Kunstneren
Den kat er simpelthen et djævelens væsen, Lise-Lotte! Den skal ud, sagde Bodil Kirstensdatter og rynkede næsen, mens hun så på den enørede, røde kat, der snoede sig omkring søsterens fødder.
Hvad taler du om, Bodil?! udbrød Lise-Lotte forskrækket. Det er jo et levende væsen!
Væsen? Ja, det er vel det eneste rigtige ord! Synes du ikke, Lise-Lotte, at han tager sig lidt for mange friheder?
Som på kommando hvæsede katten pludseligt, krummede ryggen og bevægede sig i små, truende skridt mod gæsten.
Præcis! udbrød Bodil triumferende med en finger mod katten, men tog et forsigtigt skridt tilbage. Hvad sagde jeg?!
Lise-Lotte sukkede og bøjede sig ned mod sit forsvar:
Kunstner, rolig nu, skat! Alt er godt!
Katten kiggede sig over skulderen på sin ejer, faldt til ro, gik tilbage til Lise-Lottes side, og satte sig tæt ved hendes fod, som for at signalere, at han stadig var på vagt.
Bølle! fnyste Bodil, mens hun forsigtigt gik uden om katten. Og du har ondt af ham!
Nogen skal jo have ondt af ham, sagde Lise-Lotte stille.
Kunstneren var kommet ind i Lise-Lottes liv for tre år siden. Dengang var alt mørkt for hende. Først havde hun knap nok nået at tage afsked med sin mand, da hendes eneste søn også pludselig døde. Tilbage var hun, udover sin søster, alene med et par bekendte omkring sig. Lise-Lotte havde aldrig haft rigtige veninder.
Men Bodil var der. Søsteren.
Bodil var den ældste. Aldersforskellen mellem dem var lille, men forældrene gjorde altid meget ud af at skelne:
Bodil er vores store pige! Meget ansvarsfuld! Man kan stole på, at hun gør det hele ordentligt og til tiden! Men Lise-Lotte Lise-Lotte er vores lille engel! En trøst for sjælen. Vidunderbarn! Men hun er så glemsom Det er en skam!
Sådan voksede pigerne op i troen på, at Bodil var den dygtige og skønne, mens Lise-Lotte var den klodsede, men elskede.
Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor forældrene roser dig! beklagede Bodil sig, når Lise-Lotte fik gode karakterer i skolen. At gøre sit skolearbejde er jo normalt! Hvad er der at rose?
Bodil, men jeg er jo ikke så klog som dig. Du får altid de bedste karakterer. Jeg har lidt af hvert.
Netop! Men de roser dig alligevel! surmulede Bodil, mens Lise-Lotte skjulte sit smil for ikke at gøre søsteren mere fortørnet.
Bodil kom let ind på universitetet og var sjældent hjemme.
Hvordan går det, Bodil? spurgte Lise-Lotte forsigtigt for at høre om søsterens liv.
Det skrider frem! Bare det gik lidt hurtigere. Jeg har for lidt tid!
Til lektierne? spurgte den bekymrede Lise-Lotte.
Nej, det er ikke lektier! Jeg har for lidt tid til mit private liv! Hvordan skal jeg lære en ordentlig fyr at kende, når jeg drøner rundt og kun tænker på, at man ikke kan lave karriere uden en passende basis?
Det tænkte jeg ikke over…
Har du nogensinde tænkt over noget, lille ven? lo Bodil og bemærkede ikke, hvor såret hendes ord gjorde søsteren. Det er voksne sager. Ikke for sådan en som dig.
Lise-Lotte trak sig fra samtalerne, skjulte sin skuffelse og glædede sig stille med, når Bodil fik noget til at lykkes. For Bodil skulle jo stråle. Det var Lise-Lottes plads bare at nyde lyset.
Da Bodil havde afsluttet universitetet, var hun stadig alene. Drengene holdt sig væk de var bange for hendes tempererede væsen og skarpe tunge. Forældrenes bøn om, at hun skulle være lidt mere mild, prellede af.
Mor, hvad vil du have mig til at gøre? Sidde i et hjørne som en gammel lilleskolepige og være pæn? Det må I altså give til Lise-Lotte! Det er slet ikke mig.
Men skat, jeg beder dig ikke om at lave om på alt… Bare vær lidt blødere måske? Det kan drengene godt lide.
Åh, mor, hvad ved du om, hvad moderne unge mænd er til? Tiderne har ændret sig totalt!
Ja ja… måske har du ret, Bodil…
Men så skete det uventede Lise-Lotte, som alle ellers havde sagt ikke skulle tage en videregående uddannelse, men hellere lære et rigtigt fag, dukkede op hjemme med en forlovet.
Mød min Hans…
Hans charmerede Lise-Lottes forældre på et splitsekund. Han var nydelig, klog og talentfuld. Han var journalist og var netop begyndt sin karriere på DR. Han havde allerede gjort sig et navn.
Det vigtigste var, at han var hovedkulds forelsket i Lise-Lotte, som i alles øjne var ganske almindelig og i gang med at uddanne sig til beklædningshåndværker.
Lise-Lotte havde altid elsket at sy og klæde både sig selv og andre pænt på.
Lise-Lotte, hvad er nu det for noget syerske?! Bodil var ikke tilfreds.
Bodil, jeg er jo ikke så klog som dig. Men et flot skørt eller en bluse kan altså ikke alle lave. Jeg vil bare gerne glæde andre. Give dem noget flot tøj at gå i.
Og hvad skal det nytte? Hvad tænker du egentlig på?
Aner det ikke… Men den kjole, jeg syede til dig, blev vel god? Hvordan den skulle være!
Til hvem?
Dig! Mig. Alle. Tænk, folk ser dig og siger hvor ser hun godt ud! Er det ikke dejligt?
Jaja… Nogen drømmer om at rejse til Mars, min søster… Tja, Lise-Lotte, hvad skal der dog blive af dig.
Men Bodil gik i Lise-Lottes hjemmesyede tøj med stolthed. Lise-Lotte tegnede sine egne modeller, sad oppe om natten og broderede farverige blomster på søsterens kjolehæm. Når Bodil så sig selv i spejlet, smilede hun tilfreds.
Tøjet var så flot, at folk ofte spurgte Bodil, hvor det var fra. Hun røbede aldrig sandheden.
Det er en hemmelighed!
Ja, sikkert fra udlandet… Har du diplomatslægt?
Siger det ikke! Det er ikke min hemmelighed, fnes Bodil, men hun var i smug stolt af søsterens talent.
Men Hans tilsynekomst i Lise-Lottes liv var et chok for Bodil.
Hvordan kunne det gå til, at hun, der hverken havde uddannelse eller den store skønhed, pludselig blev gift før Bodil? Utroligt!
Til brylluppet sad Bodil som forstenet. De andre forstod ingenting. I Lise-Lottes egenhændigt syede kjole var hun for en gangs skyld midtpunkt.
Hun er da smuk! Og sikke en pæn fyr hun har! De matcher hinanden helt utroligt! Må de blive lykkelige!
Første gang i sit liv mærkede Bodil misundelsen nappe hende. Til festen gik hun tidligt hjem, siden hylede hun sig gennem natten med hovedet begravet i puden.
Men da moren spurgte ved dørtærsklen, samlede Bodil sig straks.
Er du ok, skat?
Helt fint! Intet at bekymre sig om.
Bodil blev gift et halvt år senere nærmest med den første og bedste. Hendes mand var en del ældre, begyndende skaldet, lidt kraftig og meget intelligent. Han kendte hendes intentioner fra start.
Jeg kan give dig det, du vil have. Det bliver en gensidig aftale.
Vilkår?
Du føder mig et barn, måske to. Gør karriere det sørger jeg for. Barnepige, hushjælp, alt du ønsker. Jeg forventer troskab, ingen sidespring. Jeg ønsker et pænt hjem, et dækket bord og rolig stemning, så jeg kan koncentrere mig om mit arbejde. Er det forstået?
Bodil overvejede ikke engang:
Det er en aftale!
Mærkeligt nok blev deres ægteskab solidt. Ikke så kærligt og varmt som Lise-Lottes og Hans, hvor alle mærkede hjertevarmen, men præget af ro og tryghed.
Hun gav ham en søn, så en datter. Børnene voksede op med barnepige deres hverdag blev minutiøst planlagt af Bodil, så de blev både opdraget og veluddannede. Hun havde travlt med ph.d., arbejde, receptioner, hvor hun som altid aldrig røbede sit tøjs oprindelse.
Lise-Lotte havde ikke travlt. I de turbulente halvfemsere syede hun tøj hjemme. Kunder anbefalede hende mund til mund.
Hun er simpelthen fantastisk, men tager sjældent nye kunder!
Er hun vitterligt så god?
Du skulle se min lyserøde kjole; det er hende!
Der var både koner til erhvervsfolk og politikere blandt hendes kunder, og hun syede for mange af Danmarks Radios ansatte og balletdanserne. Aldrig lavede hun magen til.
Tidligere havde Bodil fundet et lille lokale til søsteren. Med det rigtige udstyr, som Bodil havde lånt hende penge til, kørte det hurtigt for Lise-Lottes systue som også blev et moderigtigt samlingspunkt, hvor folk kom for at netværke eller sladre, men også kunne dukke op anonymt og forsvinde ubemærket. Lokalerne i den gamle ejendom på Frederiksberg var indrettet, så alle følte sig hjemme.
Bodil havde brug for at give søsteren styrke. Fyldt af dårlig samvittighed over tidligere misundelse tænkte hun ofte, at det var hendes egen skyld, at lyset i Lise-Lotte var begyndt at blegne. For selvom hun selv havde sunde børn, var Lise-Lottes højtelskede dreng født syg.
Nogen havde kaldt ham Solstrålen, og det navn holdt Bodil fast i og kaldte ofte sig søstersøn det.
Min skat! Solstråle! Jeg har gaver til dig, sagde hun, når hun kom på besøg.
Og drengen modtog hende altid med så varmt et smil, at man fik lyst til at give ham hele verden.
Bodil, du elsker min Mads mere end dine egne børn, sagde Lise-Lotte, når hun så sønnen kramme sin tante, han ellers ikke let lod komme tæt på. Han ventede så meget på dig…
Lise-Lotte ville gerne tro på, at hendes dreng var rask.
Bodil, der forstod søsterens byrde, påtog sig at finde barnepige og hjalp hende med systuen.
Du skal arbejde, Lise! Du har brug for det! Hans er altid væk på job. Hjemme sidder du bare.
Jeg kan ikke, Bodil! Jeg har jo Mads!
Du har plads nok. Indret børneværelse, ansæt folk. Jeg finder en barnepige. Led og din søn er hos dig!
Bodil, hvor var jeg uden dig?
Hvad er søstre ellers til? Åh, stop nu… Jeg har brugt en time på makeup i dag! Jeg har møde!
Sådan rullede årene.
Bodil holdt opsyn med søsterens og nevøens helbred. Hun ledte efter specialister. Mads forblev svag. Hans hjerte, hans indre organer var aldrig rigtigt raske.
Bodil, jeg forstår ikke… græd Lise-Lotte, når de var alene. Hvad gjorde jeg forkert, siden min dreng skal have det sådan?
Intet, søde! Det er skæbnen. Et svinestrejfsprøve, men vi klarer det! Vi gør ham så glad og tryg som overhovedet muligt, Lise. Mere kan ingen ønske sig: Familie, varme, omsorg og kærlighed. Det kan vi give ham.
Måske kan vi…
Så skal vi! Jeg har fundet endnu en neurolog, stor kanon, køen er enorm, men jeg har allerede skrevet Mads op. Vi ser, hvad han kan diske op med.
Bodil…
Sig ikke mere! Skænk mig lidt mere te. Giv mig et stykke rugbrød eller en ostemad jeg har ikke fået noget siden i morges!
Bodils mand kunne godt forstå hendes hjerte for nevøen.
Ærgerligt, vi ikke kan gøre mere. Men sig til, hvis du har brug for min hjælp.
Hans få, nøgterne ord betød meget for Bodil. Hun vidste allerede, at hun elskede sin mand ikke med ungdommens vilde forelskelse, men med en rolig, moden og sikker kærlighed.
Børnene voksede, forældrene blev gamle, og mellem søstrene var der nu kun tillid.
Hvem ellers kunne man dele livets byrde med end en søster?
Lise-Lotte hjalp også Bodil. Da hun hørte, at hendes mand havde problemer på jobbet, fik hun Hans til at hjælpe. Undersøgelsen blev lang og svær, og først efter mange år opdagede hun, at det næsten havde kostet Hans livet. Men sagen kom ud med sandheden, og Bodil sagde blot tak.
Du aner ikke, hvad du og Hans har gjort for mig. Jeg lover dig dig og din familie skal aldrig mangle noget, mens jeg lever.
Bodil holdt sine ord.
Hun stod ved søsterens side, da Hans blev syg. Han gik bort langsomt, forsvandt for øjnene af sin hustru, der kæmpede for at holde ud, men til sidst hulkede mod Bodils skulder:
Hvorfor?! Han var jo så ung!
Skulder ved skulder holdt Bodil hende oppe, mindede hende om at Mads stadig var der.
Og senere holdt Bodil sin søster, da hendes elskede Solstråle forsvandt for altid. De klamrede sig til hinanden og græd ikke foran lægerne. Da de forlod hospitalet, gik de gennem byen hånd i hånd i stilhed.
Den gule t-shirt og de røde sneakers…
Ja…
De behøvede ingen forklaring. De tog afsked, som han ville have ønsket det.
Efter sønnens død gik det hurtigt ned ad bakke for Lise-Lotte. Hun arbejdede nærmest i søvne, lod personale klare alt. Bodil så hende ofte sidde tomt foran skitseblokken uden at tegne en eneste streg.
Lise-Lotte…
Jeg skal nok… Jeg hviler bare lidt, ja? svarede hun uden liv i øjnene.
Sådan går det ikke, græd Bodil næsten.
Nu er alt jo ligemeget… svarede Lise-Lotte stille med et træt smil.
Vendepunktet kom den dag, en kat dukkede op i systuen.
Ingen anede, hvor han kom fra forslået, beskidt og med et iturevet øre. Gaden var travl, man så sjældent katte der.
Katten forsøgte at smutte ind, men blev jaget væk.
Smut! Ud med dig!
Da gjorde han det eneste rigtige: Lægge sig flat på trappens øverste trin, hænge poter og hoved ud over, og lade, som om han var en gammel klud. Sådan fandt Lise-Lotte ham, da hun ankom senere end sædvanligt.
Hvad er det, piger? udbrød hun og så på katten, der spillede død.
En kat, Lise-Lotte Kirstensdatter! Den vil ikke flytte sig!
Er den overhovedet i live? Lise-Lotte rørte katten sagte med skoen.
Katten åbnede det ene øje, sukkede dybt og rakte tungen ud, som om han sagde:
Hvad gør I? Jeg dør jo! Jeg har ikke spist i ugevis, og I har ikke en smule empati!
For første gang i lang tid smilede Lise-Lotte:
Sikke en skuespiller! Se, hvor han overdriver! Kom så! Frokost får du.
Hun samlede katten op, undersøgte det øre og sagde:
Først dyrlægen. Dit øre ser slemt ud…
Katten sagde ikke en lyd. Han sad roligt i bilen, gjorde kun modstand, da vaccinationen gjorde ondt. Han modtog Lise-Lottes gave en dåse torskerogn med værdighed og traskede uden tøven efter hende ud af klinikken.
Jeg har aldrig haft kat før. Hvordan skal vi enes, Kunstner?
Han indtog positur som en sfinks og betragtede biler, og Lise-Lotte smilede igen.
Vi skal nok blive gode venner. Nu må vi se, hvad Bodil siger til dig…
Naturligvis godkendte Bodil ikke katten. I det mindste ikke udadtil. Hun jagtede Kunstneren og bemærkede med glæde, hvordan Lise-Lotte nu havde lidt liv i øjnene igen. Hun havde brug for nogen at tage sig af.
Lise-Lotte, han kigger mærkeligt på dig!
Bodil, lad ham. Ingen har set på mig sådan i årevis!
Hvordan sådan?
Med kærlighed!
Han snyder! Han narrer dig!
Så pyt da! Han varmer mine kolde fødder om aftenen og ser film sammen med mig. Han glor virkelig på skærmen, som om han forstår det hele!
Det er din egen skyld! Du skulle have kaldt ham Misser eller Felix! Hvem kalder en kat Kunstner?
Det passer jo så godt, lo Lise-Lotte, og Bodil blev varm om hjertet.
Hendes søster smilede igen! For det tilgav Bodil katten alt.
Endelig fik hun et nært forhold til Kunstneren den dag, hun var ved at miste Lise-Lotte.
Det var en lørdag, spontant kom hun forbi systuen, fordi hun var i nærheden. Siden Kunstneren ankom, havde Lise-Lotte arbejdet igen, og kollektionen blev beundret som aldrig før.
Lyset var tændt. Bodil låste sig ind.
Lise-Lotte! Jeg er her!
Et rødt lyn fór mod hendes ben katten bed sig fast og rev hendes strømper i stykker.
Kunstner! Er du blevet tosset?
Katten var mærkelig. Bodil trådte et skridt tilbage for ikke at blive bidt, da hun så, hvordan hans øjne lyste.
Gud, er du rasende?
Hun snuppede en kridtpind fra bordet og forberedte sig på at skubbe ham væk, men da mjavede katten pludselig, ræsede mellem hende og døren til børneværelset, som stadig stod urørt efter Mads.
Hvad er der? Hvor er Lise-Lotte?!
Hun løb ind, glemte alt om katten og så Lise-Lotte ligge på gulvet, fotoet af sønnen i hånden.
Lise-Lotte!
Ambulance, hospital, næsten et døgn i intensiv…
Bodil gik rastløs gennem gangene og bad til højere magter:
Tag hende ikke! Lad mig beholde hende! Lad hende leve!
Senere fik hun at vide, at Kunstneren også havde huseret hele natten inde bag døren og jamret sig, som kun han kunne, når han kaldte på sin ejer. Først da Lise-Lotte vågnede op igen, lagde han sig roligt i hjørnet og nægtede at spise han ville kun have vand.
Efter tre uger blev Lise-Lotte udskrevet.
Bodil, vi skal først hen til systuen!
Lise, hvorfor? Jeg kan da tage ham med hjem til dig!
Nej! Jeg vil se ham!
Lise-Lotte kæmpede sig op ad trapperne, og pigerne, der ventede, lo, da den røde ildkugle fór hen til hendes ben, snoede sig om dem og spandt så højt, at selv Bodil måtte give sig:
Åh, Kunstner!
Lise-Lotte løftede katten, klappede det gamle ar på øret, og sagde:
Han kaldte på mig, Bodil. Jeg kunne høre ham… Først ham, så dig. Før hospitalet. Og derovre også…
Hvordan det?
Jeg kan ikke forklare det. Først hørte jeg Hans stemme, så Mads. Men de forsvandt, og så lød kun katten… Og til sidst kom du…
Det er mærkeligt, mumlede Bodil.
Men det var som om, Kunstneren vidste besked; han duttede hende på hagen og lagde sig trygt i Lise-Lottes arme.
Jeg tror, jeg er blevet godkendt, sagde Bodil med et smil. I hvad ved jeg ikke, men godkendt…
Kunstneren åbnede det ene øje, sendte glimt af grønt, spandt højlydt og jagede sorgen væk, lovede ro. Så Lise-Lotte smilede igen, og det glædede søsterens hjerte.
For hvad behøver man egentlig? At have sine nære omkring sig og fred i sjælen.
Så lidt Så megetTiden gik, stuen var aldrig tom. Søde dufte af tråd og stof, svage fodtrin hen over det slidte parket. På væggene hængte Lise-Lottes gamle skitser sammen med nye, der spirede frem, når hænderne fandt modet igen. Nogle eftermiddage sad hun med Bodil over te og småkager, mens Kunstneren lejrede sig midt på bordet og viftede hale hen over skitserne. Han havde altid styr på pigerne, som Bodil sagde.
På årsdagen for Mads fødselsdag lagde Lise-Lotte en lille trådkrans med syede blomster på hans seng i det urørte værelse. Kunstneren listede med, lagde sig ved hovedpuden og så op på hende med det ene grønne øje, der bragte minder om alt, hun havde mistet og alt, hun stadig havde. Vi to, sagde hun stille, vi går ingen vegne.
Bodil kom forbi med to stykker lagkage og krøllede sig sammen i vindueskarmen. Hør nu, sagde hun, i morgen bestiller vi teaterbilletter. Et sted i byen venter der noget nyt. Kun for os – og måske én rød kat.
Lise-Lotte grinede og tørrede en tåre væk. Der er mere lys i dag, Bodil. Kan du mærke det?
Kunstneren rullede sig på ryggen, som om han svarede.
Ja, svarede Bodil og trak tæppet tættere om dem. Der er altid mere lys, når man ser det sammen.
Sådan sad de længe, mens forårssolen sneg sig ind over Frederiksbergs tage, og et svagt spind voksede i rummet: lyden af trøst, kærlighed, tab og alt det, der stadig var tilbage og et løfte om, at hvor noget ender, begynder livet altid på ny, selv om det bare er i et varmt, rødternet tæppe og en kats grønne blik.
