En kreativ sjæl med kærlighed til effekter
“Fortryder du ikke?” spurgte Mads og holdt om Signe, der lå tæt ind til hans bryst.
“Nej. Gør du?” Signe løftede hovedet og så ham ind i øjnene.
“Jeg er lykkelig. Ved du, da du kom hjem til mig og Freja den dag, vidste jeg straks, det var skæbnen. Alt, hvad der skete før dig, skete, så vi kunne mødes. Efter min kone forlod os…”
Signe lagde en finger mod hans læber.
“Lad os ikke mindes det svære. Nu bliver alt godt…”
Et år før
Signe dækkede bordet med en festlig dug i stuen. Hun hentede tallerkener, bestik og to vinflasker fra køkkenet.
“Er du sikker på, vi gjorde det rigtige ved at blive hjemme? Det ville have været sjovere med vennerne. Vi kan nå hen til Mikkel,” sagde Jonas, da Signe kom tilbage til køkkenet.
“Jeg er sikker. Tag det her med ind.” Signe rakte ham en tallerken med pålæg og salat. “Vi ses med vennerne i morgen. Vi har været sammen i tre år og aldrig fejret nytår alene. Sådan som man møder det nye år, sådan bliver det.”
“Så du vil programmere os til et helt år med frivillig isolation?” spurgte Jonas og standsede i døren.
“Det ville være dejligt. Men desværre umuligt,” sukkede Signe.
“Okay, lad os prøve,” gav Jonas efter og gik ind i stuen.
Signe tog en flaske champagne og endnu en salat fra køleskabet og fulgte efter.
“Hvad synes du? Jeg synes, det blev pænt.” Jonas viste, hvordan han havde dækket bordet. “Kan vi ikke snart skåle? Jeg dør af sult.”
“Ikke endnu. Giv mig fem minutter. Jeg skal have min nye kjole på og gøre mig klar.” Signe gik mod soveværelset.
“Hvorfor bruge en ny kjole, når vi er alene?” mumlede Jonas og snuppede en skive pålæg.
“Fordi det er fest!” svarede Signe fra soveværelset.
*Åh, den kreative sjæl og dens effekter*, tænkte Jonas og tog endnu en skive.
Snart kom Signe tilbage, strålende i en klarblå kjole med løse lokker over skuldrene.
Jonas nikkede anerkendende og betragtede hende. Hun drejede sig på hælene, og kjolens stof svirpede om hendes ben.
“Nu kan vi endelig sætte os og skåle,” sagde Signe muntert og kiggede på væguret.
“Der er alt for meget mad. Skal vi ikke ringe til Tobias? Han er hjemme med sin mor,” foreslog Jonas og satte sig.
“Vi ringer i morgen. Åbn champagnen.” Signe lyste af glæde.
*Hun er mærkelig i aften*, tænkte Jonas og begyndte at åbne flasken.
“Du virker… anderledes i dag,” sagde han og ledte efter ordene, “opstemt.”
“Lidt. Vent bare, du skal nok få det at vide.” Nyheden fyldte hende, men hun ville vente, indtil klokkerne ringede. Hvornår ellers kunne man dele gode nyheder, hvis ikke nytårsaften?
De skålede og smagte på maden. Da de var mætte, lænede Jonas sig tilbage. Fjernsynet viste en let underholdningsfilm.
“Hvorfor drikker du ikke?” spurgte han og bemærkede, at Signe knap nok havde rørt sin vin.
“Så bliver jeg træt, og jeg vil gerne se nytårsshowet,” undgik Signe.
“Jeg går ud og ryger.” Jonas gik ud på altanen.
Store snefnug faldt langsomt, og næsten alle vinduer var oplyste. I baggården lød fyrværkeri.
“Jonas, kom ind, snart taler statsministeren,” kaldte Signe fra døren.
Jonas tog et sidst drag og smide cigaretten. Da han kom ind, var statsministeren allerede i gang. Han lyttede kun med halvt øre.
“Du har stadig ikke drukket?” spurre han og så hendes fulde glas. “Hvordan skal du få et ønske?”
“Jonas, jeg skal fortælle dig noget.” Signe rettede sig op. “Måske skal du fylde op?”
Hun ventede, til han havde skænket, og fortsatte:
“Vi fejrer ikke nytår alene i år. Vi er tre. Vi er allerede en lille flok.” Hendes øjne lyste.
Jonas stirrede forvirret.
“Forstår du ikke? Jeg er gravid. Vi skal være forældre. Egentlig er babyen allerede her, bare meget lille.”
Jonas tog en slurk og satte glasset ned.
“Er du ikke glad?” spurgte Signe og mærkede tårerne presse på.
“Jo, men… Vi ville vente.”
“Vi har været sammen i tre år. Jeg er otteogtyve. Jeg vil så gerne have et barn,” sagde Signe og kæmpede mod gråden. “Hvad venter vi på? Babyen er allerede på vej.”
“Men… Du tog p-piller…”
“Jeg stoppede sidste måned. Det sker normalt ikke med det samme, men jeg blev gravid med det samme. Er det ikke fantastisk?” spurgte hun uden ildhu.
“Var det derfor, du ikke ville med til Mikkel og Emilie?” gik det op for Jonas.
“Ja. Jeg troede faktisk, du ville fri, da du hørte det,” sagde Signe med svag stemme.
“Men i stedet…” To tårer faldt. “Du kan nå at komme til Mikkel.”
Hun sprang op og løb ud i køkkenet.
“Signe, jeg sagde ikke, jeg ikke er glad. Det kom bare bag på mig.” Jonas fulgte efter.
Hun stod på altanen og holdt døren. “Hvad er det for noget barnligt? Det er koldt, du bliver syg.” Han rev døren til sig, og hun væltede næsten ind i ham.
“Hvorfor sagde du ikke, du stoppede med p-pillerne?”
“Fordi du igen ville overtale mig. Vi bor bare sammen. Det passer dig. Men det er ikke en familie.” Gråden brød frem. “Gå nu og fest!” råbte hun og løb ind på badeværelset.
Udenfor lød fyrværkeri og glade stemmer.
“Undskyld, jeg svigtede dig. Jeg er ikke klar…” Jonas lænede sig mod døren. Vandet løb.
Han gik tilbage og så på det festlige bord og Signes fulde glas. Han tog det og drak. *Nytår, og jeg har det forfærdeligt. Hvorfor gjorde hun det? Vi havde det godt. Nu har hun ødelagt alt.* Vreden boblede. *Hvorfor ikke? Jeg gider ikke sidde her og se på hende græde.*
Han klædte sig på og gik.
Signe hørte døren smække og brød fuldstændig sammen. Tårerne faldt på den blå kjole. Hun ryddede af, skiftede og krøb sammen på sofaen. Fjernsynet viste nytårsshow.
Jonas kom ikke hjem den nat, ikke næste dag, ikke dagen efter. Hendes veninde Ida fik hende til at fortælle alt.
“Ro dig. Mænd vil sjældent have børn og er bangeMen livet har en måde at give os det, vi har brug for, når vi mindst venter det, og for Signe var det Mads og Frejas indtræden i hendes verden, der endelig fyldte det tomrum, som sorg og skuffelse havde efterladt.
