Tranede skibe sejler gennem himlen…
Mette vågnede og strakte sig lykkeligt. Så tænkte hun på, hvilken dag det var. Hun drejede hovedet for at se, hvad klokken var. Blikket faldt på en sky af hvid kjole, der hang på skabslågen. For lang – hun havde hængt den udenpå for ikke at krølle den. Minderne væltede ind som et lavin, klemte om brystet så hun knap kunne trække vejret.
Da hun prøvede kjolen i butikken, føltes det et øjeblik, som om hun gjorde det rigtige. Magnus var væk. Men Nikolaj var der, levende og opmærksom, succesrig og smuk. Intet kunne ændres nu. Om få timer ville hun iføre sig denne kjole og køre i et bryllupskortège til rådhuset.
En kuldegysning jog gennem Mette. Hun vendte sig væk fra kjolen – symbolet på hendes forræderi.
I går havde hun sagt det ligeud til sin mor. Bleg, udmattet af kemobehandling og operationer, så moderen på datteren med indsunkne øjne.
*»Jeg forstår dig, skat. Men Magnus er væk.«*
*»Forsvundet, ikke dræbt,«* svarede Mette skarpt. *»Måske er han fanget – de udveksler jo fanger.«*
*»Mette, hvordan vil han være, hvis han vender tilbage?«* Hun rystede på hovedet. *»Selv hvis han kommer hjem i én fysisk del, vil hans sind være ødelagt. Hvorfor gøre det mod dig selv? Du er kun fireogtyve. Livet er lige begyndt. I kendte hinanden så kort tid.«*
*»Mor, jeg lovede at vente på ham. Hvis jeg gifter mig nu, forråder jeg ham. Hvad hvis han vender tilbage? Hvordan skal han nogensinde se mig i øjnene?«* Mettes stemme knækkede over i en hulk.
*»Han lovede også at komme tilbage. Det er krig. Løfter er nemme at give, svære at holde.«* Moderen trak hende tæt ind til sig. *»Han ville have sendt en besked, hvis han levede.«*
Mette lænede hovedet mod hendes skulder og hørte den raslende, anstrengte vejrtrækning. Som om der lå avispapir i lungerne.
*»Mor har ret. Nikolaj har gjort så meget for os. Fået hende ind på Rigshospitalet, betalt behandlingen. Hun blev bogstaveligt talt reddet fra døden. Hun får stadig kemoterapi. Men der er håb. Hvad hvis hun bliver syg igen? Vi har ingen penge – alt afhænger af Nikolaj… Jeg kan ikke sige nej. Det er mor. Hun drømmer om børnebørn. Og jeg er en egoist, der kun tænker på mig selv…«*
Hun tørrede øjnene.
*»Det skal nok gå, mor. Bare rolig.«*
Moderen sukkede, kastede hemmelige blikke på Mette og korsede hende diskret, troede ikke hun bemærkede det.
*»Vær nu ikke dum. En som Nikolaj skal man holde fast i med negle og tænder,«* bebrejdede veninden Freja hende, utvetydigt misundelig.
*»Så hold du fast i ham. Du er smukkere end mig.«* Freja rystede på hovedet og pegede mod tindingen. *»Jeg skylder ham, forstår du?«* Mettes stemme blev skinger. *»Jeg vil altid skylde ham. Det er som en frivillig fangenskab. Han kan gøre, hvad han vil – jeg tør ikke engang protestere. For jeg *skylder* ham.«* Ordene blev malet ud, stavelse for stavelse. *»Det er ikke et liv. Det er et fængsel.«*
*»Tåbe. Hvis du ikke kan vænne dig til det, kan du altid skilles. Det er ikke raketvidenskab,«* sagde Freja ligetil.
Og det afgjorde det. Men jo nærmere brylluppet kom, desto tungere blev hendes hjerte. *»Han vil aldrig lade mig gå. Han har brugt så mange penge på os.«* Tanken kvalte. *»Jeg kan ikke flygte. Hvorhen? Mor kan jeg ikke efterlade. Det vil dræbe hende. Hun er lige begyndt at tage på igen. Bare ét ord fra ham – bare *jeg lever* – så ville jeg aflyse alt…«*
Nikolaj sagde, han elskede hende. Han pressede ikke fysisk på, selvom Mette flere gange lige akkurat undgik hans utålmodige hænder. Det eksklusive hotel var booket, prominente gester inviteret. Borgmesterens stedfortræder ville komme. Hun ville ikke gøre Nikolaj til grin, ikke efterlade ham som den forladte brudgom. Han havde ikke gjort hende ondt – han havde hjulpet mor…
Moderen åbnede døren.
*»Står du ikke op? De kommer om ti minutter for at sætte hår og makeup. Op og i bad! Morgenmad er klar.«*
Mette sprang ud af sengen og skyndte sig i bad. Spørgsmålet *hvad skal jeg gøre?* hang ubesvaret i luften, som en gennemtrækkende kuling.
Hun vaskede sig hurtigt og satte sig med vådt hår ved bordet. For ikke at såre sin mor nippede hun til kaffen og tog en bid af smørrebrødet. Det blev hængende i halsen.
*»Jeg kan ikke, mor. Det kører op i mig.«* Hun skubbede koppen væk.
*»Jeg spiste heller ikke før jeg giftede mig med din far. Nervesvindel. Drak så champagne og var sikker på, jeg ville gøre mig til grin for alle,«* lo moderen og rynkede bryn.
*»Hvad?«* Mette så spørgende på hende.
*»Operationssåret trækker.«*
I det øjeblik ringede det på døren.
*»Jeg åbner.«* Moderen gik ud i entreen, mens Mettes hjerte hamrede som en fanget skovsneppe.
Kaos med hår og makeup begyndte. Mette var ligeglad med sit udseende. Men da hun endelig så sig selv i spejlet, gispede hun. Hollywood-stjernen Sofie Gråbøl stirrede tilbage.
Hun havde insisteret på naturlighed – ingen oppustede frisurer eller forfængeligt pomp. Og hun fik ret. Moderen holdt hånden mod brystet, tårer i øjnene.
Da stylisten var gået, hjalp Freja hende i kjolen.
*»Det er for tidligt,«* protesterede Mette.
*»Overhovedet ikke. Hvis der skal laves ændringer. Din mor siger, du ikke spiser.«*
*»Nu begynder du også,«* sukkede Mette.
Atter ringede det.
*»Åbner din mor?«* spurgte Freja, mens hun spændte kjolen.
Mette trak på skuldrene.
*»Sid stille!«* råbte Freja.
Da det ringede igen, skyndte hun sig at åbne, efterlod Mette med en uafsluttet ryg. Mette lyttede. Hørte skraben og Frejas stemme:
*»Det er uheldigt at se bruden før tid.«*
*»Jeg kom bevidst tidligt. For at sikre mig, min brud er perfekt,«* insisterede Nikolaj.
*»HOg pludselig, mens Mette stod der i dagslOg pludselig, mens Mette stod der i dagslysets bløde skær, forstod hun at livet altid giver en anden chance, hvis man bare tør lytte til sit eget hjerte.
