Jeg gik rastløst frem og tilbage i stuen, mens jeg uvirksomt åbnede og lukkede skabsdørene.
Du troede, jeg bare vil se på, hvordan du flirter med alle andre? råbte Freja, smed sin taske på sofaen. Skilsmisse og deling af boet! Saml dine kroner og gå. Det er min lejlighed.
Lejligheden kan jo være din, men alt i den er mit. Jeg betalte for det hele.
Åh, løb af sted! skreg Freja, mens hun vred sit pandebånd af. Gå din vej, jeg vil ikke se dig mere!
Freja og Mikkel havde giftet sig for et år siden i et stort kærlighedsdrama. De kunne ikke holde fingrene fra hinanden.
De mødtes tilfældigt på en solrig sommerdag på Strøget. De gik i hver sin retning, så hinanden, stoppede og grinede, så på hinanden igen og begyndte at snakke.
Mikkel fulgte hende hjem. De gik sammen indtil mørket faldt på. Næste morgen mødtes de igen, og siden da har de ikke skilles.
Alt var som i en drøm, indtil i går, da Freja pludselig blev jaloux på en klassekammerat, de tilfældigt stødte på i et indkøbscenter.
Freja gik næsten forbi uden at genkende den kvinde med de tunge læber, der var hendes gamle skoleveninde.
Er du så gnavpot? greb hun fat i Ninas ærmel. Eller kan du ikke genkende mig? Jeg så dig på afstand, du har slet ikke ændret dig, alting gråt
Nina? Undskyld, jeg genkendte dig ikke, mumlede Freja, bange for at såre hende. Nina lignede hendes mor, hun havde kopieret stilen og frisyren og så ud som om hun var femten år ældre end sin egen datter.
Skal vi tage en kaffe? Bare en snak, foreslog Nina, benene gør ondt, jeg har løbet hele morgenen, købt ind. Min fars jubilæum er på vej, og jeg har fået en indkøbsliste. Jeg kan ikke finde halvdelen af den.
Hvorfor ikke sidde lidt, sagde Mikkel glad, jeg vil have noget at spise med.
Freja gik med, for hun havde ikke set Nina siden gymnasiets afgang for næsten ti år siden. Hun ville gerne vide, hvad deres gamle klassekammerater lavede nu.
Mikkel bestilte en bøf med grøntsager, pigerne valgte is.
Husker du Valdemar? spurgte Nina Freja og kastede et blik mod Mikkel. Den fyr, der altid løb efter mig.
Ja, selvfølgelig. Men var det ikke dig, du holdt øje med i omklædningsrummet?
Det er så meget du ikke ved. Han fulgte mig i to år. Han er bosat i Århus nu, har familie der, og har fået et godt job. Sådan en lille dreng, tror man.
Jeg så billeder af ham i en Facebookgruppe. Jeg troede, han bare var på en udflugt. Og hvad med Jensine Varming? Hvor er hun nu? fortsatte Nina, mens hun så på Mikkel. Hun er væk, folk taler kun om hende.
Jeg ved ikke rigtig, alt er så indviklet. Hun fik et barn, og så forsvandt han. Drengene var altid på jagt efter hende. Huskte du Villy Pagh? Han inviterede mig altid til dansen til eksamensbalen? sagde Nina, smilende. Gift, skilt. Han laver hjerteklistermærker under sine billeder. Ikke min stil. Og din Gorm? Gift, går nu som landmand!
Hvorfor tror du, han er min? spurgte Mikkel.
Fordi du ikke løb efter ham? grinede Nina.
Mikkel spiste sin bøf, uvidende om de kvindelige småsnak.
Freja begyndte at blive varm.
Jeg løb ikke efter Gorm, du forveksler noget, sagde hun, trak en lille spejl og læbestift frem, farvede læberne, Mikkel, er du færdig? Det er på tide, vi betaler.
De gik ud, men Nina tøvede med at gå.
Kører I i bil? Kan du køre mig? Jeg bor i nærheden, men har ikke lyst til at slæbe taskerne i offentlig transport.
Hun satte sig på forsædet ved siden af Mikkel, lænede taskerne på lårene og retfærdede håret.
Jeg troede, I havde en flot bil, men den ser så lille ud. Kan I ikke få et lån til en bedre? Jeg ville hjælpe min mand med at købe en ordentlig en.
Hør her, hustand, vendte Mikkel sig om til Freja med et grin, hvad de kloge siger. Jeg ville gerne, men du er dyr, så vi går på kompromis.
Nej, du må hellere købe en mere pålidelig bil, insisterede Nina, mens hun puffede ud sine læber som en lille and, på den her er det farligt at køre uden for byen. Min bror har kørt en bil fra Tyskland med så mange funktioner, den er uvurderlig. Jeg kan give dig hans nummer, han finder noget for jer.
En forretningskvinde genkendes med det samme, lo Freja, hjælper du din bror i hans firma? Så giv mig nummeret, kan komme til nytte en dag.
Freja sad bag Nina og kæmpede for at holde roen, selvom hun følte sig truet.
Da de kom hjem, gik Freja i udbrud.
Er det mig, der er den dårlige? Du har ladet drengen købe en bil? Du sparer på pengene? Så skal du tage til den lille lort!
Hvad er der galt? spurgte Mikkel forvirret. Du forstår ikke mine jokes, og du er så jaloux
Hvad så? Jeg vil så gerne høre. Tror du ikke, jeg så jer kaste blikke på hinanden? Hvis jeg ikke var i bilen nu, ville du allerede have gjort det! Du ydmyger mig, men du nikker.
Hold op nu. Jeg er træt af dette skænderi over ingenting. Jeg er træt.
Træt af mig? Jeg er færdig med dig. Skilsmisse! Jeg vil ikke se dig længere.
Så gik det så hurtigt, du sagde noget.
Jeg sagde alt.
Hvis du laver så store dramaer over en lille ting, så kan vi måske have gjort det for hurtigt.
Præcis!
Hun havde egentlig kun villet skræmme ham, troede han ville bede om tilgivelse og berolige hende. Hun havde ikke set, at konflikten skulle eskalere så meget. Men hun ville ikke give op.
Skilsmisse, altså skilsmisse, sagde Mikkel og gik ud i midten af rummet, så sig omkring, vi deler boet, som vi skal ved en skilsmisse.
Jeg har altid vidst, du er en gnavpot, sagde Freja.
Hvis jeg kræver retfærdighed, så er jeg så uærlig? Jeg er ikke en tåbe, der giver al min ejendom til en kræsen dukke. Jeg tager møblerne, du får kun lejligheden.
Det er ikke sådan. Vi købte møblerne sammen, så vi deler dem lige. Jeg vil have skabet, du får kommoden, jeg får sofaen, du får bordet
Stop! Dine “lige” dele giver ingen mening. Jeg tager sofaen med mig. Jeg har betalt for den med mine egne penge.
Jeg kan ikke forhandle med dig. Jeg giver dig ikke sofaen. Jeg ringer til mine forældre.
Så går du i krig? sagde han, mens han tog telefonen.
Begge forældre kom hurtigt.
Først forsøgte de at mægle, men så de tog deres egne beregninger frem.
I har jo sikret jer en ung lejlighed, selvom den er lille, men vi har betalt brylluppet. Vi har også hjulpet med møbler, bilen og reparationerne i lejligheden. Mikkels løn er ti gange højere end Frejas, han har forsørget hende i et år med mad, sko og tøj. Så hvis man ser på det retfærdigt, skal Freja give alt til os.
Svigerfaderen sad tavs, tørrede sveden af panden med en stor lommetørklæde, hans ansigt skiftede mellem rødt og blegt, mens han lyttede til svigermorens oplæg uden at sige et ord.
Svigermoderen åndede tungt, trak vejret dybt for at udtale alt, hvad hun ønskede, men svigerfaderen lagde sin hånd på hendes skulder.
Det giver mening, Asta. I så fald må vi bruge en advokat og gå gennem retten. Vi har ingen tid til at spilde, og vores nerver er ved at knække.
Han rejste sig og gik mod døren, som om samtalen var slut.
Freja, vil du være med? spurgte moren.
Nej, sagde Freja, gik i en kamppose, jeg vil holde lejligheden, så ingen kan snuppe noget i hemmelighed.
Så gør vi det gennem retten, råbte svigermor, vi samler alle kvitteringer, tager udskrifter fra banken. Alt skal vi have. Du vil også give lidt ekstra, så du kan betale.
Ja, så… mumlede Freja, mens de gik væk. Din mor er virkelig… Nu kan jeg se, hvem hun er.
Hvad siger du?
Gud, hvad har jeg rodet mig ud i! I kan holde på jeres kvitteringer, men lejligheden er min, og sofaen får jeg ikke. Jeg giver jer alt andet, men den er min!
Vi valgte sofaen sammen, så den er lige så din som min. Men ja, min løn er større, så vi har betalt den. Kan du stoppe med at optræde som en tosse?
Jeg er tosse? Er det virkelig sandt? Han flirter med andre, mens jeg har arbejdet som hans kok, rengøringsassistent, vaskebørste og opvasker i et år! Og du lod mig sove i sengen!
Betaler du også for det? lo Mikkel.
Tror du, du har fundet en gratis slave? Jeg købte alt, jeg var en velgører!
Ja, men jeg købte det. Mine forældre har altid støttet mig økonomisk. Mor sagde rigtigt. Sofaen er min, jeg bliver ikke uden den. Jeg har købt skabet, tæppet, computeren og også din taske.
Jeg købte også sweateren, handskerne, undertøjet! Tag dem af!
Mikkel snublede midt i rummet, vendte sig rundt, løftede øjenbrynene og gik mod hende med et lurt smil.
Så hold nu fast! Jeg tager den af
Sofaen var utrolig blød og springende
Om morgenen vågnede hun op og så hans drilende øjne.
Hvad griner du af?
Jeg tænker på, at jeg ikke vil give slip på den seje sofa.
Åh, sofaen!
Hvem er så?
Svøren, at du aldrig mere kaster blikke på nogle læber! sagde Freja, greb Mikkel om ørerne og så ham i øjnene.
Jeg sværger, læberne aldrig igen, grinede han. Jeg gør alt for sofaen.
