**Kufferten på hjul**
«Mor, jeg er voksen nu. Må jeg ikke bare engang gøre, hvad jeg vil?» protesterede Freja.
De havde diskuteret i flere dage, efter Freja havde annonceret, at hun ville tage til København i en uge med sin kæreste.
«Hvad med studierne? Eksamen er lige om hjørnet.»
«Jeg klarer mig fint. Jeg kan altid indhente det. Kom nu, mor,» tiggede Freja.
«Du kender ham knap nok. Hvad så bagefter?» Lise havde ikke flere ord eller kræfter til at overtale datteren.
«Hvis du ikke lader mig tage afsted, løber jeg hjemmefra og kommer aldrig tilbage!» råbte Freja, smed sig på sofaen, krammede en pude og vendte sig mod vinduet.
«Hvad nu, hvis hun virkelig gør det?» En bange tanke snegede sig ind i Lises hjerte og voksede til panik. Freja var hendes alt, den eneste familie, hun havde. At miste hende var ufatteligt.
«Mor, du har altid spillet efter reglerne, og nu er du alene. Vil du have, at jeg ender sådan?» Frejas stemme lød på grænsen til hysterisk.
«Skatter, alt skal nok gå – bare vent lidt,» sagde Lise, selvom hun godt vidste, at Freja var forelsket og ikke hørte efter.
Freja begravede ansigtet i puden og begyndte at græde.
«Hvad er jeg egentlig? Min egen datters fjende? Tiden er en anden nu. Alt går så hurtigt. Måske, hvis jeg selv havde været mere modig i min tid, havde mit liv set anderledes ud.» Lise sukkede.
«Okay. Tag afsted. Men du ringer hver dag. Jeg har ikke mange penge at give dig – du ved godt, jeg sparer op til renovationen,» gav Lise sig endelig.
Freja smed puden, sprang op og krammede sin mor.
«Mor, tak! Jeg behøver ikke penge. Emil har penge. Jeg ringer hver dag. Flere gange om dagen. Bare rolig, alt bliver godt,» pludrede hun lykkeligt.
«Hvordan skal jeg ikke bekymre mig? Vent blot, til du selv får en datter – så skal vi se, om du ikke også bekymrer dig,» tænkte Lise, men sagde det ikke højt. Det var alligevel spildt.
Freja løb ind på sit værelse og kom tilbage med en kuffert.
«Har du allerede pakket? Ville du virkelig være løbet hjemmefra?» Tanken gjorde ondt.
«Du ville have ladet mig tage. Jeg kender dig godt. Jeg ringer til Emil nu.» Hun greb telefonen, men ringede ikke. I stedet gik hun tilbage til sin mor.
«Du kunne også tage et sted hen? Til moster Grete, måske. Hvad skal du lave alene hjemme? Det er jo ferie,» sagde Freja forsonligt.
«Jeg finder noget at lave. Bare vær forsigtig derovre. Du ved godt, hvad jeg mener,» mumlede Lise.
Hun havde lyst til at hyle.
«Mor, jeg er voksen. Jeg ved godt, hvad du mener.» Freja tastede sin kærestes nummer.
Lises hjerte gjorde et hop. Efter samtalen forstod hun, at Freja snart ville køre.
«Nå, mor, taxaen venter nede.» Freja gik mod døren med kufferten. Lise skyndte sig efter.
«Mor, du behøver ikke følge mig. Jeg ringer, når vi er på toget. Jeg er tilbage om en uge.» Freja gav sin mor et hurtigt kys på kinden og forsvandt ud af lejligheden uden at lægge mærke til de tårer, der fyldte Lises øjne.
«Sådan. Nu er hun voksen, moren er ikke nødvendig længere. Hun ville ikke engang have mig med ned.» Lise skyndte sig ud i køkkenet og kiggede ud ad vinduet. Nede på gaden stod en gul taxa, hvor en ung mand utålmodigt gik frem og tilbage. «Han ser okay ud. Måske går det alligevel godt? Man kan ikke beskytte dem mod alt.»
Med et tungt hjerte fulgte Lise taxaen med blikket, gik ind i stuen og satte sig på sofaen, hvor Freja lige havde siddet. Tårerne trængte frem. «Så er jeg alene. Stille, tomt. Jeg bliver sindssyg her. Jeg må vænne mig til det. At sige farvel til sin voksne datter – det er alle mødres lod.»
Hun sad længe og kunne ikke få sig selv til at gøre noget. «Måske skulle jeg også tage et sted hen? Til Mallorca, f.eks. Det er jo alligevel ferie. Det er måske ikke sommer længere, men varmere end her.» Hun gik ind på Frejas værelse, tændte computeren og kiggede efter billige flybilletter.
Hun fandt en billig flybillet til Mallorca til næste morgen. Uden at tøve købte hun en returbillet til fem dage senere. Hun var træt af at spare på alt. At sidde derhjemme og vente på Frejas opkald? Ugen ville føles som en evighed.
Lise begyndte at pakke. I travlheden og forberedelserne glemte hun bekymringen for Freja. Freja ringede om aftenen, fortalte i én stråle, at de var på stationen, alt var godt… hendes lykkelige latter lød, og så lagde hun på.
Efter dagens begivenheder kunne Lise ikke sove. «Nå, jeg kan sove i flyet,» besluttede hun og stod op, træt af at kæmpe mod søvnløsheden. Hun bestilte en taxa, tog en let jakke på og kørte til lufthavnen.
Trods den tidlige time summede lufthavnen som en forstyrret bikube. Folk sagde farvel, løb rundt, talte i telefon.
Hun gik forbi et par, der stod midt i hallen i favnen. Pigen med tårevåde øjne stirrede ind i drengens ansigt og gentog med en flad stemme:
«Kommer du tilbage? Lover du? Jeg elsker dig…» Hun hulkede og gemte ansigtet mod hans bryst.
Han hviskede noget til hende og kyssede hendes fugtige hår. Lise vendte sig væk. Det var alt for privat og rørende.
Hun checkede ind og satte sig for at vente. Atter tænkte hun på Freja. Dumme, unge piger, der skynder sig, er bange for at komme for sent, kaster sig ud i kærligheden. Hvor mange gange skulle de dog møde afsked, kærlighedsbekendelser, skuffelser? Var der nok tårer til at græde dem alle?
Lise havde også oplevet sådan en kærlighed. Kastet sig blindt ud i et forhold. Og hvor var hun nu? Hendes mand var ikke klar til faderskab og ansvar. De gik fra hinanden lige efter Frejas fødsel. Der havde været kortvarige forhold, men Lise søgte ikke ægteskab. Freja voksede op, og hun var altid bekymret. Nu var det for sent at ændre noget. Og her var hun, på vej mod syd. Hvorfor? Men hjemme ville hun blive sindssyg af at vente på opkHun trykkede hendes kuffert tættere ind til sig, tog et dybt åndedrag og smilede, fordi livet på sin egen mærkelige måde altid gav en ny chance.
