Pludselig, min tidligere mand! Måske vil du aldrig læse dette brev, og det behøver du heller ikke. Alt er allerede sagt, men med tiden ser man på fortiden med andre øjne.
Det er nu tyve år siden, vi officielt blev skilt. Jeg husker den dag tydeligt dommeren insisterede på, at vi skulle tænke os om, før vi svarede, for vi havde en datter på 14 år. Jeg var dog stålsat: Få os straks væk fra hinanden! Du sad tavs, så ud til at være enig, eller måske blot holdt fast i din egen mening.
Fra den stund ophørte familien med at eksistere. Vores liv gik hver sin vej, vi blev fremmede, og vi talte ikke længere sammen. Hvorfor? Der var intet fælles længere. Så kom datteren, vores Lærke, og spurgte: Hvorfor er far og mor ikke længere sammen? Vi havde aldrig haft skænderier, vi levede glade, i harmoni, som to svaner i en rolig sø.
Du har aldrig sagt, at du elsker mig, men det var altid tydeligt i dine øjne og handlinger. Du gav mig altid usædvanlige gaver med mening. Jeg husker, at du en nytårsaften hængte en sjov, blød engel på juletræet og sagde, mens klokkerne slog: Lad denne engel være symbolet på vores kærlighed! Den lille engel hang over døren hele vores ægteskab, og hvert nytår flyttede den fra døren til træet, som om den vogtede vores lykke. Sådan gik det, men den beskyttelse holdt jo ikke.
Jeg forelskede mig uden tøven, som en voldsom storm, sort og brændende, som et djævelsk besværgelse. Min elsker var gift og havde to døtre. Vi sprang over alle grænser, og vores børn, hans kone og mig selv blev knuste af smerte. Men vi så kun vores egen lidenskab, som om vi var blinde for alt andet.
Et halvt år senere vågnede jeg op fra denne galskab. Gud, vi var så forskellige! Ja og nej stod der som grå zoner i mit sind. Jeg så det samme mareridt om igen: Jeg ville komme ind i mit hus, men det var omgivet af tung, klæbrig mudder, som sugede mig ned, mens huset gled længere væk fra mig.
Da jeg endelig slap fri fra den mørke sump, havde du fundet et nyt liv med en anden familie. Jeg forstår og dømmer dig ikke. Alle ønsker kærlighed, tryghed og ro. Siden da er mange år gået, og livet har flydt videre ungdom, datter, børnebarn. Det er alt, vi har til fælles, Jens. Ikke meget, men vores skæbner er gået hver til sit.
Nytåret nærmer sig. Jeg vil hænge vores engel på juletræet igen. Den er stadig i god stand, blot vingerne er faldet af. Sådan er livet: selvom minderne kan knække, kan kærligheden stadig finde et sted i hjertet, hvis vi lader den lære os at elske med visdom frem for blind lidenskab.
