede sig selv. Hvorfor lod hun hende gå? Hun skulle være gået med. Hun flakkede rundt i lejligheden, ville ud og lede. Venindens forældre ringede og tilbød hjælp. Anders holdt Mette tilbage, satte hende ved telefonen. Men hun var ude af stand til at samle sig.
“Ja, en pige uden papirer blev bragt ind for en time siden,” svarede de fra et hospital.
Mette græd endnu vildere.
“Men hun lever. Stop nu med at græde—vi skal afsted!” skar Anders igennem.
Emma var i live, men i koma. Lægerne kunne ikke love noget. Mette forlod ikke sengen, bad hende om at vågne. Men miraklet udeblev. Tre dage senere døde Emma af sine hovedskader.
Vejret i starten af november var koldt og gustent. Slud og regn blandede sig. Men den aften kom frosten pludselig. Emma var på vej hjem, da en bil med sommerdæk gled ud i sMen da de små poter på Toshkas potte kom listende ind i stuen og krøb op i Mettes skød, føltes det for første gang, som om der igen var håb i det gamle hus.
