Der begyndte at mørkne udenfor vinduet, men mor var stadig ikke kommet hjem. Johanne drejede hjulene på sin kørestol, trillede hen til bordet, løftede telefonen og ringede mor.
“Telefonen er slukket eller uden for dækning,” lød den automatiske stemme.
Pigen kiggede forvirret på mobilen. Hun huskede, at der ikke var mange kroner tilbage at ringe for, og slukkede derfor telefonen.
Mor var gået i Netto, men kom aldrig tilbage. Sådan plejede det aldrig at være. Johanne var fra fødslen spastiker og kunne ikke gå; kun mor passede hende, og tæt familie havde hun ikke. Hun var syv år nu, og var ikke bange for at være alene hjemme, men mor plejede altid at sige, hvor hun gik hen, og hvornår hun var tilbage. Nu sad Johanne og undrede sig:
“Hun gik selv i et supermarked lidt længere væk, fordi det var billigere der. Ofte tog vi turen sammen, det tager kun en time tur-retur. Jeg kigger på klokken. Det er nu fire timer siden. Jeg er sulten.”
Johanne kørte kørestolen ind i køkkenet. Hun satte elkedlen over, fandt en frikadelle i køleskabet. Hun spiste og drak lidt te bagefter.
Stadig ingen mor. Johanne tog telefonen igen og ringede nummeret op:
“Telefonen er slukket eller uden for dækning,” gentog stemmeautomaten.
Hun kravlede over i sengen og gemte telefonen under hovedpuden. Lampen lod hun være tændt. Det var så uhyggeligt uden mor.
Johanne lå længe vågen, men hun faldt omsider i søvn.
***
Solen strøg ind ad vinduet, da hun vågnede. Sengene stod redte. Johanne råbte:
Mor!
Intet svar. Hun greb telefonen. Samme metalliske stemme lød. Nu begyndte hun at græde.
***
Konrad kom gående hjem fra bageren i Holbæk, som han gjorde hver morgen. Han og hans mor startede altid dagen sådan hun lavede morgenmad, og han hentede boller.
Konrad var blevet tredive, men ingen kvinde havde fattet interesse for ham: han var ranglet, bleg og ofte syg. Han havde en sjælden sygdom, og skulle have haft dyr behandling, men mor havde måtte klare det alene. Til sidst havde lægerne sagt, han ikke kunne få børn.
I græsset udenfor lå en gammel, smadret mobiltelefon. Teknik og IT var både hans job og hobby, for Konrad var programmør og bloggede om elektronik. Selvom han havde de nyeste gadgets, samlede han noget så gammel som denne op af professionel nysgerrighed. Mobilen var kørt over af en bil og kastet til siden.
“Måske er der sket noget alvorligt,” tænkte han og stak mobilen i lommen.
***
Efter morgenmaden pillede han simkortet ud af mobilen og satte det i sin egen. De fleste numre var til Sygehuset, kommunen, Folkeregisteret men øverst stod: “Datteren”.
Han overvejede lidt og ringede:
Mor! råbte et morgenfriskt barnestemme.
Jeg er ikke din mor, sagde Konrad forvirret.
Hvor er mor så?
Ved det ikke. Jeg fandt din mors ødelagte telefon på gaden, og ringede til dig.
Mor er væk, begyndte pigen at græde. Hun gik i Netto i går og er ikke kommet hjem.
Hvor er din far eller bedsteforældre?
Jeg har kun mor.
Hvad hedder du?
Johanne.
Jeg hedder Konrad. Johanne, kan du gå over til naboen og bede om hjælp?
Der er ingen nabo. Og jeg kan ikke gå. Jeg blev født sådan, siger mor hun sparer sammen til jeg kan få en operation.
Hvordan kommer du rundt?
I min kørestol.
Ved du din adresse?
Ja, H.C. Andersens Gade 12, lejlighed 5.
Jeg kommer nu, og vi skal nok finde din mor, lover jeg.
Han lagde på.
Hans mor, Inger, trådte ind:
Hvad sker der, Konrad?
Mor, jeg fandt en smadret mobil. Satte simkortet i min egen og ringede. En lille pige sidder alene hjemme, handicappet, kan ikke gå, ingen familie. Jeg har hendes adresse jeg tager derhen.
Jeg tager med, sagde Inger og begyndte at tage overtøjet på.
Inger havde selv været alene med sit syge barn. Nu var hun pensionist. De ringede efter en taxa.
***
Op ad trappen i et boligkompleks. De trykkede på dørtelefonen.
Hvem er det? kom det svagt fra en barnestemme.
Johanne, det er Konrad.
Kom ind!
Døren ovenpå stod på klem. En spinkel pige i kørestol kiggede forventningsfuldt på dem:
Kan I finde min mor?
Hvad hedder din mor? spurgte Konrad.
Majbritt.
Og efternavnet?
Nielsen.
Vent, Konrad! afbrød Inger, Johanne, har du spist?
Kun frikadellen fra i går.
Konrad, løb i supermarkedet og køb mad, det vi altid spiser.
Ja, mor, sagde Konrad, og skyndte sig ud igen.
***
Da han kom tilbage, havde Inger allerede lavet mad og dækket bord. De satte sig alle sammen, og der blev spist med god appetit. Efter frokost gik Konrad i gang med at lede på nettet.
På lokalnyhederne læste han: “Kvinde ramt af bil på Parkvej. Indlagt i kritisk tilstand.”
Han fandt telefonnummeret til hospitalet og ringede op. Efter tredje forsøg fik han fat i en sygeplejerske:
Ja, vi har en kvinde fra Parkvej, indlagt i kritisk tilstand. Uden ID og mobil. Er du pårørende?
Det… ved jeg ikke endnu. Hvor er hun indlagt?
I Akutmodtagelsen på Holbæk Sygehus.
Jeg kommer straks.
Han gik hen til Johanne:
Har du et billede af din mor?
Ja, se her, hun rakte et fotoalbum frem.
Konrad tog et billede med sin mobil.
Jeg kører nu for at finde din mor.
***
Majbritt åbnede øjnene og så en hvid hospitalslampe. Bevidstheden vendte langsomt tilbage. Hun mærkede straks smerten, da hun forsøgte at bevæge sig.
En sygeplejerske kom hen:
Nå, nu er du vågen?
Majbritt udbrød panisk:
Hvor længe har jeg ligget her?
To døgn. Du skal tage det roligt din datter er alene, ikke?
Majbritt lyste op:
Johanne er alene hjemme!
Du skal slappe af, Majbritt. Der har været en ung mand i går, han har lagt sin telefon til dig. Han fandt din ødelagte.
Kan jeg ringe?
Selvfølgelig!
Sygeplejersken trykkede på “datter”, lagde telefonen til hendes øre.
Mor!
Åh, Johanne, skat, hvordan har du det?
Jeg har det godt! Bedste Inger og onkel Konrad er her!
Hvem er onkel Konrad?
Vær ikke bekymret, sagde lægen idet han kom ind. Ellers tager jeg telefonen. Lad mig undersøge dig først, fru Nielsen.
Johanne, jeg ringer tilbage! råbte Majbritt.
Lægen undersøgte hende og gav sygeplejersken ordre om drop.
Da han var gået, hviskede Majbritt bedende:
Bare ét minut mere, må jeg tale med min datter?
Doktoren sagde ingen uro men okay.
Hun ringede igen:
Johanne
Majbritt, mit navn er Inger, jeg har fundet din datter pga. din mobil. Jeg er pensionist. Jeg passer på hende, mens du er på sygehuset. Vær rolig, nu får du Johanne.
Mor, du skal nok blive rask! lød datterens stemme.
Hør efter bedstemor! sagde Majbritt grådkvalt.
Nu slukker vi, kom det fra sygeplejersken.
***
Næste dag blev Majbritt flyttet til en fællesstue. Om aftenen kom en besøgende ind en høj, ranglet, lidt kejtet mand.
Goddag, Majbritt. Jeg hedder Konrad. Vil du være med på en første-fornavns-hilsen?
Det må du gerne.
Han lagde en stor pose på natbordet:
Det her har min mor samlet til dig.
Jeg kender jer ikke engang, sagde Majbritt forlegen.
Jeg fandt din knuste mobil med simkort. Ringede til Johanne og fandt dig.
Hvordan har min Johanne det?
Vent lidt.
Han tog telefonen, lavede facetime. På skærmen så Majbritt sin datter.
Mor! Er du okay?
Ja, skat, jeg har det bedre. Hvordan har du det?
Bedste Inger er her.
Længe snakkede de, mens Konrad ventede.
Jeg skylder jer alt, sagde Majbritt stille.
Nu ikke mere gæld nu er vi venner, smilede Konrad. Vi skal nok hjælpe dig med telefonen her.
***
To uger efter manden i bilen, der havde kørt Majbritt ned, dukkede op på hospitalet med 200.000 kroner i erstatning og sin advokat.
Dagen efter blev Majbritt udskrevet. Konrad hentede hende og kørte hende hjem.
Mor! råbte Johanne henrykt. Hun var ved at springe ud af kørestolen.
Mor satte sig ved siden af hende; græd af lettelse.
Majbritt gik hen til Inger:
Kære Inger, tak!
Johanne føles næsten som mit barnebarn nu, svarede Inger varmt.
Majbritt tog pengene op:
Her, tag som tak for alt.
Nej, sagde Inger bestemt. Konrad og jeg mangler intet. Brug dem på Johannnes operationer. Konrad har allerede kontaktet Skejby Sygehus.
Mor! udbrød Johanne: Onkel Konrad siger, jeg kan få en operation, så jeg måske kan gå!
***
Majbritt og Johanne blev indlagt sammen. Johanne fik sat skinner ind, og skulle tilbage flere gange de næste år til opfølgning. Lægerne håbede, at hun om tre år ville kunne gå.
Imens sad hun stadig i kørestol, og skinnerne gjorde stadig ondt.
Men uroen havde ikke sluppet familien. Inger fik hjerteproblemer og blev indlagt.
Majbritt sad ved hendes side tre nætter, kørte hjem hver dag for at lave mad og sove lidt. Konrad blev hos Johanne om natten.
Fjerde nat vågnede Inger og så længe på Majbritt:
Kære, måske varer det ikke længe for mig nu. Bliv gift med min Konrad. Han er pålidelig. Sammen kan I give Johanne det liv, hun fortjener.
Men Inger vil han det?
Det vil han, svarede Inger med et svagt smil. Helt sikkert.
***
En ældre kvinde holdt en piges hånd. Johanne havde en blomsterbuket og skoletaske på ryggen. Selvom hun var høj for sin alder, skulle hun for første gang i skole.
Efter tre år med hjemmeundervisning, fyldt med flotte karakterer, gik hun nu ind i fjerde klasse denne gang på sine egne ben.
Bedste, jeg er nervøs, indrømmede Johanne.
Johanne, du er ti år nu! Se, der går dine forældre!
Hvorfor så alvorlig, skat? spurgte Majbritt venligt.
Hun er bare lidt bange, svarede Inger.
Giv mig hånden! sagde Konrad og rakte ud.
Med dig, far, er jeg ikke bange, smilede Johanne.
Så gik de alle fire, snakkende og glade, mod skolens røde mursten. Mor og bedstemor bagved. Sådan føltes lykken.
