Blev alene
Udenfor vinduet var det allerede blevet mørkt, men mor var stadig ikke kommet hjem. Freja rullede nærmere bordet i sin kørestol, tog sin mobiltelefon og tastede mors nummer.
“Det nummer, du forsøger at ringe til, er slukket eller uden for dækning,” lød en fremmed stemme.
Freja kiggede forvirret på telefonen. Hun huskede, at der ikke var mange kroner tilbage på den, så hun slukkede for at spare.
Mor var gået ud for at handle, men blev væk længe. Sådan plejede det aldrig at være, hun gik aldrig så langt væk, for Freja var født handicappet og kunne ikke gå. Hun klarede sig rundt i kørestol, og bortset fra mor var der ingen andre i familien.
Freja var syv år, og hun var ikke bange for at være alene hjemme, men mor plejede altid at fortælle, hvor hun gik hen og hvornår hun ville være tilbage. Freja kunne ikke forstå, hvad der var sket:
“I dag gik hun til den store Netto, det er billigere der. Vi går tit sammen dertil. Det kaldes ‘langt væk’, men egentlig tager det kun en time at gå frem og tilbage,” hun kiggede på uret. “Nu er der gået fire timer. Jeg er sulten.”
Hun kørte ud i køkkenet, tændte for elkedlen og tog en frikadelle fra køleskabet. Spiste den og drak te.
Men mor kom stadig ikke. Hun kunne ikke lade være, tog igen telefonen og ringede op:
“Det nummer, du forsøger at ringe til, er slukket eller uden for dækning,” gentog stemmen.
Freja kravlede over i sin seng, lagde mobilen under hovedpuden. Hun slukkede ikke lyset, for uden mor var det uhyggeligt. Hun lå længe og lyttede til stilheden, men sov til sidst.
***
Hun vågnede, da morgensolen kastede lys ind i værelset. Morens seng var perfekt redt.
Mor! råbte hun mod entréen.
Tavsheden svarede. Hun tog mobilen frem og ringede igen. Den samme kolde stemme.
Frygten voksede, tårerne trillede.
***
Christian var på vej hjem fra bageren. Hver morgen købte han friskt morgenbrød til morgenmaden, som han delte med sin mor. Trods sine tredive år var Christian stadig ugift. Kvinder lagde ikke mærke til ham han var ranglet, bleg, og sygdomme havde fulgt ham hele livet. Han havde brug for dyr behandling, men blev opdraget alene af sin mor. Sidste diagnose fik han først som voksen: han kunne ikke få børn. At han aldrig skulle giftes, havde han accepteret.
En gammel mobiltelefon glimtede i græsset. IT var både Christians arbejde og hobby han var programmør og bloggede om teknik. Hans egne mobiler var de nyeste og bedste. Men af ren nysgerrighed samlede han den smadrede telefon op; det lignede én, der var kørt over.
Mon der er sket noget? tænkte han, stak mobilen i lommen og tænkte, at han ville tjekke den derhjemme.
***
Efter morgenmad pillede han SIM-kortet ud af det fundne apparat og satte det i én af sine egne. De fleste numre var til hospitalet, kommunen eller andre offentlige steder, men det første på listen var “datter”.
Han tøvede, så ringede han:
Mor! lød det glade, barnlige råb i røret.
Jeg er ikke din mor, sagde Christian overrasket.
Hvor er min mor så?
Det ved jeg ikke. Jeg fandt bare din telefon og satte kortet i min. Din mor er væk?
Ja, hun gik i Netto i går og kom ikke tilbage, hulken brød frem. Jeg har hverken far eller bedstemor. Kun min mor.
Hvad hedder du?
Freja.
Jeg er onkel Christian. Freja, kan du gå ud af lejligheden og bede naboerne om hjælp?
Jeg kan ikke gå, mine ben duer ikke. Og der bor ikke nogen i nabolejligheden.
Kan du ikke gå? Christian blev helt overrasket.
Nej, jeg blev født sådan. Mor siger, vi skal spare sammen, så jeg kan få en operation og måske gå engang.
Hvordan kommer du rundt?
Med min kørestol.
Freja, kender du din adresse?
Ja, Lindevangs Allé 7, lejlighed 18.
Jeg kommer nu, så skal vi nok finde din mor.
Han lagde på.
Hjemme trådte Christians mor, Birgitte, ind til ham:
Hvad er der sket?
Mor, jeg fandt en ødelagt mobil, og et lille barn er efterladt alene hjemme. Hun er handicappet og har ingen andre end sin mor. Jeg har adressen, jeg kører derhen for at hjælpe.
Jeg tager med, sagde Birgitte bestemt og begyndte at gøre sig klar.
Birgitte havde selv alene opdraget en ofte syg søn. Som pensionist kunne hun godt tage sig af et barn, det var hun sikker på.
De bestilte en taxa og kørte af sted.
***
De ringede på dørtelefonen.
Hvem er det? lød et trist barnestemmen.
Det er Christian, Freja.
Kom ind!
De gik op ad trappen. Døren til lejligheden stod allerede lidt åben.
Inde sad en spinkel pige i kørestol og kiggede på dem med bedrøvede øjne.
Finder I min mor?
Hvad hedder din mor? spurgte Christian straks.
Karen.
Og hendes efternavn?
Sørensen.
Vent lige, Christian! stoppede Birgitte ham og vendte sig mod pigen. Freja, er du sulten?
Ja. Der var kun én frikadelle og den spiste jeg i går.
Christian, løb i SuperBrugsen og køb det, vi plejer at købe.
Ja, sagde han og løb ud.
***
Da Christian kom tilbage, havde Birgitte allerede fået gang i køkkenet. Hun pakkede varerne ud og dækkede bordet.
Efter maden begyndte Christian at lede efter moren. Han tjekkede byens hjemmeside for nyheder og hændelser fra dagen før.
Hmm, på Nørrevangsvej blev en kvinde påkørt af en bil. Hun blev kørt til hospitalet i kritisk tilstand.
Han tog telefonen frem, ringede til hospitalet. Tredje gang blev der svaret:
Ja, vi har fået indlagt en kvinde fra Nørrevangsvej. Hun er i kritisk tilstand og ikke vågnet endnu.
Hvad er hendes navn?
Hun havde ingen ID eller mobil med sig. Er du pårørende?
Måske Jeg kommer straks.
Han gik hen til Freja:
Har du et billede af din mor?
Ja, Freja kørte over til kommoden og tog et album frem. Her er vi sammen.
Hun er smuk, din mor!
Christian tog et billede med sin mobil.
Jeg går, og jeg skal nok finde din mor.
***
Et hvidt loft. Karen åbnede øjnene. Hun kunne svagt huske en bil, der kørte mod hende…
Alt gjorde ondt, da hun forsøgte at røre sig. En sygeplejerske kom over:
Du er vågen?
Pludselig slog panikken ned i Karen:
Hvor længe har jeg ligget her?
To døgn.
Min datter er alene hjemme…
Karen, ro på. I går var her en ung mand. Han efterlod sin mobil og sagde, at din blev smadret af en bil.
Jeg skal ringe…
Straks! sygeplejersken fik fat i din datters kontakt og holdt mobilen for Karens øre.
Mor!
Freja, hvordan har du det?
Det går godt! Birgitte og Christian er hos mig.
Hvem er Christian?
Ingen panik! sagde lægen, der kom ind. Ellers tager jeg telefonen. Lad mig lige kigge på dig!
Freja, jeg ringer tilbage, hviskede Karen og lod lægen undersøge hende.
Senere lagde sygeplejersken mobilen tilbage i lommen. Karen bad om et minut mere, men sygeplejersken nikkede og ringede op.
Karen, jeg hedder Birgitte. Min søn fandt din mobil. Vi har passet på din datter. Bare rolig. Her er Freja.
Mor, lad nu være med at være ked af det. Bliv hurtigt rask!
Lyt til Birgitte, min skat, snøftede Karen.
Så, nu slukker vi telefonen, sagde sygeplejersken strengt.
***
Dagen efter blev Karen flyttet til en almindelig stue, og om aftenen kom en besøgende ind:
Goddag, Karen. Jeg hedder Christian, sagde han smilende, jeg ville bare hilse på. Må jeg sige du?
Ja, selvfølgelig.
Han satte en stor pose på bordet.
Fra min mor, Birgitte.
Jeg ved slet ikke, hvem I er, sagde Karen forvirret.
Jeg fandt din knuste telefon, ringede til din datter, og så ledte vi efter dig.
Hvordan har Freja det?
Vent et øjeblik.
Han tog telefonen, trykkede lidt, og kort efter så Karen sin datter på skærmen.
Mor! Gør det ondt?
Nej, min skat, det går bedre! Hvordan har du det?
Birgitte kommer tit.
De talte længe, mens Christian ventede tålmodigt. Da samtalen var slut, sagde Karen stille:
Nu skylder jeg jer virkelig meget.
Det gør du ikke, Karen. Skift trygt til ‘du’.
Tak, Christian!
Jeg viser dig, hvordan den her mobil virker.
***
To uger gik.
Den skyldige chauffør kom til hospitalet med erstatning 200.000 kroner i kontanter og en advokat.
Dagen efter blev Karen udskrevet. Christian hentede hende hjem.
Mor! råbte Freja lykkeligt.
Det virkede, som ville hun springe op fra kørestolen af bare glæde. Karen satte sig ved siden af, og de græd begge af lykke.
Så gik Karen hen og krammede Birgitte:
Tusind tak, Birgitte!
Sikke noget pjat, Karen. Freja er som et barnebarn for mig.
Birgitte, den mand gav mig en stor erstatning, Karen rakte pengene frem, jeg har kun det at takke dig med.
Læg det væk! svarede Birgitte bestemt. Vi har, hvad vi skal bruge, og Freja skal have behandling, Christian har allerede talt med et privathospital.
Mor! jublede Freja. Christian sagde, at vi snart skal på hospitalet, så jeg kan lære at gå.
***
Karen og Freja tilbragte to uger på hospitalet. Lægerne satte stænger i benene. Efter tre måneders pause skulle de tilbage på klinikken, og det samme igen året efter tre operationer og genoptræning, så skulle Freja kunne gå.
Indtil da kørte hun stadig rundt i kørestol, stængerne generede hende også.
Men lykken ville igen sætte de fire på prøve. Birgitte fik dårligt hjerte og blev indlagt i kritisk tilstand.
Tre nætter sad Karen hos hende, vendte bare hjem for at lave mad og sove lidt. Om natten passede Christian Freja.
På fjerdedagen vågnede Birgitte helt op og så længe på Karen:
Karen, jeg tror ikke, jeg har mange dage igen. Du må gifte dig med Christian. Han er en god mand, og sammen kan I hjælpe Freja på benene.
Birgitte, tror du virkelig, han vil have mig?
Det kan du være sikker på, sagde Birgitte med et svagt smil.
***
En ældre dame holdt en pige med rygsæk og blomster i hånden. Hvis det ikke var for pigens højde, kunne man tro, det var hendes første skoledag.
Men det var første skoledag bare i fjerde klasse. De første tre år havde Freja lært hjemme og klaret sig flot. Nu gik hun mod skolen på egne ben.
Bedstemor, jeg er lidt nervøs.
Freja, du er ti år! Se, dér kommer mor og far.
Hvorfor er du trist, min pige? spurgte Karen.
Hun er bange for skolen, sagde Birgitte og grinede.
Giv mig din hånd! Christian rakte ud. Kom, vi følges ad!
Sammen med dig er jeg ikke bange, far, smilede Freja.
Med latter og samtale gik de mod skolen, fulgt af mor og bedstemor, alle med glæde i hjertet.
