Konditionalsætningen
Friede han? Silvia, har du mistet forstanden! Hvad skal du overhovedet tænke på?!
Birgitte, det er altså ikke så ligetil…
Hold nu op! Birgitte slænger frakken over stolen og smider sig ned. Pyh! Løb virkelig for at nå det! Har kun en halv time! Derefter skal jeg have Sidsel til dans og Storm til fodbold.
Birgitte, drengen bliver snart seks. Hvor længe bliver du ved med at kalde ham Storm, for pokker?
Han skal være lykkelig for ikke at blive kaldt noget værre! Vil du tænke dig han kom hjem fra børnehave i går og erklærede, at han var forelsket! I Laura fra nabobygningen! Nu vil han giftes. Hverken mere eller mindre. Hvad siger du så?
Alt er jo muligt, med tanke på din søn. Kan du overhovedet huske dig selv?
Sammenlign os nu ikke! Kan du huske, hvad mor lavede dengang, jeg meldte ud, jeg ville giftes? Birgitte sprutter af grin. Hvor gammel var jeg? Femten?
Fjorten! Du fik hende næsten til at falde om af forskrækkelse! “Mor, jeg har besluttet mig!” Påstod hun. Og så interesserede din Pavel sig altså slet ikke for så yndig en Birgitte!
Ja, men hvem endte så sidst med at kalde ham mand? Mor skulle måske have været strengere dengang! At vaske op for hele familien i et år? Det var da ikke en straf! Hun skulle hellere have forbudt mig at gå ud!
Dig havde hun da aldrig kunne holde indenfor, vel? Mor vidste du ikke lavede dumheder, og at det meste af dit drama kun var for show. Du har altid haft hovedet med dig, det har du altså.
Bortset fra når det kom til dig! Husker du, hvordan vi sloges som børn? Kunne ikke udstå dig. Åh jov, Silvia den snusfornuftige skønhed, og Birgitte den vilde krudtugle!
Mor sagde da aldrig sådan noget.
Nej, det klarede mormor for hende! Hun messede altid, at jeg ville bringe skam over familien. Det gik så meget for hende, ikke?
Jaja! På det punkt var jeg måske ikke så snusfornuftig…
Silvia skubber koppen fra sig og sukker tungt.
Silvia… Birgitte rækker over bordet og tager søsterens hånd. Hvad sker der?
Jeg er bange, Birgitte…
For hvad?! Du møder endelig en fornuftig mand, og nu har du fået kolde fødder! Hvad er der galt?
Jeg tror ikke, han ville kunne acceptere Jonas…
Birgitte rynker panden.
Hvorfor tror du det?
Det er egentlig ret enkelt. Efter roserne og den ring her, bad han mig sende Jonas til mormor for en periode…
Silvia kigger ud ad vinduet, mens hun nervøst drejer ringen rundt.
Ringen var virkelig smuk. Og dyr.
Men det var jo typisk for Christian, Silvias bejler. Succesfuld virksomhedsejer, sportsmand, musiknørd og stor fan af det modsatte køn og så alligevel, blev han forbløffet over, hvor forankret han følte sig, da han mødte Silvia. Han mente helt bestemt, at den kvinde han ville have, kun fortjente det bedste. Sparsommelig? Aldrig! For som hans mor, Ingelise, sagde:
Lille ven, en kvinde kan slæbe sig igennem alt muligt, hvis hun tror på dig. Men hun vil tænke sig om to gange, hvis du nægter hende det, du kan give. Det er ikke, fordi hun er grisk hun vurderer bare: “Hvis han nægter mig noget nu, bliver det så også for vores barn?”
Men mor, hvorfor skulle hun tænke sådan? Og hvad har børn overhovedet med sagen at gøre?
Kender du eventyret om stakkels Else? Kvinder tænker altid ti skridt frem. Det er vores lod, ikke altid en fordel, men sikkert er det, at man kommer længere med omtanke. Tænk, hvor få kvinder vi ser, der havner helt ude i rabatten!
Ingelises ord tog Christian fuldt alvorligt. Han var jo vokset op med en stærk kvinde, der blev forladt af sin mand og stod alene og som ikke knækkede. Hans far smuttede kort efter Christians fødsel: fandt en anden og tænkte ikke meget over, hvor hans forhenværende og baby endte. Nat, Iben hed hun, havde ikke rigtig nogen steder at gå hen. Hendes egne forældre boede langt ude på landet, og tanken om at vende hjem til snaps og hyggefraklud var ikke tiltalende. Hun stak til byen for at studere og besluttede, at hendes hjem skulle været alt andet end det, hun selv havde kendt. Nat boede på kollegium, vaskede trapper, gjorde rent hvor hun kunne og lærte, at hvis man vil leve, må man kunne sno sig.
Hun blev gift, ikke af kærlighed, men af fornuft men Christian har intet hørt om det. Det skulle han ikke belemres med, mente hun. Så gik hun i gang, fandt arbejde som husholderske hos professor Madsen, der efter hustruens død var groet fast i sofaen.
Professor, de skal have lidt suppe! satte hun tallerkenen foran den ældre herre.
Senere, Iben… senere…
Nej-nej! Nu!
De mener det altså?
Det gør jeg! Det skal til!
Hvad hvis jeg ikke har lyst?
Så gør De som børn for far, for mor
Min farmor skænkede mig op sådan
Præcis. Forestil Dem, jeg er Deres farmor! De er så klog, men helt almindelige ting, dem vil De ikke forstå! Man kan ikke leve af luft, og jeg får aldrig fru Madsens tilgivelse, hvis jeg ser passivt til.
De snakker som min farmor… men hun ville aldrig have sagt noget om det hinsides…
Sagde hun det? Så vidste hun vel, at forbud blegner, mens nogle ting bør siges højt.
Iben, De er en rigtig filosof!
Langt fra! Hvem har tid til det, når der er opvask og lille Christian skal have mad?
Han havde aldrig selv haft børn, professor Madsen, men han fik hurtigt en svaghed for Christian, og så meget, at han til sidst gjorde noget, alle fandt mærkeligt. Han bad Iben om at tage plads i lænestolen, gik frem og tilbage gennem stuen og sagde:
Hør nu, Iben! Jeg foreslår ikke fordi jeg er forelsket, men fordi I skal have rammerne for at klare jer. Mit hjerte tilhører en anden, men jeg har ingen arvinger, og jeg holder af Christian. Du står alene i verden. Min familie har jeg ikke holdt kontakt med i årevis. Du tænker fornuftigt, det gør du. Jeg foreslår ægteskab så du og Christian kan klare jer. Tænk over det.
Iben svarede først noget tid efter, ansigt til ansigt med professoren.
Tak. Jeg forstår, hvor meget det betyder for dig. Og jeg tager imod ikke for min egen skyld, men for Christians.
De blev borgerligt viet uden de store armbevægelser. For Christian fik han nu en far i ord og handling.
Efter et år bad Iben om at læse videre på universitetet.
Helt rigtigt! sagde professoren. Uddannelse er nødvendigt, hvis ikke for andet, så for at vise et godt eksempel for barnet.
Hun nikkede for ikke at afsløre, at hun ikke havde tænkt sig at blive hushjælp for evigt. Hun ville noget mere.
Nogle år senere dimitterede hun og startede et lille rengøringsfirma, som hurtigt voksede især indenfor fest- og eventservices. Hun holdt af arbejdet og følte sig hjemme i den nye verden. Og Christian, han var i gode hænder hos professoren, ofte næsten bedre end hos hende selv.
Christians biologiske far gav op hurtigt. Da han en dag blev spurgt, om han ville frisættes fra faderskab, svarede han med det samme:
Har du fundet en ny? Held og lykke! Bare tal ikke dårligt om mig til drengen. Eller endnu bedre lad ham slet ikke vide, hvem jeg er.
Iben holdt ord. Først efter professorens død, da Christian var nitten, fortalte hun ham om hans opvækst.
Mor, men han elskede mig virkelig…
Mere end noget andet, min dreng! Nogle forældre elsker ikke engang deres egne børn så højt. Han fik lov til at opleve faderskabet, og du fik en far… Der findes ikke ord i verden for den slags gave. Blodsforhold garanterer hverken accept eller kærlighed! Dét ved jeg nu. Din biologiske far interesserede sig ikke for dig én gang, mens professoren gav dig både et hjem og et frit sind og det er ikke så lidt endda!
Hun mente det. Oplevelserne havde lært hende ikke at begræde fortiden. Var hun blevet sammen med Christians far, var hans liv sikkert blevet helt anderledes.
Iben flyttede i sommerhus, mens byen og lejligheden gik til sønnen, og hun ventede på børnebørn.
Men der gik år, før Christian fandt den rette kvinde. Ingen passede ham, syntes han.
Christian, hvorfor sådan næsevrængeri? Sagde Iben engang. Du har haft så mange kærester efterhånden!
Det har jeg, mor.
Og de var da alle søde piger flotte, kloge Hvad med Lea, eller Anne, du førte hjem? Hvad var der galt med dem?
Ingen af dem føltes rigtige, mor. Lea er verdens bedste jurist, men hun tænker kun på karrieren. Børn gider hun ikke, og hendes pæne hjem skræmte mig fra dét, jeg skulle. Jeg kunne ikke engang drikke min kaffe uden at overveje, om jeg satte spor i hendes perfekte stue! Og Anne hun manglede jeg bare kærligheden til, så hvorfor prøve mere?
Fint. Så venter vi.
Silvias ankomst i Christians liv bragte stor glæde hos Iben, selvom Silvia havde et barn på slæb. Hun blev slet ikke afskrækket.
Er du klar på det ansvar? spurgte Iben.
Mener du, mor? Tror du, jeg har glemt, hvem der opdragede mig? Men hvad hvis drengen ikke vil have mig?
Du er som et barn! Så må du jo gøre dig fortjent. Vil du have Silvia, må du vinde Jonas’ tillid først. Enhver fornuftig kvinde sætter barnet over alt! Husk det. Og hvis du tvivler så lad være! Et barns tillid er ikke for sjov! Silvia klarer sig altid, men hvad med Jonas? Tænk dig godt om!
Christians første del af planen lykkedes, og nu sad Silvia på café, nervøs og forvirret, mens Birgitte overvejede at komme med moralsk opsang.
Hvad sagde han egentlig?
Hvem? Silvia så forvirret ud.
Christian selvfølgelig! Hvorfor skulle Jonas være hos bedstemor?
Han sagde ikke rigtig noget bare at min søn kunne være hos mine forældre et par dage efter brylluppet…
Silvia smed opgivende teskeen i bordet. Birgitte vinkede beroligende til tjeneren og tog skeen, slikkede creme af den og gav søsteren et dask i panden helt som i barndommen.
Av! Silvia gned sig og stirrede på søsteren. Mærkelige ting du laver!
Slap af, jeg har erfaring! Har du glemt det?
Nej… men…
Nej, vi er ikke børn længere. Det bliv vi vel egentlig, da du fandt ud af, du ventede Jonas? Eller var det før?
Nok lidt før.
Som mormor sagde: ung og forud for din tid! Bliver du aldrig klogere?
Hvorfor siger du det? Silvia tog skeen og lagde koldt mod panden.
Det skal der nok hjælpes på! Men helt ærligt hvis du havde delt din hemmelighed dengang med mig eller mor og far?
Jeg ved det ikke… men hvad hjælper det, Birgitte, det skete jo!
Der er bare én ting: Kunne du lære at snakke med dem, der elsker dig, skulle lynet nok slå ned!
Silvia sukkede og lagde skeen fra sig.
Du har vel ret…
Ikke “vel”, men selvfølgelig! Skal jeg minde dig om, hvordan Jonas blev til?
Lad nu være, det husker jeg godt selv!
Silvia kiggede væk og trak vejret ind, ærgrede sig lidt over sin insisterende søster, men vidste godt, hun egentlig havde ret. Jonas var kommet til ikke takket være, men på trods. Det vidste Birgitte alt om.
Med Jonas far, Troels, gik Silvia i parallelklasse på gymnasiet. Hun var grøn af forelskelse og ventede bare på et Hej. Hun kom tidligt i skole, stillede sig strategisk, så Troels måtte forbi. En dag bemærkede han hende. Til studenterfesten tog han hendes hånd og forsvandt, godt klar over, hun var alene hjemme.
Hvorfor hun gik med, ved hun endnu ikke men om sin første kærlighed tav hun. På familieudflugt ved Gudenåen sad hun og tænkte, og følte at hendes problem det var større end floden. Men vandet brusede: Se på mig, Silvia! Jeg startede som et lille vandløb og nu, bare se! Hvis du ikke er bange, hvis du tør så kan du! Hun vidste hurtigt, at Troels havde brugt hende. Alligevel håbede hun lidt endnu og trak graviditets afsløringen så længe som muligt. Birgitte bemærkede det og allierede sig med drengene, så én aften blev Silvia omfavnet uden forklaring.
Du skal ikke være bange! Han er ikke værd at spilde flere ord på! Han har fået, og det må række!
Hvem har fået? Birgitte, hvad snakker du om?! Silvia blev forvirret og så sortnede det. Hun vågnede med mor ved sin side.
Hvorfor sagde du aldrig noget? Tror du, det er bedre sådan?
De græd mor, Birgitte, Silvia. Det hele blev kun afbrudt, da far kom hjem.
Hvad sker der dog? Tårerne springer jo! Men hallo vi skal da fejre! Vi skal være bedsteforældre! Jonas fik aldrig en far, men han fik en familie, der glædede sig over ham.
Takket være støtte fra forældre og søster fik Silvia både uddannelse og en tryg hverdag. Og nu nu skulle hun risikere det hele for Christian?
Hun havde prøvet at sætte lykken over alt før. Hvordan gik det? Heldigvis havde hun haft familien hvem ved, hvor hun og Jonas ellers var?
Tanker og bekymringer stod skrevet i Silvias pande, og Birgitte kaldte grinende på tjeneren.
En ske tak, og lidt flere kager. Nervøsiteten skal dulmes.
Eklerne blev skubbet hen for Silvia. Birgitte sagde:
Prøv at sige tingene, Silvia. Sig dem! Spørg Christian. Helt ærligt, hvorfor vil han have Jonas væk i en uge? Er det så svært?
Jeg… måske du har ret… det kunne vel ikke være så slemt.
Nej, ræk nu ud!
Birgitte greb resolut Silvias mobil og viftede foran næsen på hende.
Ring!
Han er til møde!
Netop! Så kan du se, hvor hurtigt han svarer! Kom nu!
Jeg kan ikke…
Giv dig nu, for pokker! Send en besked!
Hvad må han ikke tænke?
Er det så vigtigt? Du har jo sagt ja, ikke?
Jeg… tænker over det…
Ikke mere pjat! Hvordan vil du nogensinde kunne tale åbent, hvis du allerede nu ikke tør stille simple spørgsmål?
Bare spørg?
Ja! Bare spørg!
Svaret kom hurtigt. Telefonen blinkede, og et billede fik Silvia til at smile.
Så? Forstår du nu? sagde Birgitte, smugkiggede på sit ur. Shit, jeg er sen! Andre tager på ferie jeg tager på logistik-marathon. Hæng ikke med næbbet! Det bliver godt det her. Først jer to alene så tid med Jonas. Du er ikke kun mor du er også kvinde! Ved du hvad, jeg misunder dig lidt. Min Pavel havde aldrig fundet på den idé! Nå, vi tales. Og tal nu med din søn jeg tror, han er klar til at kalde Christian for far.
Tror du?
Jeg ved det! Men sig ikke, jeg har sagt det!
Birgitte flåede jakken af knagen og hastede ud. På vej ud vendte hun sig, rakte tunge og pegede mod sin tinding: Brug hovedet.
Silvia tænkte. Grundigt.
Tre år senere modtog en stolt Jonas sin nyfødte lillesøster fra stedfaren og nikkede taknemmeligt til ham, han efterhånden kaldte for far.
Jonas pas nu på! Silvia ville træde til, men Christian holdt hende inde, armen om skuldrene.
Bare rolig. Alt bliver godt ikke Jonas?
Far! Alt er okay! Jonas løftede forsigtigt et hjørne af dåbskuverten, de havde brugt evigheder på at finde. Mor! Hun er virkelig smukEt billede blev taget, alle var samlet bedstemor, Birgitte, Sidsel og Storm med flagrende hår, Christian der balancerede babyen, og Jonas midt imellem sine to verdener, men frygtløs.
Ingen talte om gamle konditioner længere. Nu så Silvia ringen på hånden, ikke som en forpligtelse, men som løftet om noget, der kunne bære det hele.
Se, mor, hun gaber! sagde Jonas stolt.
Nå, det er nu, hun skal sove, sukkede Christian og lagde datteren tilbage i barnevognen.
Birgitte blinkede til Silvia, hvis stemme nu var rolig.
Tak, sagde Silvia. Til alle højt nok til, at ingen var i tvivl.
Ingen havde svaret på, hvem der endte lykkeligst i familien, men alle var enige om ét: Der var plads til både vilje, forstand og kærlighed.
Og af og til er det det eneste, man virkelig behøver.
