KUNNE IKKE ELSKE
Piger, hvem af jer hedder Frida? kvinden kiggede undersøgende og med et glimt i øjet på mig og min veninde.
Jeg er Frida. Hvorfor? sagde jeg forvirret.
Her er et brev til dig, Frida. Fra Morten, den ukendte kvinde fiskede et krøllet brev op af lommen på sin kitel og rakte det til mig.
Fra Morten? Hvor er han selv? undrede jeg mig.
Han er blevet flyttet til voksenhjemmet. Morten ventede sådan på dig, Frida, som var du en gave sendt fra oven. Han ventede hver dag, kiggede ud af vinduet. Dette brev bad han mig læse igennem for stavefejl han ville ikke gøre sig til grin for dig. Nå, jeg må videre. Frokosten starter snart. Jeg arbejder som pædagog herinde, sagde hun, så på mig med et lidt bebrejdende blik, sukkede og forsvandt.
Det begyndte et år tidligere. Min veninde Mille og jeg fandt på at udforske lidt, mens vi nød sommerferien. Vi var begge seksten og sultne efter eventyr.
Vi satte os på en bænk i det fremmede område, snakkede og grinede, indtil to unge fyre pludselig nærmede sig.
Hej piger! Keder I jer? Skal vi lære hinanden at kende? rakte den ene hånden ud, jeg hedder Morten.
Jeg svarede:
Frida. Her er min veninde Mille. Og din stille ven, hvad kalder vi ham?
Henrik, sagde den anden forsigtigt.
Fyrerne virkede lidt gammeldags og alvorlige. Morten sagde strengt og næsten som en voksen:
Hvorfor har I så korte nederdele på? Mille, din trøje er meget nedringet.
Tja… Drengene kigger bare, der hvor de ikke skal pas på med øjnene, de kan snart løbe hver sin vej, grinede vi.
Det er ikke let at lade være. Vi er jo mænd. Ryger I mon også? Morten blev ved.
Ja, selvfølgelig men kun for sjov, smilede vi.
Først nu lagde vi mærke til, at de begge haltede. Mortens ben var stift, og Henrik gik med besvær.
Er I under behandling her? spurgte jeg forsigtigt.
Ja. Jeg kom galt af sted på knallerten. Henrik blev skadet, da han hoppede ud fra en klippe ned i fjorden, svarede Morten lidt mekanisk. Vi skal snart hjem igen.
Vi troede på deres historier anede intet om, at både Morten og Henrik siden barnsben var alvorligt handicappede. De boede og lærte på børnehjemmet, hvor ingen udefra så deres hverdag. Hver af dem havde opfundet sin egen fortælling om uheld, slagsmål eller fald for at virke almindelige.
Morten og Henrik viste sig at være interessante, kloge og langt mere modne end deres alder lignede.
Mille og jeg begyndte at besøge dem ugentligt både for at sprede glæde og fordi de havde meget at lære fra sig.
Det blev hurtigt til en vane.
Morten plukkede blomster til mig fra bedet, Henrik lavede finurlige papirfoldninger og overrakte dem genert til Mille.
Vi sad fire på bænken Morten tæt ved mig, Henrik med ansigtet vendt mod Mille, som fik røde kinder og syntes særligt godt om ham.
Vi snakkede om alt og ingenting, grinede, nød samværet.
Sommeren gik blidt og hurtigt.
Regnfuld efterår kom, ferien sluttede. Mille og jeg havde sidste år på gymnasiet foran os og glemte helt Morten og Henrik.
Eksamen fulgte, sidste ringetone, studentergilde. Sommeren var på vej nu med håb og nye planer.
En dag gik vi forbi hjemmet igen for at hilse på vores gamle bekendte. Vi satte os forventningsfuldt på bænken i håb om at Morten og Henrik snart dukkede op med friske blomster og sjove origami. To timer gik forbi uden noget tegn på dem.
Så kom den unge kvinde ud og overrakte brevet fra Morten.
Jeg åbnede straks konvolutten:
Kære Frida! Du er min duftende blomst! Min uopnåelige stjerne! Måske har du ikke forstået, at jeg elskede dig ved første blik. Vores møder var min livsluft. Halvt år har jeg forgæves stirret ud af vinduet, ventet på dig. Du har glemt mig. Vi går hver sin vej. Alligevel takker jeg dig for du lærte mig kærlighedens navn. Jeg husker din bløde stemme, din smil, dine varme hænder. Hvor det gør ondt at savne dig, Frida! Bare én gang mere at se dig!
Nu er både Henrik og jeg fyldt atten. Til foråret flyttes vi til et andet hjem. Vi ses næppe igen. Hjertet er i stykker! Måske bliver jeg rask, når du forsvinder fra mines tanker.
Farvel, min uforglemmelige!
Underskrevet: altid din Morten.
Med brevet lå der en presset blomst.
Jeg blev grebet af skyldfølelse. Hjertet snørrede sig sammen intet kunne længere ændres. Tankerne fløj til sætningen: Vi har ansvar for dem, vi knytter bånd til.
Jeg vidste slet ikke, hvordan Morten havde lidt eller hvor stor hans kærlighed var. Men jeg følte intet lignende for ham. Kun venlighed og interesse for hans viden, ikke mere. Ja, jeg havde flirtet lidt, givet hans følelser næring men aldrig drømt om, at det skulle tænde en brand i hans hjerte.
… Mange år er nu gået. Mortens brev er blevet gult, blomsten smuldret. Men jeg husker stadig vores unge, uskyldige møder og den fortryllende latter.
Historien fik et efterspil.
Min veninde Mille blev dybt berørt af Henriks svære opvækst hans forældre havde opgivet ham, fordi hans ene ben var meget kortere end det andet. Mille afsluttede læreruddannelsen og arbejder nu på hjemmet for børn med handicap. Henrik blev hendes elskede mand, og sammen har de to voksne sønner.
Ifølge Henrik levede Morten alene i mange år. Da Morten fyldte fyrre, kom hans mor til hjemmet, genkendte sin forladte søn, græd, genopdagede kærligheden og tog Morten med hjem til landsbyen. Hvad der derefter skete, ved ingen med sikkerhed…
Livet lærer os, at vi ikke altid kan give følelser, som andre ønsker, men vi skal ikke tage let på det ansvar, vi får, når vi bliver en vigtig del af andres liv. Vi må huske, at lidt venlighed kan vække håb men spiller vi med hjertet, må vi også tage vare på de spor, vi efterlader i andres sjæl.
