Mandag, kl. 19.00 Jeg sidder på min lille køkkenstol i lejlighed 4 på 3. sal i Vesterbro og tænker på, hvad der skete i trappeopgangen i går. Jeg kan næsten mærke den gamle metalvandegryde, som jeg holdt i hænderne, som om den stadig var mit sidste forsvarsvåben.
På første sal, hvor jeg normalt har stående på hylderne mine lerkrukker med petunia, geranium og violer, lå der kaos. Tre krukker var smadret, jord lå spredt over det slidte linoleum, og blomsterblade lå som små ofre i en storm. Luften i trappeet var tung af fugt, mug og en svag metallisk lugt fra gelænderet. Fra lejlighed 12 kom der høj, tung basmusik noget elektronisk, som om en fest var i fuld gang.
Jeg, Maren Sørensen, i min farverige morgenkåbe med små margueritter og med de grå hår sat i en stram knold, så på synderen: en ny sort mountainbike, låst fast til gelænderet, præcis hvor min blomsterbænk plejede at stå.
Hvem har gjort dette? mumlede jeg, stemmen rystende af vrede. Mine blomster! Jeg har passet dem i halvtreds år, og så barbarerne!
Døren til lejlighed 12 flækkedes op, og Mikkel sprang ud i sin grå sportstrøje og shorts. Hans mørke hår var rodet efter træning, og han holdt en vandflaske med en skrigende farvet etiket.
Maren, hvad råber du? sagde han og så på rodet. Er det på grund af blomsterne? Jeg har låst min cykel, men krukkerne væltede. Jeg køber nye, det er bare så.
Jeg pegede med vandgryden mod ham, og vand sprøjtede på gulvet.
Nye? Det er ikke bare blomster, Mikkel! Det er trappeopgangens sjæl! I unge knokler kun ved at sprænge ting i luften!
Mikkel rullede med øjnene, tog en slurk af vandet.
Sjæl? Mor, det er bare planter. Min cykel er vigtig jeg bruger den til fitnesscentret, jeg har et arbejde. Og jeres krukker fylder bare for meget!
Karla, Mikkels lillesøster, kiggede ud fra lejligheden. Hendes lyse hår var sat i en løs knold, og hun holdt en slidte psykologibog, klar til en eksamen på universitetet. På hende var en oversized Tshirt med Dream Big.
Mikkel, er du seriøs? sagde hun, da hun så de knuste krukker. Maren, undskyld ham, han tænkte ikke over det. Jeg ordner det.
Maren fnøs, hendes øjne glimtede bag brillerne.
Ikke tænkt over det? Det er egoisme, Karla! I unge tænker kun på jer selv! Mine blomster glædede hele huset, og du smider dem i skraldespanden!
Lise, en 35årig mor til to børn fra lejlighed 15, kom ned med barnevognen og den yngste dreng. Hendes jeans var plettet af æblemos, og bag hende fulgte den ældre datter Freja med en rygsæk.
Hvad er der for larm? spurgte Lise, mens hun så på trappen. Mikkel, er det dig, der knuste blomsterne? Maren har ret, de pynter op her!
Mikkel smed flasken på vindueskarmen, som klirrede mod glasset.
Pynte? Halvdelen er visnet! Vi skulle hellere skifte pæren i trappeet, end vande blomster!
Anders, en ensom programmør fra lejlighed 10, stak hovedet ud af døren med en bærbar på armen. Hans briller gled ned på næsen, og hans Tshirt med Linuxlogo var krøllet.
Mikkel, ro dig ned sagde han og rettede brillerne. Blomster er økologi, de giver ilt. Din cykel kan stå i kælderen.
Mikkel vendte sig, stemmen hævede sig.
Økologi? Anders, du er kun i trappeet én gang om måneden, du sidder med din kode! Hvor skal jeg så stille min cykel?
Trappeet var blevet en arena, hvor de knuste krukker blev symbol på krigen mellem naboerne, hver med sin egen betydning af blomsterne.
Næste dag brød konflikten ud igen. Jeg gik ned med to nye lerkrukker fra kælderen, hvor jeg havde gemt et reserveparti, og vandede petuniaerne mens jeg mumlede om uhøflige unge. Min farverige morgenkåbe blafrede under den svage loftslampe, og vandgryden glimtede.
Mikkel kom tilbage fra træning, så at hans cykel igen var stukket ind i et hjørne, omgivet af tomme krukker, og kaldte på Karla.
Karla, hvad er det her for et cirkus? råbte han, pegede på krukkerne. Jeg sagde jo, jeg har brug for plads!
Karla, som sad ved køkkenbordet med bunker af notater, lagde bogen fra sig.
Mikkel, lad være. Jeg har snakket med Maren hun er virkelig ked af det. Kan du ikke bare undskylde?
Mikkel fnøs, smed sine løbesko på gulvet med et dunk.
Undskylde? Hvorfor? Hun har plantet blomster overalt, og jeg skal tilpasse mig? Det er også min trappe!
Karla sukkede, stemmen blev blødere men fast.
Det er vores trappe, Mikkel. Og hendes også. Hun dyrker dem for os alle, og du knuste krukkerne. Forstå, det betyder noget for hende.
Lise kom ned med den lille dreng i hånden, mens Freja trak i sin rygsæk, hvor en enhjørningnøglekæde dinglede.
Mikkel, er du igen? sagde Lise, brynene truende. Mine børn elsker de blomster! Freja hjalp endda med at vande dem!
Mikkel gestikulerede voldsomt, hans Tshirt fløj.
Børn? Lise, jeres børn spilder på blomsterne, de løber omkring! Freja knap så en krukke falde i går!
Freja pressede læberne sammen, hendes fletede hår sprang.
Det er ikke sandt! Jeg vandede forsigtigt! Du ødelægger alt!
Anders, som gik forbi med en affaldspose, stoppede, bærbaren stak ud af rygsækken.
Mikkel, slap af sagde han og rettede brillerne. Jeg er enig med Maren blomster giver hygge. Måske kan du holde cyklen i garagen?
Mikkel vendte sig, kinderne blev røde.
Garagen? Jeg har ingen garage! Og du beslutter altid for alle, men du gør ikke rent i trappen selv!
Maren, som havde hørt larmen
