Det tredje forsøg
Hvor mange sorger skal man gennemleve, hvor mange tab skal man lide, før man endelig finder ægte lykke?
Det spørgsmål stiller Kirsten sig ofte. Hun er otteogfyrre år gammel og venter stadig på det gode liv, men taber aldrig modet. Hendes tilværelse har ikke været fyldt med held, men nu ramte ulykken hende hårdt. Hun stod og stirrede uden at blinke på flammehavet, der slugte hendes hjem. Gnister dansede mod den mørke himmel, og brandmændene ankom til sidst.
Alt tabt
Brandmændene arbejdede hurtigt, slukkede ilden, men røgen hang tæt. Kirsten holdt en lommetørklæde for næsen og stirrede på resterne af hendes liv. Alt brændte: møbler, tøj, køkkenet intet blev reddet. Huset, hvor hun havde boet i over femogtyve år, var væk.
“Kirsten, kom med mig,” sagde Gerda, hendes nabo og gode veninde, mens hun trak hende i ærmet. “Ejvind sidder allerede i haven med min mand.”
“Han sidder der og ryster ikke en finger, selvom det er hans skyld, vi brændte ned.” Kirsten tørrede tårerne væk. “Jeg måtte rive ham ud af sengen, ellers var han blevet derinde Åh, Gerda, først nu forstår jeg, hvor fast jeg havde rødder i alt det, der er væk nu.”
“Det skal nok gå, Kirsten. Du er endnu ikke halvtreds dit liv er ikke forbi,” forsøgte Gerda at trøste.
De gik ind i Gerdas have, hvor Ejvind, Kirstens mand, og Niels, gårdens ejer, sad. Ejvind var blevet ædru efter branden chokket havde åbenbart rystet ham.
“Hvad skete der?” spurgte han sløvt. “Hvorfor brændte huset?”
“Hvorfor? Fordi du faldt i søvn med en cigaret. Den faldt under sengen, og flammerne spredte sig, da jeg endelig fik dig væk.” Kirstens stemme knækkede. “Jeg advarede dig igen og igen og nu har vi intet.”
Ejvind sad sammenkrøbet, tårerne løb ned ad kinderne. Hans blik var sløret, da han stirrede på ruinerner af det hus, han engang havde bygget med sine egne hænder.
“Kirsten, forlad mig ikke,” hviskede han og korsede sig. “Jeg lover dig, jeg holder op med at drikke. Vi kan bo i mine forældres hus det må vi reparere. Jeg lover det.”
Hans forældre, der også drak, døde for længst, og huset stod forladt. Kirsten og Ejvind ledte gennem asken, men fandt intet. Ejvind holdt sit løfte. Fra den dag drak han ikke mere måske var det chokket, der ændrede ham.
Kun minder tilbage
Kirsten stod ved ruinerner af sit hjem på vej hjem fra butikken. Hun satte sig på den ubeskadigede bænk ved porten og mindedes. Femogtyve år med Ejvind i dette hus. De havde været så glade for det, da de flyttede ind, valgte tapet og nye møbler. Hver jul hentede Ejvind et stort juletræ, og de dansede omkring det med deres børn. Åh, hvor de morede sig, når børnene løb hen til træet nytårsmorgen for at se, hvad julemanden havde bragt.
“Hvor mange barndomshemmeligheder og latterfyldte stunder har disse vægge gemt,” tænkte Kirsten. “Og mine egne sorger? Herfra løb mine piger i skole, før de fløj ud i livet.”
Hun havde to døtre fra sit første ægteskab. Ung og uerfaren giftede hun sig med Flemming, men de passede ikke sammen. Han var umoden, ville ikke binde sig, og Kirsten sad hjemme med børnene, mens han gik i byen. De boede i en lille provinsby, hvor han kendte alle, men hun kendte næsten ingen.
“Han blev aldrig voksen,” mumlede Kirsten højt uden at bemærke det. “Jeg burde have lyttet til min mor.”
Flemming kørte motorcykel. En aften, på vej hjem fra hendes forældre i landsbyen, mens børnene var hos svigermoren, kørte de galt. Flemming døde på stedet, men Kirsten overlevede efter længere tid på hospitalet. Måske havde hun en stærk skytsengel børnene blev ikke forældreløse.
Det var i firserne, hvor Kirsten mistede sit job og flyttede tilbage til sin mor i landsbyen. Ejvind boede i nærheden hos sine forældre, der også drak, og snart fulgte han deres eksempel.
Men da han så Kirsten med sine piger, forelskede han sig straks. Hun var smuk og charmerende. En dag spurgte han, om de skulle gå en tur.
“Kirsten, lad os gå en tur. Jeg har noget at fortælle dig,” sagde han en dag, da han mødte hende efter arbejde.
De talte længe, og til sidst sagde han:
“Kirsten, vil du ikke gifte dig med mig? Jeg elsker dig, og dine piger vil jeg behandle som mine egne. Jeg har allerede påbegyndt et hus til os.”
Og hun sagde ja.
Hun vidste, hun ikke elskede ham, men hun ønskede et hjem til sine børn. Ejvind var hårdtarbejdende og elskede hende og pigerne. Men hans forældres drukvaner smittede af på ham, og snart fulgte han deres spor. Måske drak han for at dulme smerten over, at Kirsten ikke elskede ham.
“Hvorfor er mit liv så hårdt?” tænkte Kirsten på bænken. “Hvornår bliver jeg lykkelig?” Men hun tænkte også på, at hendes piger var blevet gode mennesker med et godt liv.
Endnu en ulykke
Men ulykken var ikke færdig med hende. Ejvind holdt op med at drikke efter branden og reparerede forældrenes hus. Livet begyndte at lysne, men så fik han et slagtilfælde og døde kort efter.
Dagene blev grå og ensformige arbejde, hjem. Kun når børn og børnebørn kom på besøg, lysnede det.
En dag, lige før nytår, skulle Kirsten ind til byen for at købe gaver og mad. Hun gik mod busstoppestedet, men da hun så en taxa, besluttede hun at tage den. Chaufføren, Mads, var venlig og charmerende. Da de nåede hendes hus, gav han hende sin visitkort.
“Nå, her,” sagde han med et smil. “Hvis du igen har brug for en taxa, så ring.”
Kirsten lagde kortet i tasken og glemte det. Til nytår kom børn og børnebørn på besøg. De dansede om juletræet, sprang ud i haven for at se fyrværkeri, og det var dejligt.
Da de skulle hjem, kom svigersønnen ind:
“Bilen virker ikke. Med de små børn bliver det svært at tage bussen Skal vi ikke ringe efter en taxa?”
Kirsten ransagede tasken og fandt Mads’ kort.
HanHan svarede straks, kom og hentede dem, og da han kørte Kirsten hjem til sidst, spurgte han om hun havde lyst til at se en film sammen og hun følte for første gang i mange år, at lykken måske alligevel var inden for rækkevidde.
