Lad for pokker være med at pakke kufferten ud du flytter ud
Hvad sker der? sagde Karen med kommanderende stemme. Lars lå på sofaen og gjorde ikke engang mine til at rejse sig, da hun kom ind ad døren.
Der sker det, min skat, at du flytter fra mig i dag, svarede Lars tørt. Så der er ikke nogen grund til at pakke kufferten ud: vi skal skilles, og i dag rykker du ud!
Karen stirrede målløs. Min skat?
Har du set mig? Hvor ligner jeg en lille sød kanin? Jeg er nærmest to meter høj! havde Lars svaret til Sofies forslag om, at han skulle klæde sig ud som kanin.
Ja og hvad så? Så kan du jo være kæmpe-kanin: trampe alt på din vej og hoppe væk, havde veninden thunderet tilbage.
Hvilken størrelse har jeres kaninkostume egentlig? ville Lars vide.
Arh, pokkers! Det havde jeg ikke tænkt over. Vores kanin er jo lille! lød det surt fra Sofie.
Men så foreslog hun:
Ved du hvad? Så bliver du julemand og så får vi Morten til at være kaninen, han er jo langt mindre end dig!
Kan hans kostume passe mig? Den der kaftan eller hvad julemanden nu har på?
Det skal nok gå, den er altid lidt for stor til ham alligevel.
Hvad med replikkerne? Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige!
Hold nu op, Lars! Det hele er improvisation du var jo klassens gyldne dreng! Jeg skal nok støtte dig vi improviserer os bare frem, smilede Sofie.
Sofie, som Lars havde været venner med siden folkeskolen, arbejdede i et eventbureau. Og nu var den dreng, der plejede at spille kanin, blevet syg og det endda lige op til jul og nytår.
Derfor manglede de pludselig én på holdet, der skulle ud og sprede julestemning.
Folk vil synes, det lyder fjollet; hvorfra kommer den kanin?! Alle forventer jo bare julemanden og måske en nisse, vil mange nok tænke. Men de havde fået en ny chef i selskabet én af de dér innovative typer, der elsker at ryste posen.
Måske havde han et barndomstraume om aldrig selv at have været kanin? Ja, hvem ved! Nu skulle posen i hvert fald rystes grundigt.
Så pludselig var der kanin i selskabet. Kostumet var som forventet: hvid plys, en hue med ører, og for realisme havde de spændt en rygsæk med en gigantisk stofgulerod fast bagpå.
Vi skal have gang i noget fornyelse! proklamerede chefen. Der skal lidt frisk luft ind i vores rutiner!
Ved siden af sådan en chef virkede selv Sankt Hans kære gamle bager som hyggelig, grå mus.
Så nu kørte julemanden Morten, Sofie Nissepige og kaninen ud sammen. Indtil kaninen altså blev syg, og der ikke fandtes en reserve slet ikke d. 30. eller 31. december!
Jeg er ligeglad, sagde chefen vi skal have en kanin!
Det hele mindede om en børnesang: *jeg er så trist i dag, for vores stakkels kanin er syg*
Lars havde ret sort humør. Udsigten til nytår var trist: konen, Karen, var smuttet hjem til sin mor i Odense fordi svigermor var blevet dårligere, så han stod mutters alene.
Den stakkels svigermor havde ellers skrantet noget på det sidste, så det var tredje gang på to måneder, Karen pakkede kufferten for at tage derover.
Du forstår mig, skat jeg kan jo ikke lade min mor ligge alene, sagde Karen, mens hun pakkede. Jeg må altså tage derover.
Jeg kan da tage med? foreslog Lars. Skal du sidde til nytår helt alene?
Nej da, skat. Der er ingen grund til, at du også får ødelagt din nytår det er slemt nok for mig, svarede Karen.
Hvad så med i medgang og modgang? Det lovede vi jo hinanden, blev Lars ved.
Du kan ringe og støtte mig. Det er nok! Tag ud med nogle venner hyg dig lidt!
I princippet kunne Lars have inviteret sig selv hos nogle af vennerne, men alle havde jo planlagt deres aften.
Han havde det som i et gammel Dirch Passer-sketch stemningen var bare trist og grå.
Men så ringede Sofie. Hun var altid hans redningskrans. Hun og Lars havde været venner siden skoletiden, selvom Karen aldrig havde troet på, at mænd og kvinder kunne være bare venner.
Faktisk havde hun forbudt Lars at invitere Sofie til deres eget bryllup, men Lars gik ikke ind i den diskussion, for så vigtigt var det heller ikke. Han kunne ringe til Sofie fra kontoret.
Så nu var han altså mutters alene til nytår, og Sofie foreslog, at han lige kunne agere julemand for en aften de gav endda penge for det.
Ikke fordi pengene trak Lars var analytiker og tjente nok til, at Karen kunne gå hjemme men det var rart at komme lidt ud og få tankerne væk.
Kaftanen til julemanden passede, støvlerne var spot on, han fik limet et sæt løse skæg og moustache på så var han klar til afgang.
Og det gik nemt. Børnene reciterede digte. Kaninen hoppede rundt om juletræet og viftede med sin gulerod på ryggen. Til sidst gik de alle rundt om træet; alt var, som det skulle være.
Der var kun ét besøg tilbage 31. december klokken ti om aftenen og så havde de fri! Så kunne Lars tage hjem til Sofie, som havde inviteret ham til at fejre aftenen sammen med hende, hendes mand og hendes mor, som kendte Lars helt fra skolen af.
Morten tog endda en lille en inden afgang det kunne man ikke, når man var julemand.
21.45, lige før det sidste besøg, ringer Lars til Karen:
Hvordan går det, skat?
Jeg klarer mig, min ven.
Godt nytår, søde! Kan jeg ikke lige sige hej til din mor?
Hun sover netop, jeg vil ikke vække hende. Jeg sidder her med høretelefoner og ser fjernsyn, mens jeg tænker på dig.
Jeg elsker dig! Jeg ringer igen ved midnat.
Jeg elsker også dig. Pas nu på dig selv, min kanin! svarede hun.
Da døren åbner til det sidste besøg, får Lars et mindre chok: Der står Karen i den fine kjole, han havde set hende pakke. Hun var da taget til Odense han havde selv bestilt taxaen!
Da han havde tilbudt at køre hende selv, havde hun pure sagt nej: Jeg klarer mig selv slap nu af!
Tøjet, hun havde på, havde hun åbenbart pakket hemmeligt tingene blev jo pakket foran Lars!
Måske ikke Karen? Tvillingsøster? Næh, det var hende føflekken over venstre øjenbryn.
Eller havde han fået hallucinationer? Det var ikke så mærkeligt ovenpå alt det her Men alle så hende jo!
Kanin! råber hallucinationen ind i stuen.
Kanin? Det var jo Lars, hun lige havde kaldt kanin i telefonen!
Lars følte sig helt bedøvet som om han bare så det hele udefra.
Jeg kommer, skat! lød det fra gangen, og så kom kaninen: En skaldet, tyk mand
Hvor er barnet? Mikkel? spørger Sofie.
Det er mig jeg er Mikkel! sagde den skaldede og klappede sig på maven. Jeg ville fejre mig selv lidt i aften!
Lars stirrede målløs var det derfor, Karen havde bildt ham en eller anden historie ind? Nu gik sandheden op for ham.
Første tanke: Konfronter straks. Men han nænnede ikke at ydmyge sig selv foran Sofie.
Han tog sig sammen, lavede stemmen om, så Karen ikke ville genkende ham, og sagde: Mikkel, kan du ikke fortælle et digt?
Mikkel kvækkede noget løs, og Karen virkede ikke til at gennemskue noget hun og den skaldede var efterhånden halvt beruset.
Hvordan havde Karen, den pertentlige og evige perfektionist, kastet sig over sådan en type?
Hun sad tæt på kaninen og lo fuldt ud beruset.
Nu forstod Lars, hvor julegaverne fra Karens fattige pensionistmor i Odense kom fra.
Så er det tid til dans om træet, råbte Mikkel pludselig. Og den gik: Mikkel, Karen og Morten dansede om træet. Lars tog telefonen frem og filmede det hele Karens alibi smeltede som sne på et tag.
Kort efter smed værten dem ud: Det var det jeg skal sove! Farvel. Karen fulgte dem til døren.
Mærkeligt hun er da ellers ret flot! Hvad ser hun i den bløde pudding? sagde Sofie, da de gik. Han er jo ikke hendes mand!
Det ER jeg, tænkte Lars, men sagde ikke noget.
Han tog ikke med til Sofies nytårsfest: han kunne ikke overskue at spille glad. Var for pinligt. Så han løj og sagde, at han var blevet syg feber, alt det der.
Han ringede ikke til Karen klokken tolv. Eller senere. Hun må hygge sig med sin skaldede kanin
Lars fejrede nytår alene. Men det gav ham tid til at tænke.
Han elskede sin kone. Eller, han havde i hvert fald gjort det. Efter alt det her, elskede han hende ikke så meget længere. Tilgivelse var udelukket. Så det var kun skilsmisse, det kunne ende med. Lejligheden var hans.
Da Karen ikke hørte fra ham, blev hun bekymret. Før ringede han flere gange om dagen nu ikke et eneste opkald på to døgn.
Hun kom hjem allerede om aftenen d. 2. januar ikke d. 4. som aftalt. Hun tog taxaen ingen kom og hentede hende. Selvom Lars havde fået besked med detaljer og ankomsttidspunkt.
Hvad sker der? spurgte Karen strengt. Lars lå på sofaen og så ikke på hende.
Der sker det, at du flytter ud, min skat, sagde Lars. Så lad kufferten stå. Vi skal skilles du bor ikke her mere.
Karen blev bleg. Min skat? Men hvordan havde han fundet ud af det? Kun Mikkel kaldte hende det
Og hvor skal jeg ifølge dig flytte hen? gik hun til modangreb.
Aner det ikke til din kanin eller til mor i Odense. Forresten, har hun det bedre nu? sagde Lars roligt.
Du misforstår det hele, begyndte Karen forsigtigt: Han ved det! Men hvordan? Hvor har jeg dummet mig? Mor havde jo fået besked på ikke at tage telefonen før d. 4. Og Mikkel han kunne ikke have sladret.
Måske nogen så os? Men hvem?
Fortæl din version, sagde Lars nu lidt nysgerrig. Måske er den skaldede bare læge du skulle diskutere mors sygdom? Eller, hvad ved jeg, en alkymist med en ny universalkur! En hjemmesygeplejerske måske? Som jeg selvfølgelig betaler? Med pleje, skylle-ture og natture, ikke?! Eller, gud forbyde det, bedemand? Du ville bare være på forkant
Og kom nu du var da ikke genert, da du dansede rundt med to kaniner! Nåh, min skat?
Og så satte Lars optagelsen på.
Karen stod bare og tav. Hvad skulle hun sige? Jo, hun havde fået en elsker Hvorfor? Tjaa, fordi hverdagen var kedelig Mikkel var jo heller ikke fattig og gav hende gaver.
Arbejde? Hø hø det havde hun ikke gidet! Men hvor utroligt det hele var!
Hun elskede Lars på sin måde eller måske var hun bare afhængig af ham. Så hun skjulte alt, ville ikke bide den hånd, der fodrer
Det gjorde ondt på begge. Havde hun bare sagt, hun havde fundet en anden, kunne Lars bedre forstå det og måske endda tilgive. Eller havde hun bare indrømmet et enkelt sidespring han kunne måske havde tilgivet. Han var jo generøs, Lars. Eller var!
Men utroskab PLUS svig timevis af løgne om syg mor. Det var ikke bare utroskab det var planlagt bedrag. Og det kunne man kun dømme ekstra hårdt.
Karen græd, tiggede, lovede bedring, appellerede til samvittigheden. Men Lars var iskold: Ud, sagde han og ud blev det! Ja, de danske julemænd de tilgiver ikke alt, fandt Karen ud af.
Så blev de skilt, og Lars følte sig faktisk ret sikker i sin sag. Den eneste ting han fortrød? At han ikke lavede et skandaleoptrin den nytårsaften
Ja, sommetider kan høflighed og pæn opførsel virkelig være en bjørnetjeneste. Men pyt det gik vel alligevel! Ikke sandt?
