Kontoret summede af almindelig snak. Ind kom chefen med en lidt stilfærdig kvinde.
“Mød Amalie, piger, hun skal arbejde med jer nu i stedet for Kristian. Han har fået en forfremmelse. Jeg er sikker på, at I kommer til at samarbejde godt,” sagde Birgitte Johansen, inden hun forlod rummet.
Amalie satte sig ved Kristians gamle skrivebord, tog en smuk kop og et lille portræt af en mand frem. Hun gik straks i gang med arbejdet som om hun havde været der i årevis.
Klokken ringede, og alle rejste sig og tog afsted til frokost. Kun Line blev tilbage. Hendes nysgerrighed om, hvem manden på billedet mon kunne være, var ikke til at skjule. Det var en smuk mand med et charmerende smil og sæt flotte, lige tænder.
“Hvem kunne det være?” tænkte Line. “En skuespiller, en sanger?” Hun tog et billede med sin smartphone og gik ud til frokost. Pigerne satte sig ved bordet og lyttede til den nye.
“Vi mødtes for tre år siden under nogle underlige omstændigheder, I vil ikke tro det,” sagde Amalie.
“Fortæl, fortæl,” opfordrede pigerne.
Hun huskede tilbage til for tre år siden, hvor hun arbejdede i et stort firma. Om det var logistikken eller hende, der havde lavet en fejl, men det forkerte produkt blev sendt til hendes fremtidige mands firma. Hun blev sendt afsted for at redde situationen.
Amalie var en klog, dygtig specialist og god til forhandlinger. Hendes stilfærdige ydre narrede de fleste, men når forhandlingerne gik i gang, blev hun en mester. Blid men skarp, opnåede hun sine mål.
Chefen kendte hendes metoder og sendte hende. Receptionisten sagde: “Kontor 312, Mads Pedersen.”
Hun gik direkte ind uden at banke på, præsenterede sig: “Amalie, vi sendte dig varen ved en fejl.”
Forklaringerne begyndte. Mads så på hende, og det var som en drøm blev virkelig.
Hendes røde hår bevægede sig let, og hendes grønne øjne så ærligt på ham. Hun talte roligt og jævnt.
Amalie var forberedt på at forhandle, men Mads sagde: “Amalie, vi vil ikke lave nogen klager, jeg håber ikke det sker igen.”
Hun takkede og gik. To dage senere ventede han på hende uden for kontoret. Amalie var den sidste, der forlod bygningen.
“Amalie,” råbte han og vinkede, “vi talte sammen for to dage siden.”
“God aften, Mads, jeg husker,” svarede hun uden nogen koketteri.
“Jeg har to billetter til teatret, vil du med? Min mor er blevet syg,” løj han.
“Det kan jeg da godt, hvornår er forestillingen, Mads?”
“Om to timer, du har god tid, hvis du skal skifte tøj kan jeg køre dig.”
“Det var smart,” tænkte Amalie og sagde ja.
Han ventede på hende ved opgangen. Da hun kom ud, så han en helt anden Amalie i en sort, figursyet kjole med en elegant makeup og toppet med høje hæle.
Han genkendte hende næsten ikke i det betagende look. Under forestillingen sad han ved siden af hende og kiggede af og til beundrende på hende. Hun kendte tydeligvis stykket og havde nok læst det.
Efter forestillingen inviterede han på restaurant, men Amalie afslog høfligt på grund af vigtige forhandlinger næste dag. Mads fulgte hende hjem. Senere på ugen mødtes de og gik en tur sammen.
To måneder senere, som altid, ventede han på hende ved kontoret.
“Min mor vil gerne møde dig, er det okay?” spurgte han.
“Det har jeg også ønsket,” svarede hun.
Hans mor tog imod dem med åbne arme, og de nød te med paradisæble-syltetøj og abrikospaj. Aftenen var hyggelig. Amalie fortalte Vibeke (Mads’ mor) om sin bedstemors syltetøjsopskrift, sin far, der døde under en prøve, og sin mor, der var historielærer.
Mads fulgte Amalie hjem.
“Min mor synes rigtig godt om dig, det glæder mig.”
De begyndte at mødes næsten hver dag og blev gift et år senere.
Hun tav. Pigerne lyttede og misundte hende i hemmelighed. Kun Line undrede sig:
“Hvad ser han i hende, denne ‘grå mus’? Hun har jo intet specielt. Hvorfor har nogle sådan et held? Og her er jeg, flot og høj, men tiltrækker bare de forkerte typer. Dem der vil i seng med det samme, eller viser sig at være gift efter en uge.”
Klokken ringede, pigerne gik tilbage til kontoret. Line talte til Sidsel.
“Se, det er hendes mand! Tror du på det? Det gør jeg ikke. Hun lyver. Kunne han virkelig falde for hende?”
Om aftenen, da de gik fra kontoret, dyttede en bil. Manden steg ud.
“Amalie, jeg er her,” vinkede han til hende.
Det var manden fra billedet.
“Er han virkelig hendes mand?” tænkte Line, “Hvorfor ikke mig? Jeg er jo bedre.”
Pigerne stod og så dem gå, hver med deres egne tanker.
Ofte melder spørgsmålet sig, når man ser et sådant par: “Hvad fandt han i hende?” Sandsynligvis det han søgte. Skønhed er ikke altid det, der tiltrækker mænd. De kan flirte, men de gifter sig med noget helt andet. Hvorfor? Det skal vi nok spørge dem selv om.
