Alene tilbage
Udenfor var det allerede ved at blive mørkt, og moren var stadig ikke kommet hjem. Freja drejede let på hjulene på sin kørestol, kørte hen til bordet, tog telefonen og tastede mors nummer ind.
“Abonnentens telefon er slukket eller udenfor dækning,” lød en fremmed stemme i røret.
Pigen kiggede forvirret på telefonen, og huskede så, at der vist kun var få kroner tilbage på saldoen. Så slukkede hun den igen.
Moren var gået ud for at handle, men hun burde have været hjemme for længst. Det var aldrig sket før moren var aldrig væk i længere tid, for Freja var handicappet fra fødslen og kunne ikke gå. Hun kunne kun komme rundt med sin kørestol, og der var ingen andre end moren.
Freja var syv år og var ikke bange for at være alene hjemme, men moren plejede altid at sige, hvor hun gik, og hvornår hun kom tilbage. Nu var hun usikker:
“I dag gik hun til det store supermarked, fordi varerne der er billigere. Vi plejede altid at gå der sammen, selvom det ligger lidt længere væk, men det tager kun en time at gå tur-retur,” så hun på uret. “Nu er der gået fire timer. Jeg er sulten.”
Hun styrede sin kørestol ud i køkkenet, satte vand over til te og tog en frikadelle fra køleskabet. Spiste og drak te alene.
Moren kom stadig ikke hjem. Til sidst kunne hun ikke lade være, og ringede endnu engang:
“Abonnentens telefon er slukket eller udenfor dækning,” lød stemmen igen.
Hun kørte over til sin seng, lagde telefonen under puden og slukkede ikke engang lyset uden moren føltes det skræmmende. Hun lå længe og tænkte, men til sidst faldt hun i søvn.
***
Hun vågnede op, da morgensolen sneg sig ind gennem vinduet. Morens seng var redt.
Mor! råbte hun ind mod entreen.
Der kom kun stilhed tilbage. Hun tog telefonen, ringede endnu en gang samme fremmede, kølige stemme.
Nu blev hun virkelig bange, og tårerne trillede ned ad kinderne.
***
Kristian var på vej hjem fra bageren. Hver morgen købte han frisk morgenbrød, sådan begyndte han og hans mor altid deres dag hun lavede morgenmad, han hentede brød.
Kristian var blevet 30, men boede stadig hjemme og var single. Kvinder lagde ikke mærke til ham: Han var ikke smuk, meget tynd og havde været syg ofte som barn. Hans mor havde alene kæmpet for at have råd til hans dyre behandlinger. Senest havde lægerne fortalt, at han ikke kunne få børn. Så Kristian havde for længst indstillet sig på aldrig at blive gift.
I græsset opdagede han en smadret, gammel mobiltelefon. Telefoner og computere var både hans job og hans hobby han var programmør og blogger. Selvom han selv havde de nyeste modeller, samlede den professionelle nysgerrighed ham op. Telefonen var flad som om en bil havde kørt over den.
“Måske er der sket noget alvorligt?” tænkte han, puttede mobilen i lommen og besluttede at undersøge den, når han kom hjem.
***
Efter morgenmaden fiskede Kristian simkortet ud af den ødelagte telefon og satte det over i en af sine egne. De fleste af numrene på simkortet tilhørte hospitalet, kommunen og andre offentlige kontorer, men et navn stod øverst: “datter”.
Han tøvede et øjeblik og tastede så nummeret:
Mor! lød en glad, lille pigestemme.
Jeg… jeg er ikke din mor, sagde Kristian usikkert.
Hvor er min mor?
Det ved jeg desværre ikke. Jeg fandt kun en ødelagt telefon, satte kortet ind og ringede op.
Min mor er forsvundet, hun gik i supermarkedet i går og kom ikke hjem, lød det grådkvalt.
Har du hverken far eller bedsteforældre?
Nej. Jeg har kun min mor.
Hvad hedder du?
Freja.
Jeg hedder onkel Kristian. Freja, kan du ikke gå ud og kalde på naboerne?
Jeg kan ikke gå mine ben virker ikke. Og der bor ingen i lejligheden ved siden af.
Kan du komme rundt?
Jeg kører i kørestol.
Freja, kender du din adresse?
Ja. Jeg bor på Grundtvigsvej nr. 7, lejlighed 18.
Jeg kommer straks ud til dig. Så skal vi sammen finde din mor.
Han lagde på og gik ud i stuen, hvor hans mor, Else Marie, spurgte:
Kristian, hvad sker der?
Mor, jeg fandt en ødelagt mobil, satte simkortet i, ringede og nu sidder der en lille pige alene i en lejlighed, handicappet. Og hun har ingen slægtninge. Jeg har fået adressen. Jeg tager ud til hende.
Lad os tage sammen, sagde hun alvorligt og begyndte at finde tøj frem.
Else Marie havde alene opdraget sin ofte syge søn og vidste, præcis hvordan det var at være enlig mor til et barn med særlige behov. Nu var hun pensionist, sønnen havde en god indkomst.
De bestilte en taxa og kørte straks afsted.
***
De ringede på døren.
Hvem er det? lød en barnet, forsigtigt gennem dørtelefonen.
Freja, det er mig, Kristian.
Kom ind!
De trådte ind, og døren til lejligheden stod på klem. Indenfor sad en spinkel pige i kørestol og så bedrøvet på dem:
Kan I finde min mor?
Hvad hedder din mor? spurgte Kristian straks.
Helle.
Og efternavn?
Madsen.
Vent, Kristian! sagde Else Marie hurtigt og vendte sig mod pigen, Freja, er du sulten?
Ja. Der var en frikadelle i køleskabet, men den spiste jeg i går.
Kristian, løb ned i supermarkedet vi handler i, køb det sædvanlige.
Klart! svarede han og forsvandt ud ad døren.
***
Da han vendte tilbage, var Else Marie allerede i gang med at lave mad. Indkøbsposerne blev hurtigt tømt, bordet dækket, og de satte sig ved bordet.
Efter maden satte Kristian sig til computeren for at lede efter oplysninger om morens forsvinden. Han fandt byens nyhedsside og læste om dagens hændelser:
“På Parkvej blev en kvinde påkørt af en bil. Kvinden blev bragt til hospitalet i kritisk tilstand.”
Han tog telefonen og ringede op.
Efter tredje forsøg svarede en sygeplejerske:
Ja, vi modtog en kvinde fra Parkvej i går. Hun er stadig bevidstløs, så vi har ikke kunne identificere hende endnu.
Kan du sige navnet?
Hun havde ingen identifikation på sig. Er du familie?
Nej ikke rigtigt
Kom ud til hospitalet.
Jeg kommer straks.
Han lagde på og gik hen til Freja:
Har du et billede af din mor?
Ja, hun rullede hen til kommoden og fandt et album. Vi fik taget billeder for nylig.
Hun er meget smuk, din mor!
Kristian tog et billede med sin telefon og smilede til pigen:
Nu skal jeg prøve at finde hende.
***
Hun slog øjnene op. Et hvidt loft. Hukommelsen vendte langsomt tilbage. En bil, der kørte hurtigt
Hun forsøgte at bevæge sig, alt gjorde ondt. En sygeplejerske trådte ind:
Vågen?
Så bredte panikken sig i Helles blik:
Hvor længe har jeg ligget her?
To døgn.
Min datter sidder alene hjemme
Helle, rolig! I går kom der en ung mand forbi. Han efterlod sit nummer, sagde din telefon var blevet ødelagt under ulykken.
Må jeg ringe
Selvfølgelig! Sygeplejersken fandt hurtigt datterens nummer på telefonen og rakte hende røret.
Mor!
Freja, min skat, hvordan har du det?
Jeg har det godt! Else Marie og onkel Kristian er hos mig.
Hvem er onkel Kristian?
Bare rolig, frue! afbrød lægen, der kom ind. Hvis De bliver for urolig, tager jeg telefonen væk. Lad mig lige undersøge Dem.
Freja, jeg ringer igen, råbte Helle og lagde på.
Efter undersøgelsen, da lægen var gået, bad Helle sygeplejersken om endnu et øjeblik med telefonen.
Doktoren frarådede det, men her, sagde sygeplejersken, men ring hurtigt.
Freja
Helle, det er Else Marie, lød en ny, rolig stemme. Hør nu! Min søn fandt din ødelagte telefon og fandt adresse og datter via simkortet. Jeg er pensionist, så jeg kan tage mig af Freja, til du er hjemme igen. Ingen grund til bekymring! Nu får du Freja.
Mor, du må ikke blive ked af det, og du skal blive rask!
Vær sød ved bedste, min skat!
Nu er det nok, sagde sygeplejersken bestemt.
***
Dagen efter blev Helle overflyttet til fællesstuen, og om aftenen, da besøget var tilladt, kom Kristian forbi.
Hej, Helle! Jeg hedder Kristian, sagde han med et lille smil. Jeg kommer for at hilse på dig, håber det er okay.
Det er da helt okay.
Han satte en stor taske på bordet:
Min mor har pakket lidt godt til dig.
Kristian, jeg ved slet ikke, hvem du er.
Jeg fandt din telefon, satte simkortet i og ringede op. Sådan fandt jeg frem til Freja og så til dig.
Hvordan har Freja det?
Vent et øjeblik.
Han fandt telefonen frem, trykkede lidt, og så var Freja i displayet.
Mor! råbte hun begejstret. Har du ondt?
Nej, min pige, det går allerede bedre. Hvordan har du det?
Bedste Else Marie kommer og hjælper.
Længe snakkede Helle med sin datter. Da hun lagde på, kiggede hun ned.
Nu skylder jeg jer alt.
Tag det nu roligt, Helle! smilte Kristian. Sig bare du til mig.
Tak, Kristian!
Jeg viser dig, hvordan telefonen her virker nu.
***
To uger senere kom et brev: Bilisten, der havde påkørt hende, ville undgå retssag og overførte 200.000 kroner i erstatning.
Dagen efter blev Helle udskrevet, og Kristian hentede hende hjem.
Mor! råbte Freja, glad og nærmest sprudlende i kørestolen. Helle satte sig straks ved siden af hende og græd af lettelse.
Derpå gik hun hen til Else Marie:
Else Marie, tusind tak!
Åh, Helle, Freja føles som et barnebarn for mig efterhånden.
Else Marie, jeg har fået erstatning fra bilisten, her, hun rakte pengene frem, som tak for alt, du har gjort.
Nej, Helle! svarede Else Marie bestemt. Vi mangler ingenting, du har brug for pengene til Frejas behandling. Kristian har allerede kontakt til en god klinik.
Mor! råbte Freja. Onkel Kristian siger, at vi skal på hospitalet, så mine ben måske kommer til at virke.
***
To uger tilbragte Helle og Freja på klinikken. Første operation blev overstået, men de fik at vide, at det ville tage flere indlæggelser og operationer over tre år, før Freja kunne gå helt. Indtil da sad hun fortsat i kørestolen.
Men ulykker fulgte familien. Else Marie blev akut syg i hjertet og kom selv på hospitalet i alvorlig tilstand.
I tre nætter sad Helle ved hendes seng, kun hjemme for at lave mad og sove lidt. Om natten passede Kristian Freja.
På den fjerde dag kom Else Marie til sig selv og greb Helles hånd:
Jeg ved, jeg ikke får lang tid endnu. Gift dig med min Kristian. Han er en god mand. Så klarer I og Freja jer sammen.
Vil han overhovedet have sådan én som mig?
Det vil han. Det lover jeg, svarede Else Marie og fik et træt smil på læben.
***
En ældre kvinde gik hånd i hånd med en pige med skoletaske og blomster i hånden. Fordi pigen var ret høj, kunne det ligne, det var første skoledag og på sin vis var det sandt, selvom hun var kommet i fjerde klasse. Freja havde modtaget hjemmeundervisning de første tre år, men bestået prøverne med glans og nu var hun på vej mod sin første rigtige skoletime på sine egne ben.
Bedste, jeg er lidt nervøs, indrømmede Freja.
Freja, du er ti år, det skal nok gå. Og der kommer også din mor og far!
Hvorfor ser du trist ud? spurgte Helle, da de nærmede sig.
Hun er lidt bange for at starte i skole, forklarede Else Marie.
Giv mig hånden, sagde Kristian og rakte ud. Så går vi!
Sammen med dig, far, er jeg slet ikke bange, smilte Freja.
Og sådan gik de sammen, glade og lykkelige, mod skolen, med mor og bedste lige bagved.
Livet viste dem, at selv store vanskeligheder kan overvindes, når man hjælper hinanden og tør tage imod hjælp og at det vigtigste her i verden er kærlighed og støtte fra dem, vi har omkring os.
