Kopi af en kone
Er du sikker på, det ikke bliver for besværligt? spurgte Maria, mens hun stod i døråbningen med en skuldertaske og et lidt forlegent smil, som jeg aldrig havde set hende med før. Jeg ved godt, det er ikke så nemt. Jeg ved det.
Hold nu op, Maria. Kom nu bare ind. Jeg trådte til side og holdt døren for hende. Værelset er frit, og Anton har intet imod det. Det er helt fint.
Anton har intet imod det, gentog Maria, og der var noget mærkeligt over hendes gentagelse. Ikke ironi. Nok mere overraskelse. Som om selve ordene intet imod betød noget særligt for hende.
Han har sjældent noget imod noget, sagde jeg, mens jeg allerede var på vej ud i køkkenet. Smid skoene. Tøflerne står til venstre.
Sådan begyndte det.
Jeg var 52, Maria, min veninde helt tilbage fra uni, var 51. Vi havde ikke set hinanden meget de sidste fem år; enkelte telefonsamtaler, en kop kaffe i byen hist og pist, og jeg troede, jeg kendte Maria godt. Godt nok til at åbne min dør uden meget betænkningstid. Nu var hun skilt. Lejekontrakten var udløbet. Papirarbejdet med nyt sted trak ud. Hun havde brug for to-tre uger, måske en måned, for lige at lande.
Vi boede i Odense ikke Lille men heller ikke stor, en af de byer, hvor kvartererne har ens stemninger, og de små supermarkeder kender fastkunderne på stemmen. Jeg boede i en treværelseslejlighed på tredje sal med vinduer ud mod en stille vej. Anton, min mand, arbejdede i et entreprenørfirma, ikke i forreste række, men med en god stilling. Jeg underviste i økonomi på teknisk skole. 23 års samliv. Vores datter boede for længe siden i København. Der var god plads, alt havde sin plads sådan som det bliver i hjem, hvor alt er indrettet, så det ikke trænger til fornyelse.
Maria dukkede op med én stor taske og en papkasse. Hun pakkede ud nærmest usynligt. De første tre dage hørte jeg hende knap, hun var tidligt ude, sent hjemme, spiste lidt, sagde mindre. Den første aften sagde Anton bare:
Hvor længe?
En måneds tid, svarede jeg.
En måned, gentog han, samme tonefald som Maria havde i døren.
Jeg lagde ikke mere i det. Jeg er generelt ikke typen, der lægger noget i småting. Eller troede det.
Første lille advarsel kom i anden uge. Jeg gik ud på badeværelset en morgen og fandt min parfume et forkert sted. Gardenia mørkegrøn flakon, sølvprop. Jeg har brugt den i tre år, køber altid hos Matas på Kongensgade. Nu stod den ikke på hylden, men på vaskekanten. Jeg flyttede den tilbage og tænkte ikke mere over det.
I tredje uge bemærkede jeg noget nyt.
Vi spiste morgenmad sammen alle tre. Jeg laver altid kaffen sådan: lidt koldt vand, så varmt, men ikke kogende ellers bliver det bittert. Anton kender det, han roser det altid. Den morgen lavede Maria kaffen, fordi jeg var fanget i et telefonopkald. Anton tog en slurk og sagde:
Godt.
Jeg har lært det af Ulla, sagde Maria. Hun gør altid sådan.
Jeg sendte hende et blik. Maria smilede. Alt var hyggeligt og harmløst. Jeg smilede også.
Men noget gnavede alligevel et sted inde i mig.
Arbejdsdagene tog over og den fornemmelse forsvandt i planlægning og rettearbejde. Når jeg kom hjem, var der altid ryddeligt, stille. Maria havde nået at vaske op, ordne lidt. Anton vænnede sig hurtigt. Hurtigere end jeg havde troet.
Hun har lavet mad i dag, orienterede han en aften, som om det var dagens bedste nyhed. Bønnesuppe. Rigtigt godt.
Jeg plejer da også at lave suppe med bønner, sagde jeg.
Ja, nikkede han. Det smagte næsten ens.
Jeg spurgte ikke, hvem der lavede det bedste. Det sagde han heller ikke.
Maria arbejdede hjemme i de uger, noget med dokumentation, jeg spurgte ikke ind. Hun sad med sin laptop på gæsteværelset, gik i køkkenet til frokost, lavede let aftensmad, var altid soigneret og præsentabel til aften. Ikke afslappet, men rigtig tøj. Jeg bemærkede det, for selv trak jeg i bløde bukser og hjemmesweater om aftenen Maria så bedre ud i mit hjem end jeg selv.
En aften satte Anton sig hen til Maria og så fjernsyn. Jeg sad med notesbøger i soveværelset. Jeg kunne gennem væggen høre dem snakke, let, ingen pauser. Han fortalte noget, hun lo. Hendes latter lød en smule som min. Bare blødere. Det slog mig, og jeg viftede det væk. Latter er latter, og hvad så.
Men det vendte tilbage. Nu uden at jeg kunne vifte det væk.
Maria havde ellers altid kort, smart hår. Nu lod hun det gro og lagde det bagud i bløde bølger, præcis som jeg. Jeg opdagede det foran spejlet i entreen. Vi stod begge der jeg forrest, Maria bagved. Noget i det spejlbillede lignede hinanden, som et gammelt og nyt fotografi taget i samme stil.
Du klæder dem sådan, sagde jeg.
Tror du? Maria rettede en lok og smilede til sig selv. Sådan gør du jo.
Igen: du gør… Det var så nænsomt, næsten usynligt kopiering. Jeg gik ud i køkkenet. Indeni smilede jeg ikke.
Jeg ringede til min datter den søndag.
Hvordan går det, mor?
Fint. Maria er her stadig. Kan du huske det?
Hun bor stadig?
Ja, papirarbejdet trækker ud.
Okay. Far?
De har det hyggeligt sammen.
Pause.
Er det godt eller skidt? spurgte min datter.
Det er godt, sagde jeg. Det er kun godt.
Efter samtalen blev jeg siddende længe ved vinduet med kold te. De har det hyggeligt var et neutralt udtryk, men jeg sagde det alligevel tøvende, som om jeg mærkede med fødderne efter fast jord.
Efter fem uger ville Maria gerne have opskriften på min æblekage.
Den med æble og kanel fra sidste søndag.
Jeg har den ikke skrevet ned, jeg laver på gefühl.
Kan du forklare det? Så prøver jeg selv.
Jeg forklarede, og hun noterede på sin telefon. Tre dage efter bagte hun kagen. Anton sagde godt, men jeg kunne ikke høre, om han mente det var samme kage eller bare ikke kunne høre forskel på hvem, der bagte.
Den aften fandt jeg i entreen en lysegrå jakke med bælte næsten identisk med min. Maria havde tydeligvis købt den. Jeg stillede min egen ved siden af, stod længe og så på de to næsten ens jakker.
Jeg spurgte ikke. Ikke fordi jeg frygtede svaret. Men fordi spørgsmålet ville virke underligt.
Mit arbejde krævede meget den tid skolen forberedte tilsyn, og jeg sad sent med papirarbejde. Anton var oftere i stuen om aftenen. Maria også. Jeg hørte deres stemmer gennem den lukkede dør. Nogle gange gik jeg ind, og samtalen gled stille videre, men jeg kunne mærke, jeg blev mere en tilføjet deltager end hovedperson.
En aften sagde jeg det til Anton, efter Maria var gået i seng.
Synes du ikke, hun… kopierer mig lidt?
Han kiggede forundret.
Hvem? Maria?
Ja. Hår, jakke, opskrifter, parfume…
Kvinder gør da tit det. Kopierer veninder. Det er da normalt nok.
Måske, sagde jeg. Måske.
Han var allerede på sin telefon. Emnet døde bare ud.
Senere i mørket tænkte jeg, Anton havde nok ret. Kvinder snapper tit noget op fra hinanden. Måske har jeg selv taget lidt fra Maria engang. Normalt. Jeg gentog ordet flere gange for mig selv. Men det satte sig ikke fast.
De næste dage holdt jeg mere øje. Jeg så ting, jeg ikke havde opdaget før. Maria lagde hovedet lidt på skrå, når hun lyttede til Anton præcis som jeg gjorde. Hun brugte lige netop på min måde. Hun drak nu te uden sukker men tidligere havde hun aldrig kunnet undvære to skefulde. Nu pludselig ingen sukker.
Det kunne ikke bare være tilfældigt.
Jeg ringede til min kollega, Nina, en dag.
Har du prøvet, at nogen omkring dig ligesom begynder at blive dig?
Hvad mener du?
Altså, ikke bare lidt men overtager vaner, udstråling, udseende?
Det kalder jeg stille misundelse, svarede Nina på stedet. Har læst om det. Mennesker kan ikke tage dit liv direkte, så de tager små bidder. Dit hår, din opskrift, din duft.
Jeg sagde ikke mere.
Har du en af dem tæt på nu?
Jeg tror ikke, sagde jeg. Eller jo.
Men jeg vidste det godt.
Det blev ikke mig, der tog den første snak med Maria. En aften sad vi alene i køkkenet med te.
Ulla, du har styr på tingene, sagde Maria. Når jeg ser på dit liv: lejligheden, Anton, jobbet… alt er på plads.
Det er 20 års arbejde for at skabe på plads, svarede jeg.
Jeg ved det, sagde hun. Det kan man mærke. Også Anton…
Hun stoppede.
Hvad med Anton?
Han sætter pris på dig. Han har sagt, I har det godt sammen. At I forstår hinanden.
Jeg satte koppen.
Taler du tit med ham om mig?
Bare lidt, i forbifart. Han roser dig.
Det er da rart, sagde jeg, selv om jeg følte det modsatte.
Jeg kunne ikke forklare hvorfor. Mand roser kone for veninde. Men noget var forkert. Jeg vidste det. Kvindeintuition, som jeg ellers selv ofte lo ad, var på vagt bare uden ord.
Sidst i sjette uge spurgte Maria, om hun måtte bruge min parfume. Gardenia.
Min er brugt op, sagde hun. Kan jeg låne et par sprøjt?
Selvfølgelig, sagde jeg.
Samme aften så jeg, der kun var en tredjedel tilbage i flakonen. Ugen før var der over halv. Jeg satte flakonen i skabet og låste med den lille hængelås jeg aldrig brugte. Så kiggede jeg længe i spejlet: nu stod jeg her og gemte parfume for min veninde. Hvilket menneske var jeg?
Men jeg lod være med at tage den frem igen.
Anton kom glad hjem mest de dage, Maria var der. Han havde kage med, bare sådan.
Lidt selvforkælelse, sagde han.
Maria blev glad, ligesom jeg typisk ville være blevet det. Ikke for meget. Helt rigtigt. Jeg stod og betragtede dem i døråbningen til køkkenet: Maria reagerede korrekt roste kaffen på rette vis, lo rigtigt, nikkede rigtigt, overraskede rigtigt. Alt det, jeg selv plejede, bare mere opmærksomt. Uden træthed. Uden 23 års rutine.
Og Anton mærkede det, måske uden selv at fatte det.
Jeg spiste et stykke kage med dem, snakkede om ingenting, alt fremstod normalt. Men indeni var der noget, jeg længe ikke kunne finde ord for. Som den fornemmelse, hvor alt er, hvor det plejer men alligevel skubbet en lille centimeter.
Kommandorejse opstod uventet. Skolen skulle sende en til kursus i Slagelse i fire dage. Jeg blev spurgt fredag, sagde ja mandag. Et øjeblik tænkte jeg: fire dage, hvor Anton og Maria er alene. Men jeg tvang tanken væk. Vi er voksne, intet kan ske. Jeg tænker for meget. Jeg har brug for at koble ud.
Inden jeg tog afsted, snakkede jeg med Anton i køkkenet.
Jeg er hjemme fredag aften. Maria hjælper dig. Hun er jo ferm.
Vi klarer det, sagde han. Du skal ikke bekymre dig.
Jeg er ikke bekymret, sagde jeg.
Jeg betragtede ham grundigt. Han så rolig ud. Kedelig almindelig. Jeg kender det ansigt efter 23 år. Det var som altid. Eller måske… lettere. Som om han ikke bar på noget tungt.
Jeg tog afsted onsdag morgen. Læste kursusnoter i toget, drak kaffe af papkrus, så de fynske marker fare forbi. Kurset var dødkedeligt, men nyttigt. Om aftenen ringede jeg: korte samtaler.
Hvordan går det?
Fint. Vi har spist godt. Alt vel.
Maria hjemme?
Selvfølgelig, på værelset.
Ok. Godnat.
Godnat.
Intet mærkeligt. Intet at reagere på. Jeg lagde mig i hotellsengen og kunne ikke sove, selv om jeg var træt. Tænkte på alt og intet. Kurset. Datteren. At jeg burde købe ny kop, den gamle var revnet. Og så på Maria. De to grå jakker i entreen. Parfumen.
Torsdag over middag ringede skolens inspektør:
Ulla, du kan tage hjem i aften. Sidste dag i morgen er kun repetition.
Jeg var hjemme lidt over halv ti. Toget var foran tid, taxi var hurtig, ingen trafik.
Jeg låste op med min egen nøgle. Gik stille ind måske sov Anton allerede.
Men det gjorde han ikke.
Der brændte stearinlys i stuen. To, på sofabordet. Der stod tallerkener, glas, små skåle med mad. Det duftede af mad og parfume. Gardenia. Jeg havde aflåst min. Maria må have købt sin egen.
Anton sad i sofaen. Maria ved siden af. På hende en blå kjole jeg aldrig havde set, men snittet var præcis som mine. Og farven, som jeg foretrak. Håret lagt i bølger. Hænderne foldede i skødet. De snakkede. Da jeg åbnede, så de begge op.
Tre sekunders stilhed.
Du er tidlig hjemme, sagde Anton.
Det kan jeg se, svarede jeg.
Jeg satte tasken, hængte min frakke. Alt tog lang tid, jeg styrede med omhu mine bevægelser.
Ulla, det er jo bare aftensmad, sagde Maria. Vi har spist…
Ja, jeg kan se, det er middag. Med stearinlys.
Pause.
Romantisk tilføjede jeg. Mit stemmeleje var tørt, meget kontrolleret. Jeg blev selv overrasket.
Anton rejste sig.
Du skal ikke gøre det til…
Anton, afbrød jeg meget stille. Lad være med at sige, jeg ikke skal gøre det til noget.
Han tav. Maria så på dugen.
Jeg gik ud i køkkenet. Hældte vand op og drak. Kiggede på vindueskarmen, hvor min hortensia stod. Jeg plejede at vande den hver onsdag. Onsdag var jeg væk. Den stod alligevel frodig og frisk.
Maria har vandet den, tænkte jeg.
Jeg gik tilbage.
Maria, sagde jeg, du finder et sted at sove fra i morgen?
Maria så op.
Ulla, jeg ved det ser ud som…
Finder du et sted i morgen? gentog jeg. Ikke vredt, bare for anden gang.
Ja. Jeg finder et sted.
Godt.
Jeg gik ind i soveværelset og lagde mig ovenpå dynen med tøjet på. Lyden fra stuen dæmpede trin, ting blev ryddet væk. Så stilhed. Så gæsteværelset, hvis dør knirkede.
Anton kom ikke i seng den nat. Jeg hørte ham indrette sig i stuen. Det sagde mere end ord.
Om morgenen stod jeg før de andre. Lavede kaffe, drak den ved vinduet. Gaden vågnede langsomt. Fredag. En kvinde gik forbi med en hund, duer på gesimsen. Helt almindelig morgen.
Anton kom ind ved ottetiden. Standsede i døren til køkkenet.
Vi må snakke sammen, sagde han.
Ja, svarede jeg.
Ulla, der er ikke noget mellem Maria og mig.
Måske.
Ikke måske. Intet.
Anton, sagde jeg og så stadig ud af vinduet. Du forstår ikke, hvad jeg mener. Jeg taler ikke om det, der er. Jeg taler om det, jeg har set i min stue den sidste halvanden måned.
Hvad har du set?
Jeg vendte mig.
Jeg har set et menneske, som blev til mig. Mit hår, min duft, mine opskrifter, min jakke, mine bevægelser og en mand, som godt kunne lide det. For det var mig, bare frisk. Uden træthed. Uden 23 års gentagelse.
Han sagde ikke noget.
Det er ikke et spørgsmål, sagde jeg. Bare det, jeg har set.
Du overdriver, kom det efter et stykke tid.
Måske, sagde jeg. Men jeg tager på arbejde nu. Når jeg kommer hjem, vil jeg ikke se hendes ting på gæsteværelset.
Ulla…
Og for resten: blind tillid. Det er måske det, der var mig. Jeg har nok stolet for meget. På jer begge.
Jeg gik ud og lukkede døren stille.
På arbejde underviste jeg to hold, svarede på spørgsmål, rettede lister. Fik te med Nina i pausen, hvor jeg kun hørte halvdelen af, hvad hun fortalte. Hun spurgte intet, men så på mig, så spørgsmål var overflødige.
Da jeg kom hjem, var gæsteværelset tomt, pænt redt. Ingen spor. Maria havde efterladt det klinisk, kun efterladt en lille hvid plastbørste på badeværelset. Jeg tog den og smed ud.
Anton var hjemme. Sad med telefonen i stuen.
Hun er taget afsted.
Jeg kan se det.
Hvad nu?
Jeg tog jakken af, gik i køkkenet, begyndte at lave mad ingen idé om, hvad endnu. Skulle bare lave noget.
Ulla, vi har boet sammen i 23 år. Man kan ikke bare…
Jo, sagde jeg. Vent. Giv mig tid.
Hvor længe?
Ved ikke. Nogle dage. Jeg skal lige forstå tingene.
Nogle dage blev til en uge. Vi boede sammen, men som fremmede, fælles om tag, ellers ikke. Spiste hver for sig, sov hver for sig. Anton forsøgte at snakke, jeg svarede kort, ikke af vrede men fordi jeg godt kunne mærke, det ville oversvømme, hvis jeg begyndte at sætte ord på. Ordene stod i kø inden i mig, de var som en bunke papirer, jeg frygtede at rode for meget i.
Jeg tænkte meget over det hele. Både hvorfor og hvordan jeg uden tanke havde lukket Maria ind fordi sådan er man jo, hjælper veninden. Normalt. Hvornår jeg mærkede, noget var forkert. Stille misundelse, som Nina havde kaldt det. Kopiering. Bid for bid. Ingen ond vilje, måske bare et menneske, der ikke kunne få sit eget liv, så hun tog mit i små bidder gerne parfume, gerne kageopskrift.
Det der gjorde ondest, var ikke Maria men Anton.
Han kunne have ladet være med at bemærke det. Eller nævnt det overfor mig. Eller bare ikke godtaget den forbedrede kopi. Men han gjorde det. Kom med kage. Sad med hende, grinte med hende. Lavede middag med stearinlys, mens jeg var væk. Måske uden at fatte, det var forkert eller bare uden tanke.
I starten af næste uge ringede jeg til min datter.
Mor, hvad er der?
Hvad mener du?
Din stemme lyder anderledes.
Far og jeg… det kan være, vi går fra hinanden, sagde jeg, første gang højt.
Pause.
På grund af Maria?
Ikke kun. Maria pegede bare på det, der allerede var galt.
Hvad er galt?
Det er svært at forklare. Vi holdt bare op med at se hinanden, tror jeg. Hun kom, blev mig bare friskere, bedre. Og det kunne han lide.
Mor…
Det går. Jeg græder ikke. Jeg forklarer bare.
Skal du bo alene?
For en tid. Det er ok.
Jeg gentog ordet ok. Denne gang mærkede jeg, det faktisk passede.
Samtalen med Anton faldt søndag aften.
Vi må nok flytte fra hinanden, sagde jeg.
Han tav længe.
Endegyldigt?
Det ved jeg ikke. Jeg behøver plads. Rum til at finde ud af, hvem jeg er uden alt dette.
Det er på grund af stearinlysene. Ulla, det var bare middag.
Anton, sagde jeg tålmodigt. Det handler ikke om lysene. De var bare det sidste. Der var så meget før, og jeg så det og sagde normalt, men det var det ikke.
Hvad har jeg konkret gjort?
Intet konkret. Du har bare holdt op med at se mig. Ville du have bemærket, hvis nogen blev til din kone? Hvis du så mig.
Han sagde ikke mere.
Lejligheden må vi nok sælge, sagde jeg. Eller jeg køber din andel ud. Ikke nu, senere.
Hvor flytter du hen?
Jeg lejer noget. Her eller et andet sted. Jeg skal se.
At begynde forfra i 52-årsalderen, sagde han, med noget, der lød som medfølelse i stemmen.
Ja. Begynde forfra i halvtredserne. Nogen gør det senere.
Jeg gik mod køkkenet, men stoppede i badeværelset undervejs. Jeg tog Gardenia-flakonen ud. Blev stående. Gik ud i entreen, løftede skraldespanden, og satte forsigtigt flakonen i. Ikke smed. Satte bare.
Så satte jeg vand over til te.
De næste dage tog jeg tingene i små bidder. Ringede til en mægler, spurgte til lejligheder. Ringede til advokat. Besøgte Nina, fortalte lidt. Hun blev ved med at sige ja på den der måde, hvor forståelsen ligger i tonen. Gode mennesker kan det.
Vi sad i Ninas køkken.
Er du sur på hende? spurgte Nina.
På Maria? Jeg tænkte lidt. Nej. Næsten ikke. Jeg er mere sur over, jeg ikke så, hvad der skete. At jeg lod som om, det var normalt.
Du er ikke skyldig, fordi du stolede på folk.
Blind tillid, sagde jeg. Det handler om mig.
Ikke blindt. Bare tillid. Det er forskellen.
Måske.
Sur på Anton?
Ja, lidt. Men det er en stille vrede. Den går over.
Hvad vil du nu?
Jeg lejer en lejlighed. Skifter frisure. Køber en anden parfume. Jeg pause lidt. Ikke Gardenia.
Fornuftigt.
Måske skal jeg finde ud af, hvad jeg faktisk kan lide. Det, der er mit, ikke bare det gamle vante.
Det kræver tid.
Jeg har tid.
Nina hældte mere te op. Udenfor støvregn, ikke koldt, men bare gråt. Jeg sad længe og så ud. For bare uger siden var mit liv tydeligt: lejlighed, Anton, job, rutiner, opskrifter, parfume på venstre badehylde. Nu var ordnet ikke længere sikkert.
Men jeg mærkede ingen tomhed. Mere en mærkelig frihed. Som at tage et gammelt snærende vinterfrakke af og først nu opdage, hvor meget det havde trykket skuldrene.
Ved du hvad, sagde jeg, for første gang i mange år ved jeg ikke, hvad der kommer. Det er… til at bære.
Til at bære, gentog Nina og smilede. Det er et godt ord.
Endnu en uge. Jeg fandt en etværelses i Bolbro, lyst og med kig til parken. Dyr, men jeg kunne lige klare det. Aftalte en uges prøve. Gik rundt i de tomme rum, lyttede til gulvet knirke. Tænkte: det kan jeg godt bo i.
Jeg tager den, sagde jeg til udlejeren, en ældre dame med et træt ansigt.
For hvor længe?
Ved ikke. Vi siger første år.
Hun nikkede.
Derhjemme gik jeg så småt i gang med at sortere ting. Uden hast. Pakkede mit fra ikke-mit. Bøger. Service. Tøj. Smed lidt ud. Fandt en skjorte, jeg ikke havde brugt i tre år, men beholdt bare fordi. Gav den væk.
Den grå jakke gav jeg også væk. Købte en mørkeblå. Andet snit. Tog den på foran spejlet. Intet med Maria at gøre. Fint.
Maria så jeg ikke mere. Hun skrev én besked: Ulla, undskyld, hvis jeg har såret dig. Tilgiv, hvis du kan. Jeg læste, lagde telefonen. Ikke for at straffe. Jeg var bare ikke klar. Eller ville ikke. Forskellen kendte jeg ikke.
Anton blev boende i lejligheden. Vi snakkede venligt om nødvendigheder. Der var noget både trist og lettende i det. Man kan se, når en mand ikke ved, hvordan han mister, hvad han havde.
Fredag før flytningen gik jeg i Matas for at finde parfume. Brugte lang tid, duftede mig gennem prøverne. Ung ekspedient, tålmodig, foreslog det ene efter det andet. Til sidst fandt jeg Sølv-Ceder. Duft helt anden, mere træ, lidt varmt. Ikke vanen netop derfor valgte jeg den.
Godt valgt, sagde ekspedienten.
Vi får se, svarede jeg.
Flytningen tog en halv dag. Nina hjalp, Anton lagde også en hånd. Vi arbejdede uden dramatik. Mine ting fandt nye pladser i det lille hjem med parken for enden af vejen. Alt stod, hvor jeg ville.
Da jeg var alene, åbnede jeg Sølv-Ceder og duftede en lille dråbe på håndleddet. Helt ny duft. Ikke dårlig. Bare anderledes. Skulle lige vænne mig. Eller måske bare tage imod den.
Udenfor var parken efterårstrist, de sidste blade vejrede. Lygterne blev tændt tidligt. Jeg satte te over, fandt min kop den uden revne og stillede mig ved vinduet.
Telefonen lå på kareten. Datteren ringede.
Nå, mor, er du faldet til?
Jeg falder til.
Er du bange?
Jeg så ud på lygterne.
Nej, svarede jeg. Ved du hvad? Jeg er ikke bange.
