Kufferten skal du ikke pakke ud – du flytter ud i dag – Hvad er der sket? spurgte Irka med kommandomene, da hun trådte ind – Lev lå på sofaen og gad ikke engang rejse sig ved hendes ankomst. – Det, der er sket, er, at du forlader mig, skat! Så kufferten skal du ikke pakke ud – vi skal skilles, og du flytter ud i dag! svarede Lev. Irka troede, hun havde hørt forkert. Skat? – Har du set mig? Hvilken skat er jeg da – jeg er jo næsten to meter høj! svarede Lev grinende til Svends forslag om at være ‘kanin’. – Så må du være super-kanin: træde alle over tæerne og hoppe væk! foreslog hendes kvikke veninde. – Og hvilken størrelse har jeres kaninkostume? spurgte Lev. – Ej, for pokker – det er faktisk rigtigt! Vores kanin er jo lille! Hvordan havde jeg ikke tænkt på det? sagde pigen ærgerligt. Efter en kort pause kom hun med et forslag: – Så ved du hvad, du kan være julemand, og Vitus kan klæde sig ud som kanin – han er meget mindre end dig. – Kan jeg passe hans tøj? spurgte Lev – altså julemandskåben eller jakken, eller hvad de nu har på. – Ja da, det er endda lidt for stort til ham – han må altid folde det op! – Hvad med replikkerne? Jeg ved jo ikke, hvad jeg skal sige! – Jamen, for pokker, hvilke replikker? Det hele er improvisation – du har jo guldmedalje! Og jeg støtter dig! beroligede veninden. Siden skoletiden havde Lev været venner med Svende, der nu arbejdede i et bureau for festarrangementer. Kaninen havde fået lungebetændelse, så gruppen, der kørte ud med nytårshilsner, manglede én. – Hvad er nu det pjat? ville mange sige, og det er jo rigtigt! Hvorfor nu en kanin? Hvorfor? Det plejer da altid kun at være julemand og julenissepige! Følg nu bare traditionen. Men den nye chef var af den kreative slags, en ægte Aarhus-type: dem, der altid skal prøve noget nyt… Sådan kom kaninen med i teamet. Hvid plys og øre-hue, og for autenticitet en rygsæk med en giga-gulerod. – Vi skal have nytænkning! sagde chefen. – Frisk pust til traditionerne! Sammenlignet med denne energiske chef virkede Serafim fra “Nytårsnat” som en hyggelig lille bamse. Nu var de tre, der kørte rundt: Vitus-julemand, Svende som nissepige, og kaninen. Men nu var kaninen syg, og ingen kunne træde til – specielt ikke 30.-31. december! – Jeg vil slet ikke høre det – der SKAL være en kanin! sagde bossen. Det gik, som i børnesangen: “Jeg er så trist i dag – den lille kanin er syg…” og sådan videre. Lev var i dårligt humør. Hans udsigt til nytår så sløj ud: hans kone, Irka, var hastet til sin mor i Odense, der var blevet dårligere, og han var ladt alene tilbage. Den pauvre svigermor havde skrantet i laaang tid, og nu var det blevet rigtig vigtigt. – Du forstår vel, min skat, jeg kan ikke lade mor være alene i denne tilstand! sagde den yndige Irka, mens hun pakkede kufferten – tredje gang på to måneder. – Skal jeg tage med dig? spurgte Lev. – Skal du være alene derovre til Nytår? – Nej, min elskede! Du skal da ikke ødelægge din nytårsaften! Det er nok, at min bliver spoleret. – Men – for bedre eller værre? protesterede Lev. – Vi svor jo! – Du kan bare ringe og støtte mig! Det er nok for mig! Og tag ud og nyd det lidt! Man kunne sagtens have lagt sig ind hos nogle bekendte – men alle selskaber var ligesom allerede sat. Som i gamle Jørgen Ryg-monologer: stemningen var sølle og luften dårlig. Så ringede Svende, som altid var redningskvinden. De havde været venner siden skolen, selvom Irka hævdede, at venskab mellem køn ikke fandtes. Faktisk havde hun forbudt Lev at invitere Svende med til deres bryllup! Svende ville ellers bare have taget sin mand med. Lev pressede ikke på – Svende ville ikke blive fornærmet. Og selvfølgelig blev hun ikke det – de holdt stadig kontakten, bare ikke så åbent. Og nu – Nytår alene, og Svende, der tilbyder et betalt job. Og selv om Lev tjente godt som analytiker og holdt Irka hjemme, sagde han ja – ikke for pengene, men bare for at komme ud. Julemandskåben passede perfekt. Støvlerne sad godt. De limede skæg og overskæg på ham – klar til “udkørsel”! Han klarede det fint – det var slet ikke svært! Børnene læste digte, kaninen hoppede rundt med guleroden, og bagefter dansede de om træet. Alt var godt! Kun ét besøg manglede – klokken 22:00 nytårsaften. Så kunne alle tage hjem og feste! Søde Svende havde inviteret Lev med hjem, når jobtet var slut. Hun og hendes mand samt hendes mor, som kendte Lev fra skoletiden. Svende var 25 og havde heller ingen børn. De tog glade afsted til sidste besøg. Vitus tog endda en lille dram – det kunne julemanden da godt tillade sig! 21:45 ringede Lev til konen fra bilen: – Hvordan har du det, skat? – Jeg holder ud, min kære! – Godt nytår! Giv mig lige mor i røret – jeg vil også sige tillykke til hende! – Hun er lige så småt faldet lidt hen – vil ikke forstyrre hende! Jeg ser tv med høretelefoner og tænker på dig! – Jeg elsker dig! Jeg ringer ved midnat! – Jeg elsker også dig! Pas på dig selv, min kanin! svarede hun. Da de åbnede døren til det sidste besøg, tabte Lev kæben: der stod Irka, som to dage forinden var taget afsted til Odense – han havde selv prajet en taxa til hende! Og som han 15 minutter tidligere havde talt med i telefon… Hun havde festtøjet og de fine sko på. “Hvornår nåede hun at skjule det tøj? Hun pakkede jo, mens jeg så på…” tænkte julemanden. “Sikke en tryllekunstner – næsten som Rune Klan!” Måske ikke Irka? Har hun en søster? Nej, kun én Irka – fødselsmærket over venstre øjenbryn! Eller et synsbedrag: hvad sker der mon i aften? Nærgående asteroide og alt det der… Men så mange kunne jo ikke have hallucination… – Kanin! råbte “hallucinationen” ned ad gangen. Kanin? Men det er ham, Lev! Det sagde Irka lige før i telefonen! Lev var i chok. Alt føltes som en drøm, han kun så på. – Kommer, skat! lød der, og ud trådte “kaninen”: en skaldet, øldrukken, buttet mand… – Hvor er barnet? Drengen Mads? spurgte nissepigen. – Jeg er Mads! grinede manden og klappede sin store øldunk. – Jeg besluttede mig for at holde lidt fest! Lev så med gru til: var det for dét her, at hans Irka havde opdigtet hele løgnen? Han forstod nu, at han var blevet fuppet… Første indskydelse var at konfrontere det hele med det samme. Men han skammede sig på Svendekas vegne – sådan at fejle… Så Lev ændrede stemmen lidt – hvad nu hvis Irka opdagede det? – og sagde: Kom så, Mads, lad os høre et digt! Mads mumlede noget. Irka genkendte ikke sin mand – hun og elskeren havde allerede drukket til. Nytår! Men hvordan kunne Irka, æstet og perfektionist, falde for sådan en… snegl? Irka klamrede sig til sit “svin” og lo tummelumsk. Now Lev forstod, hvor de gaver kom fra, som Irka påstod kom fra hendes “fattige mor på pension i Odense”… – Så – nu skal vi danse! råbte Mads, der var træt af rim. Og så dansede de. – Skat, sæt vores yndlingssang på! snøvlede kaninen. Og det gjorde Irka – så blev der for alvor danset… Mads, Irka og kanin-Vitus (der havde fået lidt mere at drikke – hjemvejen var jo nær) dansede. Lev, nu lidt mere samlet, filmede det hele på mobil: Irkas alibi smeltede som sne… Snart blev de smidt ud – værten skulle sove: – Tak, tak – nu kan I gå! Bar’ gå! Skat, følg gæsterne ud! Det gjorde hun… – Mærkeligt, sagde Svende, da de kørte derfra, – hun er jo egentlig en flot pige! Hvad ser hun dog i ham der? Han er da ikke hendes mand! “Jeg er hendes mand!” havde Lev lyst til at skrige, men holdt sig. Han tog ikke hen til Svende nytårsaften – han kunne ikke “spille normal”. Og at indrømme alt det ulækre, der var sket, turde han ikke. Så løj han om feber og skavanker og tog hjem. Ringede ikke til Irka ved midnat. Eller senere. Lad hende bare more sig med sin kanin… Lev fejrede nytår alene. Sådan blev det – tid til at tænke. Han elskede sin kone. Men der var mindre kærlighed nu. Og tilgive – det ville han ikke. Så: skilsmisse! Lejligheden var hans. Konen blev nervøs – nu var der gået to døgn uden opkald. Han plejede jo ringe flere gange om dagen? Så hun vendte hjem fra “mor” allerede 2. januar om aftenen, ikke 4. – prajede selv taxa, ingen hentede hende, selv meddelte hun tid og sted til Lev. – Hvad sker der? spurgte Irka kontant – Lev lå på sofaen og blev bare liggende. – Du smutter, skat! Så du lader bare kufferten være – vi bliver skilt, og du flytter i dag! svarede han. Irka tror, hun hører forkert. Skat?! Men hvordan ved han det? Kun Mads kaldte hende det… – Og hvor påstår du, jeg skal tage hen? gik Irka i offensiven. – Ved ikke: til din kanin eller til mor i Odense. For resten – har hun det bedre? svarede Lev jævnt. – Du har misforstået alt, begyndte Irka sagte – han ved det, fanden tage det! Men hvorfra? Hvor trådte jeg ved siden af? Mor er jo advaret, og Mads kunne ikke… Måske er der nogen, der så mig? Men hvem? – Så fortæl din version! bad Lev – nu bare mest nysgerrig. – Måske var den skaldede fyr en læge, du skulle snakke om mor med? Eller måske var han alkymist, der kunne opfinde mirakelmedicin til din mor! Eller måske plejeren, som jeg så betaler for, der skal hjælpe svigermor? Eller, ikke fordi jeg antyder noget, måske nogen fra bedemandsforretningen, som du som kærlig datter allerede havde kontaktet? Kom nu, Irka: du var jo ikke genert under danseopvisningen med både vores og din egen kanin! Så hvad så, skat? Og han viste hende filmen… Irka var tavs. Hvad skulle hun sige? Ja, hun havde fået sig en elsker. Hvorfor? For spændingen. For gaverne. For, ja, hun kedede sig alene hjemme! Job? Ha! Ikke for dét er blomsten sprunget ud! Men sikke en uheldig tilfældighed. Hvem kunne vide… Hun elskede på sin måde sin mand – eller var hun bare afhængig? Derfor skjulte hun det hele nøje – ikke bide hånden, der fodrer! Det gjorde bare mere ondt nu. Hvis hun havde sagt, hun elskede den skaldede og ville skilles, kunne man måske forstå det. Eller hvis hun havde tilstået engangsutroskab – måske kunne hun være blevet tilgivet. Han var storhjertet, hendes Lev. Eller nu, måske ikke længere. Men det her – utroskab og bjerge af løgn om moren. Løgne, omhyggeligt dækkende over længere tid! Det var planlagt – næsten som en forbrydelse. Eller hur? I domstolen giver det skærpende omstændigheder… Irka græd, tryglede, lovede, kaldte til samvittighed. Men Lev var ubøjelig: “Sagt er sagt – ud betyder ud!” Ja, sådan er julemanden – Lev havde ret… De blev skilt. Lev havde kun én fortrydelse: at han ikke lavede skandale dén nytårsnat… Men måske var det meget godt alligevel. Sådan kan overdreven høflighed og dannelse koste dig – hvad skal vi med alle de pæne manerer? Men pyt: det endte da meget godt, ikke sandt?