Kasper sad i sin kørestol og stirrede gennem de støvede vinduer på gaden udenfor. Desværre så hans hospitalsværelse ud mod hospitalets indre gård, hvor den tidligere charmerende lille park med bænke og blomsterpotter nu var en tom, sneklædt plads uden de fleste besøgende. Vinteren lå tyk, så patienterne sjældent gik ud på en lille gåtur. Kasper var helt alene på sin seng. For en uge siden var hans gode ven, Mikkel Timmer, blevet udskrevet, og siden da havde Kaspers humør sunket dybt. Mikkel var den sociale, muntre fyr, der altid havde en million historier klar, som han leverede med en skuespillerens flair han var nemlig på tredje år på Det Kongelige Teaters skole. At savne Mikkel var umuligt. Hver dag kom Mikkels mor forbi med friskbagt wienerbrød, frugt og småkager, som han gav Kasper med et stort smil. Sammen med Mikkel forsvandt den hjemlige hygge fra værelset, og nu følte Kasper sig som en ensom ø i et hav af kørestole.
Tankerne blev brudt, da en sygeplejerske trådte ind. Kasper blev kun mere modløs, da han så, at den unge, søde Daria var erstattet af den evigt sur og konstant utilfredse Lone Sørensen. I de to måneder, han havde været på hospitalet, havde han aldrig set Lone le eller endda smigre. Hendes stemme matchede hendes ansigtsudtryk: skarp, ru og lidt ubehagelig.
Så hvad venter du, Kasper? Op på sengen! råbte Lone, mens hun holdt en sprøjt fyldt med medicin.
Kasper sukkede skuffet, vendte sin kørestol og rodede sig hen til sengen. Lone hjalp ham smidigt ned på ryggen og vendte ham så hurtigt på maven.
Tag bukserne af beordrede hun. Kasper gjorde, som han blev sagt, men mærkede intet. Lone satte sprøjten med en mesterlig hånd, og Kasper takkede hende i tankerne for hver prik.
Hvor gammel er hun mon? tænkte Kasper, mens Lone fokuserede på at finde venen i hans spinkle hånd. Sikkert pensionist. Lønnen er lille, så hun må arbejde, og derfor er hun så sur.
Lone førte den tynde nål ind i den blegblå, næsten usynlige vene og fik Kasper til bare at krølle let på næsen.
Sådan, Kasper, så er vi færdige. Kommer lægen forbi i dag? spurgte hun pludselig, mens hun samlede sine ting.
Ikke endnu svajede Kasper med hovedet. Måske senere
Så vent. Sid ikke ved vinduet det bliver koldt, og du ender som en død fisk, sagde Lone og gik ud af værelset.
Kasper ville gerne blive sur, men kunne ikke: i Lones hårde ord lå alligevel en snert af omsorg. Han var nemlig en forældreløs dreng. Da han var fire år, døde hans forældre i en frygtelig brand i deres landlige hus. Kasper overlevede ved, at hans mor i sidste øjeblik kastede ham ud af et knust vindue i en snedækket gang, blot et minut før taget kollapsede og begravede resten af familien. Så endte han på et børnehjem. Selvom han havde slægtninge, så ingen trækkede ham ind.
Hans mor havde givet ham en blød, tilgivende natur, drømmeøjne og grønne øjne, mens hans far havde givet ham høj vækst, en bred gang og talent for matematik. Han huskede kun fragmenter fra sin barndom: et landsbyfest med mor, hvor han vinkede med et farverigt flag, og at sidde på sin fars skuldre og mærke den varme sommerbrise på kinderne. Han huskede også den store røde kat, der hed både Misser og Bamse. Alt andet var væk selv fotoalbumet gik op i flammer i branden.
Ingen besøgte ham på hospitalet. Da han fyldte atten, fik han en stor, lys lejlighed på fjerde sal i et offentligt kollegieværelse. Han nød at bo alene, men nogle dage rammede en såren længsel ham, at han næsten græd. Over tid vænnede han sig til ensomheden og fandt endda fordele ved den, men barndommen på børnehjemmet slog stadig til, når han så familier på legepladser, i supermarkeder eller på gaderne i København. Bittere, tunge tanker overvældede ham.
Efter gymnasiet ville han på universitetet, men manglende point tvang ham på en teknisk skole. Der kunne han lide fagene, men med de andre studerende gik det dårligt: han var stille og indelæst, så de så ham som kedelig. Han snakkede kun om bøger og videnskabelige tidsskrifter, ikke om fester eller computerspil. Med pigerne var det endnu værre; hans beskedenhed og tavshed blev ikke betragtet som maskuline kvaliteter. På sine atten og et halvt år så han ikke ældre ud end seksten. Så blev han den hvide ravn i gruppen, men det plagede ham ikke.
To måneder siden, mens han skyndte sig til forelæsninger på en isglat fortov, gled han på en undergrundsgang og brækkede begge ben. Bruddene var svære, men de sidste par uger gik det bedre. Han håbede på udskrivning, men hans lejlighed havde hverken elevator eller ramper han så ud til at sidde i kørestol i lang tid fremover.
Efter frokost kom traumatologen Roman Andersen ind. Efter at have set på Kaspers røntgen, sagde han:
Sådan, Kasper, dine brud begynder endelig at hele. Jeg tror, du kan gå på krykker om et par uger. Du kan så blive behandlet på poliklinikken. Om en time får du udskrivningspapir. Er der nogen, der skal hente dig?
Kasper nikkede stille.
Perfekt. Jeg kalder Lone, så hjælper hun dig med at pakke. Pas på dig, Kasper, og prøv at holde dig væk fra hospitalet.
Kasper sagde kun et jeg vil prøve. Lægen blinkede og gik ud, mens Kasper gik i stå og overvejede, hvad han skulle gøre nu. Lige i det kom Lone ind igen.
Hvad sidder du og gør, Kasper? Du skal ud, så pakke din taske, sagde hun og rakte ham en rygsæk, der stod under sengen. Pak nu, for nu skal Pederen skifte sengetøj.
Kasper samlede sine få ejendele i tasken og mærkede Lynes skarpe blik.
Hvorfor løj du for lægen? spurgte hun med hovedet let hældt til siden.
Hvad mener du? svarede Kasper forbløffet.
Du er ikke så dum, Kasper. Jeg ved, ingen kommer for at hente dig. Hvordan skal du komme hjem?
Jeg finder på en måde, mumlede han.
Du skal ikke gå på benene i mindst en halv måned. Hvordan skal du klare dig?
Jeg klarer mig, jeg er jo ikke et barn.
Lone satte sig ved siden af ham og så ham i øjnene.
Kasper, det er måske ikke min sag, men med så mange skader får du brug for hjælp. Du kan ikke klare det selv. Jeg siger det ærligt.
Jeg klarer mig selv.
Du klarer dig ikke. Jeg har arbejdet i sygepleje i årtier. Hvad tror du, du laver ved at diskutere som et barn?
Så hvad vil du så sige til mig?
Du kan bo hos mig. Jeg bor uden for byen, men min dør er kun to trin væk. Jeg har et ledigt værelse. Når du kan stå på benene, kan du gå hjem igen. Jeg lever alene, min mand døde for længe siden, og børn har jeg ingen.
Kasper blev målløs. Bo hos en fremmed? Han var vant til at stole på ingen anden end sig selv.
Hvorfor er du så stille? spurgte Lone med et smil.
Det er bare lidt akavet mumlede han.
Stop med at optræde som en storbror. Det er ikke let at bo i en kørestol i et hus uden elevator, svarede Lone med sin sædvanlige grove, men omsorgsfulde tone. Så vil du flytte ind?
Kasper tøvede. At bo hos en fremmed var mærkeligt, men Lone var ikke så fremmed alligevel. Pludselig indså han, at hun de sidste måneder havde bekymret sig om ham på sin egen måde. Kasper, spis dine frikadeller til frokost, luk vinduet, så er varmen tilbage, spis yoghurt den har calcium, du har brug for, lød hendes stemme ofte. Hun var den eneste, der ville hjælpe ham.
Jeg er med, sagde han endelig. Men jeg har ingen penge. Stipendiet er stadig ikke klar.
Lone så på ham med en blanding af forvirring og irritation.
Tror du, jeg inviterer dig for pengenes skyld? Jeg er bare ked af dig.
Jeg tænkte bare begyndte Kasper, men stoppede.
Jeg er ikke så nem at såre. Lad os tage dig til sygeplejesektionen, så du kan sove der, indtil min vagt slutter, beordrede hun.
Lone boede i et lille, pænt hus med smalle vinduer i smukt udskårne rammer. Indenfor var der to hyggelige værelser, og Kasper fik det ene. I de første dage var han meget genert, gik næsten aldrig ud af rummet og forsøgte at belaste hende så lidt som muligt. Da hun så det, sagde hun lige ud:
Stop med at være så genert. Sig til, hvis du mangler noget, vi er her for hinanden.
Det viste sig, at han elskede stedet: sneen udenfor de små vinduer, den knitrende brændeovn, duften af hjemmelavet mad alt sammen mindede ham om det tabte hjem og den lykkelige barndom.
Dage gik, og kørestolen blev erstattet af krykker. Snart var det tid til at vende tilbage til byen. Efter et besøg på lægehuset gik Kasper, lidt haltende, ved siden af Lone og fortalte om sine eksamener:
Jeg skal tage af eksamen, så mange timer tabt, det er et mareridt.
Tag dem, sagde Lone, dit tekniske skole vil ikke forsvinde. Du skal bare holde benene i ro, som lægen sagde.
Deres forhold voksede, og Kasper fandt sig selv ofte i tanken om, at han ikke ville forlade den hyggelige lille stue og den godtmodne dame, som var blevet som en anden mor for ham. Han turde dog ikke indrømme det, hverken for sig selv eller for hende.
En morgen, mens han ledte efter sin telefonoplader, stod Lone i døråbningen og græd. Kasper gik til hende og omfavnede hende.
Vil du blive, min dreng? hviskede hun gennem tårerne. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare mig uden dig.
Han blev. År senere sad Lone ved siden af ham som en ærefuld gæst ved hans bryllup, og et år efter modtog hun i fødeafdelingen sin første barnebarn, som han havde døbt efter hende lille Ludmila.
