Karina åbnede mailen endnu en gang og trykkede på “send”. Nu kunne hun tage en kop kaffe. Hun sænkede sig tilbage i stolen, sad et øjeblik, lukkede så programmet og rejste sig fra skrivebordet for at forlade kontoret.
I pauselokalet sad Mette alene ved bordet og snøftede. Karina elskede ikke at blive med i anden mennesker problemer – sandsynligvis havde chefen revet hende for fejl. Hun tændte vandkokalet, tog sin kop fra hylden, hældte en skod af opvasket kaffe i og ventede på kogevandet.
Mette snøftede højt og vendte bort sig mod vinduet.
„Hvad sker der nu? Har chefen ikke godkendt dit oversættelsesprojekt? Har du gjort fejl?“ spurgte Karina.
„Det ved du ikke noget om.“
„Jeg vil nok hjælpe, hvis det gik.“
„Igen ikke.“
„Så hvorfor snæler du sådan?“
Pludselig mindedes Karina, hvordan hun nyligt havde set Mette stige i en dyrebart bil, hendes triumfvisende blik over de kolleger, som stod på opgangen. Nu var ejeren af SUV’en forsvundet, uden afslutning, mens hun græd over sine udestående forhåbninger.
Kokalet begyndte at suge og Karina hældte vand i koppen, satte sig over for Mette og skubbede håndklædet mod hende.
„Hold din ansigt i orden. Ingen i kontoret må vide, hvad du græder for. Og dyr den ikke op med det barn.“
„Hvordan ved …?“ Mette løftede sit plettede ansigt mod hende.
„Det er så almindeligt. Han sagde, han elskede dig, lo走上承诺, og så forsvandt han. Du har to røde linjer i blodprøven, ikke?“ smilte Karina sarkastisk.
„Du tror altså, jeg skal gøre abort? Overvej det godt. Du vil bole for at familierejse kontorer, hvis du har et barn, så du kan få mad på bordet om aftenen. Send barnet i børnehave, arbejd hver dag ud fra følelser af udmattelse. Du risikerer fraværer, og ingen vil stole på dig igen. Du bliver kasseret og slutter dig i en skole, hvor du underviser til at klare dig. Udskifter barndommen for pengearbejd.“
„Du skal sige op! Du skal gift dig med en ingeniør, håbe på bedre tid, føde ét barn mere, og så dét med den anden, snurre som en mus i hjul, ved du? I et år eller to bliver han ked og begynder at snige sig væk. Han vil have nogle unge og frie piger og sige, att ale ældste kontorer betaler ham fod bold, mens du står og arbejder dobbelte timer til at klare din egen økonomi og børnene. Det er din fremtid, hvis du ikke tager afstand nu.“
„Hold din mund! Du ved ingenting!“ Mette stoppede joveneren og forlod lokalet, efterladende sig nogle knuvede hanklæder og imponerede øde svedspor på bordet.
Karina drak kaffen. Et andet barn, der havde faldet ud i kærlighedens fælde. Måske havde hun ret? Måske ville støjligningen vende tilbage – eller måske var han allerede gift eller i gang med at lede efter bedre valg.
„Karina, Palle leder efter dig,“ sagde sekretær Birgitte.
„Jeg kommer.“ Karina kastede koppen i spisemaskinen, skyllede glasset og gik mod chefens kontor.
„Så du forlod os endelig? Så godt. Vi skrev ved registreringen. Gi’ mig en ansøgning for at afslutte din ansættelse, og jeg beder finansområdet om at regne din løn hurtigt ud. Ingen masker hertil. Succes i fremtiden …“
Karina blev anset for sin kærerel, benyst som en kold, beregnet kvinde. Hun modtog altid de bedste tilbud, hende oversættelser blev takket for, hun vidste, hvordan hun formulerede sit hjerte. Men den gode opfattelse bag hvem, hun ikke viser, det kun hun selv vidste. Der var ingen sorg, ingen unødige sammenstød i hendes private – den her løsnings skurhed fik hende. En gammel strid mellem forældre havde gjort det muligt for hende at tage disse beslutninger.
***
De sidste måneder hadde Karinas forældre hver dag ræsket – Mødren søgte alle skyldene på Far. For hvert brokk om, slutter de altid ud med Far, der var et dårligekstrem, og Mødren, som havde brug til straf mange penge. I starten forsøgte hun at købe en lille bolig, gøre tjeneste som plejerske, men Far tabte en stor affære og faldt ud som professor. Det tyede familiens liv, og hun var skuffet, fordi han ikke levede op til sin egen triumf.
Så eftersom Far blev nederdragen af Mødren, begynde hun et stiftetsarbejde, og han blev oftentile tilbage til børns hus. En dag, da han forlod huset, hørte Karina forældrenes diskussion. De bar brugen, Farmer fra ventedøren, og hun gik i gang med at lytte.
„Hold din mund. Hvad tænker du dog, kom du hjem? Jeg ved, du har ventet. Gav ikke mig tid for en god ski-backen.“
Mødren svarede uskyldigt.
„Er du bare ikke beruset? Bemærk heller ikke Karina, hun vokser op i stille ikke.“
„Gik dig ikke i fornøjen, Karen. Du venter via alting.“
„Det gemmer jeg ikke, men nu er jeg forudsat for et stort liv. Skift dig selv nu, og vi finder en bedre løsning på livet.“
Karina stillede sig i gængere og lytter mere nøje til diskussionen. Far blev ond, Mødren blev såre. Hun hørte tydeligt, hvordan Mødre bedyttede, at hun, Karen, havde en gang ført hende til at forstå, hvad et “stærkt mandlig erfaring” er. Og så brød hun virkelig det.
Der blev godkendt, adulte sprog, der diskrediterede Faren: „Du er en nul¬spiller, en misslykket færd.“ I stedet for den nytte, som hun ønskede, snakker Mødren om, hvordan hun selv har ikke kunst til at skabe en bedre fremtid.
„Det ved jeg, hvor du jobber, Karen.“ Faren blev overtvunget af sin Måde og snød.
„Hvadom, hvis jeg vil?“ Mødren var rask, og hun vidste, at hun ikke kan leve med en mand, der ikke kan give det, hun ønsker.
Far bed var hævesujet. „Tik mere, vi snakker morgen.“
„Ingen, lad det begive sig. Lad alle vi vide, hvordan du IKKE er noget. Mesterskabet, du opdagede ti år, det var netop det, som du lod være at fortælle mig. En øm mandlig tilfredsstillelse. For hjernen en fej. Du, være du selv nu.“
„Jeg tager ut forbi nu.“
Så begyndte skrigen, og klasket til Far, den blev bortvis i huset. Det så ud, som om Mødren blev barnløs for Karina, men hun sagde ingenting, lagde sig i sengen og sog på coveret. Karina fandt ud af, at der er en anden mand i Mødrens liv.
Den nat så hun forældrenes bryllup og en latterlig forhør, og hun lod det skabe hende et fast beslutning: hun ville leve for den egne ambitioner, gerne som arkitektur eller oversættelser, men aldrig på nogen. Hun ville genopbygge livet for sig selv og børnebørnene i en fremtid, hvor der er forståelse og sikkerhed.
Efter skole, Karina startede systematiske uddannelse, arbejdede allerede i universitetets sprogafdeling, som både enund seksdobbelt kompetence. En dag blev hun inviteret til at arbejde i København, hvor hun har en Chance for at få tættere kontak til sin drøm.
***
Efter arbejdsdagen besøgte Karina sin far.
„Papa, jeg rejser til København. Boligen er ledig. Du kan komme tilbage. Lover du, at du siger, hvis der er noget du har brug for?“
„Ingen penge, datter. Jeg vil ikke fa bare. Jeg ved, at din mor vil sælge den – jeg har bli get den. Du kan ringe.“
„Det gør jeg.“
„Så vil du ikke gift dig?“
„Måske ikke umiddelbart. Men hvis jeg gør, skal jeg nok invitere dig til brylluppet,“ lo Karina.
Hun tog far i favnen og kysste ham på tindingen.
Forbindelsen til moderen var mere dyngelig, og en dag, da hun så hende komme hjem fra butik, stillede hun sig frem – unge mand ved siden hende. Han sagde stamt ord: „Du har lovet mig ingenting – jeg har brug for du at forsøge.“ Mette undskyldte ikke og gik væk.
Karina løb væk. Hun ville ikke se, hvordan Mødren levede en anden kapitel af ensomheden. Og hun vidste, at det ville hold hende i sin egen tilbagehalte. Mødren havde sin egen historie, og Karina ville ikke gentage den.
Hun havde ikke brug for et fast mandlig forhold, og i stedet for det, ville hun være sin egen hovedperson. Karina ville leve, så hun og eventuel børnebarn kan leve i sikkerhed, uden at afhængighed eller krav gjør det mindre.
Forældrenes strid havde forbedret hende til at forstå sig selv og sin fremtid. Hun havde ikke brug for et bryllup, men en større verden på sit egen konto – og det var en mere rig opdeling i stedet for en manglende.
