I de første år af ægteskabet levede vi helt almindeligt sammen, han var med på det hele! fortæller Signe, nu 28 år gammel, og ser tilbage på tiden. Begge arbejdede vi hårdt, sparede op til udbetalingen på boliglånet. Vi havde aldrig problemer med mad. Min mand spiste bare, hvad der blev serveret! Jeg tænkte ikke alt for meget over det, købte en køkkenmaskine, lavede mad hurtigt og enkelt grød, frikadeller, suppe, intet at klage over. En gang imellem kunne min mand dog drømme højt: “Jeg kunne godt tænke mig noget særligt…”
Hvad mener du med “noget særligt”?
Pandekager med kødfyld, eller aspargessuppe, eller wienerbrød. Han har det med at crave de retter, der tager flere timer: stege, afkøle, røre dej, hakke i små stykker, hele dagen ved komfuret, puha… Og færdigkøbte lækkerier duer slet ikke det skal være hjemmelavet!
Det begyndte først for alvor to år efter jeg gik på barsel… Jeg tænker tilbage, jeg har aldrig været glad for at lave mad, men jeg gør det altid! Min mand arbejder hele dagen på kontoret, sørger for os. Så det sker ikke, at han kommer hjem og der ikke er mad på bordet der er altid varm mad, ikke bare pasta og skinke. Men det er stadig ret simpelt: kartofler og frikadeller, kylling, suppe, rødkål, salat. Og han bliver fornærmet! Han siger, jeg har hele dagen hjemme kunne både lave dej, hjemmelavede boller, risengrød, fyldte kålruller…
Det er barsel, så man har jo masser af tid, hele dagen, og manden glemmer tit, at barnet kræver opmærksomhed…
Ja, men det handler ikke om barnet. Vores datter er som en gave, et rigtigt guldklump. Hun er rolig og nem, jeg kan tage hende ind i køkkenet, give hende et stykke dej, og så sidder hun der længe. Vi synger sange og fortæller historier sammen. Hun forstyrrer mig ikke! Jeg har bare ikke lyst til at bruge tid på alt det der. Særligt fordi jeg ikke spiser sådan mad jeg er på slankekur, forsøger at undgå kød og mel. Skal jeg lave hjemmelavede boller kun for min mand? Det er måske lidt for meget…?
Så Signe og hendes mand havde det i virkeligheden godt: han skynder sig hjem fra arbejde, kommer ikke for sent, går kun til firmafest én gang om året og det er hurtigt overstået. Han hjælper med barnet, helt frivilligt, leger, bader og går tur med hende.
Men én ting har begyndt at gnave: på det seneste vil han have syltede agurker eller surkål, og sidste uge blev det til et stort skænderi vi talte ikke sammen i flere dage.
Min mand forstår ærligt talt ikke, hvor svært det er: lave dej til æggene, stege en omgang pandekager, fylde dem med kød? Han føler sig stødt, fordi han tror, at jeg bare laver mad for at være hurtig og nem. Jeg gør ikke noget for at glæde, eller overraske…
Det er svært for mig! bliver Signe frustreret. Først skal kødet tilberedes, så dejen, så pandekagerne, og så fyldet… Jeg vil ikke engang spise sådan mad, så jeg må lave noget andet til mig og datteren!
Signe mener, at i dag laver ingen længere hjemmelavede gammeldags retter som medister eller stegt flæsk, måske til nytår og højtider. Unge gider ikke kæmpe så meget med maden. Til hverdag og til fest hvis man virkelig vil have wienerbrød, kan man bestille det hjem, selvom det bestemt ikke er billig fornøjelse, især når man er på barsel og har boliglånet at tænke på. Altså, det er ikke noget til hver dag.
Hendes mand trækker hende frem som eksempel på hans bedstemor, der altid duftede af boller og småkager”. Hun arbejdede hele livet, men formåede alligevel at bage og med flere børn.
Ja, det er rigtigt! Signe sukker. Kvinderne dengang havde jo ikke meget at tage sig til om aftenen. Ingen tv, ingen internet. Så de fandt på gøremål vaskede tøj, bagte boller. Jeg synes det er bedre at bruge tid med sit barn, tage på tur end at blive i køkkenet tre timer…
For nylig ringede Signe til svigermor, og med venlig stemme sagde hun, at vejen til en mands hjerte går gennem maven, og det ikke er svært at lave det, han ønsker. Det viser sig, at min mand allerede har klaget til hans mor.
Jeg sagde jo, at jeg ikke spiser de der fyldte kålruller, så jeg har ikke lyst til at lave dem! Og straks “ja ja ja”, som om det er det, så de mænd kunne godt lave mad!
Hendes madglade mand, hvad mener I? Er det for meget, når der altid er varm og frisk mad, at ville have nye og forskellige retter hver dag? Skal han bare spise, hvad der er serveret, og ellers tie hvis han vil have noget ekstra, kan han lave det selv?
Eller burde Signe lytte mere til sin mands ønsker?
