Hey, jeg skal lige fortælle dig, hvad der er sket med Rigmor og Mikkel det er ret vildt. Så de endte med at gifte sig trods, at Rigmors mor, Helle, var helt uenig.
– Datter, du behøver ikke den slags mand, så hvad kan du forvente af din Mikkel? sagde Helle. Han er kun opvokset af sin bedstemor, hans forældre døde da han var lille, og han arbejder på et lille autoværksted. En rigtig slæbende fyr, sådan er han.
– Mor, Mikkel har intet ansvar for sine forældre, de gik bort, da han var barn, svarede Rigmor lidt irriteret. Han er færdig med erhvervsuddannelsen, er dygtig med hænderne og kan rigtig mange ting.
– Ja, men hvad kan han egentlig? Bare rode med skruer? Hvordan skal I klare jer på hans løn, når du kun er på dit fjerde semester? skar Helle. Uden vores hjælp fra din far og mig, hvad så?
Rigmor hørte ofte Helles kritik, men Mikkel gik på arbejde og hørte ikke så meget. Helle prøvede hele tiden at sætte en kile mellem de to, for hun kunne simpelthen ikke lide sin svigersøn.
Mikkel er en seriøs fyr, han har tjent i forsvaret, og han elsker Rigmor af hele sit hjerte hun kan ikke forestille sig livet uden ham. Før brylluppet sagde han:
– Vi kan bo hos min bedstemor, men så får vi kun en toværelses lejlighed, i modsætning til dine forældres fireværelses. Mikkel vidste, at Helle ikke ville holde af ham, men han havde allerede fundet fælles grund med Rigmors far. Helle var nemlig den, der styrede huset med sin hårde vilje.
Helle er den slags mor, der vil have sin vilje uanset hvad, så Rigmor stod fast på sine egne beslutninger og stolede mest på sig selv. Helle blev irriteret over Rigmors selvstændighed, men indså også, at hun havde givet sin datter en del af sin egen karakter heldigvis ikke alt.
Rigmor vidste, at Mikkels mor irriterer ham, men hun overbeviste ham alligevel om at bo hos hendes forældre i starten.
– Mikkel, jeg studerer, du arbejder alene, det er svært at klare sig på én løn, så lad mor hjælpe.
– Okay, lad os se hvordan det går, sagde Mikkel med et smil.
En dag fik Mikkel løn og smuttede i en supermarked i Nørrebro for at købe ind. Rigmor havde endnu ikke været hjem fra universitetet. Da Helle så, hvad han havde købt, lød hun pludselig højt:
– Hvem bad dig om at købe det?
– Jeg tænkte bare på, at Rigmor elsker den ost, svarede Mikkel roligt, men Helle lod ham ikke fortsætte.
– Hvem tror du, du er? Du er ingen i dette hus, jeg tåler dig kun for min datter. Jeg har mistet tålmodigheden, råbte hun, og Mikkel stod helt målløs.
– Helle, hvorfor taler du sådan til mig? Jeg viser respekt, sagde han.
– Lyt, du skal aflevere hele din næste løn til mig, hver gang. Jeg vil bestemme over pengene og købe ind for jer. Forstået? sagde hun truende.
– Hvorfor skal jeg give dig mine penge? Vi er et ægtepar, svarede Mikkel.
– Der er ingen familie her, så giv mig pengene, svarede Helle.
– Jeg giver dem til min kone, svarede Mikkel fast.
– Så smut ud af min lejlighed med det samme! råbte hun.
Mikkel gik ud. Tre dage gik, og han var helt væk. Rigmor ventede, men turde ikke ringe til ham. Hun vidste, at han havde forladt dem af en grund hun var i ventetiden på deres barn.
– Hvor er han? Måske er han hos sin bedstemor Else, tænkte hun.
Helle fortalte kort historien om, at Mikkel havde fornærmet hende, men lod være med at nævne, at hun havde tvunget ham til at give penge og smidt ham ud. Rigmor spurgte mistænksomt:
– Mor, fortal mig sandheden. Mikkel kunne ikke bare forsvinde så.
– Hvorfor skulle jeg lyve dig? svarede Helle.
På den fjerde dag besluttede Rigmor at køre til Elses hus, for Mikkel svarede ikke på telefonen.
– Jeg er på vej til Mikkel, sagde hun til hun.
– Hvorhen? spurgte Helle.
– Til hans bedstemor, han må jo være der, svarede hun.
– Hvis han ikke viser sig, betyder det, du er ubetydelig for ham? sagde Helle.
– Det er ikke sandt. Jeg ved, han ikke bare kan forsvinde. Jeg ved også, du holder dig på afstanden fra ham, svarede Rigmor.
– Din elskede Mikkel er på førstepladsen for dig, men mig? Jeg har brugt penge og kræfter på jer, og I er taknemmelige til ingenting! råbte Helle.
Rigmor greb sin taske og løb ud af lejligheden, mens hun tænkte på, hvad hun skulle sige til Mikkel.
– Man må ikke opføre sig som et lille barn, uanset hvad mor siger. Han er en voksen, og jeg skal holde hovedet koldt, tænkte hun, mens hun gik mod Elses hus.
Da hun kom, åbnede Else døren med et trist og skyldbetonet smil. Hun lod Rigmor ind, og i køkkenet så hun Mikkel ved bordet med en åbnet flaske vodka stående. Hun blev chokeret Mikkel har aldrig drukket eller røget før.
Mikkel så ikke overrasket ud, men han havde kun smagt en lille slurk og nikkede til stolen overfor. Rigmor satte sig, så ham i øjnene, men alle de ord, hun havde forberedt, fløj ud af hovedet. Hun følte en klump i halsen af medlidenhed.
– Mikkel, lad os gå hjem, sagde hun stille.
– Nej, svarede han højt.
– Hvorfor?
– Jeg vil ikke leve med din mor. Hun kontrollerer alt, hvad jeg gør. Hun vil have mig til at give hende al min løn, og jeg vil ikke have det. Vi er et eget par.
Rigmor trak vejret dybt og sagde:
– Det var altså, hvad du gemte for mig.
– Hvad gør vi nu?
– Jeg ved ikke. Jeg kan bo her hos Else, men vi har brug for penge. Vores barn kommer snart, og der er så meget vi skal have.
– Jeg kan arbejde ti timer om dagen, og jeg får en god løn, men du skal stadig gå på universitetet. Jeg vil ikke droppe mine studier, men vi må finde en løsning.
Mikkel sagde bestemt:
– Jeg vender ikke tilbage til min svigermor.
– Skal vi så blive skilt? råbte Rigmor pludselig, overrasket over sine egne ord.
– Hvis du ikke vil bo med mig, eller kan give afkald på dine forældres hjælp, så ja, måske er skilsmisse den eneste vej, svarede han skarpt.
Rigmor sprang op for at løbe ud i gangen, men Else grinte og sagde:
– Sæt dig, Rigmor, rolig. Jeg har hørt jeres snak, og jeg vil hjælpe. Du behøver ikke droppe studierne. Jeg har ikke så mange penge som dine forældre, men min pension kan hjælpe lidt. Jeg kan lave mad og passe barnebarnet. Bare slip af med tanken om skilsmisse, kom og flyt ind hos os.
Rigmor indvilligede. Hun havde tænkt på at blive afhængig af sine forældre, men nu gik hun med til at bo hos Else, så hun kunne holde sammen med Mikkel og den kommende søn. Elsas støtte blev en lettelse.
Mikkel så på Rigmor med et spædt smil, for han forstod, at hun ville tage Elses forslag. Til sidst sagde hun:
– Okay, jeg er med, Mikkel. Hvor er du, min skat?
Mikkel sprang op og gav hende et stort kram, kyssede hende, og Else lo med, mens hun sagde en stille bøn.
Rigmor måtte tage på sine ting for at flytte ind hos Mikkel. Helle råbte efter hende:
– Du vil dø af sult med din Mikkel, du skal leve i fattigdom, og jeg vil ikke have et barnebarn! Helle skreg så meget, at Rigmors hår fik gåsehud.
Rigmor gik ud med sin kuffert, slog den på trappen, mens Mikkel samlede hendes ting og gik ned med dem. Helle fortsatte med at forbandes, og Rigmor tænkte: Gud, det er min mor, men jeg er glad for, at jeg gik væk. Nu forstår jeg min mand bedre.
Til sidst faldt livet på plads for Mikkel og Rigmor. De boede hos Else, som tog sig af alt. Rigmor klarede sin graviditet fint og færdiggjorde studiet. Hun fødte en sund dreng, de kaldte Anton. Else, Mikkel og Rigmor var lykkelige som syv himle. Helle holdt sig væk, men faren ringede i smug for at høre om Anton, og Rigmor sendte ham billeder, så han blev glad.
Da Anton fyldte tre, gik han i børnehave, selvom Else ville have holdt ham hjemme. Rigmor gik på arbejde og sagde til Else:
– Bedstemor, Anton skal være sammen med andre børn i børnehaven, så han kan udvikle sig. Du kan hente ham, det er tæt på, men du skal også hvile. Vi vil have en datter også, så vi har brug for din hjælp.
Alt i alt endte de lykkeligt, og jeg tænkte bare, at du skulle høre, hvor meget der kan ske, når man holder fast i hinanden og lader familierne hjælpe på den rigtige måde. Håber du har det godt!
