Skumringen falder udenfor, men Ida er stadig ikke hjemme. Lærke ruller sin kørestol hen til bordet, tager telefonen og ringer til sin mor.
“Abonnenten har slukket telefonen eller er uden for dækningsområde,” lyder den mekaniske stemme.
Hun stirrer forvirret på telefonen, slukker den for at spare strøm.
Ida gik tidligere efter mad i supermarkedet og skulle være tilbage for længst. Det er usædvanligt; hun forlader aldrig sin datter længe. Lærke er født med en handicappethed og bruger kørestol. De har kun hinanden.
Med sine syv år er hun ikke bange for at være alene hjemme, men Ida plejer altid at sige, hvor hun går hen. Lærke forstår ikke:
“Hun gik til Netto for at spare penge – vi handler der tit. Det er tæt på, kun en times tur frem og tilbage.” Hun kigger på uret. “Fire timer er gået. Jeg er sulten.”
Hun ruller ud i køkkenet, varmer vand, tager en frikadelle fra køleskabet. Spiser og drikker te.
Ingen mor. Hun ringer igen: samme automatiske besked.
Hun kører i seng, gemmer telefonen under hovedpuden. Tænder ikke lyset – det er uhyggeligt uden mor.
Efter lang tids vendenden falder hun i søvn.
*
Solstråler vækker hende. Modersengen er redt.
“Mor?” råber hun mod entreen.
Intet svar. Hun ringer igen. Den kolde stemme lyder.
Frygt og tårer bryder frem.
*
Mads er på vej hjem fra bageren. Hver morgen køber han friskbrød til ham og hans mor Hanne. Som 30-årig er han stadig ungkar. Kvinder lægger ikke mærke til ham: bleg, slank, ofte syg. Sygdom har fulgt ham siden fødselen. Den seneste diagnose – barrenhed – fik han som voksen. Han har accepteret, han aldrig bliver gift.
Pludselig skimter han en knust telefon i græsset. Som IT-blogger og programmør samler han den af faglig nysgerrighed. Den ser ud til at være kørt over af en bil.
“Måske er der sket noget?” Han putter den i lommen. “Tjekker den hjemme.”
*
Efter morgenmåltidet indsætter han SIM-kortet i en af sine telefoner. Numrene på kortet tilhører hospitaler og offentlige institutioner, men øverst står “datter”.
Han ringer.
“Mor!” lyder en glad barnestemme.
“Jeg er ikke din mor,” siger Mads forvirret.
“Hvor er min mor?”
“Jeg fandt en knust telefon og ringede.”
“Hun forsvandt i går. Gik efter mad og kom ikke tilbage.”
“Hvor er din far? Bedstemor?”
“Jeg har kun mor. Jeg hedder Lærke.”
“Jeg hedder Mads. Kan du banke på hos naboerne?”
“Jeg kan ikke gå. Og lejligheden ved siden af er tom.”
“Hvordan kan du ikke gå?”
“Jeg er født sådan. Mor sparer til operation.”
“Hvordan bevæger du dig?”
“I kørestol.”
“Lærke, kender du din adresse?”
“Ja, Nørrebrogade 7, lejlighed 18.”
“Jeg kommer nu. Vi finder din mor.”
Han afslutter opkaldet.
Hanne kommer ind:
“Mads, hvad er der galt?”
“Jeg fandt en telefon. En lille pige er alene hjemme i sin lejlighed. Ingen familie. Jeg kører derhen.”
“Vi tager sammen,” siger Hanne og tager sin jakke.
Som enlig mor til en ofte syg søn ved hun, hvor hårdt det er. De bestiller en taxa.
*
De ringer på dørtelefonen.
“Hvem er det?” lyder en trist stemme.
“Lærke, det er Mads.”
“Kom ind!”
Døren til lejligheden står på klem.
En spinkel pige i kørestol ser på dem med bedrøvede øjne:
“Finder I min mor?”
“Hvad hedder hun?” spørger Mads.
“Ida.”
“Efternavn
De fire gik i morgensolen over brostenene mod skolen, en ny familie med Københavns sarte morgenlys over sig og al fremtidens muligheder foran sig.
