Kunstneren
Den kat dér, Jytte, den er et regulært uhyre! Du må af med den! Karen rynkede på næsen, mens hun kastede et foragteligt blik på den en-ørede, rødstribede hankat, der snoede sig om fødderne på søsteren.
Hvad er det, du siger, Karen?! Jytte gispede. Det er jo et levende væsen!
Væsen? Det kan vi vidst godt sige! Det er vist det bedste ord. Synes du ikke, Jytte, at han tillader sig lidt rigeligt?
Katten, som om han ville bevise Karens pointe, hvæsede pludselig, bulede ryggen op og listede sidelæns hen imod ballademageren.
Se! triumferede Karen og pegede på katten, mens hun trådte baglæns. Hvad sagde jeg?!
Jytte skyndte sig at kalde på sin beskytter:
Kunstner, søde, det er okay! Alt er i orden!
Katten vendte sig om, kiggede på sin ejer, og lagde sig derefter roligt tilbage ved Jyttes fødder. Med et venligt stød med siden mod hendes dårlige ben satte han sig tæt ind til hende parat til at springe til, hvis det skulle være.
Bandit! fnyste Karen, mens hun med stor forsigtighed passerede katten. Og ham har du ondt af!
Der må jo være nogen, der har ondt af ham, sukkede Jytte.
Kunstner kom ind i Jyttes liv for tre år siden. Dengang var der grå skyer over hendes tilværelse. Først mistede hun sin mand, og straks derefter hendes eneste søn så hun var helt alene, bortset fra søsteren og et par veninder, som hun mest så til julefrokoster.
Søster var der. Altid.
Karen var ældst. Der var ikke meget forskel på søstrene, men deres forældre havde gjort et stort nummer ud af at betone:
Karen er vores ældste! Meget ansvarsfuld! Man kan betro hende alt, og det bliver gjort rigtigt og til tiden. Og Jytte Jytte, hun er vores engel. En trøst for sjælen. Et vidunder! Men hun er så distræt Det er næsten til at græde over.
Pigerne voksede op i fuld overbevisning om, at Karen var klog, smuk og stjernen i familien, mens Jytte var klodsmajoren dog favoritbarnet.
Hvorfor roser de dig hele tiden? blev Karen fornærmet, når Jytte kom hjem med gode karakterer. At gøre det, man skal, det er da normalt! Hvad er der at klappe af?
Jamen Karen, jeg er jo ikke så klog som dig! Du får altid kun 12-taller. Jeg slæber lidt af hvert med hjem.
Netop! Men det er altså dig, de klapper på skulderen! næsede Karen, og Jytte skjulte sit smil for ikke at irritere søsteren yderligere.
Karen tog studentereksamen med topkarakter og startede på universitetet, hvor hun nærmest aldrig var hjemme.
Hvordan går det, Karen? forsøgte Jytte altid at fange et øjeblik på telefonen for at følge lidt med i søsterens liv.
Det går! Bare jeg havde flere timer i døgnet!
Mangler du tid til at læse? spurgte Jytte omsorgsfuldt.
Nej da, det er ikke skolen! Der er bare ikke tid til et liv. Hvordan i alverden skal jeg møde nogen, når jeg ræser rundt dagen lang og kun tænker på karriere?
Tja, Karen det har jeg aldrig tænkt på.
Nej, du har vel sjældent tid til at tænke på noget, lille skat! grinede Karen, uden at bemærke hvor meget hun sårede Jytte. Det er voksenting. Ikke for sådan nogle som dig!
Jytte lod uret passere, skjulte sin sårbarhed, men glædede sig i al stilhed, når Karen lykkedes med noget. Det var hendes lod at være den, der beundrede stjernen.
Da universitetet var ovre, var Karen stadig single. Mændene holdt sig langt væk, bange for hendes rapkæftede og kontante attitude. Ikke engang morens ihærdige forsøg med at blødgøre temperamentet hjalp.
Mor, hvad vil du have? Skal jeg sidde dér i hjørnet og lege fin-frøken fra en gammel roman? Glem det! Det lader vi Jytte om! Det er ikke min stil!
Nej, jeg siger bare, lidt mindre kant De kan nu godt lide det, drengene.
Åh, mor! Hvad ved du om, hvad unge mænd vil have i dag? Det er en helt anden tid!
Måske har du ret, Karen
Så kom lynet da Jytte, som alle havde overbevist om, at gymnasiet slet ikke var nødvendigt for hende (et håndværk er bedre!), en dag præsenterede familien for sin forlovede.
Dette er min Anders
Anders tryllebandt Jyttes forældre ved første blik. Flot, skarp, dygtig. Han var journalist og godt på vej indenfor TV-branchen. Allerede et navn i den lille andedam.
Men vigtigst han var dybt forelsket i Jytte. Hende som ingen fra familien syntes bemærkelsesværdig, hende fra det lokale tekniske skole.
Jytte elskede altid at sy og klæde sig pænt og derfor var uddannelsen som skrædder det naturlige valg.
Jytte, skrædder?! Karen rystede på hovedet.
Jeg er jo ikke så boglig som dig, Karen. Men det med en flot nederdel eller bluse det kan jeg da finde ud af. Jeg elsker at se folk omkring mig glade i pænt tøj.
Tja, det er jo til at blive dårlig af! Hvad foregår der oppe i hovedet på dig, Jytte?
Ved ikke. Men din nye kjole, den sidder vel meget godt?
Til HVEM?
Dig. Mig. Alle. De siger jo, du ser godt ud! Hvordan kan det være dårligt?
Tjah Nogen sigter efter månen, og min søster syr bluser Ak ja, Jytte!
Endnu engang anede Jytte ikke, hvad hun gjorde galt. Karen gik dog stolt rundt i Jyttes kreationer, selvom hun aldrig røbede, hvor de kom fra.
Det et hemmeligt!
Okay, så det er fra udlandet? Har du diplomatfamilie nu?
Kan ikke sige det. Det er en hemmelighed og ikke min! satte Karen på, men indeni var hun stolt af sin søsters talent.
Indtoget af Anders ramte Karen som et godstog.
Hvordan?! Hvordan kunne hende uden uddannelse og uden skønhed pludselig få en kæreste og et giftermål før Karen? Helt utænkeligt!
Til Jyttes bryllup sad Karen som et isskræmt liv: venner og familie fattede intet men de opdagede for første gang, hvor flot Jytte faktisk var i sin egensyede kjole.
En yndighed! Og sikke en gut! Et smukt par! Må lykken følge dem!
For første gang mærkede Karen, hvordan misundelse rigtig føltes. Den gnavede sig ind i hende som en sulten tand. Søsterens mand var flot? Flot og du har ingen!
Forældrene hang ved Jytte og talte om børnebørn? Ikke i sigte for Karen hvor skulle de komme fra?
Jytte strålede, som om det var hendes stjernelys, Karen havde mistet.
Karen blev ikke til festen var slut. Listede hjem og græd, bidraget fast i puden og forbandede sit liv.
Men da moren trådte ind ad døren, samlede Karen sig op og blev sig selv igen.
Er du okay, skat?
Helt fin! Slap nu bare af.
Karen blev gift et halvt år senere med den første og bedste, hun fandt. Han var ældre, lettere tyndhåret og lidt rund, men noget så klog. Han gennemskuede straks, hvad hun var ude efter:
Jeg giver dig, hvad du vil have. Men det bliver en fornuftsaftale.
Vilkår?
Du føder mig et barn, gerne to. Går efter karrieren, som jeg bakker op om. Barnepige, hushjælp alt, hvad du vil. Jeg lover dig, ingen elskerinder og dit helbred bliver passet på. Kun ét krav: trofasthed. Jeg tolererer ikke utroskab. Der skal være mad på bordet, varmt i sengen og ro og hyggeligt derhjemme. Kan du forstå det?
Karen tøvede ikke:
Aftale!
Mærkværdigvis blev det et ganske glimrende ægteskab. Godt nok ikke ynde og romantik som hjemme hos Jytte og Anders, hvor alt var kærlighed og grin, så snart man trådte ind ad døren, men med sikkerhed og stabilitet.
Karen leverede som aftalt: først en dreng, så en pige. Begge opfostret med barnepige og stram tidsplan. Hende selv havde travlt med ph.d., arbejde og receptioner. Hvor hun fik sine flotte kjoler fra, røbede hun stadig ikke.
Jytte tog sig tid. I 90ernes famlende år syede hun hjemme kunderne blev henvist via veninder, hviskende til dem, der var på listen:
Skrædderen på Ryesgade! Men hun tager næsten ikke nye! Hendes egne nok!
Så dygtig virkelig?
Uvirkeligt! Den lyserøde kjole, du så til Lisbeths fest? Det var hende!
Ej nu, jeg troede, det var design!
Ja, design ude fra et køkkenbord! Se bare, hvis hun tør satse, løfter hun sig lige som de kendte! Du får se!
Blandt hendes kunder var både nyrige fruer, lokalpolitikere og halvdelen af TV-Byen. Jytte gentog aldrig sig selv hun vidste alt for godt, hvad der skete, hvis to fra samme selskab mødte op i den samme model.
Da tingene faldt en smule til ro, åbnede Jytte et lille atelier som straks blev stamsted for både netværk og decideret sladder. Her kunne man kigge forbi eller forsvinde uden at hilse. Lokalerne i stueetagen i det gamle hus, som Karen havde fundet, blev straks ombygget efter alles behov.
Karen købte udstyret og lånte penge ud:
Lad nu være med at tænke på beløbet, Jytte. Vi tager det senere!
Lidt havde Karen brug for at give sit bidrag. Hun følte, at det måske var hendes misundelse, der havde slukket det lys, der før havde brændt så stærkt i Jytte. Når hun så på sine egne, raske børn, var det med et stik for Jyttes længe ventede søn, hendes drøm, var født syg.
Solsikken, begyndte folk at kalde ham, og Karen endte med det navn om nevøen.
Min søde skat! Min lille Solsikke! Jeg har gaver til dig! snerlede Karen, når hun besøgte nevøen.
Han mødte hende altid med et åbent smil, så Karen for en stund var parat til at vende hele verden for at gøre ham glad.
Karen, du holder jo mere af min Mikkel end dine egne børn! sagde Jytte, når hun så dem omfavne hinanden. Han har altså glædet sig…
Delvist rigtigt, men Jytte nød at tro det meste af det.
Karen hjalp. Hun fandt barnepige, hjalp med atelieret:
Jobb på, Jytte! Du har brug for det! Anders er altid på farten, og Mikkel kan være der med. Lav et børnehjørne. Jeg fikser barnepigen!
Karen, hvad skulle jeg gøre uden dig?
Hvad skulle en søster ellers til for? Nu ikke til at tude, jeg har brugt en time på makeup!
Sådan gled årene.
Karen holdt øje med Jyttes og Mikkels helbred. Hun søgte læger, fandt specialister. Mikkel var svagelig, hans hjerte og organer ville ikke, som de skulle.
Karen, hvad har jeg gjort galt? græd Jytte, når de var alene. Hvorfor lige ham?
Ingenting, søde! Det er bare skæbnen, der har valgt at sætte dig på prøve. Men nu ikke tude! Vi skal sørge for, han får ro og kærlighed. Mere kan man ikke kræve.
Måske har du ret
Selvfølgelig har jeg det! Jeg har fundet endnu en neurolog til ham der er venteliste, men det ordner jeg! Nu ikke græde lav hellere en kop te og giv mig en ostemad, jeg har ikke fået noget, siden i morges!
Karens mand var helt okay med, at hun brugte tid på nevøen.
Ærgerligt, man ikke kan gøre mere for drengen. Sig til, hvis du mangler noget! Jeg hjælper.
De ord betød mere, end Karen ville tilstå. Hun var begyndt at holde af ham, ikke ungdommens hovedløse kærlighed, men den modne, rolige slags.
Børnene voksede, forældrene blev ældre og misundelse og fnidder mellem søstrene fordampede. Hvem skulle man ellers dele sine bekymringer med?
Også Jytte kunne være der for Karen. Da Karens mand var i problemer på jobbet, fik Jytte sin Anders til at undersøge sagen. Det viste sig mange år senere, hvor tæt det havde været på at koste ham livet men sagen blev opklaret, og Karen sagde enkelt:
Du ved ikke, hvad du og Anders gjorde for mig. Men jeg lover dig du får aldrig lov at mangle noget, mens jeg lever.
Og hun holdt ord.
Hun stod ved Jyttes side, da Anders blev syg. Han døde langsomt, svindende for øjnene af sin kone, mens Karen tog imod hendes tårer:
Hvorfor?! Han var jo så ung!
Der sammen med søsteren hjalp Karen hende gennem sorgen, mindede hende dagligt om, at der stadig var Mikkel.
Og bagefter var det også Karen, der holdt Jytte oprejst, da hendes elskede Solsikke forlod denne verden for altid. De stod dér to søstre, uden tårer tilbage, mens lægerne forklarede dem dødsårsagen. Hånd i hånd gik de hele vejen gennem København uden et ord.
Den gule T-shirt. Og de røde sneakers
Ja
De behøvede ikke forklare hinanden, hvad det betød. De ville tage afsked på den måde, han ville have syntes om.
Efter sønnens død ældedes Jytte i rekordfart. Arbejdet blev maskinelt, det meste lagt over til de ansatte. Ofte kom Karen forbi atelieret og fandt Jytte, hængende over tegnebrættet, ude af stand selv til at sætte en enkelt streg.
Jytte…
Jeg skal nok Jeg skal lige hvile lidt, ikke? løftede Jytte blikket; tomt, uden glimt.
Det går jo ikke! Karen nærmest snøftede.
Jeg må vel det hele nu svarede Jytte og forsøgte at smile.
Alt ændrede sig den dag, en kat dukkede op i atelieret.
Ingen anede, hvor den filthårede, snavsede, halvørehankat var kommet fra. Gaden var travl, her kom aldrig katte.
Katten forsøgte at gå ind, men blev straks jaget ud.
Skrub af, vilddyr!
Så lagde den sig på det øverste trin, flad og slatten som en gammel karklud og det var sådan Jytte så ham den dag, hun ankom sent.
Hvad i alverden er det? spurgte hun sine piger.
En kat, Jytte! Han har lagt sig og nægter at flytte sig!
Er han død eller hvad? Jytte puffede forsigtigt til katten med snuden af sin støvle.
Katten åbnede det ene øje, sukkede menneskeligt og lod tungen hænge ud af munden, som ville han sige:
Hvad har jeg gjort dig, kære menneske? Jeg er nærmest død! En uge uden mad. Ikke engang et navn har jeg! Jer er der ingen barmhjertighed hos!
For første gang længe smilede Jytte.
Sikke en skuespiller! Se lige, hvor teater den kat kan! Stanislavski ville dø af misundelse! Okay, skiftede hun ånd. Kom med! Så får du mad og lidt kærlighed.
Hun greb katten, så på det stakkels øre og rystede på hovedet.
Men vi starter altså hos dyrlægen! Det der øre og resten
Katten modtog beskedene uden brok. Sad roligt på forsædet i bilen, kun et kort brøl da indsprøjtningen gjorde ondt. Senere tog han lækker leverpostej direkte fra Jyttes hånd, og marcherede derpå stolt ud som den frie kat han nu var, i følge med sin nye frue.
Tja, jeg har aldrig haft kat før. Hvordan gør vi det her, Kunstner?
Katten indtog Sfinx-positionen og gloede uforstyrrelig på trafikken, mens Jytte smilte for første gang i evigheder.
Vi skal nok komme ud af det. Nu skal vi bare se, om Karen kan godkende dig
Karen godkendte selvfølgelig ikke katten. Ikke officielt. Hun jog ham, samtidigt med hun med stigende glæde så, hvordan han fik noget frem i Jytte igen. Pludselig var der glød i øjnene! Jytte havde igen nogen at tage sig af, nogen der havde brug for hende mere end hun behøvede selv.
Han ser altså mærkeligt på dig, Jytte!
Det gør ikke noget! Ingen har set sådan på mig i hundrede år!
Hvordan?
Med kærlighed!
Han er en fidusmager! Han lyver for dig!
Og hvad så? Han varmer mine ømme fødder, ser film med mig og stirrer intenst på skærmen som om han forstår alt!
Du er selv ude om det! Skulle have kaldt ham Missemor eller Felix! Hvem døber en kat Kunstner?!
Fordi det er, hvad han er! grinede Jytte, og Karens hjerte blev blødere.
For nu smilte Jytte igen. For det kunne Karen tilgive Kunstneren alt!
Men det øjeblik, Karen for alvor accepterede katten, var den dag, hvor hun næsten mistede sin søster.
Det var lørdag, ingen havde aftalt noget. Karen var alligevel i nærheden af atelieret og tænkte, hun kunne kigge ind. Nu da katten var flyttet ind, havde Jytte begyndt at arbejde igen kollektionerne blev nærmest revet væk.
Der lyste lys i atelieret, Karen låste sig ind.
Jytte! Jeg er her!
En rødlig skygge skød ud, og inden Karen kunne nå at fatte det, bed Kunstner sig fast i hendes ankel og flænsede hendes nylonstrømper.
Kunstner! Er du sindssyg?! Hvad har du gang i?
Katten så mærkelig ud. Karen blev nervøs det glimt i øjnene havde hun aldrig set før.
Gud, er du rablende?
Hun greb sin målepind klar til at holde katten væk. Men så begyndte Kunstner at miave hjerteskærende, før han pilede mellem hende og døren til det gamle børneværelse som Jytte aldrig havde kunnet nænne at lave om.
Hvad er der? Karen hviskede uden at tænke. Hvor er Jytte?
Hun stormede derind, glemte alt om katten, og så: Søsteren lå på gulvet, krampagtigt klyngende sig til et billede af sønnen.
Jytte!
Ambulance, hospital, næsten et døgn i koma
Karen trampede rundt på gangene og bad på den måde man nu gør, når man ikke har prøvet det før.
Tag hende ikke! Lad hende blive hos mig! Lad hende leve.
Senere hørte hun, at Kunstner havde været som vanvittig dér, hvor han var blevet lukket inde indtil Jytte vågnede. Først da blev han rolig, og han ville ikke have mad kun lidt vand, og blev liggende tæt på sygeplejerskens sko.
Efter tre uger var Jytte klar til at komme hjem.
Karen, først atelieret!
Hvorfor dog dét? Så skal jeg nok køre katten hjem til dig!
Nej! Jeg skal selv se ham!
Med besvær klatrede Jytte op ad trapperne. De ansatte grinede, da de så det rødbrune lyn suse afsted, snor sig om Jyttes ben og male så højt, at selv Karen kapitulerede:
Åh Kunstneren!
Jytte løftede katten op, strøg det øre, der var helet for længst, og sagde:
Han kaldte på mig, Karen. Jeg hørte ham først katten, så dig. Der på hospitalet også
Hvad mener du?
Jeg kan ikke forklare det. Først hørte jeg Anders, så Mikkel, men til sidst overdøvede katten alt andet. Og så dig.
Det er besynderligt sagde Karen.
Men Kunstneren så ud, som om han forstod præcis, hvad hun mente. Stille lagde han sig sammenrullet i Jyttes favn og faldt i søvn.
Jeg tror lige, jeg blev godkendt til hvad vides ikke Men godkendt! grinede Karen.
Kunstneren åbnede det ene øje, sendte et grønt glimt og malede så højt, at alt tristessel blev sendt på pension. Jytte smilte igen, og det gjorde hele Karens hjerte varmt.
For hvad har man egentlig brug for her i livet? At dem, man elsker, er tæt på og lidt ro i sjælen.
Så lidt Og dog så meget.
